#..70 - ærgerligt. Jeg synes jeg så den på den lokale biografs liste over kommende film, men lader til den er fjernet derfra, så den får nok ikke premiere her. Men ender nok også med at købe filmen, da jeg godt kunne lide bogen er interesseret i at se hvordan filmen viser visse ting derfra.
- Women remember, Steve. It's like they've got minds of their own.
Så har jeg set Akira Kurosawas samurai collection, som indeholdte Seven Samurai, Yojimbo, Sanjuro, Hidden Fortress og Throne of Blood. Jeg gemte førstnævnte til sidst, og den var absolut den bedste af filmene.
”Seven Samurai” handler om en gruppe samuraier på syv ;-). De bliver hyret af nogle landsbybeboere, til at forsvare deres landsby fra nogle onde banditter. Den foregår i det 16. århundredes Japan, hvor feudalismen var ved at bryde fra hinanden. Mange Samuraier har skiftet side som banditter og plyndrede landsbyer. Det er på denne historiske baggrund, at "Seven Samurai" er indstillet, og som følge heraf, er i stand til at berøre en masse af de spørgsmål som social konflikt mellem landmænd og Samuraier. På ironisk vis viser det sig, at Samuraierne både er gerningsmændene og beskytterne af landsbyboerne.
Selvom filmen har tunge temaer at hamle op med(Ikke negativt ment), er filmen ikke desto mindre, fyldt med humor, blændende musik, betagende billeder, sublim action og i det hele taget en masse uforglemmelige øjeblikke. Plottet er simpelt men alligevel meget involverende; som seer føler man sig nærmest som en ottende samurai, der deltager i kortlægning og planlægning. Karaktertegningen er helt forrygende. De er alle meget forskellige, veludviklede og supplerer hinanden perfekt. Stjernen over alle er Kikuchiyo, spillet af Toshiro Mifune, der stjæler hver eneste scene.
Jeg så "Seven Samurai" for første gang for 4 år siden, og dengang værdsatte jeg ikke dette mesterværk nok. Dette gensyn var en af de bedste af slagsen, og ændrede totalt på mit syn. Med en spilletid på over tre timer, forventede jeg at den ville være hårdt at komme igennem, men det var slet ikke tilfældet. ”Seven Samurai” er en fuldstændig formidabel film der underholder, berører og sidder fast på nethinden.
Tilbage i 1980 blev Kenny Waters arresteret for mordet på en kvinde, der skal dog gå tre år før politiet angiveligt har fundet nok beviser til at bure ham inde. Søster Betty Anne er sikker på hans uskyld og hun begynder at tage en uddannelse i jura, for at få sin bror frikendt. En bror som ikke er så populær hos mange. Han drikker, kommer op at slås, og rap i replikken. Men en morder er han ikke. Der bliver heller aldrig stillet spørgsmålstegn om hvorvidt han er skyldig eller ej. Det tager også meget af spændingen ud af filmen og tilføjer ingen dybere lag i filmen. I stedet for bliver vi præsenteret for en ligeud af landevejen historien, uden de store armbevægelser og klicheer. Det handler mest af alt om hvorvidt det vil lykkedes Betty Anne at fuldføre jurastudiet og få frifundet Kenny. Dette selv om der ikke bliver brugt lang tid til at forklare omstændighederne i forbindelse med selve studiet. Vi ved at manden pludselig er væk og børnene ligeså, uden der for alvor har været nogle optræk til det. Men væk er de i hvert fald. Så består hun en prøve her og der, vi får at vide gennem hendes samtaler med Kenny at hun er ved at dumpe. Jeg synes dog ikke for alvor vi kommer i bunds med hensyn til hvor svært selve jurastudiet er for hende. Det er hvilken jurastudiet har på resten af hendes liv, ikke mindst hendes familie. Så er der også selve sagen, som går som sådan nogle nu en gang ofte gør det på film. Hun finder nogle beviser, hun bliver modarbejdet, hun bliver frustreret, hun finder et smuthul, hun er optimistisk og superglad etc. Det er ikke ligefrem fordi man bliver revet med af det. Og så bliver der slet ikke boret dybt nok i politiets arbejde med hensyn til sagen.
De scener der til gengæld fungerer allerbedst er dem imellem Kenny og Betty Anne og det er dem der forhindrer filmen i at blive noget være juks. Kernen i filmen er familiebåndet imellem dem og at de vil gøre alt for hinanden. Ikke mindst er både Hillary Swan og Sam Rockwell rigtig gode i filmen og er med til at opretteholde et vist niveau.
Tak for den gode anmeldelse - jeg har glædet mig til filmen længe nu; læste for nyligt bogen og har hørt at filmen følger bogen rigtig godt. Tror også jeg er nødt til at købe den nu :)
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
Har ikke ændret mening om denne lille Haggis sag siden jeg så den i biografen. Lad mig lige kopiere min tidligere anmeldelse ind i en spoiler.
Jeg er tvetydig omkring Paul Haggis, både som instruktør og manuskriptforfatter. Jeg synes hans instruktørarbejde til tider er alt andet end raffineret. Crash var det jeg vil kalde et studie i plot, hvor pointerne endte op med at være skåret ud i pap. Valley of Elah havde potentiale, men endte alligevel op med at have en tone, der for villigt søgte at ramme tidens politiske korrekthed. Jeg er heller ikke den store fan af manuskriptarbejdet på Letters of Iwo Jima og Flags of our Fathers, selvom jeg ville ønske det modsatte. Grænsen til det storladne, hvor det fortænkte tager over, er papirstynd. Derimod var Casino Royale stramtskåret, spændende og nyskabende for Bond universet og Million Dollar Baby en stærk og vedkommende historie.
Mine forventninger var således ikke skudt til himmels, da mine venner i dag tog mig med til forpremiere på Paul Haggis’ nyeste instruktør- og manuskriptkapitel The Next Three Days. Traileren afslørede i mine øjne konturen for en ganske traditionel Hollywood thriller, som endog er et remake af den franske Tour Pour Elle. Mon ikke denne blot også drukner som endnu en Hollywood widerelease med kort spilletid? Ganske muligt, men det vil i såfald være en skam af dimensioner, for jeg kan ganske simpelt ikke komme i tanke om en mere spændende Hollywood film, i krimi genren, i årevis!
Familielivet sættes på prøve for den lille familie Brennan, da mor ryger i fængsel på livstid for et mord, hun har begået … eller ikke begået. Farmand, spillet af Russell Crowe, er skolelærer og tager sig af sønnen Mick, mens han forsøger at fremtvinge en appelsag, fast overbevist om konen Laras (Elizabeth Banks) uskyld. Årene går dog og håbet fortager sig for Lara og farmand begynder at tænke i utraditionelle baner for at bringe familien sammen igen, hvilket involverer at tage midler i brug, som ligger langt væk fra en skolelærers læst.
Dette er klasse A Hollywood materiale for en lige ud af landevejen krimi, med alt hvad der dertil hører af ammunition i Russell Crowes macho resumé. Men glem det, for Crowe er nemlig den totale modsætning til de personer, vi kender fra mandens hidtidige repertoire og han bringer sider frem i hans skuespil, som slutteligt sender rollen op i toppen af CV’et.
Paul Haggis er blevet moden. Dette er klassisk krimi, spartansk brug af virkemidler og (næsten) helt uden brug af melodramatiske klichéer og svælgen for konventioner. Der er rørende, men ikke rørstrømske, momenter. Der er neglebidende spænding og subtilt brug af underlægningsmusik, som understøtter intensiteten og sidst, men absolut ikke mindst, kommer man i den grad under huden på de involverede og kan indleve sig i både de spændende og følelsesmæssigt betonede øjeblikke. Så lidt skal der altså til for at sidde ude på kanten af stolesædet. Ingen store cinematografiske armbevægelser eller milliondollar effekter, blot en gudsbenådet forståelse for, hvad der kickstarter spænding. $35,000,000 i budget og fjern Crowe fra rollelisten og vi har prisen for en god kabel TV krimi. Tænk Frantic og Flygtningen!
Det er en film som i den grad giver mig troen tilbage på krimien, en genopdagelse af den klassiske suspense opskrift, som i hænderne på den rette instruktør, aldrig går af mode. En forrygende start på året og en film jeg med glæde ville Oscar nominere og vurdere højere end f.eks. Social Network. Mange vil sikkert finde Haggis’ tidligere værker mere originale og intelligente. Jeg er helt uenig. Det intelligente skal findes og studeres i detaljen. Crash min røv … men denne her. Det rykker!!!
Hvor Oscar året var godt, men jævnt i den seriøse top, blev det et uovertruffent herligt thriller år. Sammen med Ghost Writer og The American repræsenterede disse tre toppen af genren, gennem ikke mindst spartansk udnyttelse af virkemidler og en back to basic tilgang til suspense formlen. Fuldstændig drænet for de sidste 15 års fortærskede plottwists, kan man nu igen få lov og nyde det enkle, ikke at forveksle med det simplistisk, konstruerede drama og ikke mindst få tiden som tilskuer, til at dvæle over det håndværksmæssige element.
Der er udover visuelle og audiofile forbedringer, ikke de synderligt store landvindinger i filmene, skal man betragte disse i et historisk perspektiv. Men hvor man i en halv generation har haft på fornemmelsen, at flertallet af instruktører havde skåret navlestrengen over til de klassiske suspense elementer, har Polanski, Anton Corbijn og Paul Haggis bygget bro og for en tid indgydet en smule håb for de veldrejede intelligente thrillers fremtid.
Herligt at se Haggis skrue ned for Susanne Bier attituden og endelig er ved at modnes.
Det er en fornem blu-ray udgave, hvor ikke mindst indskriptionen DTS HD MA 7.1 kan få det til at gibbe lidt i en. Det er dog brugt med nænsom hånd og indtil filmens 3. akt udnyttes potentialet for opbygning af atmosfære, om ikke maksimalt, så dog altid understøttende filmens billedside og med en formidabel klang, ikke mindst i den dybe ende af spektret. Når filmens crescendo går igang, åbnes der for sluserne og det er bare at bede til, at man har stokdøve naboer, hvis man formår at udnytte dette lydspor.
Visuelt er der ikke meget at klage over, det er en meget tilfredsstillende udgave, omend med et noget "rutinepræget look". Det er en ganske standard farvepalette,et fint sortniveau, men skarpheden ryger aldrig op i den højere referenceskala, men ligger sig der, hvor gennemsnittet af de store udgivelser efterhånden har fundet sig til rette.
Film: 9/10 Video: 8/10 Audio: 10/10
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Ville gerne have skrevet lidt om Hereafter, som jeg fik set i søndags, men den har ikke helt sat/fortaget sig. Men jeg kan da i det mindste erklære min kærlighed 100% til Cécile De France, som er en af de smukkeste kvinder jeg har set i mange år.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
#7872: Helt enig! "Seven Samurai" er en fantastisk film, og også min favorit blandt de (få) Kurosawa-film jeg har set indtil videre. Hvad synes du så om de andre film? Jeg har selv set "Yojimbo" og "Hidden Fortress", hvor jeg også fandt sidstnævnte fantastisk, selvom at den måske virker som lidt "lettere underholdning" i forhold til "Seven Samurai". "Yojimbo" synes jeg også var ganske god, men jeg var ikke helt så vild med humoren i filmen. Den har dog et par helt fantastiske scener.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Hvis hr. Eastwood bliver mere afdæmpet med alderen så falder jeg formentlig i trance til hans næste film. Og dette er ikke ment med slet skjult sarkasme, men som et cadeau ovenpå en film, som jeg trods enkelte fodfejl, føler er en hyldest til menneskets evner for reflektion.
Blot et lille kendskab til filmens synops og det står klart for én, at her sikkert er endnu en film, som alene på baggrund af ordene religion og spiritualitet, vil passe fint ind i den kommende danske valgkamp, hvor fordomme på forhånd har bestemt ens stemmeafgivning.
Jeg kan ret hurtigt konkludere, at Eastwood på ingen måde i sit livs efterår, er igang med at indgå en pagt med det metafysiske. Som karaktererne i sin fortælling, er han reflekterende og åben, men aldrig påståelig eller dømmende. Gennem tre karakterer og deres forskellige rendezvous med efterlivet, er vi med på en rejse af reflektioner og valg over eget liv, som Eastwood sjældent skildrer i ord, men i nedtonede stemningsbilleder og dybt empatiske og troværdige menneskeudtryk.
To af disse tre historier (Cécile de France og Matt Damon) rørte mig meget. Ikke melodramatisk eller spektakulært, men ligeså levende og let som det musikalsk understøttende valg af klassiske kompositioner.
Der skal formentlig nok være nogle, som ser Kristus komme eller på anden måde tilløb til overdreven spekulation, nu temaet KAN og MÅ siges at være religiøst eller spirituelt inspireret. Men der ER ikke nogen svar givet her og det ser for mig heller ikke ud til, at det er det udenjordiske, som er essensen af Eastwoods historie. Tværtimod er det en dyb og elegant rejse ind i os selv og for mit vedkommende, endda en særdeles givtig af slagsen.
Film 9/10
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
#7879 Samme her. Den bliver indkøbt med det samme til gensyn. Jeg var meget positivt overrasket. Jeg kan via Metacritic se, at Kenneth Turan udtrykker sig bedre:
This is quiet but potent filmmaking that believes nothing is more important than the story it has to tell.
Det er meget rammende for min filmoplevelse. Det var som om uret gik i stå.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
#7871 lagoni 15 år siden
#7872 IK 15 år siden
Så har jeg set Akira Kurosawas samurai collection, som indeholdte Seven Samurai, Yojimbo, Sanjuro, Hidden Fortress og Throne of Blood. Jeg gemte førstnævnte til sidst, og den var absolut den bedste af filmene.
”Seven Samurai” handler om en gruppe samuraier på syv ;-). De bliver hyret af nogle landsbybeboere, til at forsvare deres landsby fra nogle onde banditter. Den foregår i det 16. århundredes Japan, hvor feudalismen var ved at bryde fra hinanden. Mange Samuraier har skiftet side som banditter og plyndrede landsbyer. Det er på denne historiske baggrund, at "Seven Samurai" er indstillet, og som følge heraf, er i stand til at berøre en masse af de spørgsmål som social konflikt mellem landmænd og Samuraier. På ironisk vis viser det sig, at Samuraierne både er gerningsmændene og beskytterne af landsbyboerne.
Selvom filmen har tunge temaer at hamle op med(Ikke negativt ment), er filmen ikke desto mindre, fyldt med humor, blændende musik, betagende billeder, sublim action og i det hele taget en masse uforglemmelige øjeblikke. Plottet er simpelt men alligevel meget involverende; som seer føler man sig nærmest som en ottende samurai, der deltager i kortlægning og planlægning. Karaktertegningen er helt forrygende. De er alle meget forskellige, veludviklede og supplerer hinanden perfekt. Stjernen over alle er Kikuchiyo, spillet af Toshiro Mifune, der stjæler hver eneste scene.
Jeg så "Seven Samurai" for første gang for 4 år siden, og dengang værdsatte jeg ikke dette mesterværk nok. Dette gensyn var en af de bedste af slagsen, og ændrede totalt på mit syn. Med en spilletid på over tre timer, forventede jeg at den ville være hårdt at komme igennem, men det var slet ikke tilfældet. ”Seven Samurai” er en fuldstændig formidabel film der underholder, berører og sidder fast på nethinden.
6/6
#7873 Slettet Bruger [4112912599] 15 år siden
Tilbage i 1980 blev Kenny Waters arresteret for mordet på en kvinde, der skal dog gå tre år før politiet angiveligt har fundet nok beviser til at bure ham inde. Søster Betty Anne er sikker på hans uskyld og hun begynder at tage en uddannelse i jura, for at få sin bror frikendt. En bror som ikke er så populær hos mange. Han drikker, kommer op at slås, og rap i replikken. Men en morder er han ikke. Der bliver heller aldrig stillet spørgsmålstegn om hvorvidt han er skyldig eller ej. Det tager også meget af spændingen ud af filmen og tilføjer ingen dybere lag i filmen. I stedet for bliver vi præsenteret for en ligeud af landevejen historien, uden de store armbevægelser og klicheer. Det handler mest af alt om hvorvidt det vil lykkedes Betty Anne at fuldføre jurastudiet og få frifundet Kenny. Dette selv om der ikke bliver brugt lang tid til at forklare omstændighederne i forbindelse med selve studiet. Vi ved at manden pludselig er væk og børnene ligeså, uden der for alvor har været nogle optræk til det. Men væk er de i hvert fald. Så består hun en prøve her og der, vi får at vide gennem hendes samtaler med Kenny at hun er ved at dumpe. Jeg synes dog ikke for alvor vi kommer i bunds med hensyn til hvor svært selve jurastudiet er for hende. Det er hvilken jurastudiet har på resten af hendes liv, ikke mindst hendes familie. Så er der også selve sagen, som går som sådan nogle nu en gang ofte gør det på film. Hun finder nogle beviser, hun bliver modarbejdet, hun bliver frustreret, hun finder et smuthul, hun er optimistisk og superglad etc.
Det er ikke ligefrem fordi man bliver revet med af det. Og så bliver der slet ikke boret dybt nok i politiets arbejde med hensyn til sagen.
De scener der til gengæld fungerer allerbedst er dem imellem Kenny og Betty Anne og det er dem der forhindrer filmen i at blive noget være juks. Kernen i filmen er familiebåndet imellem dem og at de vil gøre alt for hinanden. Ikke mindst er både Hillary Swan og Sam Rockwell rigtig gode i filmen og er med til at opretteholde et vist niveau.
Resten er der ikke så meget godt at sige om.
4/10
#7874 wimmie 15 år siden
Tak for den gode anmeldelse - jeg har glædet mig til filmen længe nu; læste for nyligt bogen og har hørt at filmen følger bogen rigtig godt.
Tror også jeg er nødt til at købe den nu :)
#7875 Bruce 15 år siden
#7872 Ja den er ikke til at komme uden om.
The Next Three Days - BD
Har ikke ændret mening om denne lille Haggis sag siden jeg så den i biografen. Lad mig lige kopiere min tidligere anmeldelse ind i en spoiler.
Mine forventninger var således ikke skudt til himmels, da mine venner i dag tog mig med til forpremiere på Paul Haggis’ nyeste instruktør- og manuskriptkapitel The Next Three Days. Traileren afslørede i mine øjne konturen for en ganske traditionel Hollywood thriller, som endog er et remake af den franske Tour Pour Elle. Mon ikke denne blot også drukner som endnu en Hollywood widerelease med kort spilletid? Ganske muligt, men det vil i såfald være en skam af dimensioner, for jeg kan ganske simpelt ikke komme i tanke om en mere spændende Hollywood film, i krimi genren, i årevis!
Familielivet sættes på prøve for den lille familie Brennan, da mor ryger i fængsel på livstid for et mord, hun har begået … eller ikke begået. Farmand, spillet af Russell Crowe, er skolelærer og tager sig af sønnen Mick, mens han forsøger at fremtvinge en appelsag, fast overbevist om konen Laras (Elizabeth Banks) uskyld. Årene går dog og håbet fortager sig for Lara og farmand begynder at tænke i utraditionelle baner for at bringe familien sammen igen, hvilket involverer at tage midler i brug, som ligger langt væk fra en skolelærers læst.
Dette er klasse A Hollywood materiale for en lige ud af landevejen krimi, med alt hvad der dertil hører af ammunition i Russell Crowes macho resumé. Men glem det, for Crowe er nemlig den totale modsætning til de personer, vi kender fra mandens hidtidige repertoire og han bringer sider frem i hans skuespil, som slutteligt sender rollen op i toppen af CV’et.
Paul Haggis er blevet moden. Dette er klassisk krimi, spartansk brug af virkemidler og (næsten) helt uden brug af melodramatiske klichéer og svælgen for konventioner. Der er rørende, men ikke rørstrømske, momenter. Der er neglebidende spænding og subtilt brug af underlægningsmusik, som understøtter intensiteten og sidst, men absolut ikke mindst, kommer man i den grad under huden på de involverede og kan indleve sig i både de spændende og følelsesmæssigt betonede øjeblikke. Så lidt skal der altså til for at sidde ude på kanten af stolesædet. Ingen store cinematografiske armbevægelser eller milliondollar effekter, blot en gudsbenådet forståelse for, hvad der kickstarter spænding. $35,000,000 i budget og fjern Crowe fra rollelisten og vi har prisen for en god kabel TV krimi. Tænk Frantic og Flygtningen!
Det er en film som i den grad giver mig troen tilbage på krimien, en genopdagelse af den klassiske suspense opskrift, som i hænderne på den rette instruktør, aldrig går af mode. En forrygende start på året og en film jeg med glæde ville Oscar nominere og vurdere højere end f.eks. Social Network. Mange vil sikkert finde Haggis’ tidligere værker mere originale og intelligente. Jeg er helt uenig. Det intelligente skal findes og studeres i detaljen. Crash min røv … men denne her. Det rykker!!!
Hvor Oscar året var godt, men jævnt i den seriøse top, blev det et uovertruffent herligt thriller år. Sammen med Ghost Writer og The American repræsenterede disse tre toppen af genren, gennem ikke mindst spartansk udnyttelse af virkemidler og en back to basic tilgang til suspense formlen. Fuldstændig drænet for de sidste 15 års fortærskede plottwists, kan man nu igen få lov og nyde det enkle, ikke at forveksle med det simplistisk, konstruerede drama og ikke mindst få tiden som tilskuer, til at dvæle over det håndværksmæssige element.
Der er udover visuelle og audiofile forbedringer, ikke de synderligt store landvindinger i filmene, skal man betragte disse i et historisk perspektiv. Men hvor man i en halv generation har haft på fornemmelsen, at flertallet af instruktører havde skåret navlestrengen over til de klassiske suspense elementer, har Polanski, Anton Corbijn og Paul Haggis bygget bro og for en tid indgydet en smule håb for de veldrejede intelligente thrillers fremtid.
Herligt at se Haggis skrue ned for Susanne Bier attituden og endelig er ved at modnes.
Det er en fornem blu-ray udgave, hvor ikke mindst indskriptionen DTS HD MA 7.1 kan få det til at gibbe lidt i en. Det er dog brugt med nænsom hånd og indtil filmens 3. akt udnyttes potentialet for opbygning af atmosfære, om ikke maksimalt, så dog altid understøttende filmens billedside og med en formidabel klang, ikke mindst i den dybe ende af spektret. Når filmens crescendo går igang, åbnes der for sluserne og det er bare at bede til, at man har stokdøve naboer, hvis man formår at udnytte dette lydspor.
Visuelt er der ikke meget at klage over, det er en meget tilfredsstillende udgave, omend med et noget "rutinepræget look". Det er en ganske standard farvepalette,et fint sortniveau, men skarpheden ryger aldrig op i den højere referenceskala, men ligger sig der, hvor gennemsnittet af de store udgivelser efterhånden har fundet sig til rette.
Film: 9/10
Video: 8/10
Audio: 10/10
#7876 Bruce 15 år siden
#7877 Kruse 15 år siden
#7878 Bruce 15 år siden
Hvis hr. Eastwood bliver mere afdæmpet med alderen så falder jeg formentlig i trance til hans næste film. Og dette er ikke ment med slet skjult sarkasme, men som et cadeau ovenpå en film, som jeg trods enkelte fodfejl, føler er en hyldest til menneskets evner for reflektion.
Blot et lille kendskab til filmens synops og det står klart for én, at her sikkert er endnu en film, som alene på baggrund af ordene religion og spiritualitet, vil passe fint ind i den kommende danske valgkamp, hvor fordomme på forhånd har bestemt ens stemmeafgivning.
Jeg kan ret hurtigt konkludere, at Eastwood på ingen måde i sit livs efterår, er igang med at indgå en pagt med det metafysiske. Som karaktererne i sin fortælling, er han reflekterende og åben, men aldrig påståelig eller dømmende. Gennem tre karakterer og deres forskellige rendezvous med efterlivet, er vi med på en rejse af reflektioner og valg over eget liv, som Eastwood sjældent skildrer i ord, men i nedtonede stemningsbilleder og dybt empatiske og troværdige menneskeudtryk.
To af disse tre historier (Cécile de France og Matt Damon) rørte mig meget. Ikke melodramatisk eller spektakulært, men ligeså levende og let som det musikalsk understøttende valg af klassiske kompositioner.
Der skal formentlig nok være nogle, som ser Kristus komme eller på anden måde tilløb til overdreven spekulation, nu temaet KAN og MÅ siges at være religiøst eller spirituelt inspireret. Men der ER ikke nogen svar givet her og det ser for mig heller ikke ud til, at det er det udenjordiske, som er essensen af Eastwoods historie. Tværtimod er det en dyb og elegant rejse ind i os selv og for mit vedkommende, endda en særdeles givtig af slagsen.
Film 9/10
#7879 Skeloboy 15 år siden
#7880 Bruce 15 år siden
This is quiet but potent filmmaking that believes nothing is more important than the story it has to tell.
Det er meget rammende for min filmoplevelse. Det var som om uret gik i stå.