#739 Du skal heller ikke snyde dig selv for 3'eren som heller ikke er så dårlig endda. Jeg tror den har fået sit dårlige rygte fordi de to andre er fantastiske og denne kun er god.
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
#739 Jeg så, at de alle tre kunne erhverves til 25 kr. stk. i TP. Jeg har dem allerede som boks, men rimelig vildt ...!
Den første er efter min mening den bedste og ovenud fantastisk; synes sgu den gamle Vito er så hyggelig, hehe. Men toeren er også helt deroppe. Den sidste er ikke helt oppe med forgængerne, men slet ikke så slem, som mange gør den til. Alt i alt en superb trilogi!
EDIT: Kan lige se, at jonasgr har det på samme måde. :)
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
#741 & 742 - 3'eren bliver også smidt på i aften. Ingen tvivl om det. Jeg har set dem alle sammen før, men efter at jeg købte boksen her den anden dag, måtte de lige smides på som et gensyn. :)
Og hvilket herligt gensyn. De film står i høj kurs herhjemme hos os. Den første er også klart min favorit, mens 2'eren og 3'eren skiftes til at sidde på andenpladsen alt efter hvilket humør jeg er i. :D
#743 - Dit "Tjaaa" lyder lidt som om du trækker på det. Du er måske slet ikke fan af Godfather-trilogien? Men tak for heads up på de to kinesiske gangsterfilm. Dem vil jeg have i tankerne.. :)
Nyeste anmeldelse: "The Thin Red Line" : http://bonysblog.wordpress.com/
# 744 Bestemt, men har bare set dem nu så mange gange både privat og i forbindelse med undervisning, at er måske bare er begyndt at blive lidt "træt" af dem selvom jeg betemt finder dem flotte og seværdige :)
En enkel og meget informativ titel. Det er nemlig lige akkurat hvad denne film handler om, tvivl. Vi bliver præsenteret for tre væsentlige karakterer i starten af filmen. Fader Brendan Flynn (Philip Seymour Hoffman), en respekteret præst som leder en katolsk kirke i Bronx. I starten er vi vidne til en prædiken som om muligt ville gøre det meget skønnere at tage en tur i kirken. Her er virkelig en præst som leverer varen og man får med det samme sympati med denne præst, hvilket senere skal vise sig ikke at være et tilfældigt træk som John Patrick Shanley foretager sig. Under den samme ceremoni bliver vi introduceret til Søster Aloysius Beauvier (Meryl Streep) som må indgyde frygt i enhver seer. Der er ikke så mange kærlige træk i hendes gøremåder og mest af alt ligner hun en som ikke kender til det at smile og give kærlighed. Eleverne på den katolske skole er rædselsslagne for hende, da hun ikke er bleg til at give dem en omgang med spanskrøret. Hun optræder som rektor for skolen. Det er den unge Søster James (Amy Adams) som er ansat som underviser i klassen og hun er den komplette modsætning til Søster Aloysius. Hun er smilende, sød og rar og en som man ikke andet end kan holde af. Det er dog også hende som fatter mistanke omkring Fader Flynns forhold til den eneste sorte elev i klassen. Søster Aloysius bruger alle midler for at kunne sætte en kæp i Fader Flynns arbejde og vil med alle midler forsøge at få ham til at indrømme at han har et forhold til den sorte dreng, det vi vil kalde incest. Spørgsmålet er om Fader Flynn er skyldig eller ej ? Og det er det som er kernen i hele historien.
Det skal påpeges at historien foregår i 1964 hvor borgerretighedsbevægelser med Martin Luther King og Malcolm X i spidsen arbejdede for at skabe Afro-Amerikanere mere lighed i USA's samfund. Så på den ene side kan det ses som et forsøg fra Fader Flynns side at hjælpe den afro-amerikanske dreng igennem opholdet. Dog virker det også mærkeligt at han bruger så meget tid med ham og at han lugter af alkohol. Der er ingen beviser for det ene og det andet og John Patrick Shanlet præsenterer ligedele indicier for og imod Fader Flynns skyld. Og det på en sådan måde, at det er en fantastisk spændende film.
Et stort cadeux skal gives til skuespilspræstationerne, som er fænomenale. Det er lang tid siden at jeg har set så godt skuespil fra en hel besætning. Det er naturligvis de tre skuespillere, Amy Adam, Meryl Streep og Philip Seymour Hoffman som skal fremhæves. Meryll Streep spiller en rigtig heks og en som man virkelig er bange for. Jeg sad da og fik helt kuldegysninger hver gang hun var på. Philip Seymour gør det som sædvanlig rigtig godt og er rigtig godt castet i rollen som den måske pædofile præst. Hvis man ser på Philip Seymour Hoffman er det en skuespiller som man aldrig ved hvor man har om han er en af de gode eller en af de onde, han kan nemlig spille begge dele. Dette er også grunden til at man begynder at tvivle på om han er uskyldig. Dog virker det mærkeligt at han er nomineret i birolle kategorien. Han spiller efter min overbevisning en ligeså stor rolle som Meryl Streep. Så er der Amy Adams som denne gang spiller en typisk rolle for hende og så alligevel ikke. Hun er sød og rar, imødekommende og alt det som ellers kendetegner en sympatisk person. Dog bliver hun dog presset ud i nogle situationer hvor hun gør ting som det er tydeligt at hun ikke er komfortabel med. Det store spørgsmåltegn for mig er dog hvorfor Viola Davis kan blive nomineret for sin rolle. Det er ikke fordi at hun ikke gøre det godt, men hun har vel ikke mere end 5-10 minutter på skærmen overfor Meryl Streep og det er altså ikke fordi hun leverer noget ekstraordinært ala Hannibal Lecter.
Alt i alt en rigtig god film, med et godt og spændende plot og nogle fantastiske skuespilspræstationer-
8/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Gaav(The Cow), Dariush Mehrjui, 1969 Denne film er lavet i 1969, og skiller sig derfor voldsomt ud fra de andre anmeldte iranske film. Det er før dem iranske revolution, og den foregår også i Iran. Men hvor iranske film i 90'erne og 2000'erne er meget fokuseret på de fattige, krigshærgede og kvindeundertrykkende forhold i de omkringliggende lande, er The Cow langt mere banal.
Handlingen drejer sig om en ko, og ejerens forhold til koen. Den er yderst værdifuld, for det er landsbyens eneste. Men en dag dør den, mens ejeren er væk. Landsbyen ved hvor tæt knyttet han er til koen. I stedet for at fortælle sandheden, forklarer de ham, at koen er stukket af. Mens han venter på koen kommer tilbage, synker han længere ned i illusionen om, at han selv er en ko.
Den ligger tæt op ad neorealismen, og er startskuddet til New Wave-bølgen i Iran. Emnet er selvsagt mindre kontroversielt end de mere moderne film, men i al sin simpelhed er den smuk og bevægende.
Den er betegnet som den bedst iranske film, deri er jeg ikke enig. Man savner lidt dybde i landsbyen. Men det er bestemt et interessant syn.
Sådan lyder de berømte ord fra Richard M. Nixon. En præsident som med et blev kendt for Watergate skandalen hvor han sammen med hans kupaner stod anklaget for at have stjålet tophemmelige dokumenter fra Demokraterne. Kort tid efter valgte han at trække sig tilbage, men han indrømmede aldrig at have haft noget med Watergate at gøre ligesom han heller ikke blev tiltalt. Et par år efter i 1976 fik han chancen for at rette op på sit resume og samtidig tjene en masse penge i et fire episoders interview med den uprøvede talkshowvært David Frost. Det er her at filmen tager sin start. Ron Howard sætter på en meget snedig måde, med optagelser fra begivenhederne, seerne ind i konteksten omkring hele interviewserien. I det hele taget vil jeg betegne det som en noget utraditionel Ron Howard film. Den er ikke så pompøs som nogle af hans andre film, snarere minimalistisk. En ting som klæder Ron godt. Man ser ikke så meget til det typiske 70'er miljø, landskaper, bymiljøer eller noget. Dog er det traditionelt 70'er tøj og frisurer de går rundt med. Det hele er centreret om David Frost og om hans svære kamp om i det hele taget at få lavet programmet. Det var ikke mange som troede på en talkshowvært uden nogen journalistisk baggrund eller erfaring og med en playboyagtig livsstil overfor selveste Richard M. Nixon. Man kan sige at det lidt er Davids kamp imod Goliath. Ingen troede på David Frost og Richard Nixon så det da også som en selvfølge at han ville rejse sig efter interviewet og igen få muligheden for at rykke tættere mod Washington.
I en sådan film er manuskriptet særdeles vigtigt, da det er en film baseret på dialog. Manuskriptet er til UG og jeg synes det er ret utroligt at man kan lave en så spændende film ud af et interview, men dialogen er simpelthen fremragende og får en til at tro at det er Mike Nichols som er intruktør på filmen. Dermed skal der også gives et stort cadeux til skuespilpræstationerne, især fra Michael Sheen og Frank Langella. Man skal dog ikke forvente at få en hundrede procent ægte kopi af Nixon. Langellas Nixon er for det først lidt mere ”godt sat til” og så har han en dybere stemmeføring. Det virker dog ikke tilfældigt og det er med til at man føler at der er noget lidt mere gustens bag de ellers flotte bemærkninger han kommer med til Frost. Det vigtige ved Langellas Nixon er man tror på at det faktisk er Nixon. Alle hans gådespil (ikke for ingenting at han blev kaldt for Tricky Dick) hans mimik hans måde at gå på og gestitulere og reagere. Det er simpelthen fantastisk at se på. Ligeledes fantastisk er Michael Sheen som er i en helt anden rolle end den han havde i The Queen. Han er god til at spille ”gode” karakterer som på den ene side er sjove, humoristiske og en som man ikke tager så seriøst og som heller ikke ser ud til at tage sig selv så seriøst. Og så til den karakter som ikke vil lade sig blive gjort til grin af Nixon og som faktisk er noget af en arbejdshest og en stolt person. Han får også hjælp af hans birolleskuespillere som alle gør det godt og som leverer nogle af de mere humoristiske indslag, hvilket er med til at filmen ikke bliver en ren tørvetriller. Det er netop disse små indslag, ligesom en uforglemmelig samtale imellem Frost og Nixon som giver filmen lidt kant og får en til at blive hængende.
Stærkt manuskript og stærke skuespilspræstationer og du har Frost/Nixon, mere enkelt kan det næsten ikke gøres.
8/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
#741 filmz-jonasgr 15 år siden
'Cause I'm evil"
#742 evermind 15 år siden
Jeg så, at de alle tre kunne erhverves til 25 kr. stk. i TP. Jeg har dem allerede som boks, men rimelig vildt ...!
Den første er efter min mening den bedste og ovenud fantastisk; synes sgu den gamle Vito er så hyggelig, hehe. Men toeren er også helt deroppe. Den sidste er ikke helt oppe med forgængerne, men slet ikke så slem, som mange gør den til. Alt i alt en superb trilogi!
EDIT: Kan lige se, at jonasgr har det på samme måde. :)
#743 Takfornu 15 år siden
# 739 Tjaaa når man er færdig med Godfather filmene vil jeg anbefale Johnnie To' film om de kinesiske triader "Election 1" og "Election 2".
#744 Bony 15 år siden
Og hvilket herligt gensyn. De film står i høj kurs herhjemme hos os. Den første er også klart min favorit, mens 2'eren og 3'eren skiftes til at sidde på andenpladsen alt efter hvilket humør jeg er i. :D
#743 - Dit "Tjaaa" lyder lidt som om du trækker på det. Du er måske slet ikke fan af Godfather-trilogien? Men tak for heads up på de to kinesiske gangsterfilm. Dem vil jeg have i tankerne.. :)
#745 Takfornu 15 år siden
#746 Bony 15 år siden
#747 filmz-jonasgr 15 år siden
En enkel og meget informativ titel. Det er nemlig lige akkurat hvad denne film handler om, tvivl. Vi bliver præsenteret for tre væsentlige karakterer i starten af filmen. Fader Brendan Flynn (Philip Seymour Hoffman), en respekteret præst som leder en katolsk kirke i Bronx. I starten er vi vidne til en prædiken som om muligt ville gøre det meget skønnere at tage en tur i kirken. Her er virkelig en præst som leverer varen og man får med det samme sympati med denne præst, hvilket senere skal vise sig ikke at være et tilfældigt træk som John Patrick Shanley foretager sig. Under den samme ceremoni bliver vi introduceret til Søster Aloysius Beauvier (Meryl Streep) som må indgyde frygt i enhver seer. Der er ikke så mange kærlige træk i hendes gøremåder og mest af alt ligner hun en som ikke kender til det at smile og give kærlighed. Eleverne på den katolske skole er rædselsslagne for hende, da hun ikke er bleg til at give dem en omgang med spanskrøret. Hun optræder som rektor for skolen. Det er den unge Søster James (Amy Adams) som er ansat som underviser i klassen og hun er den komplette modsætning til Søster Aloysius. Hun er smilende, sød og rar og en som man ikke andet end kan holde af. Det er dog også hende som fatter mistanke omkring Fader Flynns forhold til den eneste sorte elev i klassen. Søster Aloysius bruger alle midler for at kunne sætte en kæp i Fader Flynns arbejde og vil med alle midler forsøge at få ham til at indrømme at han har et forhold til den sorte dreng, det vi vil kalde incest. Spørgsmålet er om Fader Flynn er skyldig eller ej ? Og det er det som er kernen i hele historien.
Det skal påpeges at historien foregår i 1964 hvor borgerretighedsbevægelser med Martin Luther King og Malcolm X i spidsen arbejdede for at skabe Afro-Amerikanere mere lighed i USA's samfund. Så på den ene side kan det ses som et forsøg fra Fader Flynns side at hjælpe den afro-amerikanske dreng igennem opholdet. Dog virker det også mærkeligt at han bruger så meget tid med ham og at han lugter af alkohol. Der er ingen beviser for det ene og det andet og John Patrick Shanlet præsenterer ligedele indicier for og imod Fader Flynns skyld. Og det på en sådan måde, at det er en fantastisk spændende film.
Et stort cadeux skal gives til skuespilspræstationerne, som er fænomenale. Det er lang tid siden at jeg har set så godt skuespil fra en hel besætning. Det er naturligvis de tre skuespillere, Amy Adam, Meryl Streep og Philip Seymour Hoffman som skal fremhæves. Meryll Streep spiller en rigtig heks og en som man virkelig er bange for. Jeg sad da og fik helt kuldegysninger hver gang hun var på. Philip Seymour gør det som sædvanlig rigtig godt og er rigtig godt castet i rollen som den måske pædofile præst. Hvis man ser på Philip Seymour Hoffman er det en skuespiller som man aldrig ved hvor man har om han er en af de gode eller en af de onde, han kan nemlig spille begge dele. Dette er også grunden til at man begynder at tvivle på om han er uskyldig. Dog virker det mærkeligt at han er nomineret i birolle kategorien. Han spiller efter min overbevisning en ligeså stor rolle som Meryl Streep. Så er der Amy Adams som denne gang spiller en typisk rolle for hende og så alligevel ikke. Hun er sød og rar, imødekommende og alt det som ellers kendetegner en sympatisk person. Dog bliver hun dog presset ud i nogle situationer hvor hun gør ting som det er tydeligt at hun ikke er komfortabel med. Det store spørgsmåltegn for mig er dog hvorfor Viola Davis kan blive nomineret for sin rolle. Det er ikke fordi at hun ikke gøre det godt, men hun har vel ikke mere end 5-10 minutter på skærmen overfor Meryl Streep og det er altså ikke fordi hun leverer noget ekstraordinært ala Hannibal Lecter.
Alt i alt en rigtig god film, med et godt og spændende plot og nogle fantastiske skuespilspræstationer-
8/10
'Cause I'm evil"
#748 Skeloboy 15 år siden
#749 Skeloboy 15 år siden
Denne film er lavet i 1969, og skiller sig derfor voldsomt ud fra de andre anmeldte iranske film. Det er før dem iranske revolution, og den foregår også i Iran.
Men hvor iranske film i 90'erne og 2000'erne er meget fokuseret på de fattige, krigshærgede og kvindeundertrykkende forhold i de omkringliggende lande, er The Cow langt mere banal.
Handlingen drejer sig om en ko, og ejerens forhold til koen. Den er yderst værdifuld, for det er landsbyens eneste. Men en dag dør den, mens ejeren er væk. Landsbyen ved hvor tæt knyttet han er til koen. I stedet for at fortælle sandheden, forklarer de ham, at koen er stukket af. Mens han venter på koen kommer tilbage, synker han længere ned i illusionen om, at han selv er en ko.
Den ligger tæt op ad neorealismen, og er startskuddet til New Wave-bølgen i Iran. Emnet er selvsagt mindre kontroversielt end de mere moderne film, men i al sin simpelhed er den smuk og bevægende.
Den er betegnet som den bedst iranske film, deri er jeg ikke enig. Man savner lidt dybde i landsbyen. Men det er bestemt et interessant syn.
4/6
IMDB
#750 filmz-jonasgr 15 år siden
”I'm not a crook!”
Sådan lyder de berømte ord fra Richard M. Nixon. En præsident som med et blev kendt for Watergate skandalen hvor han sammen med hans kupaner stod anklaget for at have stjålet tophemmelige dokumenter fra Demokraterne. Kort tid efter valgte han at trække sig tilbage, men han indrømmede aldrig at have haft noget med Watergate at gøre ligesom han heller ikke blev tiltalt. Et par år efter i 1976 fik han chancen for at rette op på sit resume og samtidig tjene en masse penge i et fire episoders interview med den uprøvede talkshowvært David Frost. Det er her at filmen tager sin start. Ron Howard sætter på en meget snedig måde, med optagelser fra begivenhederne, seerne ind i konteksten omkring hele interviewserien. I det hele taget vil jeg betegne det som en noget utraditionel Ron Howard film. Den er ikke så pompøs som nogle af hans andre film, snarere minimalistisk. En ting som klæder Ron godt. Man ser ikke så meget til det typiske 70'er miljø, landskaper, bymiljøer eller noget. Dog er det traditionelt 70'er tøj og frisurer de går rundt med. Det hele er centreret om David Frost og om hans svære kamp om i det hele taget at få lavet programmet. Det var ikke mange som troede på en talkshowvært uden nogen journalistisk baggrund eller erfaring og med en playboyagtig livsstil overfor selveste Richard M. Nixon. Man kan sige at det lidt er Davids kamp imod Goliath. Ingen troede på David Frost og Richard Nixon så det da også som en selvfølge at han ville rejse sig efter interviewet og igen få muligheden for at rykke tættere mod Washington.
I en sådan film er manuskriptet særdeles vigtigt, da det er en film baseret på dialog. Manuskriptet er til UG og jeg synes det er ret utroligt at man kan lave en så spændende film ud af et interview, men dialogen er simpelthen fremragende og får en til at tro at det er Mike Nichols som er intruktør på filmen. Dermed skal der også gives et stort cadeux til skuespilpræstationerne, især fra Michael Sheen og Frank Langella. Man skal dog ikke forvente at få en hundrede procent ægte kopi af Nixon. Langellas Nixon er for det først lidt mere ”godt sat til” og så har han en dybere stemmeføring. Det virker dog ikke tilfældigt og det er med til at man føler at der er noget lidt mere gustens bag de ellers flotte bemærkninger han kommer med til Frost. Det vigtige ved Langellas Nixon er man tror på at det faktisk er Nixon. Alle hans gådespil (ikke for ingenting at han blev kaldt for Tricky Dick) hans mimik hans måde at gå på og gestitulere og reagere. Det er simpelthen fantastisk at se på. Ligeledes fantastisk er Michael Sheen som er i en helt anden rolle end den han havde i The Queen. Han er god til at spille ”gode” karakterer som på den ene side er sjove, humoristiske og en som man ikke tager så seriøst og som heller ikke ser ud til at tage sig selv så seriøst. Og så til den karakter som ikke vil lade sig blive gjort til grin af Nixon og som faktisk er noget af en arbejdshest og en stolt person. Han får også hjælp af hans birolleskuespillere som alle gør det godt og som leverer nogle af de mere humoristiske indslag, hvilket er med til at filmen ikke bliver en ren tørvetriller. Det er netop disse små indslag, ligesom en uforglemmelig samtale imellem Frost og Nixon som giver filmen lidt kant og får en til at blive hængende.
Stærkt manuskript og stærke skuespilspræstationer og du har Frost/Nixon, mere enkelt kan det næsten ikke gøres.
8/10
'Cause I'm evil"