Hmmm, ganske vist ret sent ude, men bedre sent end aldrig ;) Her er link til anmeldelser af de film, jeg så på Natfilmfestivalen i år: http://www.fejerforfolk.blogspot.com/
Min dvd-samling: http://www.invelos.com/dvdcollection.aspx/Nikolai%20Schulz
Hold da op - du har da vist haft travlt ;) Der var flere film, jeg har holdt lidt øje med og du formåede så lige, at tilføje nogle flere... Jeg ser meget frem til at få set Sherrybaby og Kunsten at Græde i Kor skal jeg se på søndag. Som sønderjyde er jeg ret sikker på, at jeg bliver temmelig irriteret over underteksterne...
Just think of your mind as a movie, you can pause, rewind or slow down any details you want.
#182 angående flock of dodos - var den danske repræsentant Jacob Wolf?
Hvis du er interesseret i at se IDT "modfilm" så kan jeg godt finde link til dig. Jeg har også en lecture film (link) hvis du vil se ID skudt ned for alvor men så ryger det filmiske aspekt helt og aldeles:)
Faktisk var den kommentar med rumvæsener ikke helt dårlig. Grundet IDs påståede ikke kristne platform bliver de nød til at være åbne overfor "spaghettimonstre" - hvis de siger dette er umuligt endsige usandsynligt så bliver de nød til at sige hvad det så kunne være ergo gud.
Trikket er at hvis de advokere direkte for gud bliver det legalt set svært få det på pensumslisterne i folkeskolerne.
The Blue Wolf: To the Ends of the Earth and Sea (Aoki Okami – Chi Hate Umi Tsukiru Made 2007)
”Aoki Okami” er noget så usædvanligt som en japansk filmatisering om samleren af det mongolske Imperium, hærføreren der invaderede Kina og andre store imperier, Genghis Khan. Filmen skildrer hans liv op til han fik titlen som Khan. Han blev nemlig født under navnet Temujin i en af de mange nomadeklaner, der dengang beboede det, der nu er Mongoliet.
Filmen er instrueret af den nu 67-årige instruktør, Sawai Shinichiro, der startede sin filmkarriere med at skrive manuskripterne for truckchauffør-serien ”Torakku Yaro” i 70erne. Som instruktør har han ikke lavet noget nævneværdigt. Men hvis jeg skal nævne noget alligevel, så må det være hans filmatisering af Takahashi Rumikos manga ”Maison Ikkoku” fra 1986. De fleste andre af hans film har efter deres titler at dømme været kærlighedshistorier, og det kan man se i ”Aoki Okami”, der for det meste ligner en typisk japansk jidaigeki (periodefilm) med masser af melodrama og unødvendig exposition.
Karaktererne knævrer med andre ord løs, selv om vi udmærket godt er klar over, hvordan tingene hænger sammen. Sawai Shinichiro kunne have klippet så meget fra denne film for en bedre effekt. På et tidspunkt omkring starten af filmen slår den meget unge Temujin sin bror ihjel efter et skænderi om Temujins sande tilhørsforhold til klanen. I stedet for at formidle følelserne og karakterernes tanker visuelt, skal knægten, der spiller Temujin, guddødme mig stå og forklare, hvorfor han vil sende en pil i kroppen på sin bror. I nogle af filmens mere følelsesmæssige scener opfører karaktererne sig også, som om de var midt i et typisk jidaigeki. Det er interessant at se, at der ligesom en Hollywood-stil også er en japansk dorama-stil, når det kommer til skuespil. Denne stilisering giver filmen en meget sær og kunstig vinkel, som den godt kunne have været foruden. Jeg ville hellere se en friskere og mere original skildring af denne historie.
I det mindste er der dog en hel del i denne film, der stemmer overens med den originale mongolske historie. Temujin (Onizukasensei fra GTO himself, Sorimachi Takashi) mister sin far som 9-årig, og hans familie må klare sig med meget lidt. Som voksen gifter han sig med Bolte (Kikukawa Rei), der kidnappes af en anden klan, men Temujin bekæmper dem og henter hende tilbage. Hun er dog gravid med et barn af den anden klan, og hun føder barnet Jochi (Matsuyama Kenichi), som Temujin i løbet af filmen må lære at tage til sig som sit eget barn. Temujin må også bekæmpe sin gode, gamle ven Jamuqa (Hirayama Yusuke), der bliver misundelig på Temujins succes i kampene mod barbarerne. Filmen fyldes muligvis nogle steder med lidt dramatisk indhold, men Temujins forhold til Jamuqa og historien om Bolte skulle være god nok, og det grundlæggende forløb er historisk korrekt.
Temujin skildres i filmen som en overordenligt god og vis mand, der havde gode hensigter, når det gjalt kvinder og venskaber. Et noget andet indtryk end det man normalt får i Europa, hvor han skildres som barbarisk og brutal. Sådan plejer man jo at skildre fjender. Men i Mongoliet hyldes han som nationens fader, og der er et helt andet indtrykt af ham. Det er ikke til at vide præcis, hvordan han var, men jeg vil tro, at han var en del mere udspekuleret og fremfarende, end han skildres i denne film. Der er lidt for meget tilbageholdenhed i denne japanske filmatisering.
Det er ikke just en særlig interessant eller spændende fortolkning af denne mand som jo har en fremtrædende plads i verdenshistorien. Filmen har masser af kampscener filmet i Mongoliet med massevis af heste og soldater og stunts. Men kampene vises generelt som noget hektisk rod. Det var de måske også i virkeligheden, men filmisk gøres det nu ikke særlig originalt eller interessant. I en scene spidder Temujin Boltes bortfører. Temujin rider helt tæt på. Der klippes til, at han kaster spyddet. Og der klippes til, at vi ser spyddet i fjendens krop. Hvert et klip gør scenen mindre effektfuld og mere konventionel og kedelig. Ikke fordi jeg har et perverst ønske om at se en menneskekrop blive spiddet. Mere fordi jeg har et ønske om at se interessant og medrivende kameraarbejde.
Filmisk er ”Aoki Okami” nu blot på niveau med NHKs historiske TV dorama-serie om Sengoku-periodens og en masse samuraier med heltemod og en masse følelsesmæssige kvaler. Til tider ser vi datidens mongolske brutalitet (eller måske realitet når man overvejer deres livsvilkår), og filmen bliver lidt mere interessant end det typiske jidaigeki, men for det meste er det et stykke uinteressant film, der er alt for lang.
#181 inflector 17 år siden
Den har været vist flere gange på dansk tv og er både spændende og skræmmende. Den kan varmt anbefales.
#182 filmz-Angel Eyes 17 år siden
Her er link til anmeldelser af de film, jeg så på Natfilmfestivalen i år:
http://www.fejerforfolk.blogspot.com/
#183 tiny 17 år siden
Hold da op - du har da vist haft travlt ;)
Der var flere film, jeg har holdt lidt øje med og du formåede så lige, at tilføje nogle flere... Jeg ser meget frem til at få set Sherrybaby og Kunsten at Græde i Kor skal jeg se på søndag. Som sønderjyde er jeg ret sikker på, at jeg bliver temmelig irriteret over underteksterne...
#184 jessup 17 år siden
Hvis du er interesseret i at se IDT "modfilm" så kan jeg godt finde link til dig. Jeg har også en lecture film (link) hvis du vil se ID skudt ned for alvor men så ryger det filmiske aspekt helt og aldeles:)
Faktisk var den kommentar med rumvæsener ikke helt dårlig. Grundet IDs påståede ikke kristne platform bliver de nød til at være åbne overfor "spaghettimonstre" - hvis de siger dette er umuligt endsige usandsynligt så bliver de nød til at sige hvad det så kunne være ergo gud.
Trikket er at hvis de advokere direkte for gud bliver det legalt set svært få det på pensumslisterne i folkeskolerne.
#185 mr gaijin 17 år siden
”Aoki Okami” er noget så usædvanligt som en japansk filmatisering om samleren af det mongolske Imperium, hærføreren der invaderede Kina og andre store imperier, Genghis Khan. Filmen skildrer hans liv op til han fik titlen som Khan. Han blev nemlig født under navnet Temujin i en af de mange nomadeklaner, der dengang beboede det, der nu er Mongoliet.
Filmen er instrueret af den nu 67-årige instruktør, Sawai Shinichiro, der startede sin filmkarriere med at skrive manuskripterne for truckchauffør-serien ”Torakku Yaro” i 70erne. Som instruktør har han ikke lavet noget nævneværdigt. Men hvis jeg skal nævne noget alligevel, så må det være hans filmatisering af Takahashi Rumikos manga ”Maison Ikkoku” fra 1986. De fleste andre af hans film har efter deres titler at dømme været kærlighedshistorier, og det kan man se i ”Aoki Okami”, der for det meste ligner en typisk japansk jidaigeki (periodefilm) med masser af melodrama og unødvendig exposition.
Karaktererne knævrer med andre ord løs, selv om vi udmærket godt er klar over, hvordan tingene hænger sammen. Sawai Shinichiro kunne have klippet så meget fra denne film for en bedre effekt. På et tidspunkt omkring starten af filmen slår den meget unge Temujin sin bror ihjel efter et skænderi om Temujins sande tilhørsforhold til klanen. I stedet for at formidle følelserne og karakterernes tanker visuelt, skal knægten, der spiller Temujin, guddødme mig stå og forklare, hvorfor han vil sende en pil i kroppen på sin bror. I nogle af filmens mere følelsesmæssige scener opfører karaktererne sig også, som om de var midt i et typisk jidaigeki. Det er interessant at se, at der ligesom en Hollywood-stil også er en japansk dorama-stil, når det kommer til skuespil. Denne stilisering giver filmen en meget sær og kunstig vinkel, som den godt kunne have været foruden. Jeg ville hellere se en friskere og mere original skildring af denne historie.
I det mindste er der dog en hel del i denne film, der stemmer overens med den originale mongolske historie. Temujin (Onizukasensei fra GTO himself, Sorimachi Takashi) mister sin far som 9-årig, og hans familie må klare sig med meget lidt. Som voksen gifter han sig med Bolte (Kikukawa Rei), der kidnappes af en anden klan, men Temujin bekæmper dem og henter hende tilbage. Hun er dog gravid med et barn af den anden klan, og hun føder barnet Jochi (Matsuyama Kenichi), som Temujin i løbet af filmen må lære at tage til sig som sit eget barn. Temujin må også bekæmpe sin gode, gamle ven Jamuqa (Hirayama Yusuke), der bliver misundelig på Temujins succes i kampene mod barbarerne. Filmen fyldes muligvis nogle steder med lidt dramatisk indhold, men Temujins forhold til Jamuqa og historien om Bolte skulle være god nok, og det grundlæggende forløb er historisk korrekt.
Temujin skildres i filmen som en overordenligt god og vis mand, der havde gode hensigter, når det gjalt kvinder og venskaber. Et noget andet indtryk end det man normalt får i Europa, hvor han skildres som barbarisk og brutal. Sådan plejer man jo at skildre fjender. Men i Mongoliet hyldes han som nationens fader, og der er et helt andet indtrykt af ham. Det er ikke til at vide præcis, hvordan han var, men jeg vil tro, at han var en del mere udspekuleret og fremfarende, end han skildres i denne film. Der er lidt for meget tilbageholdenhed i denne japanske filmatisering.
Det er ikke just en særlig interessant eller spændende fortolkning af denne mand som jo har en fremtrædende plads i verdenshistorien. Filmen har masser af kampscener filmet i Mongoliet med massevis af heste og soldater og stunts. Men kampene vises generelt som noget hektisk rod. Det var de måske også i virkeligheden, men filmisk gøres det nu ikke særlig originalt eller interessant. I en scene spidder Temujin Boltes bortfører. Temujin rider helt tæt på. Der klippes til, at han kaster spyddet. Og der klippes til, at vi ser spyddet i fjendens krop. Hvert et klip gør scenen mindre effektfuld og mere konventionel og kedelig. Ikke fordi jeg har et perverst ønske om at se en menneskekrop blive spiddet. Mere fordi jeg har et ønske om at se interessant og medrivende kameraarbejde.
Filmisk er ”Aoki Okami” nu blot på niveau med NHKs historiske TV dorama-serie om Sengoku-periodens og en masse samuraier med heltemod og en masse følelsesmæssige kvaler. Til tider ser vi datidens mongolske brutalitet (eller måske realitet når man overvejer deres livsvilkår), og filmen bliver lidt mere interessant end det typiske jidaigeki, men for det meste er det et stykke uinteressant film, der er alt for lang.
Min vurdering 5/10
IMDB 6,2/10
Japan Times review 3/5
#186 mr gaijin 17 år siden