# 140 I mine øjne er det en rigtig god date film ;)
Det kan godt være at det var Pirates filmene som gjorde Keira Kneightly kendt, men det er disse film som man vender tilbage til når man vil have en god og smuk oplevelse, og som hun får priser for.
Personligt kunne jeg godt lide "Pride and Prejudice", selvom den ikke når TV-serien, syntes jeg at den flot klare den store hisorie på "kort tid" og tilsat smukke billeder.
Going To Pieces – The Rise, Fall and Rise of The Slasher Films - 2006 af, Jeff McQueen
Trailer :
McQueen åbner sin film med en kort historisk gennemgang om menneskets trang til altid at ville chokeres og overraskes, har ligget i vores natur lige siden hulemalerierne af stammekrige over romerrigets blodige gladiatorkampe med et hujende publikum og frem til Gaul Teatrenes makabre shows i 20’erne og frem til 50’erne, hvor konkurrencen fra filmmediet blev for stor og teatret måtte lukke, hvilket bliver nøgternt brugt som logisk forklaring for gysets berettigelse af blot en af dokumentarfilmens mange adspurgte instruktører, John Carpenter, som desuden får selskab af så prominente navne i slashermæssig sammenhæng som Wes Craven, Tom Savini, Sean S. Cunningham, Greg Nicotero, Paul Lynch, Fred Walton, Joseph Stefano, Stan Winston, Rob Zombie og Amy Holden Jones, samt præsidenten for Fangoria magazine Anthony Timpone, for at nævne dem blandt den store skare der har mest på hjerte. Som man også kan læse sig til flere andre steder i diverse fagbøger, bliver slashergenrens fundament lagt allerede i 1960 med hhv. Michael Powells Peeping Tom og Alfred Hitchcocks Psycho, der er kendetegnende for deres brug af suspense frem for splat, hvilket også bliver synonym med genrens klassikere i den mest populære periode strækkende fra 1974 til 1981 med Black Christmas, Texas Chainsaw Massacre, Halloween, When a Stranger Calls, Prom Night og Friday The 13’th, der hvad angår sidstnævnte var begyndelsen på overgangen til mere grafisk vold i bla. den og "Halloween"s mange sequels, samt bla. i My Bloody Valentine, The Prowler, The Burning og ikke mindst i 1984, der markerede året for Freddy Krueger i Nightmare on Elm Street serien.
John Carpenter får som den første lov til at lægge ud omkring tilblivelsen af ham og Debra Hills klassiker "Halloween" fra 1978 og fortæller kort om hvorledes de via producenten Moustafa Akkad, som elskede deres manuskript og fluks gav de to debutanter 300.000 dollars, fik pludselig fik muligheden for at se deres projekt realiseret. Med go’ hjælp fra en intens præstation af Donald Pleasence, der kun var til rådighed i 3 dage, fik filmen den starpower og opmærksomhed der sku’ til for endelig at opnå sin senere store succes med en samlet indtjening på 50 mio. dollars, der samtidig betød at diverse producenter rundt omring i Hollywood fik øje på en mulig guldgrube. På den måde blev dørene åbnet på vid gab for de mange andre aspiranter, der gik med drømme om at få deres film finansieret. Undervejs får man desuden input fra de to effektmestre Stan Winston og Greg Nicotero om "Halloweens" betydning for genren både hvad angår det tekniske ambitiøse aspekt med det storslåede widescreen cinemascope format, kameravinklen Killers Point of view og de nu klassiske grundregler via introduktionen af den ustoppelige morder og den udtryksløse maske, Final Girl, (den udvalgte der besejrer ondskaben) samt referencerne til tidligere film, som i dette tilfælde ku’ ses i form af Jamie Lee Curtis forbindelse til sin mor Janet Leigh, ingen ringere end Marion i Alfred Hitchcocks "Psycho". Lystigt hopper vi frem til 1980 og "Friday The 13" hvor en utrolig veloplagt Sean S. Cunningham og Tom Savini fortæller om filmens spøjse tilblivelse og de kreative effekter. Cunningham lagde ud med i sin tid for sjov at indrykke en annonce for sin film i avisen, kun for at se om titlen var ledig på markedet. Det var den og desuden gav det en overraskende sideeffekt, da en meget interesseret producent fra Chicago tog kontakt og var klar til at finansiere filmen. Problemet var bare at der intet manuskript var, og så sku’ der tænkes hurtigt. Cunningham ville med sin film gøre mordene mere grafiske og ringede derfor fluks til Tom Savini hvis effekter i George Romeros Dawn of the Dead, han var ret imponeret af og Savini sprang til med det samme.
I fælles front blev en simpel historie stablet på benene bygget op omkring de forskellige drab. Der sku’ dog lidt mere tyngde og forhistorie til og derfor blev veteranen Betsy Palmer, (hvor "Friday the 13" var hendes første gyser) indkaldt og karakteren Jason, den handicappede søn med den grumme skæbne, inkluderet i manuset. Senere opstod der igen problemer manuskriptmæssigt, da ingen syntes at vide hvordan filmen sku’ slutte ordentligt. Det løste Tom Savini heldigvis efter en kort brainstorm, da han lod sig inspirere af Brian De Palmas Carrie. Måden at slutte på var dog ikke et enkeltstående tilfælde og sku’ således vise sig at blive en fast tradition i hele "Friday The 13’th" serien. Som rosinen i blodpølse enden blev det sidste lag lagt i form af Henry Manfredinis enkle men yderst effektive score, det berømte "kikiki-mamama", som i dag er ligeså berømt, men langtfra ligeså melodisk, som Carpenters minimalistiske score. Grundet "Halloweens" store succes tidligere gik giganterne Paramount og Warner Brothers i en heftig udbudskrig om "Friday The 13’th", som Paramount endte med at komme sejrridt ud af. Med en satsning på en national distribution endte "Friday The 13’th" med næsten at gøre "Halloween" kunsten efter og scorede en samlet indtjening på 40 mio. dollars.
Med Carpenters og Cunninghams mega succes var genren blåstemplet og filmene kom nu i en lind strøm startende med Paul Lynch "Prom Night", der ud over fordelen ved at ha’ Jamie Lee Curtis i hovedrollen også fulgte op med traditionen med et kendt ansigt, denne gang Leslie Nielsen. Lynch har selv altid betragtet filmen mere som en thriller/revengemovie end en slasher, men er bestemt heller ej ked af forevigt at være nævnt i selskab med mere kendte instruktører. "Prom Night" blev i en periode den sidste i genren med fokus lagt på suspense og således i tråd med at publikum ville se mere og mere blod, gjorde Tom Savini sit til med "The Prowler", Maniac og "The Burning", at gøre mordene så makabre og blodige som overhoved muligt, inspireret både af den italienske 70’er gyserbølge, (mest domineret af Bava og Dario Argento), som kun bliver meget kort beskrevet i dokumentaren, og sine oplevelser som krigsfotograf under vietnamkrigen. I samme periode hvor de fleste slasherfilm blev lavet i Canada af økonomiske billigere årsager, opstod en ny bølge i genren med den yderst blodige "My Bloody Valentine", der blev startskuddet til et hav af titler i træk på diverse højtider heriblandt ; Happy Birthday To Me, Graduation Day, Thanksgivings Day og ikke mindst Silent Night Deadly Night, som senere sku’ blive centrum for en større hetz. Inden da var der allerede lagt i kakkelovnen til hård kritik af genren efter film som Splatter University, Sleepaway Camp, (der har en interessant Neil Jordan vinkel) og Amy Holden Jones Slumber Party Massacre, havde set dagens lys.
Det var dråben der endelig fik bægret til at flyde over for de nu legendariske filmanmeldere Siskel & Ebert, der må ha’ fået det forkerte ben ud af sengen eller sovet i timen i simpel analyse for, at ku’ drage så tåbelige konklusioner på slashergenrens vegne, som de gjorde i deres dengang så populære tv-program. Ifølge de to "kloge hoveder" var slashergenren nemlig ikke andet end en undskyldning for at undertrykke og ydmyge kvinder, i hvad der kun ku’ tolkes som en mandschauvinistisk omgang "Get Back in your place woman" propaganda! Som om det ikke var nok for de to herrer, ja så sku’ biografgængerne også lige ha’ en kindhest med på vejen, da Ebert meget belærende påstår at dem der ser den slags film, kun gør det fordi de kan li’ at identificere sig med morderen og altså derfor må hade kvinder generelt…What! Her blev undertegnede sgu pænt fornærmet, men ku’ alligevel ikke la’ vær med at trække på smilebåndet fordi det, når det bliver så forkert anskuet som det gør her, går hen og bliver direkte latterligt, hvilket både Betsy Palmer, Amy Holden Jones og Stan Winston også alle med deres udtalelser understøtter, at Siskel & Eberts fortolkning skal vendes 180 grader. For slasherfilmen har, og heraf begrebet Final Girl, i 9 ud af 10 tilfælde gjort det til fast tradition, at la’ ondskaben, oftest symboliseret i form af en mand, blive ikke blot besejret men også udklaceret af en kvinde og altså dermed klart og tydeligt, frem for at undertrykke, hylder kvinden/det kvindelig køn i form af ha’ den altafgørende helterolle. Desuden er det ikke morderen publikum identificerer sig med, men offeret og her har det vital rolle for spændingens skyld at det, frem for en muskuløs mand, er en ud ad til almindelig kvinde der må kæmpe mod overmagten og dermed gør gyset det mere intenst og nervepirrende.
Spændingsniveauet var også på sit absolut højeste, da filmen "Silent Night Deadly Nigh" havde premiere i 1984 og måtte se sig selv offer for rasende forældre, der efter at ha’ set et par lettere uheldige spots i tv’et om en gal julemands bersærkergang mente, at deres børn ville få evige ar på sjælen over dette syn og derfor besluttede sig for først at kime produktionsselskabet Tristar ned og efterfølgende i samlet flok lave protestaktioner ud for de biografer, der havde den på programmet. Nervøse over alt den negative omtale bøjede Tristar sig til sidst for presset og fjernede resolut "Silent Night Deadly Night" fra biograferne igen. Felissa Rose fra "Sleepaway Camp" og Amy Holden Jones gør det efterfølgende klart, at de mener at forældrene i stedet for at lægge hele ansvaret over på filmens skabere, hvis intentioner jo aldrig havde været at genere nogen, sku’ se sig selv i øjnene og være deres ansvar bevist over deres børn og prøve at forklare dem hvad det er de ser, så de lærer at forholde sig til det. Lilyan Chauvin der spiller Mother Superior i filmen kommer dog også ind på noget ganske interessant til debatten, da hun omvendt mener at Tristar lidt selv var skyld i kaoset grundet forkert markedsføring med fokus lagt det forkerte sted. Eller sagt på en anden måde, havde de droppet julemanden fra tv-spotene, ja så ku’ hele scenariet med demonstrationer været undgået. Stadigvæk er hun dog enig i, at forældrene håndterede situationen helt forkert når alt kommer til alt. Hele denne historie sku’ efterfølgende vise sig, at få konsekvenser for slasheren og Joseph Zito, der på pågældende tidspunkt var i færd med Friday The 13’th – Part IV, mærkede tydeligt Paramounts begyndende nervøsitet over den dårlige omtale, som Wes Craven, der selv var i gang med sit første kapitel om Freddy Krueger, eneste svar på var ; Det handler om penge. I samme periode var genren så småt gået i selvsving, historierne blevet tyndere og mordene knap så opfindsomme, hvilket Craven med sit altid opmærksomme øje straks så og gav med sin "A Nightmare On Elm Street", inspireret af en japansk ulykke fra virkeligheden, nyt blod til det sårede slasherbæst, i form af et manuskript der fokuserede mere på teenagerens underbeviste angst for livet i sin helhed og gjorde mordene mere visuelt kreative helt i tråd med filmens psykologiske tråd. Grundet diverse selskabers berøringsangst blev "Nightmare On Elm Street" en særdeles god forretning for Craven og makkeren Robert Shapiro, der selv måtte skrabe pengene sammen og dannede selskabet New Line Cinema. Surt især hvis man hedder Paramount, der med deres nej til at finansierer filmen, gik glip af hvad senere sku’ vise sig at blive den mest indbringende serie i gysermæssig sammenhæng med ikonet Freddy Krueger som stensikker golden boy.
Et kort blik på slasherens succes i 80’erne bliver af bla. Tom Savini og Greg Nicotero forklaret som værende eskapisme for den tids uoverskuelige farer, bla. den kolde krigs atomtrussel og AIDS, der betød at folk overførte deres angst til det mere håndgribelige monster på det hvide lærred i biografen, som på den måde gav folk en form for tryghed imod den virkelige verdens mere skræmmende realiteter. Samtidig var slasheren med sine umiddelbare påvirkning af sanserne også et oprør mod de overfladiske, følelseskolde og materialistiske yuppie 80’er, men endte paradoksalt nok med at blive opslugt af selv samme grådighed via de mange sequels til bla. "Texas Chainsaw Massacre", "Halloween", "Friday The 13’th", "A Nightmare On Elm Street" og den bunke af merchandise der fulgte med. Samtidig begyndte filmene. at blive mere humoristiske, nogen vil sige på grænsen til selv parodi, og styrede stille og roligt mod sin definitive død som stakkels Fred Walton med sin metafilmiske April Fools Day i 1986 ufortjent fik lov af agerer gravsten for i historiebøgerne skønt det, at man nok med rette ku’ mene, at det var Rachel Talalay der med sin Freddys Dead – The Final Nightmare fra 1991 med sine alt for mange oneliners sagtens ku’ ta’ æren for genrens fald. Dette "fald" varede dog ikke mere end 3 år for så genoplivede Wes Craven det hele igen i 1994 med The New Nightmares intelligente film-i-film manuskript og senere i 1996 med Scream, hvis store succes skyldtes dets fornemme leg med referencer tilbage tiden og sin hårfine balance af gys og selvironi.
"Scream" følger de faste regler, men udfordrer dem samtidig i sin historie så set-up’et aldrig går hen og bliver kedeligt ej heller i dens sequels, der konstant vender og drejer sit koncept. Med "Scream" satte Craven også en ny standard ved det, at ha’ allerede kendte navne med på rollelisten ved Neve Campbell, (Party of Five), Courtney Cox, (Venner) og ikke mindst Drew Barrymore kendt fra flere film. Det stik modsatte var tilfældet i 80’erne, hvor store stjerner som Kevin Bacon, Tom Hanks, Holly Hunter, Jason Alexander, Patricia Arquette, Laurence Fishburne og vores alle sammens darling Johnny Depp i deres film var ukendte ansigter. Ideen med at bruge unge kendte navne blev efterfølgende fulgt op i I Know What You Did Last Summer, med Jennifer Love Hewitt, (Party of Five) og Sarah Michelle Gellar, (Buffy The Vampire Slayer) og igen i Urban Legend med Jared Leto, (My So-Called Life) og Rebecca Gayheart, (Beverly Hills 90210), samt Freddy vs. Jason med Kelly Rowlands, (R&B bandet Destinys Child) og cementerede dermed at slasheren atter var tilbage og mere populær end nogensinde før. Afslutningsvis i dokumentaren ses der fremad med en hurtig gennemgang af de nye i genren, der alle er kendetegnende ved deres brug af ekstrem vold, som bla. Saw, Hostel, Texas Chainsaw Massacre : 2003, Wolf Creek, House of 1000 Corpses og The Devils Rejects hvor af de to sidstnævnte er instrueret af Rob Zombie, der her bliver omtalt som en slags fremtidens messias i slashermæssig sammenhæng med sin eksperimenterende og musikvideo inspirerede stil som kreativ nytænkning.
Konklusion :
Som man kan fornemme er "Going To Pieces", der er baseret på Adam Rockoffs bog af samme navn, ikke nogen nem film at anmelde, selv om jeg har prøvet at gi’ teksten et vist flow, da den er meget fragmenteret og lystigt springer frem og tilbage i perioden, med sine mange eksempler fortalt i en ofte lige lovlig hektisk og poppet klippestil, hvor man skal holde tungen mere end almindelig lige i munden for ikke at misse de mange guldkorn. Desuden er spilletiden på 88 min. ganske enkelt for kort til at dække så mange film og inkludere så mange af folkene bag, som den vil. Det havde, imo, været klart at foretrække med cirka 120. min i stedet for og en større fokus på dem man kender som klassikerne, dvs. de omtalte "Halloween", "Friday The 13", "Prom Night", men så sandelig også de nye som, "A New Nightmare", "Scream", (hele trilogien), "I Know What You Did Last Summer", "Urban Legend" og ikke mindst "Black Christmas" og "Texas Chainsaw Massacre" som begge skammeligt bliver overset i filmen, hvilket der dog bliver rådet lidt bod på mht. "Black Christmas" med et kort interview af Bob Clark på ekstramaterialet. De to film sku’ selvfølgelig ha’ været omtalt i første halvdel, som for øvrigt ikke byder på meget nyt under solen for hardcore gyserfans. Ligeledes finder jeg det besynderligt, at man helt ser bort fra de langt bedre repræsentanter for moderne slashers Wrong Turn og Jeepers Creepers, hvor der i den grad er gjort intelligent brug af referencer og suspense, end det er tilfældet med især Rob Zombies film, som jeg sammen med hans såkaldte "kreative" talenter finder for direkte elendige.
Jeg må også stille mig uforstående overfor, at man vælger at inkludere Silence of The Lambs som, imo, er en psykologisk gyser/krimi, og derfor absolut intet har med slasher at gøre, som filmen der bragte genren tilbage på sporet, inden man bliver introduceret for "Scream". Ej heller gir det i den sammenhæng mening at inkludereThe Grudge, som er en overnaturlig/dæmonisk gyser, i forbindelse med denne film til sidst, hvor det også helt og aldeles fejlagtigt bliver påstået at "The Grudge", frem for Sarah Michelle Gellars 7 år i "Buffy", har gjort hende attraktiv for folk i filmbranchen. Det bedste i dokumentaren kommer i anden halvdel omhandlende hele forløbet omkring "Silent Night Deadly Night", Siskel & Ebert segmentet og argumenterne for og imod slasherfilmenes symbolværdi, den efterfølgende bekymring fra de pengeglade selskaber, samt den kommercielle indflydelse og Wes Cravens revival. Som ny interesseret i slashergenren er "Going To Pieces" bestemt anbefalelsesværdig og fungerer glimrende som et slideshow leksikon med tilhørende noter, men er mindre interessant og overfladisk for mere garvede fans til, at ku’ få mere end middelkarakter. Det trækker dog en enkelt stjerne op, tager man ekstramaterialet, der indeholder 6 interviews hvoraf Joseph Stefano, (Hitchcocks manusforfatter til "Psycho"), Fred Walton, (der fortæller om sit store hit "When a Stranger Calls") og det førnævnte med Bob Clark om "Black Christmas" som det klart bedste, med i vurderingen. Ydermere er der et glimrende kommentarspor med co-producers Rachel Belofsky og Rudy Scalese plus filmens regissør Michael Bonusz, som bla. forklarer nogle af grundende til, at de ikke ku' lave filmen mere detaljeret pga. diverse rettighedsproblemer, samt fortæller en sjov anekdote om Laurence Fishburne, der krukket nægtede dem at bruge et billede af ham fra Nightmare on Elm Street 3 – The Dream Warriors da han, citat ; "Ikke længere ønskede at blive sat i forbindelse med disse film/genren", (uhh...Sjovt nok har Fishburne det fint nok med at lave BikerBoyz og andet lallende gøgl! go figure?).
Det hele lagt sammen ender "Going To Pieces", trods at være noget ujævn, på :
Kommet hjem efter og ha set Jumper, historien skal der ikke bruges tid på, den er ret so and so.
Især har moren i filmen ikke rigtig nogen særlig vigtig rolle faktisk ku hun sagtens være sparet væk, Slutningen er hmm ja ved ikke hvo'en det skal beskrives ud at spoile så.
Slutningen er lidt hmm ja skuffene, der er ikke det der klassiske store opgør, som man ville forvente og den anden Jumper bliver ike rigtig brugt nok
En god popcornsfilm, den underholdte mig hvertfald mere end National Treasure 2, og så holder effekterne ret godt med al den Teleportering, men WETA er også magikerne bag, så det overraskede mig ikke, især en scene med en London Bus Var ret fedt lavet synes jeg, og den havde også sin komiske charme.
Slutningen var nok det som skuffede mig mest.
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Jeg regner med i den nærmeste fremtid at lave en samlet anmeldelse af Scream trilogien og hele Friday The 13'th sagaen, så der er masser af go' slasherunderholdning i vente. :)
Jeg så at du havde skrevet om P.S. I Love You, som jeg helt sikkert skal ha' set, i # 27 og som stor James Marsters fan, vil jeg lige høre dig om, hvordan han klarede den i sin rolle som John McCarthy ? :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
En dame der er i træning hos FBI møder en godt indespærret farlig kriminel (Anthony Hopkins som Hannibal), der kender en anden farlig kriminel som er på fri fod.
Den anden forbryder er Buffalo Bill, der har en pige som fange.
En god gyser der er et par Oscar nomineringer værd.
#141 filmz-Crystalstar1200 16 år siden
Det kan godt være at det var Pirates filmene som gjorde Keira Kneightly kendt, men det er disse film som man vender tilbage til når man vil have en god og smuk oplevelse, og som hun får priser for.
Personligt kunne jeg godt lide "Pride and Prejudice", selvom den ikke når TV-serien, syntes jeg at den flot klare den store hisorie på "kort tid" og tilsat smukke billeder.
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#142 putandtake 16 år siden
IMDB gennemsnit på 7,6 og hos Rotten Tomates har den fået imponerende 86% positive anmeldelser.
Den kan findes i Blockbuster da den herhjemme sørgeligt nok blev sendt direkte ud på video.
#143 NightHawk 16 år siden
Trailer :
McQueen åbner sin film med en kort historisk gennemgang om menneskets trang til altid at ville chokeres og overraskes, har ligget i vores natur lige siden hulemalerierne af stammekrige over romerrigets blodige gladiatorkampe med et hujende publikum og frem til Gaul Teatrenes makabre shows i 20’erne og frem til 50’erne, hvor konkurrencen fra filmmediet blev for stor og teatret måtte lukke, hvilket bliver nøgternt brugt som logisk forklaring for gysets berettigelse af blot en af dokumentarfilmens mange adspurgte instruktører, John Carpenter, som desuden får selskab af så prominente navne i slashermæssig sammenhæng som Wes Craven, Tom Savini, Sean S. Cunningham, Greg Nicotero, Paul Lynch, Fred Walton, Joseph Stefano, Stan Winston, Rob Zombie og Amy Holden Jones, samt præsidenten for Fangoria magazine Anthony Timpone, for at nævne dem blandt den store skare der har mest på hjerte. Som man også kan læse sig til flere andre steder i diverse fagbøger, bliver slashergenrens fundament lagt allerede i 1960 med hhv. Michael Powells Peeping Tom og Alfred Hitchcocks Psycho, der er kendetegnende for deres brug af suspense frem for splat, hvilket også bliver synonym med genrens klassikere i den mest populære periode strækkende fra 1974 til 1981 med Black Christmas, Texas Chainsaw Massacre, Halloween, When a Stranger Calls, Prom Night og Friday The 13’th, der hvad angår sidstnævnte var begyndelsen på overgangen til mere grafisk vold i bla. den og "Halloween"s mange sequels, samt bla. i My Bloody Valentine, The Prowler, The Burning og ikke mindst i 1984, der markerede året for Freddy Krueger i Nightmare on Elm Street serien.
John Carpenter får som den første lov til at lægge ud omkring tilblivelsen af ham og Debra Hills klassiker "Halloween" fra 1978 og fortæller kort om hvorledes de via producenten Moustafa Akkad, som elskede deres manuskript og fluks gav de to debutanter 300.000 dollars, fik pludselig fik muligheden for at se deres projekt realiseret. Med go’ hjælp fra en intens præstation af Donald Pleasence, der kun var til rådighed i 3 dage, fik filmen den starpower og opmærksomhed der sku’ til for endelig at opnå sin senere store succes med en samlet indtjening på 50 mio. dollars, der samtidig betød at diverse producenter rundt omring i Hollywood fik øje på en mulig guldgrube. På den måde blev dørene åbnet på vid gab for de mange andre aspiranter, der gik med drømme om at få deres film finansieret. Undervejs får man desuden input fra de to effektmestre Stan Winston og Greg Nicotero om "Halloweens" betydning for genren både hvad angår det tekniske ambitiøse aspekt med det storslåede widescreen cinemascope format, kameravinklen Killers Point of view og de nu klassiske grundregler via introduktionen af den ustoppelige morder og den udtryksløse maske, Final Girl, (den udvalgte der besejrer ondskaben) samt referencerne til tidligere film, som i dette tilfælde ku’ ses i form af Jamie Lee Curtis forbindelse til sin mor Janet Leigh, ingen ringere end Marion i Alfred Hitchcocks "Psycho". Lystigt hopper vi frem til 1980 og "Friday The 13" hvor en utrolig veloplagt Sean S. Cunningham og Tom Savini fortæller om filmens spøjse tilblivelse og de kreative effekter. Cunningham lagde ud med i sin tid for sjov at indrykke en annonce for sin film i avisen, kun for at se om titlen var ledig på markedet. Det var den og desuden gav det en overraskende sideeffekt, da en meget interesseret producent fra Chicago tog kontakt og var klar til at finansiere filmen. Problemet var bare at der intet manuskript var, og så sku’ der tænkes hurtigt. Cunningham ville med sin film gøre mordene mere grafiske og ringede derfor fluks til Tom Savini hvis effekter i George Romeros Dawn of the Dead, han var ret imponeret af og Savini sprang til med det samme.
I fælles front blev en simpel historie stablet på benene bygget op omkring de forskellige drab. Der sku’ dog lidt mere tyngde og forhistorie til og derfor blev veteranen Betsy Palmer, (hvor "Friday the 13" var hendes første gyser) indkaldt og karakteren Jason, den handicappede søn med den grumme skæbne, inkluderet i manuset. Senere opstod der igen problemer manuskriptmæssigt, da ingen syntes at vide hvordan filmen sku’ slutte ordentligt. Det løste Tom Savini heldigvis efter en kort brainstorm, da han lod sig inspirere af Brian De Palmas Carrie. Måden at slutte på var dog ikke et enkeltstående tilfælde og sku’ således vise sig at blive en fast tradition i hele "Friday The 13’th" serien. Som rosinen i blodpølse enden blev det sidste lag lagt i form af Henry Manfredinis enkle men yderst effektive score, det berømte "kikiki-mamama", som i dag er ligeså berømt, men langtfra ligeså melodisk, som Carpenters minimalistiske score. Grundet "Halloweens" store succes tidligere gik giganterne Paramount og Warner Brothers i en heftig udbudskrig om "Friday The 13’th", som Paramount endte med at komme sejrridt ud af. Med en satsning på en national distribution endte "Friday The 13’th" med næsten at gøre "Halloween" kunsten efter og scorede en samlet indtjening på 40 mio. dollars.
Med Carpenters og Cunninghams mega succes var genren blåstemplet og filmene kom nu i en lind strøm startende med Paul Lynch "Prom Night", der ud over fordelen ved at ha’ Jamie Lee Curtis i hovedrollen også fulgte op med traditionen med et kendt ansigt, denne gang Leslie Nielsen. Lynch har selv altid betragtet filmen mere som en thriller/revengemovie end en slasher, men er bestemt heller ej ked af forevigt at være nævnt i selskab med mere kendte instruktører. "Prom Night" blev i en periode den sidste i genren med fokus lagt på suspense og således i tråd med at publikum ville se mere og mere blod, gjorde Tom Savini sit til med "The Prowler", Maniac og "The Burning", at gøre mordene så makabre og blodige som overhoved muligt, inspireret både af den italienske 70’er gyserbølge, (mest domineret af Bava og Dario Argento), som kun bliver meget kort beskrevet i dokumentaren, og sine oplevelser som krigsfotograf under vietnamkrigen. I samme periode hvor de fleste slasherfilm blev lavet i Canada af økonomiske billigere årsager, opstod en ny bølge i genren med den yderst blodige "My Bloody Valentine", der blev startskuddet til et hav af titler i træk på diverse højtider heriblandt ; Happy Birthday To Me, Graduation Day, Thanksgivings Day og ikke mindst Silent Night Deadly Night, som senere sku’ blive centrum for en større hetz. Inden da var der allerede lagt i kakkelovnen til hård kritik af genren efter film som Splatter University, Sleepaway Camp, (der har en interessant Neil Jordan vinkel) og Amy Holden Jones Slumber Party Massacre, havde set dagens lys.
Det var dråben der endelig fik bægret til at flyde over for de nu legendariske filmanmeldere Siskel & Ebert, der må ha’ fået det forkerte ben ud af sengen eller sovet i timen i simpel analyse for, at ku’ drage så tåbelige konklusioner på slashergenrens vegne, som de gjorde i deres dengang så populære tv-program. Ifølge de to "kloge hoveder" var slashergenren nemlig ikke andet end en undskyldning for at undertrykke og ydmyge kvinder, i hvad der kun ku’ tolkes som en mandschauvinistisk omgang "Get Back in your place woman" propaganda! Som om det ikke var nok for de to herrer, ja så sku’ biografgængerne også lige ha’ en kindhest med på vejen, da Ebert meget belærende påstår at dem der ser den slags film, kun gør det fordi de kan li’ at identificere sig med morderen og altså derfor må hade kvinder generelt…What! Her blev undertegnede sgu pænt fornærmet, men ku’ alligevel ikke la’ vær med at trække på smilebåndet fordi det, når det bliver så forkert anskuet som det gør her, går hen og bliver direkte latterligt, hvilket både Betsy Palmer, Amy Holden Jones og Stan Winston også alle med deres udtalelser understøtter, at Siskel & Eberts fortolkning skal vendes 180 grader. For slasherfilmen har, og heraf begrebet Final Girl, i 9 ud af 10 tilfælde gjort det til fast tradition, at la’ ondskaben, oftest symboliseret i form af en mand, blive ikke blot besejret men også udklaceret af en kvinde og altså dermed klart og tydeligt, frem for at undertrykke, hylder kvinden/det kvindelig køn i form af ha’ den altafgørende helterolle. Desuden er det ikke morderen publikum identificerer sig med, men offeret og her har det vital rolle for spændingens skyld at det, frem for en muskuløs mand, er en ud ad til almindelig kvinde der må kæmpe mod overmagten og dermed gør gyset det mere intenst og nervepirrende.
Spændingsniveauet var også på sit absolut højeste, da filmen "Silent Night Deadly Nigh" havde premiere i 1984 og måtte se sig selv offer for rasende forældre, der efter at ha’ set et par lettere uheldige spots i tv’et om en gal julemands bersærkergang mente, at deres børn ville få evige ar på sjælen over dette syn og derfor besluttede sig for først at kime produktionsselskabet Tristar ned og efterfølgende i samlet flok lave protestaktioner ud for de biografer, der havde den på programmet. Nervøse over alt den negative omtale bøjede Tristar sig til sidst for presset og fjernede resolut "Silent Night Deadly Night" fra biograferne igen. Felissa Rose fra "Sleepaway Camp" og Amy Holden Jones gør det efterfølgende klart, at de mener at forældrene i stedet for at lægge hele ansvaret over på filmens skabere, hvis intentioner jo aldrig havde været at genere nogen, sku’ se sig selv i øjnene og være deres ansvar bevist over deres børn og prøve at forklare dem hvad det er de ser, så de lærer at forholde sig til det. Lilyan Chauvin der spiller Mother Superior i filmen kommer dog også ind på noget ganske interessant til debatten, da hun omvendt mener at Tristar lidt selv var skyld i kaoset grundet forkert markedsføring med fokus lagt det forkerte sted. Eller sagt på en anden måde, havde de droppet julemanden fra tv-spotene, ja så ku’ hele scenariet med demonstrationer været undgået. Stadigvæk er hun dog enig i, at forældrene håndterede situationen helt forkert når alt kommer til alt. Hele denne historie sku’ efterfølgende vise sig, at få konsekvenser for slasheren og Joseph Zito, der på pågældende tidspunkt var i færd med Friday The 13’th – Part IV, mærkede tydeligt Paramounts begyndende nervøsitet over den dårlige omtale, som Wes Craven, der selv var i gang med sit første kapitel om Freddy Krueger, eneste svar på var ; Det handler om penge. I samme periode var genren så småt gået i selvsving, historierne blevet tyndere og mordene knap så opfindsomme, hvilket Craven med sit altid opmærksomme øje straks så og gav med sin "A Nightmare On Elm Street", inspireret af en japansk ulykke fra virkeligheden, nyt blod til det sårede slasherbæst, i form af et manuskript der fokuserede mere på teenagerens underbeviste angst for livet i sin helhed og gjorde mordene mere visuelt kreative helt i tråd med filmens psykologiske tråd. Grundet diverse selskabers berøringsangst blev "Nightmare On Elm Street" en særdeles god forretning for Craven og makkeren Robert Shapiro, der selv måtte skrabe pengene sammen og dannede selskabet New Line Cinema. Surt især hvis man hedder Paramount, der med deres nej til at finansierer filmen, gik glip af hvad senere sku’ vise sig at blive den mest indbringende serie i gysermæssig sammenhæng med ikonet Freddy Krueger som stensikker golden boy.
Et kort blik på slasherens succes i 80’erne bliver af bla. Tom Savini og Greg Nicotero forklaret som værende eskapisme for den tids uoverskuelige farer, bla. den kolde krigs atomtrussel og AIDS, der betød at folk overførte deres angst til det mere håndgribelige monster på det hvide lærred i biografen, som på den måde gav folk en form for tryghed imod den virkelige verdens mere skræmmende realiteter. Samtidig var slasheren med sine umiddelbare påvirkning af sanserne også et oprør mod de overfladiske, følelseskolde og materialistiske yuppie 80’er, men endte paradoksalt nok med at blive opslugt af selv samme grådighed via de mange sequels til bla. "Texas Chainsaw Massacre", "Halloween", "Friday The 13’th", "A Nightmare On Elm Street" og den bunke af merchandise der fulgte med. Samtidig begyndte filmene. at blive mere humoristiske, nogen vil sige på grænsen til selv parodi, og styrede stille og roligt mod sin definitive død som stakkels Fred Walton med sin metafilmiske April Fools Day i 1986 ufortjent fik lov af agerer gravsten for i historiebøgerne skønt det, at man nok med rette ku’ mene, at det var Rachel Talalay der med sin Freddys Dead – The Final Nightmare fra 1991 med sine alt for mange oneliners sagtens ku’ ta’ æren for genrens fald. Dette "fald" varede dog ikke mere end 3 år for så genoplivede Wes Craven det hele igen i 1994 med The New Nightmares intelligente film-i-film manuskript og senere i 1996 med Scream, hvis store succes skyldtes dets fornemme leg med referencer tilbage tiden og sin hårfine balance af gys og selvironi.
"Scream" følger de faste regler, men udfordrer dem samtidig i sin historie så set-up’et aldrig går hen og bliver kedeligt ej heller i dens sequels, der konstant vender og drejer sit koncept. Med "Scream" satte Craven også en ny standard ved det, at ha’ allerede kendte navne med på rollelisten ved Neve Campbell, (Party of Five), Courtney Cox, (Venner) og ikke mindst Drew Barrymore kendt fra flere film. Det stik modsatte var tilfældet i 80’erne, hvor store stjerner som Kevin Bacon, Tom Hanks, Holly Hunter, Jason Alexander, Patricia Arquette, Laurence Fishburne og vores alle sammens darling Johnny Depp i deres film var ukendte ansigter. Ideen med at bruge unge kendte navne blev efterfølgende fulgt op i I Know What You Did Last Summer, med Jennifer Love Hewitt, (Party of Five) og Sarah Michelle Gellar, (Buffy The Vampire Slayer) og igen i Urban Legend med Jared Leto, (My So-Called Life) og Rebecca Gayheart, (Beverly Hills 90210), samt Freddy vs. Jason med Kelly Rowlands, (R&B bandet Destinys Child) og cementerede dermed at slasheren atter var tilbage og mere populær end nogensinde før. Afslutningsvis i dokumentaren ses der fremad med en hurtig gennemgang af de nye i genren, der alle er kendetegnende ved deres brug af ekstrem vold, som bla. Saw, Hostel, Texas Chainsaw Massacre : 2003, Wolf Creek, House of 1000 Corpses og The Devils Rejects hvor af de to sidstnævnte er instrueret af Rob Zombie, der her bliver omtalt som en slags fremtidens messias i slashermæssig sammenhæng med sin eksperimenterende og musikvideo inspirerede stil som kreativ nytænkning.
Konklusion :
Som man kan fornemme er "Going To Pieces", der er baseret på Adam Rockoffs bog af samme navn, ikke nogen nem film at anmelde, selv om jeg har prøvet at gi’ teksten et vist flow, da den er meget fragmenteret og lystigt springer frem og tilbage i perioden, med sine mange eksempler fortalt i en ofte lige lovlig hektisk og poppet klippestil, hvor man skal holde tungen mere end almindelig lige i munden for ikke at misse de mange guldkorn. Desuden er spilletiden på 88 min. ganske enkelt for kort til at dække så mange film og inkludere så mange af folkene bag, som den vil. Det havde, imo, været klart at foretrække med cirka 120. min i stedet for og en større fokus på dem man kender som klassikerne, dvs. de omtalte "Halloween", "Friday The 13", "Prom Night", men så sandelig også de nye som, "A New Nightmare", "Scream", (hele trilogien), "I Know What You Did Last Summer", "Urban Legend" og ikke mindst "Black Christmas" og "Texas Chainsaw Massacre" som begge skammeligt bliver overset i filmen, hvilket der dog bliver rådet lidt bod på mht. "Black Christmas" med et kort interview af Bob Clark på ekstramaterialet. De to film sku’ selvfølgelig ha’ været omtalt i første halvdel, som for øvrigt ikke byder på meget nyt under solen for hardcore gyserfans. Ligeledes finder jeg det besynderligt, at man helt ser bort fra de langt bedre repræsentanter for moderne slashers Wrong Turn og Jeepers Creepers, hvor der i den grad er gjort intelligent brug af referencer og suspense, end det er tilfældet med især Rob Zombies film, som jeg sammen med hans såkaldte "kreative" talenter finder for direkte elendige.
Jeg må også stille mig uforstående overfor, at man vælger at inkludere Silence of The Lambs som, imo, er en psykologisk gyser/krimi, og derfor absolut intet har med slasher at gøre, som filmen der bragte genren tilbage på sporet, inden man bliver introduceret for "Scream". Ej heller gir det i den sammenhæng mening at inkludereThe Grudge, som er en overnaturlig/dæmonisk gyser, i forbindelse med denne film til sidst, hvor det også helt og aldeles fejlagtigt bliver påstået at "The Grudge", frem for Sarah Michelle Gellars 7 år i "Buffy", har gjort hende attraktiv for folk i filmbranchen. Det bedste i dokumentaren kommer i anden halvdel omhandlende hele forløbet omkring "Silent Night Deadly Night", Siskel & Ebert segmentet og argumenterne for og imod slasherfilmenes symbolværdi, den efterfølgende bekymring fra de pengeglade selskaber, samt den kommercielle indflydelse og Wes Cravens revival. Som ny interesseret i slashergenren er "Going To Pieces" bestemt anbefalelsesværdig og fungerer glimrende som et slideshow leksikon med tilhørende noter, men er mindre interessant og overfladisk for mere garvede fans til, at ku’ få mere end middelkarakter. Det trækker dog en enkelt stjerne op, tager man ekstramaterialet, der indeholder 6 interviews hvoraf Joseph Stefano, (Hitchcocks manusforfatter til "Psycho"), Fred Walton, (der fortæller om sit store hit "When a Stranger Calls") og det førnævnte med Bob Clark om "Black Christmas" som det klart bedste, med i vurderingen. Ydermere er der et glimrende kommentarspor med co-producers Rachel Belofsky og Rudy Scalese plus filmens regissør Michael Bonusz, som bla. forklarer nogle af grundende til, at de ikke ku' lave filmen mere detaljeret pga. diverse rettighedsproblemer, samt fortæller en sjov anekdote om Laurence Fishburne, der krukket nægtede dem at bruge et billede af ham fra Nightmare on Elm Street 3 – The Dream Warriors da han, citat ; "Ikke længere ønskede at blive sat i forbindelse med disse film/genren", (uhh...Sjovt nok har Fishburne det fint nok med at lave BikerBoyz og andet lallende gøgl! go figure?).
Det hele lagt sammen ender "Going To Pieces", trods at være noget ujævn, på :
4/6.
DVD :
http://www.amazon.co.uk/Pieces-Carpenter-Zombie-Wi...
Man kan desuden suplere med Adam Rockoffs bog af samme navn for flere detaljer :
http://www.amazon.co.uk/Going-Pieces-Rise-Slasher-...
#144 filmz-Bruce 16 år siden
#145 NightHawk 16 år siden
Mange tak :)
#146 filmz-Crystalstar1200 16 år siden
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#147 elwood 16 år siden
Kommet hjem efter og ha set Jumper, historien skal der ikke bruges tid på, den er ret so and so.
Især har moren i filmen ikke rigtig nogen særlig vigtig rolle faktisk ku hun sagtens være sparet væk, Slutningen er hmm ja ved ikke hvo'en det skal beskrives ud at spoile så.
En god popcornsfilm, den underholdte mig hvertfald mere end National Treasure 2, og så holder effekterne ret godt med al den Teleportering, men WETA er også magikerne bag, så det overraskede mig ikke, især en scene med en London Bus Var ret fedt lavet synes jeg, og den havde også sin komiske charme.
Slutningen var nok det som skuffede mig mest.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#148 NightHawk 16 år siden
Tusind tak for de pæne ord. :)
Jeg regner med i den nærmeste fremtid at lave en samlet anmeldelse af Scream trilogien og hele Friday The 13'th sagaen, så der er masser af go' slasherunderholdning i vente. :)
Jeg så at du havde skrevet om P.S. I Love You, som jeg helt sikkert skal ha' set, i # 27 og som stor James Marsters fan, vil jeg lige høre dig om, hvordan han klarede den i sin rolle som John McCarthy ? :)
#149 elwood 16 år siden
Damm nogle flotte kuliser, også meget munter lige at se en Musical igen, og Johnny Depp klare det nu ganske udemærket som sanger.
Jeg følte mig revet med af hele stemningen i filmen, og min ven og jeg more os herligt under hele filmen.
Ikke Burtons beste, men den var bestemt underholdene.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#150 filmz-Narniabæver 16 år siden
En dame der er i træning hos FBI møder en godt indespærret farlig kriminel (Anthony Hopkins som Hannibal), der kender en anden farlig kriminel som er på fri fod.
Den anden forbryder er Buffalo Bill, der har en pige som fange.
En god gyser der er et par Oscar nomineringer værd.
8/10