15 er gået siden den første Toy Story blev udgivet. Dem der var barn dengang er blevet voksne, præcist ligesom Andy også er blevet det. Det er i høj grad dette publikum at denne film er lavet til. En film der taler til det barnlige sind, men også en måde at få taget afsked med vores legetøjsvenner. I forhold til de to andre film i serien er den også mere dyster og der er nok en del børn som vil blive noget utrygge ved nogle af scenerne. For ikke alt legetøj er lige venligt og det finder Woody og co. hurtigt ud af. Andy har ikke tid og lyst til at lege med dem mere og trods Woodys lidt for overgearede forsvar af drengen, havner de på et hjem for efterladt legetøj hvor der hver dag kommer børn og leger med dem. Umiddelbart en drøm når man er legetøj, blot ikke når det viser sig at en stor del af klienttelet er småkravl der smider rundt med legetøjet. Lederen i centret er den lilla teddybjørn Lotso, som ydersiden er en rar gammel bedstefar men inders inde er en bitter gammel bjørn som ikke har glemt hvordan det er at blive forladt. Så nu er missionen for Woody og co. at flygte fra ”sindssygehospitalet” og vende tilbage i trygge rammer hos Andy. Filmen viser endnu engang Pixars evne til at tage noget familiært op som emne og tale både til det barnlige og sentimentale sind. For nok er meget ved det samme i denne historie. Woody, Buzz og alle de andre er kommet væk fra hjemmet og skal på en eller anden måde finde hjem i trygge rammer. På deres vej møder de så nogle nye bekendtskaber, hvilket for mit vedkommende er med til at holde filmene i live. Woody er som Woody nu er bedst, lederen i gruppen. Det er dog dejligt at se modspil fra de andre karakterer der bliver introduceret. Lotso er ligeså kærlig som han er modbydelig og derfor virker han også så godt i rollen. Hele introduktion af hans historie er noget af det mest skræmmende der er lavet indtil videre i Toy Story, men det viser på sin vis også modet hos Pixar. De er ikke bange for at virke de dårlige sider af personer eller her legetøj. Vi kan ikke alle sammen være perfekte. Og det sidste akt i filmen (som jeg naturligvis ikke røber her) er noget af det mest spændingsmættede jeg har set i lang tid fra Pixar.
Dette sagt så bliver der brugt en lidt for lang tid til historien for alvor tager fat. Woodys tale i starten er for lang og egentlig ganske fjollet, taget i betragtning af deres situation og Woodys intellekt. Og så synes jeg også at nogle af de sentimentale aspekter i filmen bliver overspillet.
8/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
#6370 - enig. Har købt den for flere år siden og synes også det er en ganske fortrinlig film der helt klart indikerer allerede hvordan Nolan har talent for historiefortælling der springer i tid - ligesom stort set samtlige af hans film benytter sig af.
My Left Foot Med "My Left Foot" fra 1989 gjorde den irske instruktør Jim Sheridan sin indtræden i filmverdenen. Dette gjorde han på fornemste med en film, som på trods af et budget på kun 600.000 pund, skulle vise sig at blive nomineret til hele 5 Oscars - herunder bedste film.
"My Left Foot" handler om den spastisk fødte maler Christy Brown, som lige fra sin fødsel var dømt til at være en outsider. Christy er nemlig ikke alene ude af stand til at stå oprejst og gå - han har også problemer med at udtrykke sig. Dette gør, at alle med undtagelse af hans mor antager, at hans hjerne fungerer lige så dårligt som resten af hans krop. Christy Brown har da også svære kår, idet han vokser op i en stor familie i den fattige del af Dublin i 40'erne, hvor mad på bordet ikke er nogen garanti. Folk omkring ham opfatter ham da heller ikke Christy som et menneske, men derimod en genstand. En dag lykkedes det alligevel Christy Brown - mod alle odds - at udtrykke sine følelser, idet han med sin venstre fod, som er hans eneste fuldt funktionsdygtige legeme, formår at skrive ordet "Mother" på gulvet med et stykke kridt. På denne måde bliver Christy endelig anerkendt som et menneske, som der dog stadig bliver set ned på, men dog ikke i så høj grad som før. Christy, der på dette tidspunkt stadig har store problemer med at udtrykke sig, lærer nu at male med sin venstre fod, og dette bliver for alvor startskuddet på Christy Browns malerkarriere.
Der er ingen tvivl om, at Jim Sheridan med "My Left Foot" som instruktør er en stor bedrift. Han har nemlig ikke alene lavet et fascinerende portræt af en spændende person, han har også formået at lave en fantastisk film på trods af et meget lille budget. I den alt overskyggende hovedrolle ses Daniel Day Lewis i en af sine aller første hovedroller som den spastiske Christy Brown. Daniel Day Lewis, som især efter "There Will Be Blood" er blevet anerkendt som en af verdens bedste skuespillere, viser da også i "My Left Foot", hvorfor denne titel er berettiget. For selvom hans præstation måske ikke når Plainview'ske dimensioner, så er hans portræt af den handikappede maler intet mindre end betagende. I en rolle, som uden tvivl kræver en kæmpe præstation af en skuespiller, formår Daniel Day Lewis på flotteste vis at forvandle sig til denne fysisk handikappede person, således at seeren glemmer alt om, at det er skuespil, der er tale om.
Når jeg alligevel ikke kan give denne ellers betagende film topkarakter, skyldes det to vigtige ting. For det første er der, trods filmens relativt korte spilletid, en del døde passager, som ikke bidrager decideret til filmens handling, men blot virker som fyld. Hvad der dog er endnu vigtigere er, at det fra instruktørens side ikke fremstår tydeligt nok, hvad pointen med denne film er. Med andre ord føler jeg i høj grad, at der mangler at komme en sløjfe på halen. I stedet for kun at høre kronologisk, hvad der skete i Christy Browns liv, savner jeg at høre, hvorfor et er, vi skal høre denne mands historie. Trods denne ellers væsentlige mangel efterlader "My Left Foot" dog alligevel et godt indtryk, og selvom filmene ikke helt er på højde med Sheridans "In the Name of the Father", så er "My Left Foot" en debutfilm, som er mere end godkendt.
Tak for anmeldelsen :) Jeg har på fornemmelsen, at jeg nok vil ligge tæt på din vurdering og derfor står den ikke på afspillerens holdeplads. På den anden side, så går man nok glip af en super præstation af DDL :( Jeg kan godt lide "In the Name of the Father", men jeg tror, jeg tager til takke med din anmeldelse :)
#6371 filmz-jonasgr 15 år siden
15 er gået siden den første Toy Story blev udgivet. Dem der var barn dengang er blevet voksne, præcist ligesom Andy også er blevet det. Det er i høj grad dette publikum at denne film er lavet til. En film der taler til det barnlige sind, men også en måde at få taget afsked med vores legetøjsvenner. I forhold til de to andre film i serien er den også mere dyster og der er nok en del børn som vil blive noget utrygge ved nogle af scenerne. For ikke alt legetøj er lige venligt og det finder Woody og co. hurtigt ud af. Andy har ikke tid og lyst til at lege med dem mere og trods Woodys lidt for overgearede forsvar af drengen, havner de på et hjem for efterladt legetøj hvor der hver dag kommer børn og leger med dem. Umiddelbart en drøm når man er legetøj, blot ikke når det viser sig at en stor del af klienttelet er småkravl der smider rundt med legetøjet. Lederen i centret er den lilla teddybjørn Lotso, som ydersiden er en rar gammel bedstefar men inders inde er en bitter gammel bjørn som ikke har glemt hvordan det er at blive forladt. Så nu er missionen for Woody og co. at flygte fra ”sindssygehospitalet” og vende tilbage i trygge rammer hos Andy. Filmen viser endnu engang Pixars evne til at tage noget familiært op som emne og tale både til det barnlige og sentimentale sind. For nok er meget ved det samme i denne historie. Woody, Buzz og alle de andre er kommet væk fra hjemmet og skal på en eller anden måde finde hjem i trygge rammer. På deres vej møder de så nogle nye bekendtskaber, hvilket for mit vedkommende er med til at holde filmene i live. Woody er som Woody nu er bedst, lederen i gruppen. Det er dog dejligt at se modspil fra de andre karakterer der bliver introduceret. Lotso er ligeså kærlig som han er modbydelig og derfor virker han også så godt i rollen. Hele introduktion af hans historie er noget af det mest skræmmende der er lavet indtil videre i Toy Story, men det viser på sin vis også modet hos Pixar. De er ikke bange for at virke de dårlige sider af personer eller her legetøj. Vi kan ikke alle sammen være perfekte. Og det sidste akt i filmen (som jeg naturligvis ikke røber her) er noget af det mest spændingsmættede jeg har set i lang tid fra Pixar.
Dette sagt så bliver der brugt en lidt for lang tid til historien for alvor tager fat. Woodys tale i starten er for lang og egentlig ganske fjollet, taget i betragtning af deres situation og Woodys intellekt. Og så synes jeg også at nogle af de sentimentale aspekter i filmen bliver overspillet.
8/10
'Cause I'm evil"
#6372 elwood 15 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#6373 filmz-jonasgr 15 år siden
'Cause I'm evil"
#6374 elwood 15 år siden
Den anden læste jeg om, og så bemærkede jeg det anden gang jeg så den, det er ham der kommer og henter skrald han har t-shirten på fra 1'eren af.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#6375 neran 15 år siden
#6376 McPeter 15 år siden
#6377 misuma 15 år siden
Dog fik "It's Alive" den efterfølgende film "Survival Of The Dead" til at fremstå som et mesterværk.
#6378 MMB 15 år siden
Med "My Left Foot" fra 1989 gjorde den irske instruktør Jim Sheridan sin indtræden i filmverdenen. Dette gjorde han på fornemste med en film, som på trods af et budget på kun 600.000 pund, skulle vise sig at blive nomineret til hele 5 Oscars - herunder bedste film.
"My Left Foot" handler om den spastisk fødte maler Christy Brown, som lige fra sin fødsel var dømt til at være en outsider. Christy er nemlig ikke alene ude af stand til at stå oprejst og gå - han har også problemer med at udtrykke sig. Dette gør, at alle med undtagelse af hans mor antager, at hans hjerne fungerer lige så dårligt som resten af hans krop. Christy Brown har da også svære kår, idet han vokser op i en stor familie i den fattige del af Dublin i 40'erne, hvor mad på bordet ikke er nogen garanti. Folk omkring ham opfatter ham da heller ikke Christy som et menneske, men derimod en genstand. En dag lykkedes det alligevel Christy Brown - mod alle odds - at udtrykke sine følelser, idet han med sin venstre fod, som er hans eneste fuldt funktionsdygtige legeme, formår at skrive ordet "Mother" på gulvet med et stykke kridt. På denne måde bliver Christy endelig anerkendt som et menneske, som der dog stadig bliver set ned på, men dog ikke i så høj grad som før. Christy, der på dette tidspunkt stadig har store problemer med at udtrykke sig, lærer nu at male med sin venstre fod, og dette bliver for alvor startskuddet på Christy Browns malerkarriere.
Der er ingen tvivl om, at Jim Sheridan med "My Left Foot" som instruktør er en stor bedrift. Han har nemlig ikke alene lavet et fascinerende portræt af en spændende person, han har også formået at lave en fantastisk film på trods af et meget lille budget. I den alt overskyggende hovedrolle ses Daniel Day Lewis i en af sine aller første hovedroller som den spastiske Christy Brown. Daniel Day Lewis, som især efter "There Will Be Blood" er blevet anerkendt som en af verdens bedste skuespillere, viser da også i "My Left Foot", hvorfor denne titel er berettiget. For selvom hans præstation måske ikke når Plainview'ske dimensioner, så er hans portræt af den handikappede maler intet mindre end betagende. I en rolle, som uden tvivl kræver en kæmpe præstation af en skuespiller, formår Daniel Day Lewis på flotteste vis at forvandle sig til denne fysisk handikappede person, således at seeren glemmer alt om, at det er skuespil, der er tale om.
Når jeg alligevel ikke kan give denne ellers betagende film topkarakter, skyldes det to vigtige ting. For det første er der, trods filmens relativt korte spilletid, en del døde passager, som ikke bidrager decideret til filmens handling, men blot virker som fyld. Hvad der dog er endnu vigtigere er, at det fra instruktørens side ikke fremstår tydeligt nok, hvad pointen med denne film er. Med andre ord føler jeg i høj grad, at der mangler at komme en sløjfe på halen. I stedet for kun at høre kronologisk, hvad der skete i Christy Browns liv, savner jeg at høre, hvorfor et er, vi skal høre denne mands historie. Trods denne ellers væsentlige mangel efterlader "My Left Foot" dog alligevel et godt indtryk, og selvom filmene ikke helt er på højde med Sheridans "In the Name of the Father", så er "My Left Foot" en debutfilm, som er mere end godkendt.
7/10
#6379 MMB 15 år siden
#6380 filmz-Myrepip 15 år siden