elwood (7861) skrev:

A Contract killers holliday 8-)

Haha :) Lyder som en actionkomedie med Gerard Butler og Jennifer Anistion. ;-)

Fik set Family Guy Sæson 5 i går(R2).

Havde set S6 og S7 før, og de er begge bedre end S5. Faktisk er S5 den svageste, synes jeg. Men stadig er der masser af sjove indslag, og jeg nyder altid at se, hvordan Meg konstant bliver trynet :)

#7865 - hehe, mangler stadig at se dem. Men har kigget på Laugh It Up, Fuzzball en del gane. Den er dog lidt for dyr endnu

Never Let Me Go

Jeg har sluttet mig til en lille gruppe af mennesker. Nemlig den gruppe som har set Never Let Me Go. Det er en skam fordi det er en film som har meget på hjerte omkring kærlighed og empati.
Vi følger de tre venner Kathy, Tom og Ruth i deres tid på Hailsham – en engelsk kostskole. Umiddelbart ser alt også normalt ud for de unge elever. Men for os (tilskuere) står det hurtigt klart at vi her har at gøre med kloner, hvis eneste formål er at leve for at donere deres organer. For eleverne står det immervæk ikke klart for dem i starten, før den gode samaritaner (spillet af Sally Hawkins) fortæller dem sandheden således det er nemmere for dem at få en ”normal” opvækst.

Dette er ikke en spoiler. Der nemlig ikke tale om en film, hvor der bliver lavet et twist til sidst i filmen, hvor vi finder ud af at de kloner. I stedet for er der tale om både en kærlighedshistorie og i særdeleshed om empati for de stakkels unge mennesker. Og netop det med empati er noget som filmen i høj grad er i stand til at frembringe. De unge hovedpersoner bliver nemlig ikke udstillet som kloner, fremmede, som om at de ikke er mennesker. Tværtimod bliver de behandlet ligesom normale personer, faktisk bliver der ikke på noget tidspunkt nævnt at de er kloner. Desuden så er skuespilspræstationerne også med til at frembringe empati. I dette tilfælde er det også meget vigtigt at de børneskuespillerne leverer deres arbejde fornemt. Det er dem der sætter standarden for resten af filmen. Tror vi ikke på at deres følelser er ægte, vil hele illusionen briste. Desuden er det også vigtigt i forhold til overgangen til de mere erfarne skuespillere at vi tror på billedet om at det er de samme personer. Især også når vi har at tale om en kærlighedshistorie er det for mit vedkommende essentielt.

På det tidspunkt vi kommer til de mere erfarne skuespillere er vi i endnu sikre hænder. Vi har her at gøre med nogle af bedste skuespillere fra deres generation, ikke blot i England men generelt set. Det er Keira Knightley, Andrew Garfield og til sidst Carey Mulligan som også er fortælleren i historien. Disse unge mennesker har kun til sidst i 20erne at leve i, før de forlader verden efter deres donationer. Nogle klare kun en, nogle helt op til 4. Alt er relativt.

Kinematografisk formår de også at afbilde personernes verden. En grå trist verden baseret ude på landet (det føles som et meget øde sted). Og ikke mindst er de mere eller mindre overladt til dem selv som voksne. Forstået på den måde, at de ikke interagerer med omverden og omvendt. Men hvem gider også at have noget at gøre med personer, som de meget vel kan arve nogle stykker fra. De bliver simpelthen behandlet som forbrugsprodukter, som når de er færdige bliver kaseret og erstattet med andre ting.

8/10

Den har ikke fået biografpremiere og jeg tvivler på at den overhovedet får det, med de salgstal den har præsteret.

Så jeg har måtte købe den.