Egentlig kan jeg vældig godt lide Ridley Scott's tankegang. Han læser squ ikke kritikken der tilfalder hans egne film, hverken den gode/dårlige. Og Nolan der siger; hvis man tror på den gode omtale, må man også tro på den dårlige. Vi filmfans søger også altid "de rigtige" film, der skal bestå med tiden osv, men tror en del af glæden egentlig ryger og bliver påvirket af diverse medier og andet. Blot en tanke jeg lige fik, hvad tænker i?
Vi filmfans søger også altid "de rigtige" film, der skal bestå med tiden osv, men tror en del af glæden egentlig ryger og bliver påvirket af diverse medier og andet. Blot en tanke jeg lige fik, hvad tænker i?
Filmkigning er vel basalt set en af de mest simple, og tilmed mest dovne, aktiviteter et menneske kan give sig i lag med. Historie, billede og lyd. Alt er tilrettelagt til mindste detalje for os og vi skal bare se på og afgøre om vi kan lide det vi ser. Om vi kan det, kommer an på vores opvækst og sociale arv, i perioden fra fødsel til i dag, som summeret op, altid er det erfaringsgrundlag vi har med i bagagen.
Jeg vil så påstå, at jeg ikke kan genkende mig selv i den ligning, at have den indgangsvinkel til "rigtige film" du beskriver, men jeg har så sandelig en kategori med "forkerte film". Film som jeg aldrig nogensinde vil give en chance, fordi mit erfaringsgrundlag på forhånd kan afskrive dem som værende lort. Alle faresignaler lyser. Det er som at være blevet kørt over 100 gange, når man går over for rødt lys, for derefter at beslutte, at forsøge igen. Når jeg ved Strause brødrene, Böll og W.S. Anderson, Saw franchisen etc. ER eksponenter for det ypperligste skidt, hvorfor så spilde tid på filmene. Hvorfor læse Rifbjerg, hvis man ikke bryder sig om ham? Hvis man har været i Harzen og hellere vil til Rom, hvorfor så tage til Märzen 5 km. fra Harzen næste gang? Det er meget simpel udelukningsteknik, baseret på simple observationer. Jo, jeg KAN gå glip af god kvalitet, men sandsynligheden er på niveau med, at Hans Børsting anerkender fakta. Og skulle der findes god kvalitet indimellem, jamen så kommer det jo uden tvivl også til udtryk i anmeldelser. Der er masser af måder at forsikre sig om, at man ikke er på helt bar bund, når man ser en film.
Jeg synes således det er en meget smal sag, kunsten at afgøre, om man kan lide en film eller ej. Ingen hokus pokus. Når man først sidder i biografsædet, så er alle muligheder åbne for at blive henført. Men hvis man som person til gengæld er så uselvstændig eller usikker på sig selv, på film og på kvalitet, at man lader sig blive påvirket af andres udtalelser og blot følger en strøm, så har man da et decideret problem.
Det morsomme er jo så, om min "metode" så også kan projiceres over på det mainstream publikum, som ligesom mig, har en kategori af "dårlige film", de forsøger at undgå. Det mainstream publikum som forsager mange indie film eller blot film på fransk eller tysk, ud fra devicen, at f.eks. alle franske film er kedelige, eller de engang så en fransk film, som var kedelig og derfor er alle franske film kedelige. Se der vil jeg jo nok argumentere for, at jeg har rigtig gode værktøjer og en ganske sikker konstellation for at forsikre mig om films kvalitet iht. mine kvalitetsprincipper ifht. den generiske modstand mod fransk film eller under ét, latte haderne, som netop hverken qua anmeldelser eller indhold, kan skabe sammenlignelighed fra den ene til den anden film, eftersom forskellene i indhold er ligeså stor imellem disse, som ligheden er genkendelig i mainstream dusinvaren, i den laveste del af superligaen for mainstream instruktører.
Slutteligt mener jeg selvfølgelig også, at kategorien "de rigtige film", mest er et problem for det man forsimplet kan kalde "den ene af de to lejre", fordi argumenterne mod "de forkerte film" her, mere har kendetegn af fordomme end argumentation for og imod filmisk kvalitet.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Så har du alligevel ikke skrottet mig helt :) hehe!
Den kategori du til gengæld nævner "de forkerte film" er jeg helt med på, og selvfølgelig skal man lytte til de "faresignaler" og ikke mindst sin erfaring, og komme uden om bestemte ting/film, dels af økonomiske årsager, men også pga. tiden. Der er vel ingen grund til at spilde tiden, den får man aldrig tilbage igen.
Jeg synes dog alligevel, at jeg oplever en tendens, hvor målsætningen er at søge "de rigtige" film, så man kan sige, at ens favorit hedder Rumrejsen 2001 eller Dommedag Nu, eller noget helt tredje såsom europæisk art house. Intet i vejen med at være søgende osv, men når ens hobby får en mere specifik målsætning, så synes jeg ofte man begrænser sig selv, man finder ikke glæde i så mange film osv. Jeg savner bare lidt flere typer der kan give mig en bred inspiration fremfor man måske tilhører "lejre". Nåh, kan være alt det her blot giver mening i mit hoved :) Men det var nu engang også en tanke.
Jeg har for længst opgivet at bruge tid på de gængse "filmfans", der ikke har film som decideret hobby, men blot, ja lidt tidsfordriv. Og ofte vil de jo sige det du er inde på med franske film osv, og andre ting.
Intet i vejen med at være søgende osv, men når ens hobby får en mere specifik målsætning, så synes jeg ofte man begrænser sig selv, man finder ikke glæde i så mange film osv. Jeg savner bare lidt flere typer der kan give mig en bred inspiration fremfor man måske tilhører "lejre". Nåh, kan være alt det her blot giver mening i mit hoved :) Men det var nu engang også en tanke.
Med film har jeg det lidt som med musik. Jeg kan bevæge mig i de fleste genre, men jeg har helt klart mine præferencer. Det betyder at, jeg sagtens kan værdsætte en god popsang, jeg tuner bare aldrig radioen ind på "The Voice".
#7162: I virkeligheden var monsieur Lerue en af de 28.500 Huguenotter, der frem til år 1700 havde udvandret fra Frankrig og slået sig ned i Berlin, hvor Kurfurst Friedrich Wilhelm inviterede dem og gav dem særlige privillegier. Kurfursten inviterede ikke kun fordi han var storsindet eller fritænker. 30 års krigen var bragt til ende i 1648 og de tropper, der havde trukket sig tilbage havde på vejen skabt hungersnød blandt befolkningen og befolknigstallet var dalet. Det betød lavere indtægter i en tid med stigende behov for militær og repræsentation. Så Frederik Wilhlem inviterede også Huguenotterne for at få nogle dygtige og arbejdssomme nye borgere. Invitationen galdt i særlig grad de bedst stillede borgere. Fransk kultur og sprog blev anset som det fineste i Europa - så franskmændene var velkomne til at give området et kulturelt løft. Nyligt ankommet til Doreteenstadt havde monsieur Lerue sat sig til rette ved et nydeligt lille bord på café La Putain Bleu. Han bestilte en caffe latte og fik serveret… en kop erstatningskaffe! Allerede inden han fik smagt på den, brød han til alles forbløffelse hulkende sammen. At tænke sig at han havde forladt sit fædrelands fine kaffekultur for dette! Fra den dag af blev han kaldt for monsieur Pleurer og erstatningskaffen kom i folkemunde til at hedde plärrenmocca faux. Efter lang tids frustration over Huguenotternes uforståelige sprog, mærkelige manerer og privilegier begyndte de mere simpelt indstillede beboere at betragte dem som en trussel mod deres levevis. De nægtede konsekvent at sige plärrenmocca faux, som de i protest mod den franske kultur døbte Muckefuck, hvilket Huguenotterne derefter begyndte at bruge som et skældsord om berlinerne (deraf John McClanes (beklageligvis fejlagtigt udtalte) ”Yippie-ki-yay, motherfucker!”). Det kom til adskillige tilfælde af ildspåsættelse og stenkast. Det kunne Kurfurstens garanti alligevel ikke forhindre. Og den dag i dag er Muckefuck stadig en del af den lokale tyske dialekt Berlinerisch.
Altså noget lignende dette vrøvl? Man skal virkelig være respektløs, hvis man ikke lader en film tale for sig selv. At lade sig påvirke af fremmede instanser er tåbeligt!
#7166 Lad os prøve og tro på "tavlen ren" og gå modsat de politiske strømninger :)
Jeg skal absolut ikke underkende, at der netop FINDES de mennesker, som netop gerne vil kunne sige, at den og den film er deres favoritter, selvom om de muligvis slet ikke har været imponeret af filmen. Selvfølgelig gør der dét. Så er vi tilbage i kategorien "meget usikkert filmpublikum", som vel lidt er det samme som usikre mennesker, som søger tilflugt i fællesskaber som Scientology, ikke pga. overbevisning, men netop pga. tilhørsforholdet, forstå det hvem der kan.
Personligt skydes jeg ofte i skoene at være meget "latte", men synes, at jeg har set umådelig mange mainstream film i år, ifht. "latte". Her er alt jeg kan huske:
Carlos, Mother and Child, Inception, Toy Story 3, How To Train Your Dragon, Black Swan, The Social Network, I Am Love, Das Weisse Band, Kick Ass, Shutter Island, The Town, Hævnen, Animal Kingdom, Room in Rome, Despicable Me, Ghost Writer, The Kids Are Alright, The Next Three Days, Easy A, Iron Man 2, The Owls from Gahoole, Remember Me, Red, Green Zone, Robin Hood, The Book of Eli, Please Give, Nobody Man, The Expendables, Prince of Persia, Edge of Darkness, The Other Guys, 22 Bullets, Get Him To The Greek, Dogtooth, Greenberg, Narnia 3, Alice in Wonderland, The American, Predators, SALT, Monsters, Date Night, Knight and Day, Centurion, Scott Pilgrim, Going the Distance, Sorcerers Apprentice, Karate Kid.
Desværre må man oftest med latte film, vente til året derpå med at se dem. Men jeg forventer at følgende for året mangler af mainstream og latte og så plejer der at dukke nogle op:
Trope de Elite 2, El Infierno, The Kings Speech, Incendies, Elle s'appelait Sarah, The Fighter, 127 Hours, True Grit, Blue Valentine, I Saw the Devil, The Man from Nowhere, Les petits mouchoirs, Another Year, L'Illusioniste, The Way Back, Biutiful, Submarino, Rabbit Hole, Buried, Tron Legacy, Hereafter, Conviction, Fair Game, Copie Conforme, Made in Dagenham, Unstoppable, Morning Glory, The Crazies.
Det er ganske morsomt, at latte betegnelsen klæber til én, når man faktisk trods alt tygger en overvældende del af mainstream og amerikanske film ned :) Altså synes jeg ikke, at jeg personligt tilhører en "lejr". Måske endda Antlion og Skeloboy vil kalde mig mainstream :) Men jeg synes faktisk jeg er "ganske bred" og ikke blot afskriver hverken mainstream eller franske latte film.
Når jeg har bortselekteret i året der gik, så gik det bl.a. udover Repo Men, A-Team, Loosers og Machete. Det er film som absolut ikke siger mig noget. Film som faldt under middelmådig i år var:
Hævnen, Shutter Island, The Expendables, Edge of Darkness, Get Him To The Greek, Predators, Knight and Day, Centurion, Sorcerers Apprentice, Green Zone, Prince of Persia, Going the Distance, The Owls from Gahoole og Scott Pilgrim.
Ellers fortryder jeg ikke nogle af mine syn.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
#7161 Babo Rises 15 år siden
#7162 Bruce 15 år siden
#7163 Bruce 15 år siden
Filmkigning er vel basalt set en af de mest simple, og tilmed mest dovne, aktiviteter et menneske kan give sig i lag med. Historie, billede og lyd. Alt er tilrettelagt til mindste detalje for os og vi skal bare se på og afgøre om vi kan lide det vi ser. Om vi kan det, kommer an på vores opvækst og sociale arv, i perioden fra fødsel til i dag, som summeret op, altid er det erfaringsgrundlag vi har med i bagagen.
Jeg vil så påstå, at jeg ikke kan genkende mig selv i den ligning, at have den indgangsvinkel til "rigtige film" du beskriver, men jeg har så sandelig en kategori med "forkerte film". Film som jeg aldrig nogensinde vil give en chance, fordi mit erfaringsgrundlag på forhånd kan afskrive dem som værende lort. Alle faresignaler lyser. Det er som at være blevet kørt over 100 gange, når man går over for rødt lys, for derefter at beslutte, at forsøge igen. Når jeg ved Strause brødrene, Böll og W.S. Anderson, Saw franchisen etc. ER eksponenter for det ypperligste skidt, hvorfor så spilde tid på filmene. Hvorfor læse Rifbjerg, hvis man ikke bryder sig om ham? Hvis man har været i Harzen og hellere vil til Rom, hvorfor så tage til Märzen 5 km. fra Harzen næste gang? Det er meget simpel udelukningsteknik, baseret på simple observationer. Jo, jeg KAN gå glip af god kvalitet, men sandsynligheden er på niveau med, at Hans Børsting anerkender fakta. Og skulle der findes god kvalitet indimellem, jamen så kommer det jo uden tvivl også til udtryk i anmeldelser. Der er masser af måder at forsikre sig om, at man ikke er på helt bar bund, når man ser en film.
Jeg synes således det er en meget smal sag, kunsten at afgøre, om man kan lide en film eller ej. Ingen hokus pokus. Når man først sidder i biografsædet, så er alle muligheder åbne for at blive henført. Men hvis man som person til gengæld er så uselvstændig eller usikker på sig selv, på film og på kvalitet, at man lader sig blive påvirket af andres udtalelser og blot følger en strøm, så har man da et decideret problem.
Det morsomme er jo så, om min "metode" så også kan projiceres over på det mainstream publikum, som ligesom mig, har en kategori af "dårlige film", de forsøger at undgå. Det mainstream publikum som forsager mange indie film eller blot film på fransk eller tysk, ud fra devicen, at f.eks. alle franske film er kedelige, eller de engang så en fransk film, som var kedelig og derfor er alle franske film kedelige. Se der vil jeg jo nok argumentere for, at jeg har rigtig gode værktøjer og en ganske sikker konstellation for at forsikre mig om films kvalitet iht. mine kvalitetsprincipper ifht. den generiske modstand mod fransk film eller under ét, latte haderne, som netop hverken qua anmeldelser eller indhold, kan skabe sammenlignelighed fra den ene til den anden film, eftersom forskellene i indhold er ligeså stor imellem disse, som ligheden er genkendelig i mainstream dusinvaren, i den laveste del af superligaen for mainstream instruktører.
Slutteligt mener jeg selvfølgelig også, at kategorien "de rigtige film", mest er et problem for det man forsimplet kan kalde "den ene af de to lejre", fordi argumenterne mod "de forkerte film" her, mere har kendetegn af fordomme end argumentation for og imod filmisk kvalitet.
#7164 Riqon 15 år siden
Ja, jeg så det godt! På kommentarsporet bliver det jo forklaret, at de måtte udskyde hele produktionen, fordi de tog måneder at få fat på. :)
#7165 Bruce 15 år siden
#7166 Babo Rises 15 år siden
Så har du alligevel ikke skrottet mig helt :) hehe!
Den kategori du til gengæld nævner "de forkerte film" er jeg helt med på, og selvfølgelig skal man lytte til de "faresignaler" og ikke mindst sin erfaring, og komme uden om bestemte ting/film, dels af økonomiske årsager, men også pga. tiden. Der er vel ingen grund til at spilde tiden, den får man aldrig tilbage igen.
Jeg synes dog alligevel, at jeg oplever en tendens, hvor målsætningen er at søge "de rigtige" film, så man kan sige, at ens favorit hedder Rumrejsen 2001 eller Dommedag Nu, eller noget helt tredje såsom europæisk art house. Intet i vejen med at være søgende osv, men når ens hobby får en mere specifik målsætning, så synes jeg ofte man begrænser sig selv, man finder ikke glæde i så mange film osv. Jeg savner bare lidt flere typer der kan give mig en bred inspiration fremfor man måske tilhører "lejre". Nåh, kan være alt det her blot giver mening i mit hoved :) Men det var nu engang også en tanke.
Jeg har for længst opgivet at bruge tid på de gængse "filmfans", der ikke har film som decideret hobby, men blot, ja lidt tidsfordriv. Og ofte vil de jo sige det du er inde på med franske film osv, og andre ting.
#7167 fubar 15 år siden
Med film har jeg det lidt som med musik. Jeg kan bevæge mig i de fleste genre, men jeg har helt klart mine præferencer. Det betyder at, jeg sagtens kan værdsætte en god popsang, jeg tuner bare aldrig radioen ind på "The Voice".
#7168 Highland Park 15 år siden
Nyligt ankommet til Doreteenstadt havde monsieur Lerue sat sig til rette ved et nydeligt lille bord på café La Putain Bleu. Han bestilte en caffe latte og fik serveret… en kop erstatningskaffe! Allerede inden han fik smagt på den, brød han til alles forbløffelse hulkende sammen. At tænke sig at han havde forladt sit fædrelands fine kaffekultur for dette!
Fra den dag af blev han kaldt for monsieur Pleurer og erstatningskaffen kom i folkemunde til at hedde plärrenmocca faux. Efter lang tids frustration over Huguenotternes uforståelige sprog, mærkelige manerer og privilegier begyndte de mere simpelt indstillede beboere at betragte dem som en trussel mod deres levevis. De nægtede konsekvent at sige plärrenmocca faux, som de i protest mod den franske kultur døbte Muckefuck, hvilket Huguenotterne derefter begyndte at bruge som et skældsord om berlinerne (deraf John McClanes (beklageligvis fejlagtigt udtalte) ”Yippie-ki-yay, motherfucker!”). Det kom til adskillige tilfælde af ildspåsættelse og stenkast. Det kunne Kurfurstens garanti alligevel ikke forhindre. Og den dag i dag er Muckefuck stadig en del af den lokale tyske dialekt Berlinerisch.
#7169 Antlion 15 år siden
Altså noget lignende dette vrøvl? Man skal virkelig være respektløs, hvis man ikke lader en film tale for sig selv. At lade sig påvirke af fremmede instanser er tåbeligt!
#7170 Bruce 15 år siden
Jeg skal absolut ikke underkende, at der netop FINDES de mennesker, som netop gerne vil kunne sige, at den og den film er deres favoritter, selvom om de muligvis slet ikke har været imponeret af filmen. Selvfølgelig gør der dét. Så er vi tilbage i kategorien "meget usikkert filmpublikum", som vel lidt er det samme som usikre mennesker, som søger tilflugt i fællesskaber som Scientology, ikke pga. overbevisning, men netop pga. tilhørsforholdet, forstå det hvem der kan.
Personligt skydes jeg ofte i skoene at være meget "latte", men synes, at jeg har set umådelig mange mainstream film i år, ifht. "latte". Her er alt jeg kan huske:
Carlos, Mother and Child, Inception, Toy Story 3, How To Train Your Dragon, Black Swan, The Social Network, I Am Love, Das Weisse Band, Kick Ass, Shutter Island, The Town, Hævnen, Animal Kingdom, Room in Rome, Despicable Me, Ghost Writer, The Kids Are Alright, The Next Three Days, Easy A, Iron Man 2, The Owls from Gahoole, Remember Me, Red, Green Zone, Robin Hood, The Book of Eli, Please Give, Nobody Man, The Expendables, Prince of Persia, Edge of Darkness, The Other Guys, 22 Bullets, Get Him To The Greek, Dogtooth, Greenberg, Narnia 3, Alice in Wonderland, The American, Predators, SALT, Monsters, Date Night, Knight and Day, Centurion, Scott Pilgrim, Going the Distance, Sorcerers Apprentice, Karate Kid.
Desværre må man oftest med latte film, vente til året derpå med at se dem. Men jeg forventer at følgende for året mangler af mainstream og latte og så plejer der at dukke nogle op:
Trope de Elite 2, El Infierno, The Kings Speech, Incendies, Elle s'appelait Sarah, The Fighter, 127 Hours, True Grit, Blue Valentine, I Saw the Devil, The Man from Nowhere, Les petits mouchoirs, Another Year, L'Illusioniste, The Way Back, Biutiful, Submarino, Rabbit Hole, Buried, Tron Legacy, Hereafter, Conviction, Fair Game, Copie Conforme, Made in Dagenham, Unstoppable, Morning Glory, The Crazies.
Det er ganske morsomt, at latte betegnelsen klæber til én, når man faktisk trods alt tygger en overvældende del af mainstream og amerikanske film ned :) Altså synes jeg ikke, at jeg personligt tilhører en "lejr". Måske endda Antlion og Skeloboy vil kalde mig mainstream :) Men jeg synes faktisk jeg er "ganske bred" og ikke blot afskriver hverken mainstream eller franske latte film.
Når jeg har bortselekteret i året der gik, så gik det bl.a. udover Repo Men, A-Team, Loosers og Machete. Det er film som absolut ikke siger mig noget. Film som faldt under middelmådig i år var:
Hævnen, Shutter Island, The Expendables, Edge of Darkness, Get Him To The Greek, Predators, Knight and Day, Centurion, Sorcerers Apprentice, Green Zone, Prince of Persia, Going the Distance, The Owls from Gahoole og Scott Pilgrim.
Ellers fortryder jeg ikke nogle af mine syn.