Ganske underholdende, med nogle gode momenter. Humoren var så absolut på plussiden, hvor jeg desværre efterhånden har svært ved at få blot en minimal boner på, når de uundgåeligt overdrevne cgi actionsekvenser ruller ud. Skal dog nok afstedkomme endnu en ligegyldig franchise.
4/6
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Inception Flot og lækker film hvor Cotillard/DiCaprio holder de voksne vågne. Som andre har nævt er der en del eksposition (forklaren) men det gjort godt. Dog er der ikke kød på til et gensyn.
7/10
Dog er præmissen med at man altid ved hvor en ide kommer fra decideret pjattet
Kender i det, at man har set en masse film på det seneste og gerne vil prøve at gøre rede for dem, men bare ikke kan finde ordene? Man har mest af alt bare lyst til, at skrive titlen og en karakter, men det giver jo ingen mening og så kan man sgu ligeså godt lade være. Grr.. Det irriterer mig egentligt lidt, at jeg ikke kan finde ord eller motivation til mine skriverier lige nu, for man har jo en mening og nogle ting, både positive og negative, som man kan og egentlig gerne vil fremhæve.
Nyeste anmeldelse: "The Thin Red Line" : http://bonysblog.wordpress.com/
#4834: Jeg ved præcist hvad du mener! Jeg har oplevet det samme ved en hel del film efterhånden, men har jeg lavet en aftale med mig selv om at jeg absolut skulle skrive lidt om dem. Det har været svært, men jeg har da fået skrevet et par anmeldelser.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
#4785 Nu får jeg sgu helt lyst til at gense den. Jeg elsker den film.
Me too. Jeg endte med at sætte den på af samme grund. :-)
Jeg kan godt forstå, hvis nogen måske føler, at MOTORSAVSMASSAKREN ikke lever helt op til forventningerne, når de ser den første gang. Men man bør altså holde det sig for øje, at der er tale om en lille, billig, regional exploitation-film lavet for pebernødder og en rulle ståltråd. At sådan en film kan få dét eftermæle og den betydning, den har haft på branchen - og ikke mindst med et budget på kun ca. $80.000 gå hen og blive datidens mest indtjenende independent-film overhovedet (indtil HALLOWEEN i 1979) - dét er sgu imponerende! Når man så tager baggrunden, forholdende og prisen med i betragtning, så er mange af filmens løsninger simpelthen geniale.
MOTORSAVSMASSAKREN opnår utroligt meget, selvom den har meget lidt at arbejde med. Der er næppe nogen independent-gyser - bortset fra NIGHT OF THE LIVING DEAD - der har haft så stor betydning for genrens videre udvikling som den.
Bevares, den har da et par skønhedsfejl (klippet med fryseren og bedstefarens noget tvivlsomme make-up især), men det, synes jeg, er ret nemt at tilgive, når man ser på alt det, man ellers får.
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
The Heiress, Willaim Wyler 1949 Catherine er datter af den rige Austin. Hun vil arve i alt 30.000. Men hun er meget genert, og møder derfor aldrig den rigtige. Indtil Montgomery Clift kommer på besøg. Men er han kun ude efter pengene?
Olivia De Havilland er den allerstørste styrke, mens Montgomery Clift skuffer lidt. Han er ikke dårlig, han er bare ikke genial, som han kan være.
Personerne er overklassespersoner, og den meget stive måde at snakke på, de faste ritualer og normer, er fremstillet perfekt. Den træder dog lidt i vande til tider
#4834 - Jeg kender det også alt for godt! Jeg er en dør til at skrive mine tanker ned, hvilket da også er derfor, at jeg praktisk talt aldrig skriver herinde. På det seneste har jeg ellers set en "masse" film for første gang (Wait Until Dark, The Birds, Revolutionary Road, Crash, Gone Baby Gone, Paint Your Wagon), men efter at have forsøgt at skrive et par ord hver gang jeg har set en film, så har jeg slettet det igen.
Dog bliver jeg nødt til at kommentere på een af dem, hvilket jeg sikkert bliver skudt for:
The Birds Normalt er jeg stor elsker af Hitchcock, men Fuglene sagde mig absolut intet. Jeg følte, at jeg måtte slide mig igennem den første ekstremt langtrukkende time, hvor både skuespil og historie slet ikke imponerede mig. Det var egentligt først de sidste ganske få scener, der formåede at fange mig det mindste.
Filmen mangler i mine øjne den intense og medrivende stemning, der hersker i flere af hans andre film. Øv en skuffelse! :(
Hvis den skal have en karakter må det vel blive 5/10
"Og hvem vil ikke gerne guffe Klaus Kinski??" - evermind
For tyve, nej, bare ti år siden ville film som denne udkomme direkte på DVD. Action-slasher-suspense-monsterfilmen er direkte til de støvede hylder i en videobutik, hvor ekspedienter kan anbefale filmen til bumsede teenagedrenge, der vil se scener, hvor monstre river hovederne af hinanden.
Nogle gange kan sådanne film være medrivende og gode. Det var tilfældet med den første og eneste gode Predator-film. Efter en dårlig fortsættelse og to endnu værre spin-offs har Hollywood tilsynelanende ikke opdaget af succesen med den første film bare var en fluke. Arnold var på karrierens højdepunkt i slut-80erne, og instruktør John McTiernan var lige ved at varme op til at opfinde action-sommer-blockbuster-filmgenren med ”Die Hard” året efter.
Historien om de desperate forsøg på at lave guld på den første ”Predator”-film er mere interessant end selve forsøgene. Det gælder også dette sidste nye forsøg, hvor Rodriguez har sat en MTV-uddannet ungarer til at lave en heavy metal-video-version af monsterfilmen.
Selve filmen? Bras, som vi har set før i utallige bedre versioner. Ikke mindst i den første film, som denne fortsættelse dog har mere succes med at efterligne end de tidligere belortede forsøg. Hele filmen handler det udelukkende om mennesker, der jages. Vi venter bare på at se, hvordan de bliver slagtet af stuntmændene i gummidragter.
Der mangler en dimension i filmen. Enten noget ironi. Eller en stærkere dynamik mellem mennesker og monstre. Eller bare et eller andet, som fik en overbevist om, at filmens manuskript var skrevet af et voksent menneske, og ikke blot baseret på videooptagelser af en 10-årigs leg med actionfigurer under et heftigt indtag af cola.
4/10
Armadillo (2010)
Adrenalinrush i Afghanistan
Plus: Billeder helt tæt på af en krig, som de fleste fjerner sig fra i deres hverdag.
Plus: Et uafrysteligt billede af danske soldater i en situation, som de hverken forstår eller kan håndtere. Specielt i forholdet til civilbefolkningen, der ser sig selv som fanget midt i konflikten mellem vesten og taliban.
Plus: Filmholdet har formået at gøre sig selv usynligt, så vi sidder med en fornemmelse af fuldkommen autencitet. Dette er virkelige unge mennesker, som dem vi møder på gaden, der sætter deres eget liv på spil, samtidig med at de tager andres.
Minus: Den kraftige vinkling på ”soldater som adrenalin-junkies”. Den side er helt sikkert vigtig, men er det sådan, de ser sig selv? Vi mangler i højere grad, at de selv får lov at præsentere deres virkelighed. Derudover: Klipningen fra videospil til virkelighed i et enkelt indslag virkede letkøbt , billig og manipulerende.
Minus: Den ambiente musik, der skaber dissonans og spænding, også når det måske ikke er de samme følelser, som figurerer i hovederne på soldaterne. Igen en manipulation, som min venstre hjernehalvdel kraftigt strittede imod.
Det er en succesfuld film på bundlinjen, da plusserne vejer langt tungere end minusserne. ”Armadillo” er ikke så vellykket som film, som den er vellykket som et stykke visuelt dokument i Danmarkshistorien.
7/10
Soul Kitchen (2009)
Friturestegte filmklicheer
Fatih Akins film om en restaurant i et slidt arbejderkvarter i Hamburg begår så mange narrative fejl, at filmens egen analogi med fast food-mad, der bliver til gourmetmad, nærmest forholder sig omvendt, når det kommer til filmen selv.
I filmen får en restaurant succes med kvalitetsmad i stedet for bras. Filmen viser, at de samme råvarer kan blive til kvalitet, hvis de behandles ordentligt i stedet for at blive friturestegt.
Filmen selv har nogle fremragende råvarer: En restaurant i et slumkvarter, der får succes (perfekt til en feel-good film). En elskværdig hovedperson (den føromtalte tysk-græker). En love story som subplot med en nuser-pige med stærk punket personlighed.
Med den rigtige behandling kan man sagtens gøre det til en god ret. Men der proppes alt for meget fedt på i form af et slapstick-subplot med en dårlig ryg, en massagepige med et hjerte af guld, en overdrevent slesk finansmand, en old coot med en fiskerbåd og en overdrevent uptight kvinde fra skattevæsenet. Det hele proppes i frituregryden, hvor det får lov til at simre for længe og få en besk smag af olie.
Motoren i enhver narrativ er hovedpersonens vilje. Eller måske hovedpersonernes kollektive vilje. Vores hovedpersons vilje har intet med restauranten at gøre. Han er mere optaget af sin kæreste, som er i Kina. Hvilket blot er et subplot.
Restauraten virker næsten ligegyldig for hovedpersonen, og derfor virker den ligegyldig for os. Der er ingen kærlighed til maden i en film om en restaurant. Grundstenen mangler. Filmens indre virkelighed mangler. Sammenhængen mangler. De små humoristiske indslag undervejs er ikke dårlige, men de mangler en kontekst, der gør dem virkelig sjove.
4/10
Robin Hood (2010)
Remake, og remake igen, indtil løver bliver til lam.
Meget fungerer godt i Ridley Scotts forsøg på en ”Robin Hood”-prequel. Filmen er medrivende under kampscenerne med byer af pile, mudder på støvlerne og action på en god gammeldags maner, hvor alting ikke er sovset ind i CGI og klippet ned til småbidder og splitsekunder.
Cate Blanchett er også med. Altid et stort plus.
Andet fungerer knap så godt. Russel Crowe er ikke min cup of tea. Her skal han være en charmerende gavtyv, der viser sit heltemod til sidst. Der er ikke så meget charmerende ved en fyr, som hvert sekund kan finde på at kyle en telefon kylet i hovedet på én.
Desuden er filmen en tand for Hollywoody i de sidste scener, hvor girl power kombineres med en hær af små rebeldrenge, der lige pludselig hjælper dem, de normalt stjæler fra. WTF?
Filmen har tilmed smækket en demokratisk undergrundsbevægelse ind i en film fra den mørke middelalder. WTF? Hvor er nysgerrigheden for fortiden henne, når nutidens værdier og forestillinger så bastant skal presses ned over en middelalderfortælling?
Som en eventyr-film for 12-årige er det en ganske habil film. Alle andre ambitioner kan Ridley Scott skyde en hvid pil efter.
#4831 filmz-Bruce 15 år siden
Ganske underholdende, med nogle gode momenter. Humoren var så absolut på plussiden, hvor jeg desværre efterhånden har svært ved at få blot en minimal boner på, når de uundgåeligt overdrevne cgi actionsekvenser ruller ud. Skal dog nok afstedkomme endnu en ligegyldig franchise.
4/6
#4832 jessup 15 år siden
Flot og lækker film hvor Cotillard/DiCaprio holder de voksne vågne. Som andre har nævt er der en del eksposition (forklaren) men det gjort godt. Dog er der ikke kød på til et gensyn.
7/10
#4833 Sweetiebellefan 15 år siden
En dreng i vikinge tiden er ved at træne med vilde drager, og en dag møder han en drage som han bliver venner med.
Jeg gætter Dreamworks har sin første Oscar nominering for bedste film her.
10/10
#4834 Bony 15 år siden
#4835 Kruse 15 år siden
#4836 Thomsen 15 år siden
Me too. Jeg endte med at sætte den på af samme grund. :-)
Jeg kan godt forstå, hvis nogen måske føler, at MOTORSAVSMASSAKREN ikke lever helt op til forventningerne, når de ser den første gang. Men man bør altså holde det sig for øje, at der er tale om en lille, billig, regional exploitation-film lavet for pebernødder og en rulle ståltråd. At sådan en film kan få dét eftermæle og den betydning, den har haft på branchen - og ikke mindst med et budget på kun ca. $80.000 gå hen og blive datidens mest indtjenende independent-film overhovedet (indtil HALLOWEEN i 1979) - dét er sgu imponerende! Når man så tager baggrunden, forholdende og prisen med i betragtning, så er mange af filmens løsninger simpelthen geniale.
MOTORSAVSMASSAKREN opnår utroligt meget, selvom den har meget lidt at arbejde med. Der er næppe nogen independent-gyser - bortset fra NIGHT OF THE LIVING DEAD - der har haft så stor betydning for genrens videre udvikling som den.
Bevares, den har da et par skønhedsfejl (klippet med fryseren og bedstefarens noget tvivlsomme make-up især), men det, synes jeg, er ret nemt at tilgive, når man ser på alt det, man ellers får.
#4837 Skeloboy 15 år siden
Catherine er datter af den rige Austin. Hun vil arve i alt 30.000. Men hun er meget genert, og møder derfor aldrig den rigtige. Indtil Montgomery Clift kommer på besøg. Men er han kun ude efter pengene?
Olivia De Havilland er den allerstørste styrke, mens Montgomery Clift skuffer lidt. Han er ikke dårlig, han er bare ikke genial, som han kan være.
Personerne er overklassespersoner, og den meget stive måde at snakke på, de faste ritualer og normer, er fremstillet perfekt. Den træder dog lidt i vande til tider
7/10
#4838 dyg 15 år siden
Dog bliver jeg nødt til at kommentere på een af dem, hvilket jeg sikkert bliver skudt for:
The Birds
Normalt er jeg stor elsker af Hitchcock, men Fuglene sagde mig absolut intet. Jeg følte, at jeg måtte slide mig igennem den første ekstremt langtrukkende time, hvor både skuespil og historie slet ikke imponerede mig. Det var egentligt først de sidste ganske få scener, der formåede at fange mig det mindste.
Filmen mangler i mine øjne den intense og medrivende stemning, der hersker i flere af hans andre film. Øv en skuffelse! :(
Hvis den skal have en karakter må det vel blive 5/10
#4839 chronaden 15 år siden
Blasfemi!... Stadig en af de få film jeg synes er genuine uhyggelige o0
#4840 mr gaijin 15 år siden
Show wrestling i gummidragter
For tyve, nej, bare ti år siden ville film som denne udkomme direkte på DVD. Action-slasher-suspense-monsterfilmen er direkte til de støvede hylder i en videobutik, hvor ekspedienter kan anbefale filmen til bumsede teenagedrenge, der vil se scener, hvor monstre river hovederne af hinanden.
Nogle gange kan sådanne film være medrivende og gode. Det var tilfældet med den første og eneste gode Predator-film. Efter en dårlig fortsættelse og to endnu værre spin-offs har Hollywood tilsynelanende ikke opdaget af succesen med den første film bare var en fluke. Arnold var på karrierens højdepunkt i slut-80erne, og instruktør John McTiernan var lige ved at varme op til at opfinde action-sommer-blockbuster-filmgenren med ”Die Hard” året efter.
Historien om de desperate forsøg på at lave guld på den første ”Predator”-film er mere interessant end selve forsøgene. Det gælder også dette sidste nye forsøg, hvor Rodriguez har sat en MTV-uddannet ungarer til at lave en heavy metal-video-version af monsterfilmen.
Selve filmen? Bras, som vi har set før i utallige bedre versioner. Ikke mindst i den første film, som denne fortsættelse dog har mere succes med at efterligne end de tidligere belortede forsøg. Hele filmen handler det udelukkende om mennesker, der jages. Vi venter bare på at se, hvordan de bliver slagtet af stuntmændene i gummidragter.
Der mangler en dimension i filmen. Enten noget ironi. Eller en stærkere dynamik mellem mennesker og monstre. Eller bare et eller andet, som fik en overbevist om, at filmens manuskript var skrevet af et voksent menneske, og ikke blot baseret på videooptagelser af en 10-årigs leg med actionfigurer under et heftigt indtag af cola.
4/10
Armadillo (2010)
Adrenalinrush i Afghanistan
Plus: Billeder helt tæt på af en krig, som de fleste fjerner sig fra i deres hverdag.
Plus: Et uafrysteligt billede af danske soldater i en situation, som de hverken forstår eller kan håndtere. Specielt i forholdet til civilbefolkningen, der ser sig selv som fanget midt i konflikten mellem vesten og taliban.
Plus: Filmholdet har formået at gøre sig selv usynligt, så vi sidder med en fornemmelse af fuldkommen autencitet. Dette er virkelige unge mennesker, som dem vi møder på gaden, der sætter deres eget liv på spil, samtidig med at de tager andres.
Minus: Den kraftige vinkling på ”soldater som adrenalin-junkies”. Den side er helt sikkert vigtig, men er det sådan, de ser sig selv? Vi mangler i højere grad, at de selv får lov at præsentere deres virkelighed. Derudover: Klipningen fra videospil til virkelighed i et enkelt indslag virkede letkøbt , billig og manipulerende.
Minus: Den ambiente musik, der skaber dissonans og spænding, også når det måske ikke er de samme følelser, som figurerer i hovederne på soldaterne. Igen en manipulation, som min venstre hjernehalvdel kraftigt strittede imod.
Det er en succesfuld film på bundlinjen, da plusserne vejer langt tungere end minusserne. ”Armadillo” er ikke så vellykket som film, som den er vellykket som et stykke visuelt dokument i Danmarkshistorien.
7/10
Soul Kitchen (2009)
Friturestegte filmklicheer
Fatih Akins film om en restaurant i et slidt arbejderkvarter i Hamburg begår så mange narrative fejl, at filmens egen analogi med fast food-mad, der bliver til gourmetmad, nærmest forholder sig omvendt, når det kommer til filmen selv.
I filmen får en restaurant succes med kvalitetsmad i stedet for bras. Filmen viser, at de samme råvarer kan blive til kvalitet, hvis de behandles ordentligt i stedet for at blive friturestegt.
Filmen selv har nogle fremragende råvarer: En restaurant i et slumkvarter, der får succes (perfekt til en feel-good film). En elskværdig hovedperson (den føromtalte tysk-græker). En love story som subplot med en nuser-pige med stærk punket personlighed.
Med den rigtige behandling kan man sagtens gøre det til en god ret. Men der proppes alt for meget fedt på i form af et slapstick-subplot med en dårlig ryg, en massagepige med et hjerte af guld, en overdrevent slesk finansmand, en old coot med en fiskerbåd og en overdrevent uptight kvinde fra skattevæsenet. Det hele proppes i frituregryden, hvor det får lov til at simre for længe og få en besk smag af olie.
Motoren i enhver narrativ er hovedpersonens vilje. Eller måske hovedpersonernes kollektive vilje. Vores hovedpersons vilje har intet med restauranten at gøre. Han er mere optaget af sin kæreste, som er i Kina. Hvilket blot er et subplot.
Restauraten virker næsten ligegyldig for hovedpersonen, og derfor virker den ligegyldig for os. Der er ingen kærlighed til maden i en film om en restaurant. Grundstenen mangler. Filmens indre virkelighed mangler. Sammenhængen mangler. De små humoristiske indslag undervejs er ikke dårlige, men de mangler en kontekst, der gør dem virkelig sjove.
4/10
Robin Hood (2010)
Remake, og remake igen, indtil løver bliver til lam.
Meget fungerer godt i Ridley Scotts forsøg på en ”Robin Hood”-prequel. Filmen er medrivende under kampscenerne med byer af pile, mudder på støvlerne og action på en god gammeldags maner, hvor alting ikke er sovset ind i CGI og klippet ned til småbidder og splitsekunder.
Cate Blanchett er også med. Altid et stort plus.
Andet fungerer knap så godt. Russel Crowe er ikke min cup of tea. Her skal han være en charmerende gavtyv, der viser sit heltemod til sidst. Der er ikke så meget charmerende ved en fyr, som hvert sekund kan finde på at kyle en telefon kylet i hovedet på én.
Desuden er filmen en tand for Hollywoody i de sidste scener, hvor girl power kombineres med en hær af små rebeldrenge, der lige pludselig hjælper dem, de normalt stjæler fra. WTF?
Filmen har tilmed smækket en demokratisk undergrundsbevægelse ind i en film fra den mørke middelalder. WTF? Hvor er nysgerrigheden for fortiden henne, når nutidens værdier og forestillinger så bastant skal presses ned over en middelalderfortælling?
Som en eventyr-film for 12-årige er det en ganske habil film. Alle andre ambitioner kan Ridley Scott skyde en hvid pil efter.
6/10