Judgment At Nuremberg, 1961 Tror det var 4. gang, den blev set. Og har skrevet om den 2 gange før, men den fortjener altid flere ord!
Selv 4. gang er det på alle måder en storslået og eminent film. Specielt fordi den ikke er 100% entydig amerikansk. Stanley Kramer har aldrig været bange for at være lidt kontroversiel. Judgment At Nuremberg er dog ikke helt så provokerende, men udtalelser af personerne som: "I would'nt not say, that Hitler didn't do some good things", "There was a fever over the land. A fever of disgrace, of indignity, of hunger. We had a democracy, yes, but it was torn by elements within", "One thing about Americans, we're not cut out to be occupiers. We're new at it and not very good at it" osv. vidner om, at det ikke er en ensidig affære. Som Spencer Tracy i rollen som Dommer Haywood siger: "I want to understand. I need to understand".
To ting skal understreges: det er IKKE om retssagen mod Göring, Hess, Kaltenbrunner osv.(det er den udmærkede mini-serie Nuremberg fra 2001). Og det er IKKE et historisk docudrama, eftersom alle personer er fiktive, men den afspejler dog de efterfølgende retssager.
Skuespillet er en kollektiv, gåsehudsfremkaldende magtpræstation. Marlene Dietrich og Richard Widmark ville normalt blive husket for deres præstation, da de gør det bedre end de fleste. Men så er der en Montgomery Clift og en Judy Garland. Clift er kun med i 12 minutter; det var nok til en nominering. Garland er med i kortere tid; det var nok til en nominering. Deres præstationer er rørende og tragiske. Maxilliam Schell er forsvareren og utroligt troværdigt, selv når han kommer op i det røde felt. Burt Lancaster spiller med hele sin sjæl og Spencer Tracy er genial i rollen som dommeren, der ser Tyskland med sine egne øjne og gerne vil forstå, hvordan mennesket kan være så grusomt, og hvorfor det kunne komme så vidt. Oven i hatten, så er langt de fleste af de små roller besat af troværdige personer, der giver filmen den seriøsitet og realisme, der gør den til en af de bedste film nogensinde. Som en lille kuriøsitet kan det nævnes, at det er en af William Shatners første film, hvilket jeg først har fundet ud af nu.
Selvom der er lange monologer, er det aldrig kedeligt. Det bliver aldrig for meget, det bliver aldrig overspillet, og det er altid dybt relevant og vedkommende. Samtidig er det en yderst intelligent film, der ikke bygger på stereotyper. Dialogen er suveræn, monologerne er aldeles velskrevet og der kan kun sættes én meget, meget lille finger på hele filmen: på et tidspunkt har Spencer Tracy en lille trækning i ansigtet, der virker lidt forceret. Kameraarbejdet skal også nævnes. Den er ret unik for sin tid med hurtige zoom på personer, der taler og en konstant glidende bevægelse. Stanley Kramers instruktion er spot-on, og han styrer denne retssals-symfoni med en præcision, der sjældent har set sin lige.
Der er lavet mange film om Holocaust, og Judgment At Nuremberg er ikke den sørgeligste eller den mest rørende. Det er blot den bedste!
Jeg havde lyst til noget spion-thriller herhjemme, og en god ven anbefalede Salt på det grundlag, at jeg rigtig godt kunne lide den første Mission: Impossible (de to efterfølgere not so much).
First off, så er det meget lige for at lave den sammenligning. Faktisk sad jeg den første halve time, og tænkte, om ikke bare det var M:I med en kvindelig hovedrolle. Derfor var da også meget skægt at læse på IMdB's trivia-side efterfølgende, at Tom Cruise i starten var tilknyttet hovedrollen, da denne oprindeligt var skrevet som en mand.
Jeg vil betegne filmen som en af de lettere spion-thrillere. Selvom der forsøges at vende tingene på hovedet flere gange i filmen, så synes jeg aldrig rigtigt man bliver i tvivl om i hvert fald hovedpersonens hensigter. Men mindre kan også gøre det, og filmen fungerede overraskende godt som et actionfyldt bevis på, at kvinder også kan være agile agenter, der ikke står tilbage for et lille problem som at være omringet på en bro, at metroen ikke lige gider at stoppe der, hvor hun skal af, eller at skulle hive én mand ud af en fyldt kirke, som er omringet og befolket af agenter fra flere forskellige lande. Realisme er en by i Rusland, men det var nu heller ikke hvad jeg satte mig ned for at se.
Jeg vakler lidt imellem 3 og 4 ud af 6.
Jeg har intet problem med ikke at have ret. Det er kun, hvis nogen påpeger det, jeg bliver stædig!
Som stor elsker af klassisk film, kunsten at bruge og udnytte konventionerne, at lave film som genbruger virkemidler og respekterer det klassiske filmhåndværk, så ligger det "hule" og det "nyskabende",
Til Bruce: Jeg har ihvertfald observeret, at du var mere begejstret for film som The Next Three Days og Unstoppable, over f.eks film som Inception (ikke for at vi skal snakke om den igen :)). Jeg har ikke set den første, men Unstoppable mener du udnytter konventionerne til fulde, hvorimod jeg blot tolker den således, at den genbruger klicheerne og serverer meget lidt tyngde. Jeg kan godt lide et klassisk tema, men ofte synes jeg filmene bliver for klichefyldte, typiske og lign. Ikke nødvendigvis dårlige, forstå mig ret.
Jeg har ihvertfald observeret, at du var mere begejstret for film som The Next Three Days og Unstoppable, over f.eks film som Inception (ikke for at vi skal snakke om den igen :)).
Jeg har ikke set den første, men Unstoppable mener du udnytter konventionerne til fulde, hvorimod jeg blot tolker den således, at den genbruger klicheerne og serverer meget lidt tyngde. Jeg kan godt lide et klassisk tema, men ofte synes jeg filmene bliver for klichefyldte, typiske og lign. Ikke nødvendigvis dårlige, forstå mig ret.
Jeg finder mere tilfredsstillelse i en klichéfyldt film, som serveres med instruktørmæssig sikker hånd og fungerer, fremfor nyskabende kreationer, som af en eller anden grund ikke kan "bringe skibet sikker i havn". Det er lidt som isdans, hvor man giver karakterer for den basale kvalitet og det kunstneriske indtryk. Uanset hvor høje karakterer det kunstneriske kan beløbe sig til, så hjælper det ikke så meget på det samlede indtryk, uden det nødvendige er på plads.
Klichéer i film er jo reelt ... sådan livet er! Som Al Swearengen udtrykker det:
"In life you have to do a lot of things you don't fucking want to do. Many times, that's what the fuck life is... one vile fucking task after another ".
Men dermed ikke sagt, at den på skabelon vis samme historie, ikke kan om arrangeres og fortælles igen og igen til stor fornøjelse. Next Three Days har således ikke meget nyt, men alligevel var det for mig, en forrygende intens historie, båret oppe af godt skuespil og kun eksekvering af få basale action ingredienser uden at gøre dem spektakulære.
Det samme mener jeg Unstoppable gør, dog ikke helt i samme klasse. Men på kort tid serverede Tony Scott nogle præmisser for en sand begivenhed, uden skurke og med to empatiske figurer i centrum, som hurtigt fungerede efter det jeg vil kalde mere en 70'er skabelon end en 10'er af slagsen og det var særdeles velkomment, eftersom jeg føler hele den genre har været udslidt og udskidt de senere år, med al for meget fokus på effekter og twistplots fremfor at fortælle en historie i rammer, som faktisk virker.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
#8931 Bruce 14 år siden
#8932 Skeloboy 14 år siden
Tror det var 4. gang, den blev set. Og har skrevet om den 2 gange før, men den fortjener altid flere ord!
Selv 4. gang er det på alle måder en storslået og eminent film. Specielt fordi den ikke er 100% entydig amerikansk. Stanley Kramer har aldrig været bange for at være lidt kontroversiel. Judgment At Nuremberg er dog ikke helt så provokerende, men udtalelser af personerne som: "I would'nt not say, that Hitler didn't do some good things", "There was a fever over the land. A fever of disgrace, of indignity, of hunger. We had a democracy, yes, but it was torn by elements within", "One thing about Americans, we're not cut out to be occupiers. We're new at it and not very good at it" osv. vidner om, at det ikke er en ensidig affære. Som Spencer Tracy i rollen som Dommer Haywood siger: "I want to understand. I need to understand".
To ting skal understreges: det er IKKE om retssagen mod Göring, Hess, Kaltenbrunner osv.(det er den udmærkede mini-serie Nuremberg fra 2001). Og det er IKKE et historisk docudrama, eftersom alle personer er fiktive, men den afspejler dog de efterfølgende retssager.
Skuespillet er en kollektiv, gåsehudsfremkaldende magtpræstation. Marlene Dietrich og Richard Widmark ville normalt blive husket for deres præstation, da de gør det bedre end de fleste. Men så er der en Montgomery Clift og en Judy Garland. Clift er kun med i 12 minutter; det var nok til en nominering. Garland er med i kortere tid; det var nok til en nominering. Deres præstationer er rørende og tragiske. Maxilliam Schell er forsvareren og utroligt troværdigt, selv når han kommer op i det røde felt. Burt Lancaster spiller med hele sin sjæl og Spencer Tracy er genial i rollen som dommeren, der ser Tyskland med sine egne øjne og gerne vil forstå, hvordan mennesket kan være så grusomt, og hvorfor det kunne komme så vidt. Oven i hatten, så er langt de fleste af de små roller besat af troværdige personer, der giver filmen den seriøsitet og realisme, der gør den til en af de bedste film nogensinde. Som en lille kuriøsitet kan det nævnes, at det er en af William Shatners første film, hvilket jeg først har fundet ud af nu.
Selvom der er lange monologer, er det aldrig kedeligt. Det bliver aldrig for meget, det bliver aldrig overspillet, og det er altid dybt relevant og vedkommende. Samtidig er det en yderst intelligent film, der ikke bygger på stereotyper. Dialogen er suveræn, monologerne er aldeles velskrevet og der kan kun sættes én meget, meget lille finger på hele filmen: på et tidspunkt har Spencer Tracy en lille trækning i ansigtet, der virker lidt forceret. Kameraarbejdet skal også nævnes. Den er ret unik for sin tid med hurtige zoom på personer, der taler og en konstant glidende bevægelse. Stanley Kramers instruktion er spot-on, og han styrer denne retssals-symfoni med en præcision, der sjældent har set sin lige.
Der er lavet mange film om Holocaust, og Judgment At Nuremberg er ikke den sørgeligste eller den mest rørende. Det er blot den bedste!
10/10 (og nu i min top10)
IMDB
Den er på vej på Blu-Ray, og der er vist ingen grund til ikke at eje den...og på DVD kan den fåes til under 50 kr...
#8933 MMB 14 år siden
Very well said og helt enig! Jeg var godt nok også ved at blive mobset over #8918, da jeg læste det.
#8934 HonoDelLoce 14 år siden
Jeg havde lyst til noget spion-thriller herhjemme, og en god ven anbefalede Salt på det grundlag, at jeg rigtig godt kunne lide den første Mission: Impossible (de to efterfølgere not so much).
First off, så er det meget lige for at lave den sammenligning. Faktisk sad jeg den første halve time, og tænkte, om ikke bare det var M:I med en kvindelig hovedrolle. Derfor var da også meget skægt at læse på IMdB's trivia-side efterfølgende, at Tom Cruise i starten var tilknyttet hovedrollen, da denne oprindeligt var skrevet som en mand.
Jeg vil betegne filmen som en af de lettere spion-thrillere. Selvom der forsøges at vende tingene på hovedet flere gange i filmen, så synes jeg aldrig rigtigt man bliver i tvivl om i hvert fald hovedpersonens hensigter. Men mindre kan også gøre det, og filmen fungerede overraskende godt som et actionfyldt bevis på, at kvinder også kan være agile agenter, der ikke står tilbage for et lille problem som at være omringet på en bro, at metroen ikke lige gider at stoppe der, hvor hun skal af, eller at skulle hive én mand ud af en fyldt kirke, som er omringet og befolket af agenter fra flere forskellige lande. Realisme er en by i Rusland, men det var nu heller ikke hvad jeg satte mig ned for at se.
Jeg vakler lidt imellem 3 og 4 ud af 6.
#8935 Babo Rises 14 år siden
Til Bruce:
Jeg har ihvertfald observeret, at du var mere begejstret for film som The Next Three Days og Unstoppable, over f.eks film som Inception (ikke for at vi skal snakke om den igen :)). Jeg har ikke set den første, men Unstoppable mener du udnytter konventionerne til fulde, hvorimod jeg blot tolker den således, at den genbruger klicheerne og serverer meget lidt tyngde. Jeg kan godt lide et klassisk tema, men ofte synes jeg filmene bliver for klichefyldte, typiske og lign. Ikke nødvendigvis dårlige, forstå mig ret.
#8936 elwood 14 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#8937 HonoDelLoce 14 år siden
Helt sikkert :) Den kan nemt tilføjes på min liste :)
#8938 Bruce 14 år siden
Jeg finder mere tilfredsstillelse i en klichéfyldt film, som serveres med instruktørmæssig sikker hånd og fungerer, fremfor nyskabende kreationer, som af en eller anden grund ikke kan "bringe skibet sikker i havn". Det er lidt som isdans, hvor man giver karakterer for den basale kvalitet og det kunstneriske indtryk. Uanset hvor høje karakterer det kunstneriske kan beløbe sig til, så hjælper det ikke så meget på det samlede indtryk, uden det nødvendige er på plads.
Klichéer i film er jo reelt ... sådan livet er! Som Al Swearengen udtrykker det:
"In life you have to do a lot of things you don't fucking want to do. Many times, that's what the fuck life is... one vile fucking task after another ".
Men dermed ikke sagt, at den på skabelon vis samme historie, ikke kan om arrangeres og fortælles igen og igen til stor fornøjelse. Next Three Days har således ikke meget nyt, men alligevel var det for mig, en forrygende intens historie, båret oppe af godt skuespil og kun eksekvering af få basale action ingredienser uden at gøre dem spektakulære.
Det samme mener jeg Unstoppable gør, dog ikke helt i samme klasse. Men på kort tid serverede Tony Scott nogle præmisser for en sand begivenhed, uden skurke og med to empatiske figurer i centrum, som hurtigt fungerede efter det jeg vil kalde mere en 70'er skabelon end en 10'er af slagsen og det var særdeles velkomment, eftersom jeg føler hele den genre har været udslidt og udskidt de senere år, med al for meget fokus på effekter og twistplots fremfor at fortælle en historie i rammer, som faktisk virker.
#8939 Skeloboy 14 år siden
#8940 Bruce 14 år siden