#6139 Jeg er egentlig ret enig med dig, jeg vil dog give den én stjerne mere, da jeg synes at humoren og monstrene hævede filmen til over middel. Men ja, en let fordøjelig gyser-komedie med gode special effects. Jeg er spændt på at se den annoncerede fortsættelse.
Der er en grundig gennemgang på wiki, og Roger Ebert har en analyse her, så jeg skal underlade at kaste mig ud i et håbløst resume.
Jeg kan ikke regne ud, hvad folk på nogen måde finder spændende, interessant eller fascinerende ved et film som denne. Det er et stort gang forfærdeligt rod uden hoved eller hale hverken her eller der. Efter en lidt underlig, men nogenlunde linenær start så går det helt galt, og alt blandes totalt samme: vi springer lynhurtigt fra den ene mere underlige og usammenhængende scene til den næste, og bliver udsat for et konstant bombedement af symbolik, skæve vinkler, fragmenteret tidsliner, usammenhængende koncepter og personer som ofte kun flygtigt har noget med hovedhistorien at gøre.
Lynch knows all stories are all in our heads; we make them up and then inhabit them. "Inland Empire" plays with our movie-fed storytelling expectations line by line, shot by shot, scene by scene, even reel by reel (pay attention to those changeover marks in the upper right). He toys with the building blocks -- establishing shots, reaction shots, POV, and especially closeups -- to get us to look at them in unfamiliar ways. It's poetry: We recognize the individual units of meaning, but the grammar and syntax have been altered. - RE.
Det er fint at ville prøve noget nyt, men bare fordi man kan, så behøver det ikke nødvendigvis at være optimal måde at fortælle en historie på. Og det er netop tydeligt, at historien på mange måder ikke er nær så væsentlig, som personerne og måden rent visuelt at opbygge dem. På mange måder får vi ikke fortalt en decideret historie, men bliver i stedet udsat for en sanselige overflod af ulogisk information, som grænser til hjerneblødning at hitte rede på.
Dette var en af de sværeste / længste film jeg nogensinde har set, og det hjælper ikke, at den er 3 timer lang. Personligt kan jeg ikke anbefale den, men samtidig dog er jeg sikker på, at andre vil finde den helt fantastisk.
#6142 Det er også en af de mest syret film jeg har set og en af de sværeste at komme igennem. Kan rigtig godt lige Lynch men synes at han denne gangg går lidt over stregen. Har dog lige købt den for en 20er og skal nok se den igen, efter jeg har læst alle analyserne.
Fra engelske tv-gysere er jeg hoppet over til de klassiske skrækfilm fra Japan. Jeg lægger ud med et par af Nobuo Nagakawas film fra 1950erne. Nakagawa er af nogle kaldt for "den japanske Mario Bava" med henvisning til den talentfulde, italienske B-filmsinstruktør fra 1960erne. Fælles for de to, Bava og Nakagawa, er da også en glæde ved genrefilmen og en evne til at få noget interessant ud af selv de mindste budgetter.
Den sort/ hvide KAIDAN KASANE GA FUCHI ("Ghosts of Kasane") fra 1957 er en forholdsvis traditionel, japansk spøgelseshistorie, baseret på et tragisk skuespil fra 1800-tallet. En samurai slår en blind massør ihjel, da denne forsøger at inddrive sit tilgodehavende hos samuraien. Samuraien skjuler liget i Kasane-mosen, men massørens spøgelse hjemsøger samuraien og narrer ham først til at slå sin kone ihjel og derefter ud i sumpen, hvor samuraien drukner.
Tyve år efter er samuraiens søn, Shinkichi, i tjeneste hos en købmandsfamilie, hvor han er vokset op. Han er forelsket i husets datter, Hisa, der også nærer følelser for ham, men er lovet bort til en rigmand. Hisa går til musikundervisning hos Rui, der er datter af den afdøde massør, og som hemmeligt også elsker Shinkichi - uden at vide, at han er søn af den mand, der slog hendes far ihjel. Vi har med andre ord gang i en japansk udgave af Familiejournalens lægenovelle - men modsat lægenovellerne så ender det ikke godt.
Det lykkes Rui at få gaflen i Shinkichi. Shinkichi opgiver dog aldrig Hisa, og da Hisa bekender sine følelser for ham og foreslår, at de løber væk sammen, går han med til det. Rui har i mellemtiden været udsat for en ulykke, der har vansiret hendes ansigt. Hun får nys om Shinkichis planer og finder stort set samtidigt ud af, hvem hans fædrende ophav i virkeligheden er. Godt gal i skralden kommer hun dog ud for endnu en ulykke, der denne gang koster hende livet - og så er der lagt i kakkelovnen til en vaskeægte, japansk onryô.
Onryô'en er et centralt element i flertallet af de japanske spøgelseshistorier. Der er kort fortalt tale om en ondsindet, hadefuld ånd, typisk efter en kvinde, der i livet er blevet bedraget af sin elskede, og som nu søger hævn - ofte uden at skelne mellem, hvem det går ud over. Har man set RING eller JU-ON-filmene, er man allerede stødt på fænomenet.
KAIDAN KASANE GA FUCHI er ikke nogen fantastisk film. Dertil er den alt for sløv og forudsigelig. Men den er en udmærket introduktion til japanske spøgelsesfilm, og så indeholder den faktisk også flere ganske effektive scener - ikke mindst, da de døde begynder at dukke op af Kasane-sumpen.
3/6
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
#6101 - jeg er i så tilfælde en uptight biatch. :-D På nær nogle enkelte sjove episoder, så kedede jeg mig bravt da jeg så Fear & Loathing. Det kan meget vel være mig der ikke har læst bogen eller forstår pointen, men for mig fungerede den overhovedet ikke.
Men jeg er normalt heller ikke så meget til "åh hvor er jeg bare skæv" sekvenser. Tror de sikkert er sjovere at se mens man selv er ligeså skæv som dem der har lavet scenerne hehe.
En af de senere undtagelser jeg har oplevet var den nye Bad Lieutenant med Nicolas Cage, hvor jeg synes de fleste af de skæve scener var enormt underholdende det meste af tiden. :-)
Aldous Snow stiftede vi første gang bekendtskab med I Forgetting Sarah Marshall, hvor han en mindre rolle som crazy rockstar. I denne film er han hovednavnet, men stadigvæk crazy rock star. På den måde er den også anderledes end Forgetting Sarah Marshall, selv om den er instrueret af samme instruktør. Jeg kunne klart bedst lide Forgetting Sarah Marshall. Der var mere sjæl og hjerte i den film. Denne film handler om en crazy rockstar som gør det som sådan noget jo skal gøre. Det vil sige mænger sig i hårde stoffer og en masse damer. Deraf opstår der da også nogle gode og sjove episoder, ikke mindst når stakkels Jonah Hill bliver smidt ind i det hele. Filmen spiller det meste af parten til Russel Brands fordel, det vil sige hans komiske side. Når han så skal spille sårbar og mere nede på jorden, falder det hele til jorden. Jeg køber simpelthen ikke de scener. Og det er også det største problem med filmen. Ikke på et tidspunkt kunne jeg lide Snow eller følte medlidenhed med ham. Jeg før mest af alt lyst til at give ham et kæmpelos ud i havnen. Selv ikke Jonah Hill kan redde det, da hans karakter er meget flad.
5/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
TÔKAIDÔ YOTSUYA KAIDAN (1959) ("the ghost of yotsuya") er endnu en Nobuo Nakagawa-film, denne gang baseret på det berømte kabuki-skuespil af samme navn, der er en af de mest filmatiserede fortællinger i japansk filmhistorie.
Andenrangssamuraien Iemon vil mægtigt gerne giftes med den skønne Iwa, men hendes far er ikke til sinds af give ham lov. Iemons har nemlig omdømme som døgenigt. Vred over afslaget, slår Iemon faren ihjel og skubber skylden på en berygtet røver. Han lover Iwa at hævne hendes far og ender med at gifte sig med hende.
De slår sig ned i hovedstaden Edo, hvor de lever fra hånden til munden. Iemon er arbejdsløs og drikker og spiller sine få penge op, og Iwa bebrejder ham, at han ikke gør noget ved den hævn, han har lovet hende. Da Iemon redder en rigmand og dennes datter fra at blive overfaldet lysner tingene dog. Rigmanden er imponeret over den tilsyneladende galante Iemon og stiller ham både en fast stilling og sin datters hånd i udsigte. Der er kun et enkelt problem: Iemon er stadigvæk gift med Iwa. Han beslutter sig derfor at skaffe hende af vejen.
En samurai kan helt legalt slå sine kone ihjel, hvis hun er ham utro, og Iemon lokker en lokal massør til at forføre hende. For at være helt sikker forgifter han også konen. Men massøren får samvittighedskvaler og afslører planerne for Iwa, og hun finder oven i købet ud i af Iemons rolle i farens død, kort før hun udånder. Der er dermed lagt i kakkelovnen til en god, gammeldaws onryô-fortælling, for Iwa forbliver naturligvis ikke i graven, men hævner sig godt og grundigt.
TÔKAIDÔ YOTSUYA KAIDAN er i modsætning til KAIDAN KASANE GA FUCHI i farver og bredformat og effektmæssigt også en hel del bedre skuet sammen. Man aner træk fra den moderne "J-horror" her - især i en scene, hvor den langhårede, vansirede Iwa pludseligt viser sig at svæve under loftet over Iemon, der er ved at blive gift med rigmandens datter. Stilen er stadigvæk hen mod det teatralske, men der er tilløb til ægte gys.
4/6
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
#6141 Herrguth 14 år siden
Jeg er spændt på at se den annoncerede fortsættelse.
#6142 loki 14 år siden
Syret søndag.
Der er en grundig gennemgang på wiki, og Roger Ebert har en analyse her, så jeg skal underlade at kaste mig ud i et håbløst resume.
Jeg kan ikke regne ud, hvad folk på nogen måde finder spændende, interessant eller fascinerende ved et film som denne. Det er et stort gang forfærdeligt rod uden hoved eller hale hverken her eller der. Efter en lidt underlig, men nogenlunde linenær start så går det helt galt, og alt blandes totalt samme: vi springer lynhurtigt fra den ene mere underlige og usammenhængende scene til den næste, og bliver udsat for et konstant bombedement af symbolik, skæve vinkler, fragmenteret tidsliner, usammenhængende koncepter og personer som ofte kun flygtigt har noget med hovedhistorien at gøre.
Det er fint at ville prøve noget nyt, men bare fordi man kan, så behøver det ikke nødvendigvis at være optimal måde at fortælle en historie på. Og det er netop tydeligt, at historien på mange måder ikke er nær så væsentlig, som personerne og måden rent visuelt at opbygge dem. På mange måder får vi ikke fortalt en decideret historie, men bliver i stedet udsat for en sanselige overflod af ulogisk information, som grænser til hjerneblødning at hitte rede på.
Dette var en af de sværeste / længste film jeg nogensinde har set, og det hjælper ikke, at den er 3 timer lang. Personligt kan jeg ikke anbefale den, men samtidig dog er jeg sikker på, at andre vil finde den helt fantastisk.
#6143 Skeloboy 14 år siden
#6144 MOVIE1000 14 år siden
#6145 Wangsgaard 14 år siden
Det er også en af de mest syret film jeg har set og en af de sværeste at komme igennem. Kan rigtig godt lige Lynch men synes at han denne gangg går lidt over stregen. Har dog lige købt den for en 20er og skal nok se den igen, efter jeg har læst alle analyserne.
#6146 Thomsen 14 år siden
Den sort/ hvide KAIDAN KASANE GA FUCHI ("Ghosts of Kasane") fra 1957 er en forholdsvis traditionel, japansk spøgelseshistorie, baseret på et tragisk skuespil fra 1800-tallet. En samurai slår en blind massør ihjel, da denne forsøger at inddrive sit tilgodehavende hos samuraien. Samuraien skjuler liget i Kasane-mosen, men massørens spøgelse hjemsøger samuraien og narrer ham først til at slå sin kone ihjel og derefter ud i sumpen, hvor samuraien drukner.
Tyve år efter er samuraiens søn, Shinkichi, i tjeneste hos en købmandsfamilie, hvor han er vokset op. Han er forelsket i husets datter, Hisa, der også nærer følelser for ham, men er lovet bort til en rigmand. Hisa går til musikundervisning hos Rui, der er datter af den afdøde massør, og som hemmeligt også elsker Shinkichi - uden at vide, at han er søn af den mand, der slog hendes far ihjel. Vi har med andre ord gang i en japansk udgave af Familiejournalens lægenovelle - men modsat lægenovellerne så ender det ikke godt.
Det lykkes Rui at få gaflen i Shinkichi. Shinkichi opgiver dog aldrig Hisa, og da Hisa bekender sine følelser for ham og foreslår, at de løber væk sammen, går han med til det.
Rui har i mellemtiden været udsat for en ulykke, der har vansiret hendes ansigt. Hun får nys om Shinkichis planer og finder stort set samtidigt ud af, hvem hans fædrende ophav i virkeligheden er. Godt gal i skralden kommer hun dog ud for endnu en ulykke, der denne gang koster hende livet - og så er der lagt i kakkelovnen til en vaskeægte, japansk onryô.
Onryô'en er et centralt element i flertallet af de japanske spøgelseshistorier. Der er kort fortalt tale om en ondsindet, hadefuld ånd, typisk efter en kvinde, der i livet er blevet bedraget af sin elskede, og som nu søger hævn - ofte uden at skelne mellem, hvem det går ud over. Har man set RING eller JU-ON-filmene, er man allerede stødt på fænomenet.
KAIDAN KASANE GA FUCHI er ikke nogen fantastisk film. Dertil er den alt for sløv og forudsigelig. Men den er en udmærket introduktion til japanske spøgelsesfilm, og så indeholder den faktisk også flere ganske effektive scener - ikke mindst, da de døde begynder at dukke op af Kasane-sumpen.
3/6
#6147 McPeter 14 år siden
På nær nogle enkelte sjove episoder, så kedede jeg mig bravt da jeg så Fear & Loathing.
Det kan meget vel være mig der ikke har læst bogen eller forstår pointen, men for mig fungerede den overhovedet ikke.
Men jeg er normalt heller ikke så meget til "åh hvor er jeg bare skæv" sekvenser. Tror de sikkert er sjovere at se mens man selv er ligeså skæv som dem der har lavet scenerne hehe.
En af de senere undtagelser jeg har oplevet var den nye Bad Lieutenant med Nicolas Cage, hvor jeg synes de fleste af de skæve scener var enormt underholdende det meste af tiden. :-)
#6148 filmz-jonasgr 14 år siden
Aldous Snow stiftede vi første gang bekendtskab med I Forgetting Sarah Marshall, hvor han en mindre rolle som crazy rockstar. I denne film er han hovednavnet, men stadigvæk crazy rock star. På den måde er den også anderledes end Forgetting Sarah Marshall, selv om den er instrueret af samme instruktør. Jeg kunne klart bedst lide Forgetting Sarah Marshall. Der var mere sjæl og hjerte i den film. Denne film handler om en crazy rockstar som gør det som sådan noget jo skal gøre. Det vil sige mænger sig i hårde stoffer og en masse damer. Deraf opstår der da også nogle gode og sjove episoder, ikke mindst når stakkels Jonah Hill bliver smidt ind i det hele. Filmen spiller det meste af parten til Russel Brands fordel, det vil sige hans komiske side. Når han så skal spille sårbar og mere nede på jorden, falder det hele til jorden. Jeg køber simpelthen ikke de scener. Og det er også det største problem med filmen. Ikke på et tidspunkt kunne jeg lide Snow eller følte medlidenhed med ham. Jeg før mest af alt lyst til at give ham et kæmpelos ud i havnen. Selv ikke Jonah Hill kan redde det, da hans karakter er meget flad.
5/10
'Cause I'm evil"
#6149 Thomsen 14 år siden
Andenrangssamuraien Iemon vil mægtigt gerne giftes med den skønne Iwa, men hendes far er ikke til sinds af give ham lov. Iemons har nemlig omdømme som døgenigt. Vred over afslaget, slår Iemon faren ihjel og skubber skylden på en berygtet røver. Han lover Iwa at hævne hendes far og ender med at gifte sig med hende.
De slår sig ned i hovedstaden Edo, hvor de lever fra hånden til munden. Iemon er arbejdsløs og drikker og spiller sine få penge op, og Iwa bebrejder ham, at han ikke gør noget ved den hævn, han har lovet hende. Da Iemon redder en rigmand og dennes datter fra at blive overfaldet lysner tingene dog. Rigmanden er imponeret over den tilsyneladende galante Iemon og stiller ham både en fast stilling og sin datters hånd i udsigte. Der er kun et enkelt problem: Iemon er stadigvæk gift med Iwa. Han beslutter sig derfor at skaffe hende af vejen.
En samurai kan helt legalt slå sine kone ihjel, hvis hun er ham utro, og Iemon lokker en lokal massør til at forføre hende. For at være helt sikker forgifter han også konen. Men massøren får samvittighedskvaler og afslører planerne for Iwa, og hun finder oven i købet ud i af Iemons rolle i farens død, kort før hun udånder. Der er dermed lagt i kakkelovnen til en god, gammeldaws onryô-fortælling, for Iwa forbliver naturligvis ikke i graven, men hævner sig godt og grundigt.
TÔKAIDÔ YOTSUYA KAIDAN er i modsætning til KAIDAN KASANE GA FUCHI i farver og bredformat og effektmæssigt også en hel del bedre skuet sammen. Man aner træk fra den moderne "J-horror" her - især i en scene, hvor den langhårede, vansirede Iwa pludseligt viser sig at svæve under loftet over Iemon, der er ved at blive gift med rigmandens datter. Stilen er stadigvæk hen mod det teatralske, men der er tilløb til ægte gys.
4/6
#6150 filmz-Myrepip 14 år siden
Jeg synes nu han var fed!