Der går lang mellem gode scifi-serier efter X-files og Twilight Zone, som ikke lige er fyldt med rumskibe og alskens fremtids våben.
Peter Krause spille hovedrollen som Joe Miller, som under efterforskningen af nogle mystiske dødsfald i en pantelåners butik og en række dagligdags objekter, der alle har særlige kræfter enten i sin egen ret eller i samspænd med andre. En nøgle til et motelværelse, med ekstra stærke kræfter, får særlig betydning for Joe, da hans datter forsvinder i det.
I sin søgen efter sin datter kommer han ud for lidt af hvert, som naturligvis ikke skal røbes her, men opleves. Serien holder spændingen det meste af vejen, men slutning er en smule flad og lidt for let købt.
Peter Krause (ham der spillede Nate i "Six Feet Under" og kan for tide ses i "Dirty Sexy Money" på TV2) viser igen at han er en af de nye skuespiller vi skal holde øje med. Der spilles også godt i de andre roller, men ikke Emmy højder.
Serien kommer som en 2-disc udgivelse, med 4 afsnit på den ene og 2 på den anden, sammen med et lille "making of" på godt 20 minutter. Kvaliteten af dvd'en er ikke den bedste, hverken på billede eller lyd siden og læg dertil at der er et tvungen trailer show på begge disks trækker også ned.
God serie til at slå hjernen fra og slå et par timer ihjel med.
I Know What You Did Last Summer - 1997 af, Jim Gillespie
Trailer
Da Kevin Williamson året efter Scream’s revival af slashergenren sku’ forsøge at gentage succesen, lå det i kortene, trods det at manuskriptet var adapteret fra Louis Cordans populære novelle af samme navn, at "I Know What You Did Last Summer" blot ville ende som middelmådigt fyld, inden Williamson fortsatte samarbejdet med Wes Craven i det andet kapitel af ”Scream” trilogien. Således blev det dog slet ikke og "I Know..." formåede på glimrende vis at stå helt på egne ben. Jim Gillespie åbner sin film med et view henover det brusende hav, der støder op til den lille fiskerby Southport til tonerne af Type O Negatives ”Summer Breeze”, inden han let og elegant glider over i John Debneys, (Sin City) stilsikre score, da kameraet fokusere på en sørgmodig ung mand siddende svimlende nær afgrunden af en klippeafsats, og viser dermed allerede fra første frame af, med Dennis Crossans effektive og stemningsfulde Hitchcock inspirerede fotografering som solid opbakning, hvad der er i vente resten af filmen af solid spænding.
Under Southports 4. juli arrangement med hvad der dertil hører af fyrværkeri og festivitas, møder vi de to kærestepar, Julie, (Jennifer Love Hewitt) og Ray, (Freddie Prinze), og Barry, (Ryan Phillippe) og Helen, (Sarah Michelle Gellar) ved sidstnævntes kroning som Queen of the town og erfarer hurtigt ved den efterfølgende fest, at de trods deres venskab er adskilt af et skel, hvor Barry tilhører overklassen som både Helen og Ray stræber efter at nå med hhv. skuespillerkarriere i New York og en solid College uddannelse, alt imens Julie, der er den mest godhjertede, diplomatisk må sørge for at holde samling på gruppen, når bølgerne går højt indbyrdes. Da de senere efter en hyggestund på stranden, hvor Gillespie udnytter genrens klicheer i et hug i form af en urban legend historie omkring en knitrende bål, efterfulgt af sex og kort efter Barry der drikker sig godt og grundig fuld, er man med det samme klar over, at deres køretur hjem i nattens mulm og mørke på den snoede bjergvej ikke vil ende godt. Få minutter senere befinder Julie, Ray, Barry og Helen sig da også i store moralske problemer da uheldet indtræffer og en tilfældig mand må lade livet pga. deres uansvarlige kørsel. Og så kommer de fires sande jeg for alvor på banen, da diskussionen går på om de skal melde det til politiet, eller gemme liget af vejen og ignorere det just skete. Den dominerende Barry, hvis ultra materialistiske personlighed kommer til udtryk her for første gang, får i en blanding af trusler og spil på Ray og Helens drømme om at hive sig selv op fra middelmådigheden den ønskede effekt og drukner Julies formaninger om, at de bør melde sig selv. For at sikre deres fremtid vælger de derfor at begrave synden på havets bund og glemme episoden for evigt. 1 år senere da Julie i sin ferie fra college vender hjem til Southport, kan hun stadig ikke fortrænge forrige sommers ulykke og har mere end svært med at kapere sin dårlige samvittighed, som for alvor bliver forstærket, da et mystisk brev dukker op med beskeden "I Know What You Did Last Summer". Da Julie efterfølgende tager kontakt til de andre opdager hun, at de hver især stadig ikke er kommet videre i deres liv og har måtte se deres drømme slukket, alle mere eller mindre grundet den tyngende fortid hvis nu genopståede problem i form af en psykotisk morder og afpresser skal løses i samlet flok, inden de selv ender med mere end blot røven i vandskorpen.
"I Know..." lever i høj grad af et manuskript der sjældent for genren gir sig tid til sin forhistorie og beskrivelse af sine karakterer, hvilket betyder at man stadig i det 4. akt er interesseret i filmens afsløring af både morderens identitet og motiv samt har et langt større engageret i de fire hovedrollers skæbne, end det som regel er tilfældet for persongalleriet i en slasher. Som heltinden Julie James gør Jennifer Love Hewitt det ganske hæderligt og kommer stærkt igen i løbet af handlingen oven på en ellers skidt start i filmens første 20 min. Samme scenarie gør sig også gældende for Freddie Prinze jr., der dog også har det med at agere træmand i et par scener yderligere i filmens anden halvdel. Der hvor man finder de bedste præstationer er derimod hos Ryan Phillippe, hvis intensitet som den arrogante, kapitalistiske og aggressive Barry balancere hårfint på grænsen til overspil, men aldrig på noget tidspunkt rent faktisk gør det. Som Helen beviser Sarah Michelle Gellar at det bestemt ikke var helt tilfældigt, at hun er endt hvor hun er i dag og har opnået den status/kultstatus som hun har. Gellar har så også den fordel frem for resten af castet at hun, selv om Hewitt egentligt er the leding lady, har fået den bedst skrevne rolle i filmen, hvor drømmene om storhed bogstavelig talt ender med et falling from grace og ned i rendestenen hvor hendes skifte fra Queen of the town til girl in the back alley, blir fremragende illustreret af Jim Gillespie i denne scene:
Spoiler! – Helen Falling from Grace
En scene der så glimrende også viser en instruktør der lægger vægten på suspense frem for splat, (overgangen fra underlægningsmusikken til ventilatorens susen 3.48 lige som Gellar træder ned i foyeren, er nervepirrende ud over alle grænser), godt bakket op som tidligere nævnt af Dennis Crossans sublime kameraføring. Ud over de fire hovedroller har Kevin Williamson kreeret et par interessante biroller i hhv. Julies wannabe kæreste og blue collar guy Max, glimrende spillet af Johnny Galecki, og ikke mindst det formodede offer David Egans søster Melissa, overbevisende spooky spillet af Anne Heche, hvis første scene også markerer filmens to eneste referencer til hhv. Silence of The lambs og Murder She Wrote.
"I Know..." holder sig selv oven vande i 90 ud af sine 100 min. og var styret sikkert og roligt i havn, havde det ikke været for en afslutning der ikke kan undgå at skuffe en del, da morderen fejlagtigt bliver demaskeret og dermed mister sin ansigtsløse monstereffekt. Nu da Gillespie så valgte at bruge den løsning, burde han nok ha’ sørget for at hyre en skuespiller med væsentligt mere udstråling, end den der bliver leveret her. Nå det så er sagt, er der nu stadig masser af dramatik og action til slut og det lagt sammen med en slasherfilm der primært kun formår at overaske og imponere, trækker det trods en jævn afslutning og et par enkelte svage skuespilspræstationer kun en enkelt stjerne fra i bedømmelsen af hvad jeg vil betegne, sammen med Scream Trilogien og Urban Legend 1, for en klassiker i moderne slasher historie.
Ligeså opfindsom, velskrevet og intelligent udført som 1’eren var, ja ligeså forudsigelig, endimensional og tåbelig udført er Danny Cannons utætte plimsoller af en sequel. Man ved næsten fra start af hvor det bærer henad, da alt det der gjorde 1’eren til en klassiker er fraværende her. Væk er Kevin Williamson kløgtige påfund, væk er John Debneys stemningsfulde score og hvad der er endnu vigtigere, Dennis Crossans billedside og Jim Gillespies sans for suspense, samt de skuespilspræstationer der gav "I Know..." tyngde.
Det hele starter for så vidt ganske lovende, da vi møder Julie i en kirke klar til bekendelse, i hvad der kort efter skal vise sig at være en drømmesekvens. Men herefter går det for alvor ned af bakke i et par ligegyldige, og for karaktererne, intetsigende scener, hvor man blir introduceret for hendes nye venner Karla Wilson, (Brandy) og hendes kæreste Tyrell, (Mekhi Phifer), samt den påtrængende Dave, (John Hawkes) som Karla utrætteligt forsøger at arrangere som date til Julie trods det, at hun allerede er i et forhold med Ray der, mens Julie lever det søde college liv udenbys, ernære sig som fisker i hjembyen Southport. Deres forhold knirker dog en hel del grundet den store afstand og bedre bliver det ikke ligefrem da Ray, via en håbløst søgt undskyldning fra Danny Cannons side der kun er lavet så han kan ha’ et trumf i baghånden plotmæssigt, på klodset vis ikke kommer med på det cruise til Bahamas, som Julie og Karla vinder i et radioshow. Og vupti, ja så blev der lige pludselig en plads ledig til den mystiske Dave på de to veninders 4 mands luksusophold.
Så går det jo hverken værre eller bedre end at Ray ombestemmer sig og beslutter sig for at overaske Julie på feriestedet med en forlovelsesring. På vej derop opstår der dog ”uventede” problemer, da fortidens grimme fjæs i form af The Fisherman brutalt kommer på tværs. Imens ankommer Julie og co. til Bahamas der inden længe er tømt for turister som, modsat hvor fire helte godt kan finde ud af at tjekke vejrudsigten, har erfaret at en gigantisk storm er på vej dertil. For at det ikke skal være løgn, er stedets hotel desuden beboet af par skumle typer, heriblandt ejeren Mr. Brooks, (Jeffrey Re-Animator Combs), porteren og fritids voodoo præsten, Estes, (Bill Cobbs), bartenderen og bikerchik’en Nancy, (Jennifer Esposito) og endelig den lokale pusherdaddy, Titus Telesco, (en rædsom umorsom Jack Black komplet med rastafarihår og et vildt flakkende blik).
Og så er der eller lagt op til slagterparade 101, da den gale Fisker såmænd også, muligvis ved hjælp af en speedbåd der kan sejle med lysets hastighed, ankommer til paradis, nu paradise lost og skaber skræk og rædsel i en højst uoriginal 10 little indians inspireret historie, hvor Danny Cannon går efter devisen; overdrivelse fremmer forståelsen. I sit forsøg på at overgå 1’eren skruer han helt op for blusset og forvandler først heltinden Julie til en hysterisk skrigende uigenkendelig person, inden The Fisherman får lov til, på mest kreative facon, at udstille Cannons forkærlighed for den nemmeste løsning i gysergenren via en parade af grusomme mord, (bla. Et rip-off af Friday The 13’th part 2’s dobbeltmord), der visuelt skal overgå hinanden i blodige close-ups og dermed helt fjerner den stemningsfulde brug af suspense Jim Gillespies film gjorde så fornemt brug af. Pudsigt nok, og det illustrerer så glimrende 2’eren store mangler, er det sidehistorien med Rays kamp for at nå frem i tide og forsøge at redde ikke blot sit forhold til Julie, men også hendes liv, der er det bedste og mest nervepirrende i filmen.
Overraskende nok er det også i den del, at man får det bedste skuespil fra ingen ringere end Freddie Prinze Jr, der med legende lethed overgår alle andre inkl. Jennifer Love Hewitt, Brandy, Hawkes og Phifer og hvad der endnu mere chokerende også veteraner som Bill Cobbs og Jeffrey Combs, der bliver misbrugt på det skammeligste i utaknemmelige roller, der kun synes at ha’ et formål ved dels at kreere en form for falsk højt skuespils niveau, samt et genkendeligt ansigt, der skaber en popreference i gysermæssig sammenhæng. Det er for nemt og for åbenlyst og kort sagt for uoriginalt ligesom resten af filmen, der dog uventet i en højdramatisk og ganske vellykket finale, alligevel viser den har noget at byde på. Men, men, men, hvad der ku’ ha’ indbragt Cannon en stjerne mere bliver ligeså hurtigt trukket fra igen, da geniet på målstregen snubler i sydvesten og lige vil lave en helt unødvendig dobbelt afslutning, der i princippet ku’ ha fungeret, havde Cannon satset på at underspille gyset. Den slags Hitchcock pjat gider han dog ikke og får således lige sat en tyk streg under at hans film, modsat Gillespies velsmagende fiskeret, stinker værre end daggammelt fiskeaffald.
En gammel mand der bor langt ude på landet, beder sin søn om at tage til byen og sælge koen, finde en dame og et ikon til ham, da han er ved at bygge en kirke.
Emir Kusturica sætter tempoet højt oppe igen i denne komedie med bl.a. en mand i sit superhelte kostume, to piger der slubrer højlydt mens de nyder deres drinks og selvfølgelig et vildt bryllup til sidst.
Jeg er lige kommet hjem fra snigpremiere på There Will Be Blood i Imperial.
Filmen kunne let være kommet til at virke tung og lang, men Daniel Day-Lewis' karisma og over-the-top skuespilpræstation i rollen som Daniel Plainview holder filmen på et højt niveau i alle 158 minutter.
Jeg kan ikke se hvem, der skulle kunne røre ham i kampen om Oscaren for bedste mandlige hovedrolle.
"You fuhl no man can kil me die no ay not man" - Erlingur666 "Do not talk to me about pork when we have a crisis on my hands!!" - Producerem
Det var satme et politisk afsnit af Law and Order, ved ikke rigtig hvad jeg skal sige.
Jeg synes egentlig lidt at det gabte over mere end det ku klare. og jeg foretrækker de små sager, hvor den anklagede er snu som bare pokker.
Ved ikke hvor mange andre der har set Law And order, men f.eks. afsnittet med den fuldstændig kontrolerene Konen der manipulere Nævningen på snedigste vis (og som i øvrigt intet har imod sin mand har adfære med unge piger) og får sin mand frikendt løb mig koldt ned af ryggen, den var på tv her for nydligt, manden var en meget anerkendt læge.
Men hele Law And order universet er sku lidt forvirrene, der så mange spin off's og andre personer der skiftes ud hele tiden.
Lennie Briscoe karakter'en er stadigvæk den som mest fanger mig
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Fik set American Gangster HD DVD versionen med Crystalstar1200 her til aften og det var endnu engang en nydelse. Ridley Scott er og bliver en cinematografisk mester og han kender begrænsningens kunst og overgører ikke diverse virkemidlers brug, men når det virker reelt ifht. situationen.
Vil man blot se filmen og underholdes, er det muligt. Vil man mere, kan man dissekere hver eneste scene og klappe derefter. Det er et overflødighedshorn af lækre billedkompositioner, i en perfekt opsat 70'er ramme, som skriger Serpico og Prince of the City, med et ensemble, som alle som én spiller upåklageligt. En fryd for øjet!
Piet Hein sagde "Slid men vid: Ting Tar Tid" og American Gangster tager al den tid i verden der skal tages, ikke kun for at fortælle en historie, men for at historien kan udfolde sig i tro rammer for perioden. Der var nogle lækre afrofrisurer indimellem og polyester jakkesæt bør få en retro.
2 oscarnomineringer i små kategorier vidner om et exceptionelt godt filmår, eftersom den er Scorseses Oscar vinder fra 2006, Departed, langt overlegen i genren og bærer præg af en instruktør med et stort overskud, tro på sine egne evner og ikke mindst på historiens ekskvering.
Film: 8.5/10 Video: 8/10 Lyd: 8/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#121 filmz-Crystalstar1200 16 år siden
Der går lang mellem gode scifi-serier efter X-files og Twilight Zone, som ikke lige er fyldt med rumskibe og alskens fremtids våben.
Peter Krause spille hovedrollen som Joe Miller, som under efterforskningen af nogle mystiske dødsfald i en pantelåners butik og en række dagligdags objekter, der alle har særlige kræfter enten i sin egen ret eller i samspænd med andre. En nøgle til et motelværelse, med ekstra stærke kræfter, får særlig betydning for Joe, da hans datter forsvinder i det.
I sin søgen efter sin datter kommer han ud for lidt af hvert, som naturligvis ikke skal røbes her, men opleves. Serien holder spændingen det meste af vejen, men slutning er en smule flad og lidt for let købt.
Peter Krause (ham der spillede Nate i "Six Feet Under" og kan for tide ses i "Dirty Sexy Money" på TV2) viser igen at han er en af de nye skuespiller vi skal holde øje med. Der spilles også godt i de andre roller, men ikke Emmy højder.
Serien kommer som en 2-disc udgivelse, med 4 afsnit på den ene og 2 på den anden, sammen med et lille "making of" på godt 20 minutter. Kvaliteten af dvd'en er ikke den bedste, hverken på billede eller lyd siden og læg dertil at der er et tvungen trailer show på begge disks trækker også ned.
God serie til at slå hjernen fra og slå et par timer ihjel med.
Film: 6/10
Video: 5/10
Lyd: 5/10
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#122 NightHawk 16 år siden
Trailer
Da Kevin Williamson året efter Scream’s revival af slashergenren sku’ forsøge at gentage succesen, lå det i kortene, trods det at manuskriptet var adapteret fra Louis Cordans populære novelle af samme navn, at "I Know What You Did Last Summer" blot ville ende som middelmådigt fyld, inden Williamson fortsatte samarbejdet med Wes Craven i det andet kapitel af ”Scream” trilogien. Således blev det dog slet ikke og "I Know..." formåede på glimrende vis at stå helt på egne ben. Jim Gillespie åbner sin film med et view henover det brusende hav, der støder op til den lille fiskerby Southport til tonerne af Type O Negatives ”Summer Breeze”, inden han let og elegant glider over i John Debneys, (Sin City) stilsikre score, da kameraet fokusere på en sørgmodig ung mand siddende svimlende nær afgrunden af en klippeafsats, og viser dermed allerede fra første frame af, med Dennis Crossans effektive og stemningsfulde Hitchcock inspirerede fotografering som solid opbakning, hvad der er i vente resten af filmen af solid spænding.
Under Southports 4. juli arrangement med hvad der dertil hører af fyrværkeri og festivitas, møder vi de to kærestepar, Julie, (Jennifer Love Hewitt) og Ray, (Freddie Prinze), og Barry, (Ryan Phillippe) og Helen, (Sarah Michelle Gellar) ved sidstnævntes kroning som Queen of the town og erfarer hurtigt ved den efterfølgende fest, at de trods deres venskab er adskilt af et skel, hvor Barry tilhører overklassen som både Helen og Ray stræber efter at nå med hhv. skuespillerkarriere i New York og en solid College uddannelse, alt imens Julie, der er den mest godhjertede, diplomatisk må sørge for at holde samling på gruppen, når bølgerne går højt indbyrdes. Da de senere efter en hyggestund på stranden, hvor Gillespie udnytter genrens klicheer i et hug i form af en urban legend historie omkring en knitrende bål, efterfulgt af sex og kort efter Barry der drikker sig godt og grundig fuld, er man med det samme klar over, at deres køretur hjem i nattens mulm og mørke på den snoede bjergvej ikke vil ende godt. Få minutter senere befinder Julie, Ray, Barry og Helen sig da også i store moralske problemer da uheldet indtræffer og en tilfældig mand må lade livet pga. deres uansvarlige kørsel. Og så kommer de fires sande jeg for alvor på banen, da diskussionen går på om de skal melde det til politiet, eller gemme liget af vejen og ignorere det just skete. Den dominerende Barry, hvis ultra materialistiske personlighed kommer til udtryk her for første gang, får i en blanding af trusler og spil på Ray og Helens drømme om at hive sig selv op fra middelmådigheden den ønskede effekt og drukner Julies formaninger om, at de bør melde sig selv. For at sikre deres fremtid vælger de derfor at begrave synden på havets bund og glemme episoden for evigt. 1 år senere da Julie i sin ferie fra college vender hjem til Southport, kan hun stadig ikke fortrænge forrige sommers ulykke og har mere end svært med at kapere sin dårlige samvittighed, som for alvor bliver forstærket, da et mystisk brev dukker op med beskeden "I Know What You Did Last Summer". Da Julie efterfølgende tager kontakt til de andre opdager hun, at de hver især stadig ikke er kommet videre i deres liv og har måtte se deres drømme slukket, alle mere eller mindre grundet den tyngende fortid hvis nu genopståede problem i form af en psykotisk morder og afpresser skal løses i samlet flok, inden de selv ender med mere end blot røven i vandskorpen.
"I Know..." lever i høj grad af et manuskript der sjældent for genren gir sig tid til sin forhistorie og beskrivelse af sine karakterer, hvilket betyder at man stadig i det 4. akt er interesseret i filmens afsløring af både morderens identitet og motiv samt har et langt større engageret i de fire hovedrollers skæbne, end det som regel er tilfældet for persongalleriet i en slasher. Som heltinden Julie James gør Jennifer Love Hewitt det ganske hæderligt og kommer stærkt igen i løbet af handlingen oven på en ellers skidt start i filmens første 20 min. Samme scenarie gør sig også gældende for Freddie Prinze jr., der dog også har det med at agere træmand i et par scener yderligere i filmens anden halvdel. Der hvor man finder de bedste præstationer er derimod hos Ryan Phillippe, hvis intensitet som den arrogante, kapitalistiske og aggressive Barry balancere hårfint på grænsen til overspil, men aldrig på noget tidspunkt rent faktisk gør det. Som Helen beviser Sarah Michelle Gellar at det bestemt ikke var helt tilfældigt, at hun er endt hvor hun er i dag og har opnået den status/kultstatus som hun har. Gellar har så også den fordel frem for resten af castet at hun, selv om Hewitt egentligt er the leding lady, har fået den bedst skrevne rolle i filmen, hvor drømmene om storhed bogstavelig talt ender med et falling from grace og ned i rendestenen hvor hendes skifte fra Queen of the town til girl in the back alley, blir fremragende illustreret af Jim Gillespie i denne scene:
Spoiler! – Helen Falling from Grace
En scene der så glimrende også viser en instruktør der lægger vægten på suspense frem for splat, (overgangen fra underlægningsmusikken til ventilatorens susen 3.48 lige som Gellar træder ned i foyeren, er nervepirrende ud over alle grænser), godt bakket op som tidligere nævnt af Dennis Crossans sublime kameraføring. Ud over de fire hovedroller har Kevin Williamson kreeret et par interessante biroller i hhv. Julies wannabe kæreste og blue collar guy Max, glimrende spillet af Johnny Galecki, og ikke mindst det formodede offer David Egans søster Melissa, overbevisende spooky spillet af Anne Heche, hvis første scene også markerer filmens to eneste referencer til hhv. Silence of The lambs og Murder She Wrote.
"I Know..." holder sig selv oven vande i 90 ud af sine 100 min. og var styret sikkert og roligt i havn, havde det ikke været for en afslutning der ikke kan undgå at skuffe en del, da morderen fejlagtigt bliver demaskeret og dermed mister sin ansigtsløse monstereffekt. Nu da Gillespie så valgte at bruge den løsning, burde han nok ha’ sørget for at hyre en skuespiller med væsentligt mere udstråling, end den der bliver leveret her. Nå det så er sagt, er der nu stadig masser af dramatik og action til slut og det lagt sammen med en slasherfilm der primært kun formår at overaske og imponere, trækker det trods en jævn afslutning og et par enkelte svage skuespilspræstationer kun en enkelt stjerne fra i bedømmelsen af hvad jeg vil betegne, sammen med Scream Trilogien og Urban Legend 1, for en klassiker i moderne slasher historie.
5/6.
DVD
http://www.axelmusic.com/productDetails/0433960253...
Bogen af Lois Duncan
http://www.amazon.co.uk/Know-What-You-Last-Summer/...
#123 NightHawk 16 år siden
Trailer :
http://www.videodetective.com/movies/I_STILL_KNOW_...
Ligeså opfindsom, velskrevet og intelligent udført som 1’eren var, ja ligeså forudsigelig, endimensional og tåbelig udført er Danny Cannons utætte plimsoller af en sequel. Man ved næsten fra start af hvor det bærer henad, da alt det der gjorde 1’eren til en klassiker er fraværende her. Væk er Kevin Williamson kløgtige påfund, væk er John Debneys stemningsfulde score og hvad der er endnu vigtigere, Dennis Crossans billedside og Jim Gillespies sans for suspense, samt de skuespilspræstationer der gav "I Know..." tyngde.
Det hele starter for så vidt ganske lovende, da vi møder Julie i en kirke klar til bekendelse, i hvad der kort efter skal vise sig at være en drømmesekvens. Men herefter går det for alvor ned af bakke i et par ligegyldige, og for karaktererne, intetsigende scener, hvor man blir introduceret for hendes nye venner Karla Wilson, (Brandy) og hendes kæreste Tyrell, (Mekhi Phifer), samt den påtrængende Dave, (John Hawkes) som Karla utrætteligt forsøger at arrangere som date til Julie trods det, at hun allerede er i et forhold med Ray der, mens Julie lever det søde college liv udenbys, ernære sig som fisker i hjembyen Southport. Deres forhold knirker dog en hel del grundet den store afstand og bedre bliver det ikke ligefrem da Ray, via en håbløst søgt undskyldning fra Danny Cannons side der kun er lavet så han kan ha’ et trumf i baghånden plotmæssigt, på klodset vis ikke kommer med på det cruise til Bahamas, som Julie og Karla vinder i et radioshow. Og vupti, ja så blev der lige pludselig en plads ledig til den mystiske Dave på de to veninders 4 mands luksusophold.
Så går det jo hverken værre eller bedre end at Ray ombestemmer sig og beslutter sig for at overaske Julie på feriestedet med en forlovelsesring. På vej derop opstår der dog ”uventede” problemer, da fortidens grimme fjæs i form af The Fisherman brutalt kommer på tværs. Imens ankommer Julie og co. til Bahamas der inden længe er tømt for turister som, modsat hvor fire helte godt kan finde ud af at tjekke vejrudsigten, har erfaret at en gigantisk storm er på vej dertil. For at det ikke skal være løgn, er stedets hotel desuden beboet af par skumle typer, heriblandt ejeren Mr. Brooks, (Jeffrey Re-Animator Combs), porteren og fritids voodoo præsten, Estes, (Bill Cobbs), bartenderen og bikerchik’en Nancy, (Jennifer Esposito) og endelig den lokale pusherdaddy, Titus Telesco, (en rædsom umorsom Jack Black komplet med rastafarihår og et vildt flakkende blik).
Og så er der eller lagt op til slagterparade 101, da den gale Fisker såmænd også, muligvis ved hjælp af en speedbåd der kan sejle med lysets hastighed, ankommer til paradis, nu paradise lost og skaber skræk og rædsel i en højst uoriginal 10 little indians inspireret historie, hvor Danny Cannon går efter devisen; overdrivelse fremmer forståelsen. I sit forsøg på at overgå 1’eren skruer han helt op for blusset og forvandler først heltinden Julie til en hysterisk skrigende uigenkendelig person, inden The Fisherman får lov til, på mest kreative facon, at udstille Cannons forkærlighed for den nemmeste løsning i gysergenren via en parade af grusomme mord, (bla. Et rip-off af Friday The 13’th part 2’s dobbeltmord), der visuelt skal overgå hinanden i blodige close-ups og dermed helt fjerner den stemningsfulde brug af suspense Jim Gillespies film gjorde så fornemt brug af. Pudsigt nok, og det illustrerer så glimrende 2’eren store mangler, er det sidehistorien med Rays kamp for at nå frem i tide og forsøge at redde ikke blot sit forhold til Julie, men også hendes liv, der er det bedste og mest nervepirrende i filmen.
Overraskende nok er det også i den del, at man får det bedste skuespil fra ingen ringere end Freddie Prinze Jr, der med legende lethed overgår alle andre inkl. Jennifer Love Hewitt, Brandy, Hawkes og Phifer og hvad der endnu mere chokerende også veteraner som Bill Cobbs og Jeffrey Combs, der bliver misbrugt på det skammeligste i utaknemmelige roller, der kun synes at ha’ et formål ved dels at kreere en form for falsk højt skuespils niveau, samt et genkendeligt ansigt, der skaber en popreference i gysermæssig sammenhæng. Det er for nemt og for åbenlyst og kort sagt for uoriginalt ligesom resten af filmen, der dog uventet i en højdramatisk og ganske vellykket finale, alligevel viser den har noget at byde på. Men, men, men, hvad der ku’ ha’ indbragt Cannon en stjerne mere bliver ligeså hurtigt trukket fra igen, da geniet på målstregen snubler i sydvesten og lige vil lave en helt unødvendig dobbelt afslutning, der i princippet ku’ ha fungeret, havde Cannon satset på at underspille gyset. Den slags Hitchcock pjat gider han dog ikke og får således lige sat en tyk streg under at hans film, modsat Gillespies velsmagende fiskeret, stinker værre end daggammelt fiskeaffald.
1/6
DVD
http://www.axelmusic.com/productDetails/0433963978...
#124 filmz-Narniabæver 16 år siden
En gammel mand der bor langt ude på landet, beder sin søn om at tage til byen og sælge koen, finde en dame og et ikon til ham, da han er ved at bygge en kirke.
Emir Kusturica sætter tempoet højt oppe igen i denne komedie med bl.a. en mand i sit superhelte kostume, to piger der slubrer højlydt mens de nyder deres drinks og selvfølgelig et vildt bryllup til sidst.
10/10
#125 filmz-Crystalstar1200 16 år siden
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#126 NightHawk 16 år siden
Mange tak :)
#127 Spanner 16 år siden
Filmen kunne let være kommet til at virke tung og lang, men Daniel Day-Lewis' karisma og over-the-top skuespilpræstation i rollen som Daniel Plainview holder filmen på et højt niveau i alle 158 minutter.
Jeg kan ikke se hvem, der skulle kunne røre ham i kampen om Oscaren for bedste mandlige hovedrolle.
"Do not talk to me about pork when we have a crisis on my hands!!" - Producerem
#128 elwood 16 år siden
Jeg synes egentlig lidt at det gabte over mere end det ku klare. og jeg foretrækker de små sager, hvor den anklagede er snu som bare pokker.
Ved ikke hvor mange andre der har set Law And order, men f.eks. afsnittet med den fuldstændig kontrolerene Konen der manipulere Nævningen på snedigste vis (og som i øvrigt intet har imod sin mand har adfære med unge piger) og får sin mand frikendt løb mig koldt ned af ryggen, den var på tv her for nydligt, manden var en meget anerkendt læge.
Men hele Law And order universet er sku lidt forvirrene, der så mange spin off's og andre personer der skiftes ud hele tiden.
Lennie Briscoe karakter'en er stadigvæk den som mest fanger mig
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#129 filmz-Bruce 16 år siden
Fik set American Gangster HD DVD versionen med Crystalstar1200 her til aften og det var endnu engang en nydelse. Ridley Scott er og bliver en cinematografisk mester og han kender begrænsningens kunst og overgører ikke diverse virkemidlers brug, men når det virker reelt ifht. situationen.
Vil man blot se filmen og underholdes, er det muligt. Vil man mere, kan man dissekere hver eneste scene og klappe derefter. Det er et overflødighedshorn af lækre billedkompositioner, i en perfekt opsat 70'er ramme, som skriger Serpico og Prince of the City, med et ensemble, som alle som én spiller upåklageligt. En fryd for øjet!
Piet Hein sagde "Slid men vid: Ting Tar Tid" og American Gangster tager al den tid i verden der skal tages, ikke kun for at fortælle en historie, men for at historien kan udfolde sig i tro rammer for perioden. Der var nogle lækre afrofrisurer indimellem og polyester jakkesæt bør få en retro.
2 oscarnomineringer i små kategorier vidner om et exceptionelt godt filmår, eftersom den er Scorseses Oscar vinder fra 2006, Departed, langt overlegen i genren og bærer præg af en instruktør med et stort overskud, tro på sine egne evner og ikke mindst på historiens ekskvering.
Film: 8.5/10
Video: 8/10
Lyd: 8/10
#130 filmz-Crystalstar1200 16 år siden
Ja, jeg kan kun tilslutte mig dine ord, så hefra:
Film: 8/10
Video: 8/10
Lyd: 8/10
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***