Fear and Loathing in Las Vegas, 1998 Ebert gav den 1 stjerne, på Rotten Tomatoes har den kun 48% og mange andre anmeldere har også haglet den ned. Som de skriver, er det en meningsløs film, der blot viser scene på scene med to stofmisbrugeres eskapader. De har delvis ret, og de tager også fuldstændig fejl. Den bygger på bogen af samme navn, som handler om forfatteren, Hunter S. Thompsons stofmisbrug. Logisk set vil filmen også bruge en stor del af tiden på at vise de forskellige trip. Johnny Depp og Benicio Del Toro er et perfekt par, og de spiller rollerne som hhv. Raoul Duke(Hunter S. Thompson) og Dr. Gonzo, der propper æter, LSD, meskalin og alt andet i hovedet. Som en komedie er den noget helt for sig selv, og det er sjovt at se på.
Men, men, men, jeg synes de misser pointen i den: der er en nihilistisk tankegang, der giver en stor fuckfinger til samfundet, og det er et tidsbillede på den sene hippietid. Det er en stor kritik af den amerikanske drøm, og det hele er bundet sammen af Depps monolog. Et par gange i filmen kommer hele pointen. Igennem et par indre monologer får man nærmest serveret filmen på et sølvfad. Lad mig citere: "But no explanation, no mix of words or music or memories can touch that sense of knowing that you were there and alive in that corner of time in the world", "There was madness in any direction, at any hour. You could strike sparks anywhere. There was a fantastic universal sense that whatever we were doing was right, that we were winning." , "We had all the momentum; we were riding the crest of a high and beautiful wave." De citater er beviset på, at det er en kritik af samfundet, men også et tidsbillede. Og ja, det er pakket ind i en lettere dekadent, grænsende til forkastelig ramme, men det er lavet så pokkers fedt det hele, og det er morsomt. Hele filmen er perfekt, og den kan ses igen og igen og igen og igen og igen...med mindre man er en uptight biatch! 10/10
Som du nævner i dit indlæg er jeg desværre også en af dem der finder denne film meningsløs og usjov. Jeg indrømmer at den er fantastisk velspillet, men alligevel efterlod jeg filmen med en følelseskold og ligegyldig fornemmelse..
Jeg har lige set de tre første episoder af Community, og i hver episode grinte jeg højlydt og længe en gang... det sker så godt som aldrig, når jeg ser en serie alene. Highly recommended!
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Endnu engang beviser Sofia Coppola at hun og hendes film er noget for sig selv.
Filmen er præget af smuk symbolik, stærke temaer og den lette humor, Coppola har så eminent sans for. Man indfanges i Maries drømmeverden og overvældes når virkeligheden træder i karakter. Musikbrugen fungerer, fordi den fastholder sit publikum i Antionettes flagrende og fnidrede sind hele filmen igennem.
Den har flere fantastiske scener og øjeblikke af stor magi.
5/6 - og en af de mest oversete og undervurderede film, jeg har set.
Pvt. Witt: "You ever get lonely, sergent?" Sgt. Welsh: "Only around people"
THE LOST HEARTS (1973) er det tredje indslag i BBC's serie af GHOST STORIES FOR CHRISTMAS. Serien kørte op gennem 1970erne, hvor der hvert år i juledagene blev vist en ny spøgelseshistorie - ofte baseret på en klassisk fortælling. Og det gælder også for LOST HEARTS, der er en filmatisering af en novelle af M. R. James, som blevet kaldt for den bedste forfatter af spøgelseshistorier nogensinde.
THE LOST HEARTS handler om den 11-årige, forældreløse Stephen, der flytter ind hos sin ukendte grandonkel i dennes store hus på landet. Grandonklen, Mr. Abney, er videnskabsmand og byder Stephen velkommen med åbne arme, men også med en lidt kuriøs interesse for Stephens alder. Det er åbenbart meget vigtigt for Mr. Abney, at Stephen fylder 12 til sin næste fødselsdag, og at fødselsdagen oven i købet ligger på Allehelgensaften lader til at være en glædelig overraskelse. Ellers lader Mr. Abney Stephen passe sig selv og udforske ejendommen.
I hjemmet bor også kokken Mrs. Bunch og opsynsmanden Parker, og især Mrs. Bunch tager hurtigt drengen til sig. Fra hende lærer Stephen, at han ikke er det første forældreløse barn, som Mr. Abney har haft boende. Der har tidligere boet både en lille dreng og en lidt ældre pige, men begge forsvandt igen kort efter uden at sige et ord - ifølge Mrs. Bunch til Mr- Abneys store sorg. Hele sandheden lader dog ikke til at komme frem, for Stephen begynder at se syner af de to forsvundne børn overalt. Hvad er hans grandonkels hensigter med ham egentligt, og hvad vil de to børns spøgelser ham? Vil de ham ondt, eller kommer de for at advare ham.
THE LOST HEARTS svinger ret meget. Historien og brugen af den store landejendom er glimrende. Musikken trækker også op. Men filmens spøgelser kommer aldrig til at virke rigtigt skræmmende, og det er en skam. Man kommer til at tænke på filmteoretikeren Noël Carrolls ord om, at dét, der er afgørende for, at vi som tilskuere opfatter et monster som uhyggeligt i en film, er, at personerne i filmen bliver bange for det - og her fejler THE LOST HEARTS. Stephen virker aldrig rigtigt skræmt af spøgelserne, og de er desuden fremstillet på en måde - i nærbilleder og godt belyste - så alt tvivl og mystik ved dem hurtigt forsvinder. Derfor ender LOST HEARTS ikke på mere end 3/6 hos mig.
THE TREASURE OF ABBOT THOMAS (1974) er den fjerde film i tv-serien, og den sidste, der bygger på en historie af forfatteren M. R. James.
Den unge student Lord Peter Dattering og hans mentor, præsten Somerton, går på jagt efter den mystiske abbed Thomas' guldskat - en skat som Thomas efter sigende selv har fremstillet i det 15. århundrede med sine evner indenfor alkymien og derefter skjult. Sporene fører vidt omkring, bl.a. til familien Datterings hjem, men abbeden har beskyttet sine hemmeligheder godt. Noget mørkt og ubehageligt passer på skatten med sine slimede hænder - noget, som man ikke bare kan flygte fra.
THE TREASURE OF ABBOT THOMAS holder spændingen i top med sin simple jagt fra spor til spor frem mod den endelige gevinst. Til gengæld træder seriens spøgelsesmotiv i baggrunden og dukker først op til sidst. Det fungerer godt, det er et underholdende afsnit, som dog i sagens natur aldrig bliver særligt uhyggeligt.
4/6
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
#6101 Skeloboy 14 år siden
Ebert gav den 1 stjerne, på Rotten Tomatoes har den kun 48% og mange andre anmeldere har også haglet den ned. Som de skriver, er det en meningsløs film, der blot viser scene på scene med to stofmisbrugeres eskapader. De har delvis ret, og de tager også fuldstændig fejl. Den bygger på bogen af samme navn, som handler om forfatteren, Hunter S. Thompsons stofmisbrug. Logisk set vil filmen også bruge en stor del af tiden på at vise de forskellige trip. Johnny Depp og Benicio Del Toro er et perfekt par, og de spiller rollerne som hhv. Raoul Duke(Hunter S. Thompson) og Dr. Gonzo, der propper æter, LSD, meskalin og alt andet i hovedet. Som en komedie er den noget helt for sig selv, og det er sjovt at se på.
Men, men, men, jeg synes de misser pointen i den: der er en nihilistisk tankegang, der giver en stor fuckfinger til samfundet, og det er et tidsbillede på den sene hippietid. Det er en stor kritik af den amerikanske drøm, og det hele er bundet sammen af Depps monolog. Et par gange i filmen kommer hele pointen. Igennem et par indre monologer får man nærmest serveret filmen på et sølvfad. Lad mig citere: "But no explanation, no mix of words or music or memories can touch that sense of knowing that you were there and alive in that corner of time in the world", "There was madness in any direction, at any hour. You could strike sparks anywhere. There was a fantastic universal sense that whatever we were doing was right, that we were winning." , "We had all the momentum; we were riding the crest of a high and beautiful wave." De citater er beviset på, at det er en kritik af samfundet, men også et tidsbillede. Og ja, det er pakket ind i en lettere dekadent, grænsende til forkastelig ramme, men det er lavet så pokkers fedt det hele, og det er morsomt. Hele filmen er perfekt, og den kan ses igen og igen og igen og igen og igen...med mindre man er en uptight biatch!
10/10
#6102 chronaden 14 år siden
#6103 Lord Beef Jerky 14 år siden
#6104 IK 14 år siden
Stærkt uenig!
#6105 Skeloboy 14 år siden
#6106 IK 14 år siden
Som du nævner i dit indlæg er jeg desværre også en af dem der finder denne film meningsløs og usjov. Jeg indrømmer at den er fantastisk velspillet, men alligevel efterlod jeg filmen med en følelseskold og ligegyldig fornemmelse..
#6107 Lord Beef Jerky 14 år siden
#6108 RasmusFL 14 år siden
Endnu engang beviser Sofia Coppola at hun og hendes film er noget for sig selv.
Filmen er præget af smuk symbolik, stærke temaer og den lette humor, Coppola har så eminent sans for. Man indfanges i Maries drømmeverden og overvældes når virkeligheden træder i karakter. Musikbrugen fungerer, fordi den fastholder sit publikum i Antionettes flagrende og fnidrede sind hele filmen igennem.
Den har flere fantastiske scener og øjeblikke af stor magi.
5/6 - og en af de mest oversete og undervurderede film, jeg har set.
#6109 Antlion 14 år siden
Enig, men vil dog kun give den 7/10. Har du læst romanen?
#6110 Thomsen 14 år siden
THE LOST HEARTS handler om den 11-årige, forældreløse Stephen, der flytter ind hos sin ukendte grandonkel i dennes store hus på landet.
Grandonklen, Mr. Abney, er videnskabsmand og byder Stephen velkommen med åbne arme, men også med en lidt kuriøs interesse for Stephens alder. Det er åbenbart meget vigtigt for Mr. Abney, at Stephen fylder 12 til sin næste fødselsdag, og at fødselsdagen oven i købet ligger på Allehelgensaften lader til at være en glædelig overraskelse. Ellers lader Mr. Abney Stephen passe sig selv og udforske ejendommen.
I hjemmet bor også kokken Mrs. Bunch og opsynsmanden Parker, og især Mrs. Bunch tager hurtigt drengen til sig. Fra hende lærer Stephen, at han ikke er det første forældreløse barn, som Mr. Abney har haft boende. Der har tidligere boet både en lille dreng og en lidt ældre pige, men begge forsvandt igen kort efter uden at sige et ord - ifølge Mrs. Bunch til Mr- Abneys store sorg. Hele sandheden lader dog ikke til at komme frem, for Stephen begynder at se syner af de to forsvundne børn overalt. Hvad er hans grandonkels hensigter med ham egentligt, og hvad vil de to børns spøgelser ham? Vil de ham ondt, eller kommer de for at advare ham.
THE LOST HEARTS svinger ret meget. Historien og brugen af den store landejendom er glimrende. Musikken trækker også op. Men filmens spøgelser kommer aldrig til at virke rigtigt skræmmende, og det er en skam. Man kommer til at tænke på filmteoretikeren Noël Carrolls ord om, at dét, der er afgørende for, at vi som tilskuere opfatter et monster som uhyggeligt i en film, er, at personerne i filmen bliver bange for det - og her fejler THE LOST HEARTS. Stephen virker aldrig rigtigt skræmt af spøgelserne, og de er desuden fremstillet på en måde - i nærbilleder og godt belyste - så alt tvivl og mystik ved dem hurtigt forsvinder. Derfor ender LOST HEARTS ikke på mere end 3/6 hos mig.
THE TREASURE OF ABBOT THOMAS (1974) er den fjerde film i tv-serien, og den sidste, der bygger på en historie af forfatteren M. R. James.
Den unge student Lord Peter Dattering og hans mentor, præsten Somerton, går på jagt efter den mystiske abbed Thomas' guldskat - en skat som Thomas efter sigende selv har fremstillet i det 15. århundrede med sine evner indenfor alkymien og derefter skjult. Sporene fører vidt omkring, bl.a. til familien Datterings hjem, men abbeden har beskyttet sine hemmeligheder godt. Noget mørkt og ubehageligt passer på skatten med sine slimede hænder - noget, som man ikke bare kan flygte fra.
THE TREASURE OF ABBOT THOMAS holder spændingen i top med sin simple jagt fra spor til spor frem mod den endelige gevinst. Til gengæld træder seriens spøgelsesmotiv i baggrunden og dukker først op til sidst. Det fungerer godt, det er et underholdende afsnit, som dog i sagens natur aldrig bliver særligt uhyggeligt.
4/6