Brugte gårsdagens tømmermænd på at få set denne asiatiske plagiat-version af The Departed... (jeps, den er god nok - det er en joke jeg ved godt det er omvendt i virkeligheden). ;-)
Så en R3-udgave med et ganske fortrinligt DTS lydspor. Undrede mig meget over brugen af baggrundmusik, eller nærmere manglen på samme. Mange scener har slet ingen musik og derfor virkede det meget mere iøjenfaldende når der så endelig var musik.
Den er filmet anderledes end The Departed, selvom nogle scener dog også ligner en direkte kopi. Jeg synes det er meget svært at sige hvilken af de to film jeg synes bedst om, da de hver især har meget interessant at byde på IMO. Hvis man kan lide The Departed, så er den bestemt et syn værd - også selvom man kender historien. Omvendt byder The Departet på en anden side af samme sag, så hvis man synes om Infernal Affairs er gælder den omvendte anbefaling også. :-)
8 / 10
Ps. Havde lånt den af en kollega og har nu 2'eren og 3'eren liggende også. Tror jeg vil give dem et forsøg også - kan jeg forvente mere af samme skuffe eller er de mere sequel-dårlig-agtige? :-)
har dem også liggende... har kun fået set 2'eren. Den er en hel anderledes film, og meget rodet. Man finder nog hovede og hale til sidst. 2'ern handler mere om relationer mellem de forskellige aktører i 1'ern. Hvilket er sjovt nok at se, men der er næsten ingen handling.. ret syndt.
The Fall of the House of Usher/La Chute de la Maison Usher (1928) Det er efterhånden en kliché at kalde en film for gribende, men Jean Epsteins surrealistiske franske stumfilmatisering af Edgar Allen Poes historie ”The Fall of the House of Usher” griber fat et sted dybt i publikums underbevidsthed med sin skumle og sære stemning, og den giver ikke slip, før den er forbi.
Lydløse gyserfilm som denne og Murnaus ”Nosferatu” drager sit publikum ind i mørket med mystiske bevægelser og stirrende ansigter i stedet for støj og skrig. Det giver dem nogle helt specielle hypnotiske kvaliteter, som er langt fra de gyserfilm, der laves i dag. De indhyller publikum i en helt speciel og unik stemning. Det føles som om de hiver dig ned i deres mørke og bizarre mareridtsverdener. De er ganske enkelt mere skræmmende.
I Jean Epsteins film er Roderick og Madeleine ikke søskende som i Poes historie. Madeleine (Marguerite Gance) er sir Rodericks (Jean Debucourt) hustru. Han er fuldkommen besat af at male hendes portræt. Men for hvert penselsstrøg han tager, bliver hun mere syg. Vi ser dette igennem vennen Allans (Charles Lamy) øjne. Da han rejser til huset, vil ingen af de lokale køre ham hele vejen derop. Der hviler noget mørkt og grusomt over huset. Og det er først og fremmest dette mørke, som filmen handler om.
Usher-huset er skildret ganske surrealistisk med en konstant vind igennem de store haller og lange gange. De får gardinerne til at blafre og blade til at flyve omkring. Fra boghylderne falder bøgerne ned i slow motion. Der er ikke gemene spøgelser på færde. Hele huset er et spøgelse. Og dets beboere er besatte. Roderick er fuldkommen forgabt i at male sin hustrus billede, mens han står badet i lyset fra et hav af blafrende stearinlys. Epstein filmer hans ansigt, mens han stirrer ind i sin perfekte kreation. Han stirrer på os, mens han stirrer på sit idealbillede af sin kone. Her kunne man komme med tonsvis af analyser om forholdet mellem kunsten og virkeligheden. Eller måske kærlighed som et forhold mellem mennesker og som et ideal. Der er masser af guf for analytikere.
Der er også guf for filmfolk, der leder efter simple, virkningsfulde effekter til at sætte publikum ind i en hovedrolles forstyrrede sind. Der er masser af innovativt kameraarbejde og sceneopstillinger. Jeg vil også tro, at David Lynch og mange andre har lånt en del fra denne film. Faktisk mindede de blafrende gardiner overalt i huset mig om Lodge-sekvenserne i de sidste afsnit Twin Peaks. Specielt da de blev kombineret med vanvittige karakterer med vildt stirrende blikke, der borer sig ind i publikum.
Den udgave jeg så, havde tilmed også noget fantastisk stemningsfuldt musik skrevet senre til filmen. De stumme billeder kombineret med den dystre musik udgør tilsammen en film med en helt speciel sjæl. Og meget kan man lave remakes af i disse tider, men ikke en sjæl så mørk og mystisk som denne.
Hamlet goes business (1987) Hamlet a la Aki Kaurismäki er en dyster og trist sag. I ”Hamlet Goes Business” flytter han Shakespeares (eller Saxos) historie om Hamlet fra et dansk hof af fordums tid til samtidens moderne finske virksomhedskultur.
Hamlet (Pirkka-Pekka Petelius) er en benhård forretningsmand, der vil fælde sin onkel Klaus (Esko Salminen) for enhver pris. Som i Shakespeares stykke er der en myrdet far, en stormende forelskelse i Ofelia (Kati Outinen) og en enke, der hurtigt hopper i bukserne på den nye store, stærke mand. Men Kaurismäki skærer de fleste enetaler væk. Der er ikke tid til eksistentialistiske overvejelser, når Hamlet laver business.
Og der er heller ikke nogle lyse, humoristiske indfald. Det mest humoristiske touch er da familiefirmaets bestyrelse gravalvorligt diskuterer, om de skal lancere en badeand som deres næste store produktsatsning. Kaurismäkis stil er mere noir end storladent drama. Alt er indhyllet i kulsorte skygger. Den sort/hvide kontrast er næsten lige så kraftig som ”Sin City”. "Hamlet" er fyldt med en stemning af tung, finsk trøstesløshed.
Jeg så den på en virkelig ringe japansk DVD, hvor den var lagt sammen med den Match Factory Girl på en skive. En pirat-VHS med syfilis ville se bedre ud. Den slags holder jo slet ikke. Undgå for alt i verden udgivelser fra det lille japanske Uplink-selskab. Men den skulle også være udgivet i en meget bedre udgave i et af de britiske Kaurismaki box sets.
Otomo Katsuhiro ("Akira") er arkitekten bag denne omnibus af tre animerede kortfilm. Det er højt niveau for anime. Der er langt ned til de kedelige klichéfyldte standardhistorier, der lires af igen og igen i så mange ringe tv-serier klokken lort om natten på japansk fjernsyn (meget mainstream anime herovre er obskurt i hjemlandet). Det her er først og fremmest film, dernæst anime.
Otomo har skrevet to historier og instrueret en enkelt selv, mens Kon Satoshi ("Paprika", "Perfect Blue") har skrevet den første historie. Kons film handler om nogle rum-skraldemænd, der finder et mystisk gammelt vrag af et rumskib, hvorfra der kommer et nødsignal. Da de undersøger det, viser det sig at være styret af minderne fra en italiensk operasanger fra det forrige århunde. En kvinde hvis liv var lidt af et mareridt. Kon Satoshi spiller som sædvanlig på virtuelle virkeligheder og drømmeverdener. Det er Morimoto KOji (”Animatrix: Beyond”), og ikke Kon selv der har stået for instruktionen. Men det er alligevel lykkedes meget godt. Som Kubrick viste i ”2001”, så er rummet en ganske god ramme til at visualisere dystre steder fra den menneskelige psyke.
Den næste historie (der hedder dommestanksvåben på japansk) er lige så skræmmende, men med en mere humoristisk touch. En ung salaryman dukker pligtopfyldende op på sin arbejdsplads i et medicinalfirma, selv om han er snotforkølet. Han tager nogle mystiske piller i den tro, at det er febernedsættende medicin, men de forvandler ham til et katastrofalt kraftigt biologisk våben. Hans kraftige dunst slår alle kollegerne ihjel, og det naive slipsedyr kan ikke forstå, hvorfor alle han kommer i nærheden af dratter omkuld. Det er et skræmmende fænomen, der skildres utrolig komisk. Det illustrerer meget godt det absurde og groteske i at udvikle biologiske våben.
Den sidste historie, "Kanonernes By", er instrueret af Otomo selv, og det er klart den mest geniale rent visuelt og tematisk. Det meste er lavet i one-shots af Otomos stærkt stiliserede billeder af en by, der kun eksisterer for at bombardere en uset fjende i det fjerne. Det er et billede på et helt samfund dedikeret til et absurd militaristisk formål. Det er svært at beskrive med ord, hvordan Otomo her sætter noget så elegant på spidsen. Man kan drage paralleller til denne absurde lille industriverden til livet i Japan under Anden Verdenskrig, hvor befolkningen også sled sig selv og hinanden op for et absurd formål. Billederne er også helt fantastiske med en karikerede tyk husmor og tynd far med rød tud. Og så den lille knægt med uniformen og hjelmen, der kigger beundrende op på de store krigshelte. Det er ikke bare anime. Det er heller ikke bare film. Det er animeret filmkunst.
#88 dahm den havde jeg helt glemt jeg har, det kunne være man skulle finde den frem fra gemmerne og få den set, for det lyder til at være rigtig godt - tak for reminderne ;)
#81 Yoda 18 år siden
Lyder super! Jeg hopper fluks på jernhesten og cykler ned i Stereo Studio :-)
#82 McPeter 18 år siden
Brugte gårsdagens tømmermænd på at få set denne asiatiske plagiat-version af The Departed... (jeps, den er god nok - det er en joke jeg ved godt det er omvendt i virkeligheden). ;-)
Så en R3-udgave med et ganske fortrinligt DTS lydspor. Undrede mig meget over brugen af baggrundmusik, eller nærmere manglen på samme. Mange scener har slet ingen musik og derfor virkede det meget mere iøjenfaldende når der så endelig var musik.
Den er filmet anderledes end The Departed, selvom nogle scener dog også ligner en direkte kopi. Jeg synes det er meget svært at sige hvilken af de to film jeg synes bedst om, da de hver især har meget interessant at byde på IMO. Hvis man kan lide The Departed, så er den bestemt et syn værd - også selvom man kender historien. Omvendt byder The Departet på en anden side af samme sag, så hvis man synes om Infernal Affairs er gælder den omvendte anbefaling også. :-)
8 / 10
Ps. Havde lånt den af en kollega og har nu 2'eren og 3'eren liggende også. Tror jeg vil give dem et forsøg også - kan jeg forvente mere af samme skuffe eller er de mere sequel-dårlig-agtige? :-)
#83 rendesten 18 år siden
#84 mr gaijin 18 år siden
Det er efterhånden en kliché at kalde en film for gribende, men Jean Epsteins surrealistiske franske stumfilmatisering af Edgar Allen Poes historie ”The Fall of the House of Usher” griber fat et sted dybt i publikums underbevidsthed med sin skumle og sære stemning, og den giver ikke slip, før den er forbi.
Lydløse gyserfilm som denne og Murnaus ”Nosferatu” drager sit publikum ind i mørket med mystiske bevægelser og stirrende ansigter i stedet for støj og skrig. Det giver dem nogle helt specielle hypnotiske kvaliteter, som er langt fra de gyserfilm, der laves i dag. De indhyller publikum i en helt speciel og unik stemning. Det føles som om de hiver dig ned i deres mørke og bizarre mareridtsverdener. De er ganske enkelt mere skræmmende.
I Jean Epsteins film er Roderick og Madeleine ikke søskende som i Poes historie. Madeleine (Marguerite Gance) er sir Rodericks (Jean Debucourt) hustru. Han er fuldkommen besat af at male hendes portræt. Men for hvert penselsstrøg han tager, bliver hun mere syg. Vi ser dette igennem vennen Allans (Charles Lamy) øjne. Da han rejser til huset, vil ingen af de lokale køre ham hele vejen derop. Der hviler noget mørkt og grusomt over huset. Og det er først og fremmest dette mørke, som filmen handler om.
Usher-huset er skildret ganske surrealistisk med en konstant vind igennem de store haller og lange gange. De får gardinerne til at blafre og blade til at flyve omkring. Fra boghylderne falder bøgerne ned i slow motion. Der er ikke gemene spøgelser på færde. Hele huset er et spøgelse. Og dets beboere er besatte. Roderick er fuldkommen forgabt i at male sin hustrus billede, mens han står badet i lyset fra et hav af blafrende stearinlys. Epstein filmer hans ansigt, mens han stirrer ind i sin perfekte kreation. Han stirrer på os, mens han stirrer på sit idealbillede af sin kone. Her kunne man komme med tonsvis af analyser om forholdet mellem kunsten og virkeligheden. Eller måske kærlighed som et forhold mellem mennesker og som et ideal. Der er masser af guf for analytikere.
Der er også guf for filmfolk, der leder efter simple, virkningsfulde effekter til at sætte publikum ind i en hovedrolles forstyrrede sind. Der er masser af innovativt kameraarbejde og sceneopstillinger. Jeg vil også tro, at David Lynch og mange andre har lånt en del fra denne film. Faktisk mindede de blafrende gardiner overalt i huset mig om Lodge-sekvenserne i de sidste afsnit Twin Peaks. Specielt da de blev kombineret med vanvittige karakterer med vildt stirrende blikke, der borer sig ind i publikum.
Den udgave jeg så, havde tilmed også noget fantastisk stemningsfuldt musik skrevet senre til filmen. De stumme billeder kombineret med den dystre musik udgør tilsammen en film med en helt speciel sjæl. Og meget kan man lave remakes af i disse tider, men ikke en sjæl så mørk og mystisk som denne.
Min vurdering 9/10
IMDB 7,5/10
Filmen er såkaldt public domain, hvilket betyder at den kan downloades og streames lovligt herfra:
http://www.archive.org/details/FalloftheHouseofUsh...
#85 filmz-Bruce 18 år siden
#86 mr gaijin 18 år siden
http://rogerebert.suntimes.com/apps/pbcs.dll/artic...
#87 mr gaijin 18 år siden
Hamlet a la Aki Kaurismäki er en dyster og trist sag. I ”Hamlet Goes Business” flytter han Shakespeares (eller Saxos) historie om Hamlet fra et dansk hof af fordums tid til samtidens moderne finske virksomhedskultur.
Hamlet (Pirkka-Pekka Petelius) er en benhård forretningsmand, der vil fælde sin onkel Klaus (Esko Salminen) for enhver pris. Som i Shakespeares stykke er der en myrdet far, en stormende forelskelse i Ofelia (Kati Outinen) og en enke, der hurtigt hopper i bukserne på den nye store, stærke mand. Men Kaurismäki skærer de fleste enetaler væk. Der er ikke tid til eksistentialistiske overvejelser, når Hamlet laver business.
Og der er heller ikke nogle lyse, humoristiske indfald. Det mest humoristiske touch er da familiefirmaets bestyrelse gravalvorligt diskuterer, om de skal lancere en badeand som deres næste store produktsatsning. Kaurismäkis stil er mere noir end storladent drama. Alt er indhyllet i kulsorte skygger. Den sort/hvide kontrast er næsten lige så kraftig som ”Sin City”. "Hamlet" er fyldt med en stemning af tung, finsk trøstesløshed.
Everything is rotten in the state of Finland.
Min vurdering 7/10
IMDB 7,1/10
Jeg så den på en virkelig ringe japansk DVD, hvor den var lagt sammen med den Match Factory Girl på en skive. En pirat-VHS med syfilis ville se bedre ud. Den slags holder jo slet ikke. Undgå for alt i verden udgivelser fra det lille japanske Uplink-selskab. Men den skulle også være udgivet i en meget bedre udgave i et af de britiske Kaurismaki box sets.
#88 mr gaijin 18 år siden
Otomo Katsuhiro ("Akira") er arkitekten bag denne omnibus af tre animerede kortfilm. Det er højt niveau for anime. Der er langt ned til de kedelige klichéfyldte standardhistorier, der lires af igen og igen i så mange ringe tv-serier klokken lort om natten på japansk fjernsyn (meget mainstream anime herovre er obskurt i hjemlandet). Det her er først og fremmest film, dernæst anime.
Otomo har skrevet to historier og instrueret en enkelt selv, mens Kon Satoshi ("Paprika", "Perfect Blue") har skrevet den første historie. Kons film handler om nogle rum-skraldemænd, der finder et mystisk gammelt vrag af et rumskib, hvorfra der kommer et nødsignal. Da de undersøger det, viser det sig at være styret af minderne fra en italiensk operasanger fra det forrige århunde. En kvinde hvis liv var lidt af et mareridt. Kon Satoshi spiller som sædvanlig på virtuelle virkeligheder og drømmeverdener. Det er Morimoto KOji (”Animatrix: Beyond”), og ikke Kon selv der har stået for instruktionen. Men det er alligevel lykkedes meget godt. Som Kubrick viste i ”2001”, så er rummet en ganske god ramme til at visualisere dystre steder fra den menneskelige psyke.
Den næste historie (der hedder dommestanksvåben på japansk) er lige så skræmmende, men med en mere humoristisk touch. En ung salaryman dukker pligtopfyldende op på sin arbejdsplads i et medicinalfirma, selv om han er snotforkølet. Han tager nogle mystiske piller i den tro, at det er febernedsættende medicin, men de forvandler ham til et katastrofalt kraftigt biologisk våben. Hans kraftige dunst slår alle kollegerne ihjel, og det naive slipsedyr kan ikke forstå, hvorfor alle han kommer i nærheden af dratter omkuld. Det er et skræmmende fænomen, der skildres utrolig komisk. Det illustrerer meget godt det absurde og groteske i at udvikle biologiske våben.
Den sidste historie, "Kanonernes By", er instrueret af Otomo selv, og det er klart den mest geniale rent visuelt og tematisk. Det meste er lavet i one-shots af Otomos stærkt stiliserede billeder af en by, der kun eksisterer for at bombardere en uset fjende i det fjerne. Det er et billede på et helt samfund dedikeret til et absurd militaristisk formål. Det er svært at beskrive med ord, hvordan Otomo her sætter noget så elegant på spidsen. Man kan drage paralleller til denne absurde lille industriverden til livet i Japan under Anden Verdenskrig, hvor befolkningen også sled sig selv og hinanden op for et absurd formål. Billederne er også helt fantastiske med en karikerede tyk husmor og tynd far med rød tud. Og så den lille knægt med uniformen og hjelmen, der kigger beundrende op på de store krigshelte. Det er ikke bare anime. Det er heller ikke bare film. Det er animeret filmkunst.
Min vurdering 8/10
IMDB 7,6
Play.com har den i øjeblikket på tilbud til 8 euro, altså omkring 60 kr.
http://www.play.com/DVD/DVD/4-/159447/Memories/Pro...
#89 aknot 18 år siden
#90 filmz-Bruce 18 år siden