#212 Nej, der var numre fra Magic, The River, Darkness on the Edge of Town, Born To Run, The Rising, Nebraska og The Wild the Innocent and the E Street Shuffle.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
okay. Jeg kender en del gode fra 'The River' - den (vinyl)plade hørte jeg om og om igen for 20 år siden. Burde nok få fat i den igen (blot på cd). ... Ellers er jeg ikke den store Springsteen-fan - men manden er og bliver et ikon på rock-scenen, og at han er mere musiker og sanger end de første 10.000 selvfede, synkron-dansende MTV-flippere, er der ingen tvivl om.
#214 Ja mig skal du ikke overbevise ;) Jeg er og bliver fanatisk Bruce discipel og har heldigvis sikret mig en billet til sommeren igen. Det var et uhyggeligt tight band, som spillede igår og havde jeg blot halvdelen af mandens energi ... uha!
Men kan du lide I'm Going Down, så tror jeg du også vil kunne lide denne.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Age of Gold (L'Age d'Or 1930) Bunuels første spillefilm er en af de mest surrealistiske, han har lavet. Den starter bizart, slutter bizart, og alt i midten er bizart. Men der er lidt mere i filmen, der ligner en historie end i Bunuels klassiske kortfilm ”Den Andalusiske Hund/Un Chien Andalou”. Til gengæld når ”L’Age d’Or” ikke nær så dybt ind i psyken eller under huden som den berømte kortfilm.
Filmen foregår i et sært rigmandsunivers, hvor Rom blev skabt i 1930 og præsterne blev til skeletter. Et ungt par farer i flæsket på hinanden i en hed passion, men de bliver skilt ad. Borgerskabet holder ham i ærmene igennem byen. Men han vrister sig løs med lidt bureaukrati. Han opsøger kvinden, han tænder på ved et fint middagsselskab, og han kaster sig over hende i en have, mens resten af de pæne mennesker hører koncert.
Filmen tapper ind i den menneskelige underbevidsthed og lyster. Der er masser af freudianisme i den, og den er oplagt til en masse Freud-analyse af id, jeg og overjeg. Men jeg er mere interesseret i det filmiske og Bunuels surrealisme: En jæger skyder et barn. Gamle aristokrater har fluer i ansigtet. En ko ligger på en fin seng. Og både en præst og en giraf smides ud af vinduet.
Vi er i Bunuels syrede drømmeland, og det er et ganske spændende sted. Men ”Un Chien Andalou” var meget mere spændende, og så endda på meget kortere tid.
7/10
Illusion Travels by Streetcar (La Illusion Viaja en Tranvia 1954)
De mest berømte film fra Bunuels mexicanske periode er de seriøse ”Los Olvidados” og ”Nazarin”, der handler om samfundsproblemer og uretfærdighed. ”Viaja en Tranvia” er en lettere film, der har meget mere sjov og ballade. Men selv i denne komedie får Bunuel smuglet lidt samfundskritik ind i filmen.
Plottet kunne lyde som noget fra en Chaplin eller Laurel & Hardy. To sporvognsarbejdere får besked om at deres yndlingsvogn, nr. 133, skal skrottes. Om aftenen drikker de sig fulde, og de får den ide at køre en sidste tur med vognen den nat. Men da de skal aflevere den dagen efter, kommer der alle mulige ting i vejen. En flok fabriksarbejdere tror, at den er sendt specielt til dem. En skoleklasse hopper ombord på vognen i den tro, at de skal på udflugt. Men de to sporvognsarbejdere kommer først for alvor i problemer, da en pensioneret sporvognsmand, der har viet hele sit liv til selskabet, gennemskuer, at der er noget galt.
Bunuel tager afsæt i komikken med to jævne mennesker i en slem situation. Men ud fra denne sporvognshistorie kommenterer han forholdet mellem rige og fattige mennesker. Filmen handler i høj grad om inflationen, der rammer de fattige hårdt, mens de rige i sporvognene brokker sig over de uduelige i de lavere klasser. Bunuel gør også grin med sporvognsledelsen, der ikke har det mindste styr på virkeligheden. Sympatien i filmen ligger hos de to klovne, der ”låner” deres elskede sporvogn. Men vi bekymrer os også om den gamle sporvognsmand, som ledelsen fuldkommen ignorerer. På den ene side han for loyal overfor systemet og blind overfor andet. Men på den anden side er der noget galt med et samfund, der tilsidesætter de gamle så kategorist og groft.
Filmen siger fra starten, at den handler om den jævne mand med de jævne drømme, som vi ikke hører om. Den type film ser man ikke i dag. Måske fordi man har opgivet ideen om en jævn mand. Ingen film i dag udtrykker ikke eksplicit en sympati med proletariatet. Den slags opfattes som naivt i dag. Måske er ”Viaja en Tranvia” også lidt naiv i skildringen af hovedpersonerne som et par kærlige klovne. Men jeg savner nu stadig film som denne, der så flot kombinerer komedie med samfundskommentar.
7,5/10
Viridiana (1961)
Gudesmukke Viridiana vil være nonne i Bunuels spanske film af samme navn. Filmen mindede mig om Triers film om idealistiske og godtroende kvinder. Trier må uden tvivl have fundet inspiration i Bunuels klassiker, der også vandt de Gyldne Palmer i 1961.
Den unge, smukke Silvia Pinal spiller Viridiana, der besøger sin onkel , der har doneret en kæmpe sum penge til klosteret, før hun afgiver sine løfter. Det viser sig, at den gamle rigmand begærer hende. Da hun forarget afviser hans tilnærmelser, hænger han sig selv. Hun bruger arven og onklens gods til at huse byens tiggere og hjemløse.
Bunuel er kendt for sin kritik af kirken og af naiv godtroenhed, så selv uden den store fantasi kan man godt forestille sig, hvordan det ender. Silvia Pinal er enormt smuk og stærk i rollen som den kolde kvinde med en høj moral. Og i rollen som onklen er Fernando Rey blændende. Han er en gammel gris, men han er også en sårbar stakkel. De rige mænd er i det hele taget nogle dumme svin i filmen, men det gør ikke de fattige automatisk gode.
”Viridiana” er en smuk og skræmmende film om hårdkogt realisme og stærk idealisme. Begge er tragiske størrelser. Hverken det ene eller det andet fører til lykken. Menneskelig natur er svær at forene med menneskelige håb og drømme.
8/10
The Exterminating Angel (El Angel Exterminador 1962)
Bunuels film i 50erne har nogle surrealistiske elementer som mystiske drømme og syn. Men i ”El Angel Exterminador” er selve plottet surrealistisk. Et fint middagsselskab i et stort rigmandsgods ender med, at gæsterne ikke kan tage hjem. Dørene er ulåste. Porten står åben. Der er intet fysisk, der forhindrer dem. Men de kan ikke få sig selv til at forlade stuen. Der er en usynlig sindsmæssig barriere, der blokerer dem fra at gå væk. Og den samme barriere forhindrer tjenestefolk, politi og alle andre i at gå ind i godset. De rige er ganske enkelt fanget i deres egen klasse. De må sove, sulte, råbe og tude i samme rum, som de kollektivt ikke tør forlade.
Det er præmissen for Bunuels film. Ganske langsomt nedbrydes disse rige, overfladiske menneskers påtagethed. I starten sludrer de om Rumæniens fauna og andet ligegyldigt vås. Fordomme får også luft. De sammenligner lavere klasser med en ufølsom tyr, der ikke kan mærke, at den er såret. Og når en rude smadres, får jøderne skylden. Når de ser på sig selv, så handler snakken kun om bagtalelse, affærer, graviditeter og andet Se & Hør-stof. Den første aften bliver de forarget, da en af mændende tager jakken af, da han lægger sig til at sove. Til sidst er de alle ved at gå i flæsket på hinanden som en flok vilde dyr. De nedbryder også deres påtagethed rent fysisk. For eksempel ved at brænde musikinstrumenter for at lave et bål. Nogle tyer til overtro. Nogle hidkalder djævlen i sin drøm. Den overfladiske overklassestil glider naturligt over i sindssyge.
Nogle steder er symbolikken tydelig. Andre steder er Bunuel mere ovre i ren surrealisme. For eksempel går en bjørn hvileløst rundt i huset. Den kan selvfølgelig også fortolkes ind i en eller anden sammenhæng. Men kritikken af de velhavendes forskruede selvsyn er fuldkommen tydelig. De nedbryder langsomt sig selv ved at låse sig fast.
Bunuel viste i ”Viridiana”, at han ikke blot har i sinde at ophøje de fattige ved nedgøre de rige. De velhavende kritiseres ikke bare, fordi de er velhavende. Men de rige har muligheden for at distancere sig fra de fattige og låse sig inde i deres egen verden. Det er denne fastlåsthed, som Bunuel kritiserer. De skubber resten af verden væk af ren og skær frygt, og derfor ender de med at æde hinanden op. Jeg kan se mange paralleller til det i dag. Både på nationalt og internationalt plan. I dag er det nemlig ikke kun de mest velhavende, der har mulighed for at lukke sig inde.
9/10
The Diary of a Chambermaid (Le Journal d'une femme de chambre 1964)
Den store franske skuespillerinde Jeanne Moreau i en film af den store spanske instruktør Luis Bunuel kan kun blive godt. Og det er det. Bunuel har kaldt ”Le Journal d’une Femme de Chambre” sin mest erotiske film på trods af, at der ikke er en eneste sexscene i filmen.
Jeanne Moreau spiller den parisiske tjenestepige Celestine, der får hyre på et gods i landet i 20-30erne, hvor alle mændene omkring hende begærer hende. Godsejeren er en uforbederlig horebuk, der er helt syg efter at få hende. Bedstefaren på godset har en skofetish, så han tænder voldsomt på hendes ben i et par lange støvler. Godsets jæger er en jødehadende fascist, der har sine helt egne planer for Celestine. Og selv den gamle nabo, en pensioneret officer, er vild efter den kønne unge pige.
Men Celestine er en intelligent kvinde, der formår at holde overtaget på disse mænd. En dag dræbes og voldtages en lille pige fra huset, og Celestine mistænker med rette fascisten. Hun bruger derfor hans forelskelse i hende til at få krammet på ham. Moreau udstråler som altid viljestyrke og intelligens. Hendes stærke udstråling højner hendes skønhed. Det er let at forstå, hvorfor mændene falder for Celestine i skikkelse af Moreau. Og det er let for os at sympatisere med hende. Da Celestine beslutter sig for at opnå retfærdighed via kvindelig list, så tror man, at det kan lykkedes. Men til gengæld kender vi også Bunuels kyniske verdenssyn. Retfærdighed sker sjældent fyldest i Bunuels univers. Derfor kommer filmen næsten til at blive Moreaus stærke væsen versus Bunuels hårde verden. En spændende kamp.
Bunuel formår desuden også at sætte en del af sin samfundsparodi/kritik ind i filmen. Blandt andet er der en sjov og underspillet scene, hvor en præster giver godsets hustru følgende råd om sex med sin evigt liderlige mand: ”du må endelig ikke nyde det”. Skildringen af den militærliderlige fascist, der ser sig selv som ultimative moralist, er til gengæld mere skræmmende end sjov. Det rammer den tragiske tankegang fra Frankrig under nazisternes styre: En god jøde er en død jøde. Men jeg selv er moralsk og retfærdig, fordi jeg elsker mit fædreland og min kirke så meget. Den type forskruede logik var desværre ikke enestestående for den tid, som Bunuel skildrede.
8/10
Jeg lånte filmene fra en vens samling, men nu er flere af dem er kommet på indkøbssedlen. Og jeg mangler endda at se et par stykker til. Jeg vil skrive om dem, hvis jeg finder tid til det.
Spændende læsning. Jeg er meget enig i at Viridiana og Exterminating Angel er fremragende. Sidstnævnte er forøvrigt en af Michael Hanekes yndlingsfilm, og jeg mener godt man kan se en del ligheder med hans værker. Glæder mig til at høre hvad du ellers har set.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
#211 elwood 18 år siden
men det kan jeg jo sagtens gøre aligevel.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#212 BN 18 år siden
Spiller han nogen af numrene fra 'Born in the USA' nu om dage? Såsom mit yndlingsnummer derfra, "I'm Goin' Down"?
#213 filmz-Bruce 18 år siden
#214 BN 18 år siden
#215 filmz-Bruce 18 år siden
Men kan du lide I'm Going Down, så tror jeg du også vil kunne lide denne.
#216 mr gaijin 18 år siden
Age of Gold (L'Age d'Or 1930)
Bunuels første spillefilm er en af de mest surrealistiske, han har lavet. Den starter bizart, slutter bizart, og alt i midten er bizart. Men der er lidt mere i filmen, der ligner en historie end i Bunuels klassiske kortfilm ”Den Andalusiske Hund/Un Chien Andalou”. Til gengæld når ”L’Age d’Or” ikke nær så dybt ind i psyken eller under huden som den berømte kortfilm.
Filmen foregår i et sært rigmandsunivers, hvor Rom blev skabt i 1930 og præsterne blev til skeletter. Et ungt par farer i flæsket på hinanden i en hed passion, men de bliver skilt ad. Borgerskabet holder ham i ærmene igennem byen. Men han vrister sig løs med lidt bureaukrati. Han opsøger kvinden, han tænder på ved et fint middagsselskab, og han kaster sig over hende i en have, mens resten af de pæne mennesker hører koncert.
Filmen tapper ind i den menneskelige underbevidsthed og lyster. Der er masser af freudianisme i den, og den er oplagt til en masse Freud-analyse af id, jeg og overjeg. Men jeg er mere interesseret i det filmiske og Bunuels surrealisme: En jæger skyder et barn. Gamle aristokrater har fluer i ansigtet. En ko ligger på en fin seng. Og både en præst og en giraf smides ud af vinduet.
Vi er i Bunuels syrede drømmeland, og det er et ganske spændende sted. Men ”Un Chien Andalou” var meget mere spændende, og så endda på meget kortere tid.
7/10
Illusion Travels by Streetcar (La Illusion Viaja en Tranvia 1954)
De mest berømte film fra Bunuels mexicanske periode er de seriøse ”Los Olvidados” og ”Nazarin”, der handler om samfundsproblemer og uretfærdighed. ”Viaja en Tranvia” er en lettere film, der har meget mere sjov og ballade. Men selv i denne komedie får Bunuel smuglet lidt samfundskritik ind i filmen.
Plottet kunne lyde som noget fra en Chaplin eller Laurel & Hardy. To sporvognsarbejdere får besked om at deres yndlingsvogn, nr. 133, skal skrottes. Om aftenen drikker de sig fulde, og de får den ide at køre en sidste tur med vognen den nat. Men da de skal aflevere den dagen efter, kommer der alle mulige ting i vejen. En flok fabriksarbejdere tror, at den er sendt specielt til dem. En skoleklasse hopper ombord på vognen i den tro, at de skal på udflugt. Men de to sporvognsarbejdere kommer først for alvor i problemer, da en pensioneret sporvognsmand, der har viet hele sit liv til selskabet, gennemskuer, at der er noget galt.
Bunuel tager afsæt i komikken med to jævne mennesker i en slem situation. Men ud fra denne sporvognshistorie kommenterer han forholdet mellem rige og fattige mennesker. Filmen handler i høj grad om inflationen, der rammer de fattige hårdt, mens de rige i sporvognene brokker sig over de uduelige i de lavere klasser. Bunuel gør også grin med sporvognsledelsen, der ikke har det mindste styr på virkeligheden. Sympatien i filmen ligger hos de to klovne, der ”låner” deres elskede sporvogn. Men vi bekymrer os også om den gamle sporvognsmand, som ledelsen fuldkommen ignorerer. På den ene side han for loyal overfor systemet og blind overfor andet. Men på den anden side er der noget galt med et samfund, der tilsidesætter de gamle så kategorist og groft.
Filmen siger fra starten, at den handler om den jævne mand med de jævne drømme, som vi ikke hører om. Den type film ser man ikke i dag. Måske fordi man har opgivet ideen om en jævn mand. Ingen film i dag udtrykker ikke eksplicit en sympati med proletariatet. Den slags opfattes som naivt i dag. Måske er ”Viaja en Tranvia” også lidt naiv i skildringen af hovedpersonerne som et par kærlige klovne. Men jeg savner nu stadig film som denne, der så flot kombinerer komedie med samfundskommentar.
7,5/10
Viridiana (1961)
Gudesmukke Viridiana vil være nonne i Bunuels spanske film af samme navn. Filmen mindede mig om Triers film om idealistiske og godtroende kvinder. Trier må uden tvivl have fundet inspiration i Bunuels klassiker, der også vandt de Gyldne Palmer i 1961.
Den unge, smukke Silvia Pinal spiller Viridiana, der besøger sin onkel , der har doneret en kæmpe sum penge til klosteret, før hun afgiver sine løfter. Det viser sig, at den gamle rigmand begærer hende. Da hun forarget afviser hans tilnærmelser, hænger han sig selv. Hun bruger arven og onklens gods til at huse byens tiggere og hjemløse.
Bunuel er kendt for sin kritik af kirken og af naiv godtroenhed, så selv uden den store fantasi kan man godt forestille sig, hvordan det ender. Silvia Pinal er enormt smuk og stærk i rollen som den kolde kvinde med en høj moral. Og i rollen som onklen er Fernando Rey blændende. Han er en gammel gris, men han er også en sårbar stakkel. De rige mænd er i det hele taget nogle dumme svin i filmen, men det gør ikke de fattige automatisk gode.
”Viridiana” er en smuk og skræmmende film om hårdkogt realisme og stærk idealisme. Begge er tragiske størrelser. Hverken det ene eller det andet fører til lykken. Menneskelig natur er svær at forene med menneskelige håb og drømme.
8/10
The Exterminating Angel (El Angel Exterminador 1962)
Bunuels film i 50erne har nogle surrealistiske elementer som mystiske drømme og syn. Men i ”El Angel Exterminador” er selve plottet surrealistisk. Et fint middagsselskab i et stort rigmandsgods ender med, at gæsterne ikke kan tage hjem. Dørene er ulåste. Porten står åben. Der er intet fysisk, der forhindrer dem. Men de kan ikke få sig selv til at forlade stuen. Der er en usynlig sindsmæssig barriere, der blokerer dem fra at gå væk. Og den samme barriere forhindrer tjenestefolk, politi og alle andre i at gå ind i godset. De rige er ganske enkelt fanget i deres egen klasse. De må sove, sulte, råbe og tude i samme rum, som de kollektivt ikke tør forlade.
Det er præmissen for Bunuels film. Ganske langsomt nedbrydes disse rige, overfladiske menneskers påtagethed. I starten sludrer de om Rumæniens fauna og andet ligegyldigt vås. Fordomme får også luft. De sammenligner lavere klasser med en ufølsom tyr, der ikke kan mærke, at den er såret. Og når en rude smadres, får jøderne skylden. Når de ser på sig selv, så handler snakken kun om bagtalelse, affærer, graviditeter og andet Se & Hør-stof. Den første aften bliver de forarget, da en af mændende tager jakken af, da han lægger sig til at sove. Til sidst er de alle ved at gå i flæsket på hinanden som en flok vilde dyr. De nedbryder også deres påtagethed rent fysisk. For eksempel ved at brænde musikinstrumenter for at lave et bål. Nogle tyer til overtro. Nogle hidkalder djævlen i sin drøm. Den overfladiske overklassestil glider naturligt over i sindssyge.
Nogle steder er symbolikken tydelig. Andre steder er Bunuel mere ovre i ren surrealisme. For eksempel går en bjørn hvileløst rundt i huset. Den kan selvfølgelig også fortolkes ind i en eller anden sammenhæng. Men kritikken af de velhavendes forskruede selvsyn er fuldkommen tydelig. De nedbryder langsomt sig selv ved at låse sig fast.
Bunuel viste i ”Viridiana”, at han ikke blot har i sinde at ophøje de fattige ved nedgøre de rige. De velhavende kritiseres ikke bare, fordi de er velhavende. Men de rige har muligheden for at distancere sig fra de fattige og låse sig inde i deres egen verden. Det er denne fastlåsthed, som Bunuel kritiserer. De skubber resten af verden væk af ren og skær frygt, og derfor ender de med at æde hinanden op. Jeg kan se mange paralleller til det i dag. Både på nationalt og internationalt plan. I dag er det nemlig ikke kun de mest velhavende, der har mulighed for at lukke sig inde.
9/10
The Diary of a Chambermaid (Le Journal d'une femme de chambre 1964)
Den store franske skuespillerinde Jeanne Moreau i en film af den store spanske instruktør Luis Bunuel kan kun blive godt. Og det er det. Bunuel har kaldt ”Le Journal d’une Femme de Chambre” sin mest erotiske film på trods af, at der ikke er en eneste sexscene i filmen.
Jeanne Moreau spiller den parisiske tjenestepige Celestine, der får hyre på et gods i landet i 20-30erne, hvor alle mændene omkring hende begærer hende. Godsejeren er en uforbederlig horebuk, der er helt syg efter at få hende. Bedstefaren på godset har en skofetish, så han tænder voldsomt på hendes ben i et par lange støvler. Godsets jæger er en jødehadende fascist, der har sine helt egne planer for Celestine. Og selv den gamle nabo, en pensioneret officer, er vild efter den kønne unge pige.
Men Celestine er en intelligent kvinde, der formår at holde overtaget på disse mænd. En dag dræbes og voldtages en lille pige fra huset, og Celestine mistænker med rette fascisten. Hun bruger derfor hans forelskelse i hende til at få krammet på ham. Moreau udstråler som altid viljestyrke og intelligens. Hendes stærke udstråling højner hendes skønhed. Det er let at forstå, hvorfor mændene falder for Celestine i skikkelse af Moreau. Og det er let for os at sympatisere med hende. Da Celestine beslutter sig for at opnå retfærdighed via kvindelig list, så tror man, at det kan lykkedes. Men til gengæld kender vi også Bunuels kyniske verdenssyn. Retfærdighed sker sjældent fyldest i Bunuels univers. Derfor kommer filmen næsten til at blive Moreaus stærke væsen versus Bunuels hårde verden. En spændende kamp.
Bunuel formår desuden også at sætte en del af sin samfundsparodi/kritik ind i filmen. Blandt andet er der en sjov og underspillet scene, hvor en præster giver godsets hustru følgende råd om sex med sin evigt liderlige mand: ”du må endelig ikke nyde det”. Skildringen af den militærliderlige fascist, der ser sig selv som ultimative moralist, er til gengæld mere skræmmende end sjov. Det rammer den tragiske tankegang fra Frankrig under nazisternes styre: En god jøde er en død jøde. Men jeg selv er moralsk og retfærdig, fordi jeg elsker mit fædreland og min kirke så meget. Den type forskruede logik var desværre ikke enestestående for den tid, som Bunuel skildrede.
8/10
Jeg lånte filmene fra en vens samling, men nu er flere af dem er kommet på indkøbssedlen. Og jeg mangler endda at se et par stykker til. Jeg vil skrive om dem, hvis jeg finder tid til det.
#217 BN 18 år siden
har du set [url= :-)
#218 Benway 18 år siden
Bunuel-marathon. Det er jo altid godt. :)
Spændende læsning. Jeg er meget enig i at Viridiana og Exterminating Angel er fremragende. Sidstnævnte er forøvrigt en af Michael Hanekes yndlingsfilm, og jeg mener godt man kan se en del ligheder med hans værker. Glæder mig til at høre hvad du ellers har set.
#219 mr gaijin 18 år siden
#220 filmz-Bruce 18 år siden
#217 Nope :) Men jeg så Jon Stewart som Courtnex Cox :)