De færreste kender nok til Nicole Holofcener, selv om hendes efternavn ellers skulle være til at huske. Men hun har efterhånden etableret sig ud i kunsten at lave indiekomedier. Oftest i et samarbejde med Catherine Keener som også i denne film spiller en af hovedrollerne. Hendes karakter hedder Kate og er gift med Alex (Oliver Platt) med hvem de har en datter, Abby (Sarah Steele), som er passiv-aggressiv som sådan nogle teenagere nu kan være en gang imellem. Parret har sammet en butik hvor de sælger antikke møbler for dyre penge. Møbler som de vel at mærke selv har været ude at købe for en slik i dødsboer. Kate bærer nag over det og som et resultat giver hun penge til hjemløse på gaden, for at lette sin samvittighed. I nabolejligheden bor Rebecca (Rebecca Hall) sammen med sin 91-årige bedstemor (Ann Morgan Guilbert), som hun dagligt tager sig af. Bedstemor er det man vil kalde en gammel hejre, et sådant kvindemenneske som hundser rundt med andre og hvor børnene ikke kan gøre det godt nok. Derfor er Rebbeccas søster Mary (Amanda Peet) heller ikke synderligt interesseret i at tage sig af den gamle, hvilket man på sin vis godt forstår. Samtidig taler det også til ens skyldfølelse ikke at tage sin af sine ældre, uanset hvor dårligt de behandler en. Netop skyldfølelse er det der gør igennem hele filmen. En film som i den grad er karakterdrevet. Kate og Alex står blot og venter på at den gamle dør, således de kan få lov til at udvide deres egen lejlighed. Som om det ikke er nok til at få deres skyldfølelse frem, så føler Alex egentlig blot de er venner og ikke kærester mere; de er forretningspartnere, partnere om at tage sig af deres datter. Deres datter er ked af sit udseende og føler at hendes mor er en hypokrit, som sagtens kan give 20 dollars til en hjemløs men aldrig nogensinde har givet hende nogle penge. Så er der Rebecca der arbejder som radiolog, men inter kærlighedsliv har. Alle disse karakterer bliver vakt til live af de gode skuespilspræstationer, ligefra Rebecca Hall og til den sublime Catherine Keener. Det hele bliver for alvor vakt til live, da de alle sammen samles for at fejre bedstemoderens 91-årige fødselsdag. I den scene formår Holofcener at blande det pinlige med det komiske. Og dette blandet med den dramatiske undertone, gør det til en ganske seværdig film.
På trods af at hun har trimmet filmen meget er der stadigvæk sidehistorier som, godt nok ikke er decideret elendige, men ikke bringer noget til selve filmen. Det er i høj grad sidehistorien omkring fyren som Rebecca Hall dater.
7/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Fattede den nu udmærket godt tak e.g "persondrevet handling", men fandt den stadigvæk ikke synderlig interessant. Som jeg skrev, ville det efter min mening havde været oplagt at lægge fokus på på hvorfor det blev en succes -- altså lave en noget anden type film. Det blev det så ikke, og derfor får den kun 4/10.
13 tzameti
Fascinerende lille film, men dog en smule forudsigelig.
#6457 Problemet er bare, at din kritik kun bygger på, at du hellere ville have set en anden type film, hvilket gør, at du overhovedet ikke fokuserer på den film, som du rent faktisk har set.
At jeg godt kunne have ønsket en anden og mere kritisk vinkel, er ikke ensbetydende med at jeg ikke kan se filmen for hvad den er.
Som jeg skriver, så virker personerne meget overfladiske / selvcentrede og at jeg derfor har svært ved at fatte sympati for nogle af dem. Derfor fanger filmen mig ikke synderligt, og det er netop problemet ved persondrevne historier. Dermed ikke sagt, at protagonisten altid skal være "god", absolut ikke, men koblet med det hippe klubmiljøet, deres smart-i-en-fart væremåde (primært Sean aka Justin Timerlake), deres penge / more more more liderlighed, så bliver det en underlig overfladisk film uden et centralt budskab. At det måske, måske ikke, skildre personerne helt perfekt ændre desværre ikke noget ved mit helhedsindtryk, men hvis du fik mere ud af filmen så er det jo fint.
6645# De er geniale!, har dog ikke set så mange, men har set på et tidspunkt at cowboyen trækker en bazuka op for skyde en traktor ned, det var bare genialt :D
"I learned that courage was not the absence of fear, but the triumph over it".
#6451 Sweetiebellefan 15 år siden
Pixar's animerede Sci fi film om robotten Wall E der forelsker sig i EVE, men de må kæmpe for kærligheden i et rumskib.
Her er Pixar kongen.
10/10
#6452 misuma 15 år siden
Anderson's animerede film om ræven Fox der dyrker sine dyriske instinkter, men må kæmpe mod Boggies, Bunce & Beans.
Her er Anderson kongen.
10/10
#6453 Sweetiebellefan 15 år siden
#6454 filmz-jonasgr 15 år siden
De færreste kender nok til Nicole Holofcener, selv om hendes efternavn ellers skulle være til at huske. Men hun har efterhånden etableret sig ud i kunsten at lave indiekomedier. Oftest i et samarbejde med Catherine Keener som også i denne film spiller en af hovedrollerne. Hendes karakter hedder Kate og er gift med Alex (Oliver Platt) med hvem de har en datter, Abby (Sarah Steele), som er passiv-aggressiv som sådan nogle teenagere nu kan være en gang imellem. Parret har sammet en butik hvor de sælger antikke møbler for dyre penge. Møbler som de vel at mærke selv har været ude at købe for en slik i dødsboer. Kate bærer nag over det og som et resultat giver hun penge til hjemløse på gaden, for at lette sin samvittighed.
I nabolejligheden bor Rebecca (Rebecca Hall) sammen med sin 91-årige bedstemor (Ann Morgan Guilbert), som hun dagligt tager sig af. Bedstemor er det man vil kalde en gammel hejre, et sådant kvindemenneske som hundser rundt med andre og hvor børnene ikke kan gøre det godt nok. Derfor er Rebbeccas søster Mary (Amanda Peet) heller ikke synderligt interesseret i at tage sig af den gamle, hvilket man på sin vis godt forstår. Samtidig taler det også til ens skyldfølelse ikke at tage sin af sine ældre, uanset hvor dårligt de behandler en. Netop skyldfølelse er det der gør igennem hele filmen. En film som i den grad er karakterdrevet. Kate og Alex står blot og venter på at den gamle dør, således de kan få lov til at udvide deres egen lejlighed. Som om det ikke er nok til at få deres skyldfølelse frem, så føler Alex egentlig blot de er venner og ikke kærester mere; de er forretningspartnere, partnere om at tage sig af deres datter. Deres datter er ked af sit udseende og føler at hendes mor er en hypokrit, som sagtens kan give 20 dollars til en hjemløs men aldrig nogensinde har givet hende nogle penge. Så er der Rebecca der arbejder som radiolog, men inter kærlighedsliv har.
Alle disse karakterer bliver vakt til live af de gode skuespilspræstationer, ligefra Rebecca Hall og til den sublime Catherine Keener. Det hele bliver for alvor vakt til live, da de alle sammen samles for at fejre bedstemoderens 91-årige fødselsdag. I den scene formår Holofcener at blande det pinlige med det komiske. Og dette blandet med den dramatiske undertone, gør det til en ganske seværdig film.
På trods af at hun har trimmet filmen meget er der stadigvæk sidehistorier som, godt nok ikke er decideret elendige, men ikke bringer noget til selve filmen. Det er i høj grad sidehistorien omkring fyren som Rebecca Hall dater.
7/10
'Cause I'm evil"
#6455 MOVIE1000 15 år siden
#6456 BN 15 år siden
Autentisk film om franskmanden Henri der dyrker sin vin, men må kæmpe med sprogforbistring og ølmave.
Her er Margrethe dronningen.
10/10
#6457 loki 15 år siden
Fattede den nu udmærket godt tak e.g "persondrevet handling", men fandt den stadigvæk ikke synderlig interessant. Som jeg skrev, ville det efter min mening havde været oplagt at lægge fokus på på hvorfor det blev en succes -- altså lave en noget anden type film. Det blev det så ikke, og derfor får den kun 4/10.
13 tzameti
Fascinerende lille film, men dog en smule forudsigelig.
6/10
#6458 MMB 15 år siden
Problemet er bare, at din kritik kun bygger på, at du hellere ville have set en anden type film, hvilket gør, at du overhovedet ikke fokuserer på den film, som du rent faktisk har set.
#6459 loki 15 år siden
At jeg godt kunne have ønsket en anden og mere kritisk vinkel, er ikke ensbetydende med at jeg ikke kan se filmen for hvad den er.
Som jeg skriver, så virker personerne meget overfladiske / selvcentrede og at jeg derfor har svært ved at fatte sympati for nogle af dem. Derfor fanger filmen mig ikke synderligt, og det er netop problemet ved persondrevne historier. Dermed ikke sagt, at protagonisten altid skal være "god", absolut ikke, men koblet med det hippe klubmiljøet, deres smart-i-en-fart væremåde (primært Sean aka Justin Timerlake), deres penge / more more more liderlighed, så bliver det en underlig overfladisk film uden et centralt budskab. At det måske, måske ikke, skildre personerne helt perfekt ændre desværre ikke noget ved mit helhedsindtryk, men hvis du fik mere ud af filmen så er det jo fint.
#6460 Batsy 15 år siden