Hård, uglamourøs og stærk film, der virkelig kryber sig ind under huden. Den er næsten i samme ånd som 21 Grams og Babel, hvor elendigheden og mørket hersker. Det er en ret deprimerende og nedslående fortælling, med fokus på personerne og ikke plottet. Bardem er nok i sin livs topform, og beviser med denne her, at han er en af de mest alsidige og stærke skuespillere. Det er en ret afdæmpet præstation, ingen store sving her, men hold op hvor er han god, troværdig og rystende. All hail, Bardem. Lidt for langtrukken, men absolut vedkommende.
Jeg er en sucker for tidsrejsehistorier, men det her var ikke en særlig tilfredsstillende affære, ikke så meget på grund af teknologien som på grund af det ligegyldige plot. Der er tale om et rimelig stort terrorangreb på en færge, hvor størstedelen af passagerer dør i en kolossal eksplosion -- men hovedpersonen går det meste af filmen mere op i at redde (og i processen score) en pæn dame, han har set tage brusebad, og som han ved vil blive likvideret, medmindre de formår at ændre fortiden. Filmen byder desuden på flere actionsekvenser, som dybest set bare er triviel bilræs og nogle store eksplosioner, dog løbende krydret med ideen om at de følger med i, hvad der skete for præcis fire dage siden og (for plottets skyld) ikke kan pause eller spole tilbage. Efter slutningen sad jeg med den rædsomme "var det det hele?"-følelse, jeg hader at sidde med efter en film. Men det var det. Og hvorfor hedder den dog "déjà vu"?? (2/6)
The only way to beat a troll is to not play their game.
Jeg synes det er en menneskealder siden jeg så denne i Palladium (Metropol) og det er faktisk en af de bedste hændelser i nyere tid. mht. at sætte noget i relief til min alder. Kun 7 år gammel og ... kan jeg konstatere, umulig at komme udenom i fremtidig klassiker sammenhæng.
På en og samme tid, feel-good og feel-bad drama, ikke mindst grundet Paul Giamattis tvetydige portræt af den sammensatte karakter Miles. Pinagtig, bedrøvelig, til tider grænsende til det forlegne at overvære. Eller er Miles blot en af de mest menneskelige karakterer på film de sidste 10 år, som de fleste af os til en hvis grad kan identificere os bedre med end Jason Bourne? Jeg har ihvertfald svært ved at komme på en nyere amerikansk populær film, hvor man i den grad sympatiserer med en anti-helt, uagtet at vedkommendes repertoire udi det ufuldkomne er tæt på perfekt.
Filmen om to midaldrende venner, som drager på en uges polterabend korstog i Californiens vinmarker, er den perfekte opdatering af Matthau og Lemmons Odd Couple film. Men Giamatti er en outsider, som ikke frembringer empati hos tilskueren via lette points som udseende, kropssprog eller handlinger, nærmere tværtimod og derfor er Sideways stadig, den dag i dag, så følelsesrig en film at overvære.
En svale gør ingen sommer og heldigvis formåede instruktøren Alexander Payne at samle et ensemble, som kunne følge historien til dørs og det med en udsøgt fornemmelse for atmosfæren i de små lokalområder i Californiens vindistrikter.
Virginia Madsen, som jeg nærer en svaghed for, er aldeles vidunderlig som Maya, en kvinde jeg gladeligt ville donere mit hjerte til efter blot én aften over en 3-4 flasker Pinot Noir rødvin. Hun sælger varen så godt, at det bliver dobbelt så uoverkommeligt at være vidne til Giamattis indre psykologiske kampe. KOM DOG VIDERE KVAJ, har man lyst til at skrige og mindes derved selv alt for godt om egne fordums "grib dagen" øjeblikke, som istedet blev til dyrekøbte erfaringer i den daglige trummerum for at blive en smule klogere.
Tiden har været god ved Sideways og en Oscar nominering er i sig selv flot. Men selve statuetten ville jeg ikke have indvendinger imod i dag. Men at Giamatti ikke var nomineret i et år, hvor han gav dette tour de force menneskelige portræt, det er blot endnu en notits til Oscar tyveriernes scrapbog.
Film: 9-10/10 Video: 7/10 Audio: 6/10
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
#8593: Det lader til at det ikke er en film man skal skynde sig ud og få opgraderet til BD. Men jeg skal i hvert fald snart have et gensyn med filmen, da det ganske rigtig er en herlig film :)
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Men at Giamatti ikke var nomineret i et år, hvor han gav dette tour de force menneskelige portræt, det er blot endnu en notits til Oscar tyveriernes scrapbog.
Eller for den sags skyld året før for American Splendor.
No matter how old you are, no matter how badass you think you are, if a toddler hands you their ringing toy phone ... You answer it.
#8594 Jeg så den på en 42" fladskærm, så det er svært at vurdere den. Den forekom mig dog en smule videoagtig selvom den er skudt på 35mm, men den er skam ikke ringe og der var ikke nogle deciderede problemer med transferet. Det var bare et af den slags, som ikke "står ud", men er tilfredsstillende for sin genre :)
Lyden er også hørt gennem TV'et, så jeg burde nok havde undladt overhovedet at kommentere dette :)
#8597 Jeg tror du bliver glad herfor :) I øvrigt prøv lige og hør Sea Hawk scoret igennem jeg lige har linket til i en anden tråd og prøv og hør, om du kan finde lidt inspiration fra Williams i Star Wars temaerne :) Du skal høre til ende, for det er mangfoldigt :)
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Jeg glæder mig til hans næste film "The Descendants." Med tanke på hans to seneste film, "Sideways" og "About Schmidt," er det en oplagt rolle til George Clooney. Den skulle i øvrigt få premiere i år.
#8591 Babo Rises 14 år siden
Hård, uglamourøs og stærk film, der virkelig kryber sig ind under huden. Den er næsten i samme ånd som 21 Grams og Babel, hvor elendigheden og mørket hersker. Det er en ret deprimerende og nedslående fortælling, med fokus på personerne og ikke plottet. Bardem er nok i sin livs topform, og beviser med denne her, at han er en af de mest alsidige og stærke skuespillere. Det er en ret afdæmpet præstation, ingen store sving her, men hold op hvor er han god, troværdig og rystende. All hail, Bardem. Lidt for langtrukken, men absolut vedkommende.
8/10
#8592 Riqon 14 år siden
Jeg er en sucker for tidsrejsehistorier, men det her var ikke en særlig tilfredsstillende affære, ikke så meget på grund af teknologien som på grund af det ligegyldige plot. Der er tale om et rimelig stort terrorangreb på en færge, hvor størstedelen af passagerer dør i en kolossal eksplosion -- men hovedpersonen går det meste af filmen mere op i at redde (og i processen score) en pæn dame, han har set tage brusebad, og som han ved vil blive likvideret, medmindre de formår at ændre fortiden. Filmen byder desuden på flere actionsekvenser, som dybest set bare er triviel bilræs og nogle store eksplosioner, dog løbende krydret med ideen om at de følger med i, hvad der skete for præcis fire dage siden og (for plottets skyld) ikke kan pause eller spole tilbage. Efter slutningen sad jeg med den rædsomme "var det det hele?"-følelse, jeg hader at sidde med efter en film. Men det var det. Og hvorfor hedder den dog "déjà vu"?? (2/6)
#8593 Bruce 14 år siden
Ingen er fuldkommen!
Jeg synes det er en menneskealder siden jeg så denne i Palladium (Metropol) og det er faktisk en af de bedste hændelser i nyere tid. mht. at sætte noget i relief til min alder. Kun 7 år gammel og ... kan jeg konstatere, umulig at komme udenom i fremtidig klassiker sammenhæng.
På en og samme tid, feel-good og feel-bad drama, ikke mindst grundet Paul Giamattis tvetydige portræt af den sammensatte karakter Miles. Pinagtig, bedrøvelig, til tider grænsende til det forlegne at overvære. Eller er Miles blot en af de mest menneskelige karakterer på film de sidste 10 år, som de fleste af os til en hvis grad kan identificere os bedre med end Jason Bourne? Jeg har ihvertfald svært ved at komme på en nyere amerikansk populær film, hvor man i den grad sympatiserer med en anti-helt, uagtet at vedkommendes repertoire udi det ufuldkomne er tæt på perfekt.
Filmen om to midaldrende venner, som drager på en uges polterabend korstog i Californiens vinmarker, er den perfekte opdatering af Matthau og Lemmons Odd Couple film. Men Giamatti er en outsider, som ikke frembringer empati hos tilskueren via lette points som udseende, kropssprog eller handlinger, nærmere tværtimod og derfor er Sideways stadig, den dag i dag, så følelsesrig en film at overvære.
En svale gør ingen sommer og heldigvis formåede instruktøren Alexander Payne at samle et ensemble, som kunne følge historien til dørs og det med en udsøgt fornemmelse for atmosfæren i de små lokalområder i Californiens vindistrikter.
Virginia Madsen, som jeg nærer en svaghed for, er aldeles vidunderlig som Maya, en kvinde jeg gladeligt ville donere mit hjerte til efter blot én aften over en 3-4 flasker Pinot Noir rødvin. Hun sælger varen så godt, at det bliver dobbelt så uoverkommeligt at være vidne til Giamattis indre psykologiske kampe. KOM DOG VIDERE KVAJ, har man lyst til at skrige og mindes derved selv alt for godt om egne fordums "grib dagen" øjeblikke, som istedet blev til dyrekøbte erfaringer i den daglige trummerum for at blive en smule klogere.
Tiden har været god ved Sideways og en Oscar nominering er i sig selv flot. Men selve statuetten ville jeg ikke have indvendinger imod i dag. Men at Giamatti ikke var nomineret i et år, hvor han gav dette tour de force menneskelige portræt, det er blot endnu en notits til Oscar tyveriernes scrapbog.
Film: 9-10/10
Video: 7/10
Audio: 6/10
#8594 Kruse 14 år siden
#8595 Steffan Rasmussen 14 år siden
Eller for den sags skyld året før for American Splendor.
#8596 Bruce 14 år siden
Lyden er også hørt gennem TV'et, så jeg burde nok havde undladt overhovedet at kommentere dette :)
#8595 Enig. Også en kompleks rolle.
#8597 BN 14 år siden
Irriterende anmeldelse! Nu er jeg nødt til selv at gense den snarest muligt!
#8598 Bruce 14 år siden
#8599 BN 14 år siden
Do that I will.
:-)
#8600 Slettet Bruger [4112912599] 14 år siden
"Election" er faktisk også en ganske god film.