#59 - er enig i det meste af hvad du siger...og 6/6 herfra også...men havde det været på en 10-skala havde den kun fået 9(for mig er 10/10 bedre end 6/6, lidt ligesom 13 er bedre end det nye 12...)
Dog synes jeg ikke de dybe spørgsmål om etik og moral er så dybe igen, men de gør klart filmen mere interessant. Og ja, Heath Ledger er helt suveræn...og nej, den er god nok til at være på imdb #1, og ej heller blandt top20...men det er uden sammenligning den bedste action-film, der er lavet.
Det er ganske vist, at en vis hr. Tim Burton har instrueret denne makabre musical. Johnny Depp og Helena Bonham Carter, tydlige favoritter blandt instruktørens skuespillervalg, spiller hovedrollerne i en over 150 år gammel historie om Benjamin Barker (Depp), som på grum og uretfærdig vis fjernes fra sin kone og barn i 1800 tallets London for 15 år senere at vende tilbage som barberen Sweeney Todd på Fleet Street, for at tage en grusom hævn.
Det er en intet mindre end mageløs opsætning, hvor computergrafik er brugt på allerbedste vis, til at skabe et pulserende Burtonsk univers i den mørke, fugtige og dystre storby. Indledningsvist bliver der vist gode takter, som fører forhåbningerne op i Edward Saksehånd klasse, hvor Depp og ikke mindst Alan Rickman folder sig charismatisk ud. Sacha Baron Cohen alias Borat, er den store overraskelse, som endnu engang giver nye eksempler på sit forråd af humor på en måde, som klæder dramaet.
Desværre går luften langsomt af ballonen, efterhånden som man indser, at musicalen er umådeligt middelmådig med sit musiske repertoire. Ok, at ensemblet for 3/4 vedkommende ikke ville klare sig gennem 1. runde af X-faktor, men 85-90% af al dialog synges og lades i stikken af umådeligt kedelige musiske melodier, som ingen vil kunne huske efter femte gensyn af musicalen. Jo, de passer glimrende indi Burtons univers, men bliver hurtigt ensformige og opleves tilsidst som kedelige repetitioner eftersom skuespillerne ikke formår at tilføre dem energi. Laver man en musical på så højt plan, bør ensemblet kunne levere et mindstemål af professionalisme indenfor genren og jeg beklager, men det mislykkes grueligt. Hentydninger til Gerard Butlers formåen fra Phantom of the Opera er vist fortid nu.
Det andet problem, relaterer i den grad til valget af musicalen som udtryksform. Historien om Sweeney Todd ligger i den grad til Burtons højreben og der bygges op til et melodramatisk crescendo, som burde kunne få de store følelser i spil. Men istedet sidder man følelseskold om det store dramas og ikke mindst de involverede skæbners slutning og tænker om hver af de sindssygt flotte scenograferede scener, at Sweeney Todd kunne have været Burtons pragtværk, havde han fravalgt det musiske udtryk, som jeg sjældent har oplevet svagere og mere monotont i en filmatiseret musical.
6/10
Video:
Visuelt er instruktørens kendetegn nærmest intakt, et billed drænet for farverigdom, med mindre der er en god grund for en primærfarve til at dominere visuelt. Og blu-ray udgaven er FÆNOMENAL flot!!! Det er absolut spitzenklasse, reference, så man nærmest føler sig kaldet til at stemme dørklokker som Jehovas vidne og argumentere for Vagttårnets upåklagelige kvalitet. Detaljegrad, sortniveau, meget fint lag gryn, kontrast, ja ALT er perfekt. I et par enkelte scener, hvor farvepaletten skifter i en art drømmesekvens, er der en smule tegn på blødhed, hvilket formentlig er Burtons valg. Vil man se det bedste, så er denne på top-5 af alle tiders bedste Blu-ray skiver.
10/10
Audio:
TrueHD sporet er potent og åbner fra start af op med en god ambient atmosfære, som understøtter den Londonske smeltedigel af mennesker og travlhed. Dialog er klar og soundtracket leveres upåklageligt med et stort, åbent lydbilled. At jeg ikke falder helt på halen skyldes, at "grænsen" for topudgivelserne efterhånden har nået så høj en top audiomæssigt, at det mere er reglen end undtagelsen med god lyd, når der er tale om ukomprimerede lydspor på nye udgivelser og der er altså et stykke vej op til toppen af poppen.
8/10
Det ku' være så godt og så er det faktisk skidt. Indfanget af historien fra første sekund, måtte interessen langsom give efter for skuffelsen, for til sidst at være en tilskuer uden engagement til et storslået drama. Jøsses hvor Sweeney havde fantastisk potentiale, havde Burton satset mere konventionelt. Men der er spredte lyspunkter. Depp, "Borat" og Alan Rickman leverer glimtvis strålende præstationer og vi er vidner til scener, som ville have fremkaldt kuldegysninger og siddet fast på hornhinden resten af livet, var de blevet eksekveret i den rette atmosfære. Istedet er den nu en forglemmelig Burton sag.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Først lidt fact undervejs i filmen forsvandt over halvdelen af publikummet der var kommet, jeg tror en del havde troet det var en normal biografi om Bob Dylan's Liv... dette var det langt fra, og det vidste jeg også godt på forhånd.
Lad mig starte med og sige jeg er ikke det man kalder Bob Dylan fan, har ikke et eneste album med ham, jeg kender en del af hans sange, og ved nogenlunde hvem han er.
Der er en tråd her på filmz, omkring hvad der gør i en film kedelig... og til den her film vil jeg sige nej den er bestemt ikke kedelig, den er det jeg kalder tung.
Filmen tror jeg forudsætter at man kender en del til Bob Dylan og og har et godt kendskab til hans sange, dette havde jeg ikke, men jeg har nu længe altid gerne ville se den.
Nu skal vi se, hvor meget af den jeg fangede...
Filmen starter ud med at Bob Dylan tilsydenladen er ved og blive Obduceret, der laves et snit, og publikum bliver nu vist alle hans forskellige person som han består af, vi møder en ung 11 årige knægt af udenlansk afstammning ok his black. som fortæller de omrejsne folk at han nærmest kom spillene ud af sit mors skød, og altid har spillet musik.
Vi stifter undervejs bekendtskab med andre "udgaver" af Bob Dylan spillet af så Prominente navne som Christian Bale, Richard Gere, Heath Ledger, som også spiller en ret overbevisne rolle i den her film, meget sjov at høre hans normale stemme igen efter man havde set TDK, nå nok om den film hehe moving on.
Cate Blanchet gør det virkelig godt, er ret imponeret over hendes skuespil heri, en af mine venner havde ikke opdaget det var en kvinde før jeg fortalte det til ham.
Filmen foregår i forskellige tidsperioder så vidt jeg forstod, Cate Blanchet del er f.eks. 60'eren fordi hun støder på The Beatles undervejs, Og Christians Bale's tid er også 60'eren fordi han Kommentere Lee Harvey Oswald.
Richard Gere's Karakter befinder sig i noget der minder om Western tiden, Billy The Kid bliver hvertfald nævnt flere gange, Heath Ledger's tid havde jeg lidt svær ved at placere men det har været noget med midt 70'eren fordi man høre om at Vietnam Krigen er forbi.
Det jeg prøver at komme frem til er at det er en ret udfordrene film, den kræver en del af publikummet, og det er by no means en normal biografi film, jeg betragter det mere som en slags oplevelses film.
Flotte skuespils præsentationer over hele linien, Heath Ledger og Christian Bale, og Cate Blanchet vil jeg især fremhæve.
Jeg tror jeg skal vide noget mere om The Man og hans Liv, og så vil jeg give filmen et kig igen hjemme hos mig selv.
Men hvis der er nogle Hardcore Bob Dylan Fan, som måske kan hjælpe lidt på vej, eller sige om jeg er hel gal på den med min opfattelse, så høre jeg gerne om det.
Men på nuværende punkt så er Lost Highway og Muholland Drive sku nemmer film at forstå, men jeg var glad for at støde på en film selv jeg ikke umiddelbart ku forstå 8-)
For at bliver i det metaforiske og drømmene, som filmen gør meget i...
Jeg mødte op til kampen mod The Beast, men jeg havde glemt mit sværd derhjemme, så jeg blev besejret, men selve rejsen til "Dragen" var ret spændende aligevel.
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Michael Dudikoff giver den gas som Matt Hunter (jep det er samme karakter som Chuck Norris i Invasion USA), han er oppe mod en magtfuld højreorienteret organisation som kalder sig Pentagle.
Da jeg så filmen første gang syntes jeg den var vildt fed, det må jeg indrømme det er den ikke så meget mere. Dog er handlingen stadig aktuel, men den her kunne man godt få noget bedre ud af hvis der var nogen der ville.
3/6
The replicant - 2001
Van Damme er både skurk og helt i samme film. Politiet jager en brutal seriemorder, men de kan ikke fange ham. Da han efter lader et spor dna kloner de ham.
Da jeg så denne film kunne jeg ikke lade være med at tænke på om Van D. lige havde set Rain man :)Det gode er at VD faktisk ikke siger så meget i denne film. Men filmen overraskede mig meget, og det er en af de bedste film som han har medvirket i, ikke at det siger alverden. Sætter man sig ned, slår hjernen fra, er der god underholdning at hente her.
4/6
Missionary man - 2007
En fremmed rider ind, undskyld kører ind i en by hvor problemmerne tårner sig op over de stakkels bebeoere, som er totalt magtesløs overfor en gruppe hårde forbrydere.
Dette er endnu en aldrene action stjerne, Dolph Lundgren giver den gas som en biker der læser biblen, mens han tæver slemme drenge. Filmen er faktisk ok, selvom den minder meget om en anden film, som er med Clint Eastwood (Pale Rider). Umiddelbart vil jeg mene at det er en god ide at man kan lide Dolph Lundgren eller i hvertfald action film, for eller vil man nok ikke syntes om filmen.
3/6
The Fountain - 2006
En historie om uddølig kærlighed som springer i tiden og binder tre historier sammen.
I mine øjne er det er en fantastisk film. Den er godt sat sammen, visuelt flot.
Lige set "Love Affair" (1939), dansk titel "Han og hun", på DR1, og den var ganske hyggelig og charmerende.
Eller måske nærmere: Irene Dunne var enormt charmerende og skinnede hver gang, hun var i billedet, selvom hendes karakter opførte sig noget besynderligt til tider. Jeg har ikke set nogen af hendes film før, men vil helt sikkert prøve at tracke et par stykker ned som "The Awful Truth" og "My Favorite Wife", hvor hun spiller overfor Cary Grant. Jeg var voldsomt imponeret over hende.
Filmen er dog ikke i sammen særklasse, og er lidt fattig på indlevelse og gode replikker, men stadig dog halvanden times god filmunderholdning, der absolut kan anbefales. Nu glæder jeg mig til at se remaket (utrolig mærkelig sætning at skrive) "An Affair to Remember" i morgen.
There was no bullshit, no arty pretensions. "Doug," he'd say when we were doing Written on the Wind, "Give me some bosom."
Ja Irene Dunne er god i den film og jeg tror ikke, du bliver skuffet over "The Awful Truth", som er en bedre film. Har du ikke allerede set "His Girl Friday", så bør du se den efter denne. Den er forrygende.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
At gense Dreyers klassiske vampyrgyser i dag, er lidt af en oplevelse. Jeg så først filmen for efterhånden ret lang tid siden, og huskede den som stemningsfuld uden, at jeg dog ligefrem var ekstatisk. Når jeg nu genser filmen i den nyrestaurerede udgave, føles det fuldstændig, som om jeg først nu ser den rigtigt. Jeg ved ikke om det skyldes den stærkt forbedrede billedkvalitet, eller at filmen kræver mindst et gensyn, men det var først nu, at den for alvor blev levende og en virkelig overvældende oplevelse at overvære. Filmen består for det meste af relativt korte klip, der er sat næsten kaotisk sammen. Ligesom i "La passion de Jeanne d'Arc" bryder Dreyer konsekvent reglerne for kontinuitet og sammenhæng. Personen der går ud til højre kommer ind fra venstre osv. Som resultat er filmen desorienterende, og til tider vanskelig at følge, men samtidig bliver indtrykket enormt stærkt, netop fordi man ikke helt kan få styr på det.
I filmen præsenteres vi for adskillelige overvældende billeder og sære syn. Skyggen af en graver, der skovler baglæns, en mand der bliver kvalt i mel og ikke mindst en drømmescene, hvori hovedpersonen ser sig selv blive lagt i kisten, er fuldstændig hypnotisk. Selvom den teknisk set er en talefilm, er filmen realt en stumfilm med enkelte ord lagt ind hist og her på en temmelig unaturlig måde. Det passer imidlertid som fod i hose til filmens gotiske stemning og "Vampyr" er virkelig fuldstændig unik og har en næsten overjordisk kvalitet. Den ligner ikke noget som helst andet. Det er virkelig en fremragende film, jeg uden tvivl skal gense mange gange endnu. Dreyer lavede sørgeligt nok ikke særligt mange film, men mindst fem af dem: "La passion de Jeanne d'Arc", "Vredens dag", "Ordet", "Gertrud" samt ikke mindst "Vampyr" er rene mesterværker.
Med Criterion udgivelsen af denne vidunderlige film følger en bog, der indeholder manuskriptet til filmen samt en novelle, som filmen er delvist baseret på. Desuden medfølger en essaysamling. På de to dvd'er er der en udgave med og uden engelsk tekst. Der er et fuldstændig fremragende kommentarspor af Tony Rayns. Det er virkelig informativt, indsigtsfuldt og underholdende. Hans passion og viden skinner igennem, og det er muligvis det bedste kommentarspor, jeg nogensinde har hørt. På disc to er der en ganske god dokumentar af Jørgen Roos om Dreyer, selvom meget af det, er det sammen materiale, som er brugt i dokumentaren, der følger med i den store Dreyer Criterionboks. Desuden er der en radioudsendelse hvori Dreyer læser en essay om filmskabelse, samt en billedessay af Casper Tybjerg om Dreyers inspirationskilder. Det er bestemt alt sammen interessant, men det virkelige guld blandt ekstramaterialet, er det fuldstændig suveræne kommentarspor.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
#61 Skeloboy 15 år siden
Dog synes jeg ikke de dybe spørgsmål om etik og moral er så dybe igen, men de gør klart filmen mere interessant. Og ja, Heath Ledger er helt suveræn...og nej, den er god nok til at være på imdb #1, og ej heller blandt top20...men det er uden sammenligning den bedste action-film, der er lavet.
#62 filmz-Bruce 15 år siden
Det er ganske vist, at en vis hr. Tim Burton har instrueret denne makabre musical. Johnny Depp og Helena Bonham Carter, tydlige favoritter blandt instruktørens skuespillervalg, spiller hovedrollerne i en over 150 år gammel historie om Benjamin Barker (Depp), som på grum og uretfærdig vis fjernes fra sin kone og barn i 1800 tallets London for 15 år senere at vende tilbage som barberen Sweeney Todd på Fleet Street, for at tage en grusom hævn.
Det er en intet mindre end mageløs opsætning, hvor computergrafik er brugt på allerbedste vis, til at skabe et pulserende Burtonsk univers i den mørke, fugtige og dystre storby. Indledningsvist bliver der vist gode takter, som fører forhåbningerne op i Edward Saksehånd klasse, hvor Depp og ikke mindst Alan Rickman folder sig charismatisk ud. Sacha Baron Cohen alias Borat, er den store overraskelse, som endnu engang giver nye eksempler på sit forråd af humor på en måde, som klæder dramaet.
Desværre går luften langsomt af ballonen, efterhånden som man indser, at musicalen er umådeligt middelmådig med sit musiske repertoire. Ok, at ensemblet for 3/4 vedkommende ikke ville klare sig gennem 1. runde af X-faktor, men 85-90% af al dialog synges og lades i stikken af umådeligt kedelige musiske melodier, som ingen vil kunne huske efter femte gensyn af musicalen. Jo, de passer glimrende indi Burtons univers, men bliver hurtigt ensformige og opleves tilsidst som kedelige repetitioner eftersom skuespillerne ikke formår at tilføre dem energi. Laver man en musical på så højt plan, bør ensemblet kunne levere et mindstemål af professionalisme indenfor genren og jeg beklager, men det mislykkes grueligt. Hentydninger til Gerard Butlers formåen fra Phantom of the Opera er vist fortid nu.
Det andet problem, relaterer i den grad til valget af musicalen som udtryksform. Historien om Sweeney Todd ligger i den grad til Burtons højreben og der bygges op til et melodramatisk crescendo, som burde kunne få de store følelser i spil. Men istedet sidder man følelseskold om det store dramas og ikke mindst de involverede skæbners slutning og tænker om hver af de sindssygt flotte scenograferede scener, at Sweeney Todd kunne have været Burtons pragtværk, havde han fravalgt det musiske udtryk, som jeg sjældent har oplevet svagere og mere monotont i en filmatiseret musical.
6/10
Video:
Visuelt er instruktørens kendetegn nærmest intakt, et billed drænet for farverigdom, med mindre der er en god grund for en primærfarve til at dominere visuelt. Og blu-ray udgaven er FÆNOMENAL flot!!! Det er absolut spitzenklasse, reference, så man nærmest føler sig kaldet til at stemme dørklokker som Jehovas vidne og argumentere for Vagttårnets upåklagelige kvalitet. Detaljegrad, sortniveau, meget fint lag gryn, kontrast, ja ALT er perfekt. I et par enkelte scener, hvor farvepaletten skifter i en art drømmesekvens, er der en smule tegn på blødhed, hvilket formentlig er Burtons valg. Vil man se det bedste, så er denne på top-5 af alle tiders bedste Blu-ray skiver.
10/10
Audio:
TrueHD sporet er potent og åbner fra start af op med en god ambient atmosfære, som understøtter den Londonske smeltedigel af mennesker og travlhed. Dialog er klar og soundtracket leveres upåklageligt med et stort, åbent lydbilled. At jeg ikke falder helt på halen skyldes, at "grænsen" for topudgivelserne efterhånden har nået så høj en top audiomæssigt, at det mere er reglen end undtagelsen med god lyd, når der er tale om ukomprimerede lydspor på nye udgivelser og der er altså et stykke vej op til toppen af poppen.
8/10
Det ku' være så godt og så er det faktisk skidt. Indfanget af historien fra første sekund, måtte interessen langsom give efter for skuffelsen, for til sidst at være en tilskuer uden engagement til et storslået drama. Jøsses hvor Sweeney havde fantastisk potentiale, havde Burton satset mere konventionelt. Men der er spredte lyspunkter. Depp, "Borat" og Alan Rickman leverer glimtvis strålende præstationer og vi er vidner til scener, som ville have fremkaldt kuldegysninger og siddet fast på hornhinden resten af livet, var de blevet eksekveret i den rette atmosfære. Istedet er den nu en forglemmelig Burton sag.
#63 filmz-Crystalstar1200 15 år siden
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#64 filmz-Bruce 15 år siden
#65 elwood 15 år siden
Til Zulu Sommerbio.
Først lidt fact undervejs i filmen forsvandt over halvdelen af publikummet der var kommet, jeg tror en del havde troet det var en normal biografi om Bob Dylan's Liv... dette var det langt fra, og det vidste jeg også godt på forhånd.
Lad mig starte med og sige jeg er ikke det man kalder Bob Dylan fan, har ikke et eneste album med ham, jeg kender en del af hans sange, og ved nogenlunde hvem han er.
Der er en tråd her på filmz, omkring hvad der gør i en film kedelig... og til den her film vil jeg sige nej den er bestemt ikke kedelig, den er det jeg kalder tung.
Filmen tror jeg forudsætter at man kender en del til Bob Dylan og og har et godt kendskab til hans sange, dette havde jeg ikke, men jeg har nu længe altid gerne ville se den.
Nu skal vi se, hvor meget af den jeg fangede...
Filmen starter ud med at Bob Dylan tilsydenladen er ved og blive Obduceret, der laves et snit, og publikum bliver nu vist alle hans forskellige person som han består af, vi møder en ung 11 årige knægt af udenlansk afstammning ok his black. som fortæller de omrejsne folk at han nærmest kom spillene ud af sit mors skød, og altid har spillet musik.
Vi stifter undervejs bekendtskab med andre "udgaver" af Bob Dylan spillet af så Prominente navne som Christian Bale, Richard Gere, Heath Ledger, som også spiller en ret overbevisne rolle i den her film, meget sjov at høre hans normale stemme igen efter man havde set TDK, nå nok om den film hehe moving on.
Cate Blanchet gør det virkelig godt, er ret imponeret over hendes skuespil heri, en af mine venner havde ikke opdaget det var en kvinde før jeg fortalte det til ham.
Filmen foregår i forskellige tidsperioder så vidt jeg forstod, Cate Blanchet del er f.eks. 60'eren fordi hun støder på The Beatles undervejs, Og Christians Bale's tid er også 60'eren fordi han Kommentere Lee Harvey Oswald.
Richard Gere's Karakter befinder sig i noget der minder om Western tiden, Billy The Kid bliver hvertfald nævnt flere gange, Heath Ledger's tid havde jeg lidt svær ved at placere men det har været noget med midt 70'eren fordi man høre om at Vietnam Krigen er forbi.
Det jeg prøver at komme frem til er at det er en ret udfordrene film, den kræver en del af publikummet, og det er by no means en normal biografi film, jeg betragter det mere som en slags oplevelses film.
Flotte skuespils præsentationer over hele linien, Heath Ledger og Christian Bale, og Cate Blanchet vil jeg især fremhæve.
Jeg tror jeg skal vide noget mere om The Man og hans Liv, og så vil jeg give filmen et kig igen hjemme hos mig selv.
Men hvis der er nogle Hardcore Bob Dylan Fan, som måske kan hjælpe lidt på vej, eller sige om jeg er hel gal på den med min opfattelse, så høre jeg gerne om det.
Men på nuværende punkt så er Lost Highway og Muholland Drive sku nemmer film at forstå, men jeg var glad for at støde på en film selv jeg ikke umiddelbart ku forstå 8-)
For at bliver i det metaforiske og drømmene, som filmen gør meget i...
Jeg mødte op til kampen mod The Beast, men jeg havde glemt mit sværd derhjemme, så jeg blev besejret, men selve rejsen til "Dragen" var ret spændende aligevel.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#66 Kiksmann 15 år siden
Michael Dudikoff giver den gas som Matt Hunter (jep det er samme karakter som Chuck Norris i Invasion USA), han er oppe mod en magtfuld højreorienteret organisation som kalder sig Pentagle.
Da jeg så filmen første gang syntes jeg den var vildt fed, det må jeg indrømme det er den ikke så meget mere. Dog er handlingen stadig aktuel, men den her kunne man godt få noget bedre ud af hvis der var nogen der ville.
3/6
The replicant - 2001
Van Damme er både skurk og helt i samme film. Politiet jager en brutal seriemorder, men de kan ikke fange ham. Da han efter lader et spor dna kloner de ham.
Da jeg så denne film kunne jeg ikke lade være med at tænke på om Van D. lige havde set Rain man :)Det gode er at VD faktisk ikke siger så meget i denne film.
Men filmen overraskede mig meget, og det er en af de bedste film som han har medvirket i, ikke at det siger alverden. Sætter man sig ned, slår hjernen fra, er der god underholdning at hente her.
4/6
Missionary man - 2007
En fremmed rider ind, undskyld kører ind i en by hvor problemmerne tårner sig op over de stakkels bebeoere, som er totalt magtesløs overfor en gruppe hårde forbrydere.
Dette er endnu en aldrene action stjerne, Dolph Lundgren giver den gas som en biker der læser biblen, mens han tæver slemme drenge. Filmen er faktisk ok, selvom den minder meget om en anden film, som er med Clint Eastwood (Pale Rider).
Umiddelbart vil jeg mene at det er en god ide at man kan lide Dolph Lundgren eller i hvertfald action film, for eller vil man nok ikke syntes om filmen.
3/6
The Fountain - 2006
En historie om uddølig kærlighed som springer i tiden og binder tre historier sammen.
I mine øjne er det er en fantastisk film. Den er godt sat sammen, visuelt flot.
5/6
#67 filmz-Narniabæver 15 år siden
En beagle får superhelte styrke i et laboratorium, og den bliver senere taget til en familie, hvor hunden ikke kan skjule sin styrke.
Sjov og anderledes superhelte film.
9/10
#68 rockysds 15 år siden
Eller måske nærmere: Irene Dunne var enormt charmerende og skinnede hver gang, hun var i billedet, selvom hendes karakter opførte sig noget besynderligt til tider.
Jeg har ikke set nogen af hendes film før, men vil helt sikkert prøve at tracke et par stykker ned som "The Awful Truth" og "My Favorite Wife", hvor hun spiller overfor Cary Grant. Jeg var voldsomt imponeret over hende.
Filmen er dog ikke i sammen særklasse, og er lidt fattig på indlevelse og gode replikker, men stadig dog halvanden times god filmunderholdning, der absolut kan anbefales. Nu glæder jeg mig til at se remaket (utrolig mærkelig sætning at skrive) "An Affair to Remember" i morgen.
#69 filmz-Bruce 15 år siden
#70 Benway 15 år siden
At gense Dreyers klassiske vampyrgyser i dag, er lidt af en oplevelse. Jeg så først filmen for efterhånden ret lang tid siden, og huskede den som stemningsfuld uden, at jeg dog ligefrem var ekstatisk. Når jeg nu genser filmen i den nyrestaurerede udgave, føles det fuldstændig, som om jeg først nu ser den rigtigt. Jeg ved ikke om det skyldes den stærkt forbedrede billedkvalitet, eller at filmen kræver mindst et gensyn, men det var først nu, at den for alvor blev levende og en virkelig overvældende oplevelse at overvære. Filmen består for det meste af relativt korte klip, der er sat næsten kaotisk sammen. Ligesom i "La passion de Jeanne d'Arc" bryder Dreyer konsekvent reglerne for kontinuitet og sammenhæng. Personen der går ud til højre kommer ind fra venstre osv. Som resultat er filmen desorienterende, og til tider vanskelig at følge, men samtidig bliver indtrykket enormt stærkt, netop fordi man ikke helt kan få styr på det.
I filmen præsenteres vi for adskillelige overvældende billeder og sære syn. Skyggen af en graver, der skovler baglæns, en mand der bliver kvalt i mel og ikke mindst en drømmescene, hvori hovedpersonen ser sig selv blive lagt i kisten, er fuldstændig hypnotisk. Selvom den teknisk set er en talefilm, er filmen realt en stumfilm med enkelte ord lagt ind hist og her på en temmelig unaturlig måde. Det passer imidlertid som fod i hose til filmens gotiske stemning og "Vampyr" er virkelig fuldstændig unik og har en næsten overjordisk kvalitet. Den ligner ikke noget som helst andet. Det er virkelig en fremragende film, jeg uden tvivl skal gense mange gange endnu. Dreyer lavede sørgeligt nok ikke særligt mange film, men mindst fem af dem: "La passion de Jeanne d'Arc", "Vredens dag", "Ordet", "Gertrud" samt ikke mindst "Vampyr" er rene mesterværker.
Med Criterion udgivelsen af denne vidunderlige film følger en bog, der indeholder manuskriptet til filmen samt en novelle, som filmen er delvist baseret på. Desuden medfølger en essaysamling. På de to dvd'er er der en udgave med og uden engelsk tekst. Der er et fuldstændig fremragende kommentarspor af Tony Rayns. Det er virkelig informativt, indsigtsfuldt og underholdende. Hans passion og viden skinner igennem, og det er muligvis det bedste kommentarspor, jeg nogensinde har hørt. På disc to er der en ganske god dokumentar af Jørgen Roos om Dreyer, selvom meget af det, er det sammen materiale, som er brugt i dokumentaren, der følger med i den store Dreyer Criterionboks. Desuden er der en radioudsendelse hvori Dreyer læser en essay om filmskabelse, samt en billedessay af Casper Tybjerg om Dreyers inspirationskilder. Det er bestemt alt sammen interessant, men det virkelige guld blandt ekstramaterialet, er det fuldstændig suveræne kommentarspor.