Kort udgave: Jeg var overrasket, og virkelig underholdt af denne film. Jeg er i løbet af denne film blevet omvendt en smule til Will Ferrells humor, som ikke er så langt under bæltestedet, som mine fordomme fortalte mig den ville være. Ferrell er faktisk en ret skarp komiker, og fungerede godt i denne film.
4/6
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Der er jo også fordomme i denne kommentar. Idéen, at en stor del filminstruktører går ud i "yderområder" for at skabe noget autentisk eller ikke-hult er jo også generaliserende.
Nu har det meste af debatten siden mit syn på Joes film, jo affødt en efterfølgende snak om obskure film, subversive/nedbrydende film og jeg føler da ikke, at der er noget forkert i mit udsagn, at instruktører som "Joe", Jonas Mekas, Bela Tarr og Sokurov, da netop laver film, som befinder sig i et "yderområde", som pendant til "mainstream". Der ligger for mig ingen negativ ladning i dette ord. Jeg er jo ikke personligt afskrækket af netop at se og opleve disse film, gøre mig min egen erfaring herom, og skal da bl.a. have set Sokurovs "The Sun".
Hvad er "yderligt" ved Weerasethakuls film? For mig at se er de ikke særligt provokerende i deres udtryksform. De er langsomme, bevares, men derudover kan jeg ikke se, hvad der gør dem rabiate form- og indholdsmæssigt. At han "bevidst" søger ud i ekstreme formudtryk er en mærkelig fordom, især når det kommer til Weersethakul, han sparer jo aldrig på noget. Og "bevidst" - hvad betyder det? At han prøver at snyde nogen "bevidst", ændrer sin filmvision for at manipulere med et og andet?
Som sagt, det "yderlige" fremkommer af, at Weerasethakul laver film, som er så langt fra "mainstream" som man kan tænke sig. Det ser jeg som sagt ikke som noget negativt. Snarere tværtimod. Det provokerer mig på ingen måde, men derfor mener jeg stadig, at Weerasethakul vælger et "ekstremt" udtryk, i og med hans film rammer en meget lille målgruppe. Også Time bemærker det, som jeg citerede det.
Mht. ordet "bevidst", så smed du sætningen:
"... forsøger ikke at være hule nu om dage?"
Det er da om noget i mine ører, at være bevidst om IKKE at være hul, hvis man netop forsøger ikke at være det?!?!? Hvis man ikke forsøger det, så må det vel kunne findes i instruktørens udtryk. Jeg ser det ikke som "snyd", men jeg skal absolut ikke undsige mig at jeg KAN forestille mig, at der findes instruktører, som måske ligeså meget har et mål for øje EFTER kunsten, som et mål MED deres kunst. Og "den" er ikke møntet på Weerasethakul, men blot en forestilling jeg generelt har.
Fuck det klassiske filmhåndværk! Filmen havde sin storhedstid i 50'erne, 60'erne og 70'erne med de modernistiske film, der nedbrød det klassiske filmhåndværk og skabte "film for films skyld". Dvs. film der bare var, films essens, ikke filmede teaterstykker eller litteratur. Film som [i]tid.
Det er som det at nedbryde, være subversivt eller i opposition på anden vis til klassisk filmkunst er det endegyldige for filmisk kvalitet og til det kan jeg ligeså endegyldigt svare. Vrøvl :) Det lyder altså lidt som en gang efterveerne fra lidt for meget læsning i Cahiers du Cinema magasiner i det 6. arrondissement i Paris. Jeg vil på ingen måde underkaste min tilgang til film, så entydig og endimensionel en skabelon, at jeg vil se bort fra fantastisk filmkunst, fordi det måske er mere bourgeousi og mindre boheme.
"Film for films skyld. Films essens, film der bare var". Jeg tror på, at celloluid er ret så ligeglad med, om det er Antonionis Red Desert eller George Stevens Swing Time, som er prentet ind i dets frames. Og jeg tror ikke på, at films essens er bare at være. Jeg tror blot, at tiden skaber nye filmmagere med nye ideer og andre tilgange til mediet, som udvikler det. Men derfra og til at tro, at en specifik retningslinie indenfor filmkunsten, skulle underkende alt fra før år 0 og herefter var specifikke filmudtryk de "rigtige", nej. Det lyder sgu lidt for meget som en ortodoks hengivelse til religion, at man har "set lyset".
Og redefinerede films mening som en søgen efter "den tabte tid", gjorde den moden som en kunstform. Og "den tabte tid" findes ikke i handlingen eller en films dialog, den findes i selve billedet og dets bevægelse; i films essens, lys givet en dimension i tid. Det må også være grundlaget for det eneste "håndværk" i film, hvis der findes et sådant.
Er fuldkommen uenig. Uagtet at jeg sagtens kan nyde film, netop ud fra de basale egenskaber, som "film" er, at kunne opsuge lys i frames og vise dem som levende billeder, som var det blot en videreførelse af maleriet, så er dette jo blot en asketisk opfattelse af, hvad filmmediet er og magter. Men mere om det i kommentar herunder.
Jeg mener det virkelig: narrativ, klipning, eventuelle skuespillere, alt det lort er sekundært - der er kun filmen, den højeste kunstform, mennesket har arbejdet med. Al kunst er et forsøg på at lave film: "reproducere" den tabte tid i bogstaveligste forstand. [url= her[/url]
Jamen hvorfor sylter Tarkovsky sine billeder ind i en kunstig lydside?!?! Det må sgu da være sekundært ifht. filmen?
Jeg er fuldkommen uenig. Jeg har den største respekt for stilarter, flotte billeder, symbolik, metaforik, men vi har fuldkommen diametrale opfattelser af, hvad film KAN være og MÅ være, før det ikke er kunst mere.
Der er ligeså meget kunst i at kunne formidle budskaber i den film Skeloboy anmeldte, Judgment at Nüremberg, så kommende generationer vil kunne fornemme, hvorledes ondskab korrumperer. Det er muligt, at en Spencer Tracy dialog ikke på samme vis giver udtryk for "tabt tid", som en Tarkovsky sekvens, men det er så i min verden en del af det, som udgører den samlede filmiske kvalitet. Instruktører kan være, men behøver ikke kun være billedskabere. De kan også være historiefortællere og det er således en del af film.
Substansen, som du efterlyser i film, der kun har en effektfuld "håndtering af stil" (formentlig mener du sådan om Uncle Boonmee), er jo den følelse deres billeder skaber hos os. Deres status som "film", ikke alt muligt andet, det er billeder og stemning, der rækker udover sig selv og i stedet for at afvikle en traditionel historie skaber en kontakt med det uendelige. Det at "skabe en verden" i billeder og lyd, ikke at artikulere den, det er film og det sker først og fremmest på filmens egne præmisser: billedet. At reducere f.eks. [url= skal vi sige, fine "håndtering af stil" til ren æstetik, til overfladisk hulhed, til stil, er at reducere alt til intet. Måske endog at reducere selve "kunsten" og den ejendommelige menneskelige idé om Gud og dermed al den substans, man overhovedet kunne drømme om, til nul, til ingenting. Til en thailænder, der filmer nogle hospitalsgange. Er det altomsluttende, intuitivt, sublimt - eller - ingenting overhovedet.... apropos "Kejserens nye klæder".
For det første, så efterlyser jeg ikke substans, men jeg siger, at substans har mening for givne film. Hvis Weerasethakul formåede at give mig den oplevelse, som du der argumenterer for, så ville jeg da absolut lade mig invitere indenfor i hans univers og lade mig påvirke. Jeg har før været opslugt af rendyrkede billedsider. Men jeg har også gabt kæberne af led, når jeg kigger på billeder, som absolut ikke giver mig mere end nogle geografiske indtryk, lydmæssige kulisser, men derudover er ganske flotte. Hvis Weerasethakuls muse siger ham at artikulere sig i billeder, så skal han da forsøge sig med det. Men der er intet i min verden, som giver ham et forspring ifht. andre traditionelle instruktører mht. at skabe filmkunst. Hans film vil kunne suge nøjagtig ligeså meget som en Bay film og en Bay film vil (potentielt i et andet univers måske) kunne være mere vellykket. Weerasethakuls vil så kunne ende op med at være kunst, enig, og Bays formentlig ikke :)
Jeg synes bare det er trist at reducere den slags, langsomme kontemplative film, til noget "hult" eller "tomt". Jeg synes det er trist, også generelt, for menneskeheden. Jeg synes det skal være forbudt at bruge den slags ord om de her film, hvis ikke man først har bekendtgjort at man oprindeligt søgte en transcendental oplevelse. For det er det de er lavet for, ikke mere, ikke mindre; det er deres mål.
Jeg vil lige igen påpege, at jeg ikke kalder film pr. definition udfra deres tilgang til film for "hule". Enhver film må vurderes på dens egne præmisser og jeg vil sagtens kunne nyde denne slags film på netop de præmisser du angiver. Men det er så ikke altid, at jeg vil finde dem vellykkede.
Come on... hvor bliver civilisationskritikken af? Selvfølgelig lever vi et hult samfund og næsten alle film, der bliver skabt, er hule og de største af dem er monumenter over hulheden: lad mig blot sige "Inception". Jeg er dog enig i at der findes mange flere nutidige instruktører med noget på hjerte end dem jeg nævnte - selvom de hører til sjældenhederne i mængden
Jamen jeg er ikke uenig omkring Inception eller de fleste mainstream film for den sags skyld. De er lavet for at tjene penge hjem og underholde. Disse parametre afholder dog ikke i sig selv, den givne film fra at kunne være det jeg vil kalde et filmisk mesterværk, eftersom jeg personligt finder, at film og filmmediet er meget mere end blot det at opsuge lys og gengive tabt tid.
Jeg vil dog til enhver tid se en 10-timer lang film om kinesiske jernbaner fremfor en "klichéfyldt", som bringer "skibet sikkert i havn". Jeg vil i det hele taget ikke se film, der bringer noget skib sikkert i havn, det er jo netop uvisheden, det ikke sprogliggjorte og mystiske, som i 2001 (den kan vi jo begge lide), der gør en film værd at se.
Se det er så dine personlige præferencer. Jeg sætter ikke film som 2001 op som skabeloner for, hvorledes andre film skal være, fordi jeg finder filmmediets værktøjskasse enormt rummeligt og dermed er diversiteten af film det samme. Hvis Ken Burns nu har lavet serien om de kinesiske jernbaner, så er det meget muligt, at jeg ville kigge med. Men jeg skal da ikke forkaste, at en Terrence Mallick bag kameraet kunne gøre det billedmæssigt interessant alene i 10 timer.
Skibet der kommer sikkert i havn i et lukket system af regler og fodnoter, som i Inception, det er ubrugeligt. Ikke kunst - for det er en del af sproget og fænomenologien og kan kortlægges logisk.
Film behøver så heller ikke altid at være kunst. Det kan også være forbrugskunst. Brug og smid væk, nøjagtig som de tomme kalorier på McD. Skibet der kommer sikkert i havn, behøver heller ikke altid at være et lukket system af regler og fodnoter. Og jeg kender ikke til det, at tilstedeværelsen af kunst skulle være baseret på at diverse forbehold skulle være opfyldt. Igen, det er for mig en ekstrem endimensionel tilgang til ikke kun filmmediet, men også selve termen kunst.
Vi opfatter tydeligvis filmmediet og dets potentiale på meget forskellig vis.
Og måske er den 10-timer lange film om kinesiske jernbaner det kedeligste der nogensinde er sket - eller også hænder det mirakuløse og den vældige og uendelige jernbanefilm bliver en metafor for alting - netop fordi den er lang, ubegribelig og overskrider de konventioner og traditioner der måtte være. Den bliver, hvis den lykkes, omvæltende og som et eventyr ud i noget ukendt, så at sige ikke-individuelt.
Eller også har Ken Burns formået at give serien en så fantastisk narrativ, at han formår at holde seerens opmærksomhed stangen i skamfulde 10 timer.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
det mirakuløse og den vældige og uendelige jernbanefilm bliver en metafor for alting - netop fordi den er lang, ubegribelig og overskrider de konventioner og traditioner der måtte være
Se du bare en 10-timers dødsyg jernbane film, og tro, at den så skide intelligent, gemmer på den dybeste historie osv. Jeg vil ikke pines ihjel.
Steve Zissou mister sin partner under en dykkerfilmatisering, og uhyret er et ikke kendt dyr. For at bevise sin ret, sætter Steve Zissou ud for at bevise for omverden dyrets eksistens.
Jeg har tidligere set The Royal Tenenbaums af Wes Anderson, og havde måske lidt for høje forventninger. Handlingen er til tider lidt for forudsigelig, og mangler lidt fyld her og der. Det er ikke fordi skuespillerne ikke levere en god præstation, men det er bare ikke nok til at gøre filmen til et mesterværk. Jeg har ganske vist The darjeeling limited liggende, men jeg tror lige jeg venter med den.
For tredje sæson i træk opretholder "The Sopranos" det ekstremt høje niveau fra de foregående sæsoner og hvis det bliver ved på denne måde, får jeg meget snart svært ved at finde nye rosende ord. Det er jo Sopranos! I ved allerede, at det er godt.
Igen fantastisk cast, instruktion og interessante episoder, hele vejen igennem, gør at jeg må smide endnu en topkarakter efter serien.
#8951 Collateral 14 år siden
Kort udgave: Jeg var overrasket, og virkelig underholdt af denne film. Jeg er i løbet af denne film blevet omvendt en smule til Will Ferrells humor, som ikke er så langt under bæltestedet, som mine fordomme fortalte mig den ville være. Ferrell er faktisk en ret skarp komiker, og fungerede godt i denne film.
4/6
#8952 Bruce 14 år siden
Nu har det meste af debatten siden mit syn på Joes film, jo affødt en efterfølgende snak om obskure film, subversive/nedbrydende film og jeg føler da ikke, at der er noget forkert i mit udsagn, at instruktører som "Joe", Jonas Mekas, Bela Tarr og Sokurov, da netop laver film, som befinder sig i et "yderområde", som pendant til "mainstream". Der ligger for mig ingen negativ ladning i dette ord. Jeg er jo ikke personligt afskrækket af netop at se og opleve disse film, gøre mig min egen erfaring herom, og skal da bl.a. have set Sokurovs "The Sun".
Som sagt, det "yderlige" fremkommer af, at Weerasethakul laver film, som er så langt fra "mainstream" som man kan tænke sig. Det ser jeg som sagt ikke som noget negativt. Snarere tværtimod. Det provokerer mig på ingen måde, men derfor mener jeg stadig, at Weerasethakul vælger et "ekstremt" udtryk, i og med hans film rammer en meget lille målgruppe. Også Time bemærker det, som jeg citerede det.
Mht. ordet "bevidst", så smed du sætningen:
"... forsøger ikke at være hule nu om dage?"
Det er da om noget i mine ører, at være bevidst om IKKE at være hul, hvis man netop forsøger ikke at være det?!?!? Hvis man ikke forsøger det, så må det vel kunne findes i instruktørens udtryk. Jeg ser det ikke som "snyd", men jeg skal absolut ikke undsige mig at jeg KAN forestille mig, at der findes instruktører, som måske ligeså meget har et mål for øje EFTER kunsten, som et mål MED deres kunst. Og "den" er ikke møntet på Weerasethakul, men blot en forestilling jeg generelt har.
Det er som det at nedbryde, være subversivt eller i opposition på anden vis til klassisk filmkunst er det endegyldige for filmisk kvalitet og til det kan jeg ligeså endegyldigt svare. Vrøvl :) Det lyder altså lidt som en gang efterveerne fra lidt for meget læsning i Cahiers du Cinema magasiner i det 6. arrondissement i Paris. Jeg vil på ingen måde underkaste min tilgang til film, så entydig og endimensionel en skabelon, at jeg vil se bort fra fantastisk filmkunst, fordi det måske er mere bourgeousi og mindre boheme.
"Film for films skyld. Films essens, film der bare var". Jeg tror på, at celloluid er ret så ligeglad med, om det er Antonionis Red Desert eller George Stevens Swing Time, som er prentet ind i dets frames. Og jeg tror ikke på, at films essens er bare at være. Jeg tror blot, at tiden skaber nye filmmagere med nye ideer og andre tilgange til mediet, som udvikler det. Men derfra og til at tro, at en specifik retningslinie indenfor filmkunsten, skulle underkende alt fra før år 0 og herefter var specifikke filmudtryk de "rigtige", nej. Det lyder sgu lidt for meget som en ortodoks hengivelse til religion, at man har "set lyset".
Er fuldkommen uenig. Uagtet at jeg sagtens kan nyde film, netop ud fra de basale egenskaber, som "film" er, at kunne opsuge lys i frames og vise dem som levende billeder, som var det blot en videreførelse af maleriet, så er dette jo blot en asketisk opfattelse af, hvad filmmediet er og magter. Men mere om det i kommentar herunder.
Jamen hvorfor sylter Tarkovsky sine billeder ind i en kunstig lydside?!?! Det må sgu da være sekundært ifht. filmen?
Jeg er fuldkommen uenig. Jeg har den største respekt for stilarter, flotte billeder, symbolik, metaforik, men vi har fuldkommen diametrale opfattelser af, hvad film KAN være og MÅ være, før det ikke er kunst mere.
Der er ligeså meget kunst i at kunne formidle budskaber i den film Skeloboy anmeldte, Judgment at Nüremberg, så kommende generationer vil kunne fornemme, hvorledes ondskab korrumperer. Det er muligt, at en Spencer Tracy dialog ikke på samme vis giver udtryk for "tabt tid", som en Tarkovsky sekvens, men det er så i min verden en del af det, som udgører den samlede filmiske kvalitet. Instruktører kan være, men behøver ikke kun være billedskabere. De kan også være historiefortællere og det er således en del af film.
For det første, så efterlyser jeg ikke substans, men jeg siger, at substans har mening for givne film. Hvis Weerasethakul formåede at give mig den oplevelse, som du der argumenterer for, så ville jeg da absolut lade mig invitere indenfor i hans univers og lade mig påvirke. Jeg har før været opslugt af rendyrkede billedsider. Men jeg har også gabt kæberne af led, når jeg kigger på billeder, som absolut ikke giver mig mere end nogle geografiske indtryk, lydmæssige kulisser, men derudover er ganske flotte. Hvis Weerasethakuls muse siger ham at artikulere sig i billeder, så skal han da forsøge sig med det. Men der er intet i min verden, som giver ham et forspring ifht. andre traditionelle instruktører mht. at skabe filmkunst. Hans film vil kunne suge nøjagtig ligeså meget som en Bay film og en Bay film vil (potentielt i et andet univers måske) kunne være mere vellykket. Weerasethakuls vil så kunne ende op med at være kunst, enig, og Bays formentlig ikke :)
Jeg vil lige igen påpege, at jeg ikke kalder film pr. definition udfra deres tilgang til film for "hule". Enhver film må vurderes på dens egne præmisser og jeg vil sagtens kunne nyde denne slags film på netop de præmisser du angiver. Men det er så ikke altid, at jeg vil finde dem vellykkede.
Jamen jeg er ikke uenig omkring Inception eller de fleste mainstream film for den sags skyld. De er lavet for at tjene penge hjem og underholde. Disse parametre afholder dog ikke i sig selv, den givne film fra at kunne være det jeg vil kalde et filmisk mesterværk, eftersom jeg personligt finder, at film og filmmediet er meget mere end blot det at opsuge lys og gengive tabt tid.
Se det er så dine personlige præferencer. Jeg sætter ikke film som 2001 op som skabeloner for, hvorledes andre film skal være, fordi jeg finder filmmediets værktøjskasse enormt rummeligt og dermed er diversiteten af film det samme. Hvis Ken Burns nu har lavet serien om de kinesiske jernbaner, så er det meget muligt, at jeg ville kigge med. Men jeg skal da ikke forkaste, at en Terrence Mallick bag kameraet kunne gøre det billedmæssigt interessant alene i 10 timer.
Film behøver så heller ikke altid at være kunst. Det kan også være forbrugskunst. Brug og smid væk, nøjagtig som de tomme kalorier på McD. Skibet der kommer sikkert i havn, behøver heller ikke altid at være et lukket system af regler og fodnoter. Og jeg kender ikke til det, at tilstedeværelsen af kunst skulle være baseret på at diverse forbehold skulle være opfyldt. Igen, det er for mig en ekstrem endimensionel tilgang til ikke kun filmmediet, men også selve termen kunst.
Vi opfatter tydeligvis filmmediet og dets potentiale på meget forskellig vis.
Eller også har Ken Burns formået at give serien en så fantastisk narrativ, at han formår at holde seerens opmærksomhed stangen i skamfulde 10 timer.
#8953 Bruce 14 år siden
Det har jeg! :)
#8954 Hr. Nielsen 14 år siden
#8955 evermind 14 år siden
#8956 Babo Rises 14 år siden
Se du bare en 10-timers dødsyg jernbane film, og tro, at den så skide intelligent, gemmer på den dybeste historie osv. Jeg vil ikke pines ihjel.
#8957 TheEnd 14 år siden
hehe :)
#8958 Kiksmann 14 år siden
Steve Zissou mister sin partner under en dykkerfilmatisering, og uhyret er et ikke kendt dyr. For at bevise sin ret, sætter Steve Zissou ud for at bevise for omverden dyrets eksistens.
Jeg har tidligere set The Royal Tenenbaums af Wes Anderson, og havde måske lidt for høje forventninger.
Handlingen er til tider lidt for forudsigelig, og mangler lidt fyld her og der. Det er ikke fordi skuespillerne ikke levere en god præstation, men det er bare ikke nok til at gøre filmen til et mesterværk.
Jeg har ganske vist The darjeeling limited liggende, men jeg tror lige jeg venter med den.
6/10
#8959 MOVIE1000 14 år siden
#8960 Bobby Singer 14 år siden
For tredje sæson i træk opretholder "The Sopranos" det ekstremt høje niveau fra de foregående sæsoner og hvis det bliver ved på denne måde, får jeg meget snart svært ved at finde nye rosende ord. Det er jo Sopranos! I ved allerede, at det er godt.
Igen fantastisk cast, instruktion og interessante episoder, hele vejen igennem, gør at jeg må smide endnu en topkarakter efter serien.
10/10