Indtil jeg så denne film, har jeg haft et temmelig anstrengt forhold til den ellers forholdsvis anerkendte japanske instruktør, Iwai Shunji. Hans film virkede lidt for kunstige og fortænkte både i historien og visuelt. Specielt ”Swallowtail Butterfly” virkede følelsesmæssigt anstrengede og utroværdigt. Derfor havde jeg store forbehold overfor denne film. Og i det første stykke tid kunne jeg godt genkende de sider af hans film, jeg ikke bryder mig om.
Filmen åbner med, at hovedpersonen Hasumi står på en mark og hører Lily Chou-Chous musik, mens message board-tekst på skærmen taler om, hvordan hun kan fange 'æter'. Jeg frygtede i lang tid, at vi ville få en naiv og nostalgisk historie om knægtens følelser, og hvordan han ikke kan udtrykke sin uskyldige kærlighed. Det gør vi på sin vis også, men som med alle gode 'coming-of-age' gøres der i løbet af filmen godt og grundigt kål på uskyldigheden.
Selv om Hasumi tit lever sig ind i Lily Chou-Chous poetiske og sjælfulde musikverden, der i filmen sammenlignes med UA og Björk, når han er alene, så er det ikke så let at leve udenfor den verden. Filmen forklarer næsten aldrig karakterernes omstændigheder. Den er mere interesseret i en poetisk og stemningsfuld skildring af de unges forvirring og selvopløsning end en klar og klassisk narrativ. Det ser jeg som en klar fordel, når Iwai får det til at virke. Vi kan kun gætte os til omstændighederne bag Hasumis frustrerede handlinger. Den største omstændighed er uden tvivl pubertet.
Hasumi lader til at være en indelukket og passiv dreng, også selv når han laver butiksrøveri sammen med sine venner. Han er langt fra en førerhund i sin flok. De andre mobber ham med hans musiksmag, og de tager de penge Hasumi får af sine forældre, der lader til at være adoptivforældre af en eller anden art. Hasumi bliver venner med den tilsyneladende intelligente og viljestærke Hoshino, der flytter til samme skole. Hoshino lader dog samtidig til at være ensom, og han er også utilpas af en eller anden årsag. Jeg gætter igen på pubertet, og på den anstrengelse det er at blive socialiseret. Jungleloven hersker nemlig blandt de unge, hvor det tit er et spørgsmål om at undertrykke eller blive undertrykket.
I filmens midterstykke stjæler Hoshino, Hasumi og deres venner en kuvert med penge fra en flok andre unge, der lige har bestjålet en mand i en dyr bil. De bruger pengene på en rejse til Okinawa, der er filmet med deres egne turistkameraer. Denne del er filmens svageste trods en del smukke billeder af Okinawa. De rejser rundt med en flok smukke piger i 20erne af en eller anden årsag, og der er en sær gut, der følger efter dem. Meget går dog galt. Muligvis er der tale om dårlig karma efter de stjålne penge. Sådan virker det i hvert fald tænkt dramatisk.
Tilbage på skolen igen lader Hoshino sine indre dæmoner slippe ud, og Hasumi er fortsat den passive håndlanger. Selv når Hoshino driver en pige ud i enjokosai, teenage prostitution, og selv når Hoshino udsætter det værst tænkelige for den pige Hasumi er forelsket i.
Mens ondskaber og selvdestruktion udfolder sig på skærmen hører vi Lily Chou Chous blide musik og filmens karakterer snakke om den og deres følelser i tekstbeskeder på et chatrum under alias som Aoneko og Pascal. Vi ved ikke i starten hvem, der er hvem, og selv når filmen er slut kan også komme med mange gode bud. Personligt ser jeg, at Hoshino er en aktiv og aggressiv afspejling af Hasumi, selv om det ikke er sådan i filmens dramatiske virkelighed.
Iwai Shunji har som i sine andre film en luftig og stille stil med håndholdte kameraer og afdæmpet musik. Musikken hjælper her en hel del, da jeg personligt også har en forkærlighed for musik ala UA. Iwai Shunji forener diverse shakaimondai hos ungdommen med et nogenlunde troværdigt billede af unge drenge i puberteten. Enjokosai (teenage prostitution), ijime (mobning) og manbiki (butikstyveri) eksisterer som noget forholdsvist naturligt i dette miljø, og det virker ikke alt for påtaget eller ekstremt, som det ellers ofte gør, når sådanne ting skildres. Der sker nogle langt ude ting, der holdes indenfor de unges egen verden og sjældent udenfor, men de bunder i karaktererne. Det er ikke som i mange andre japanske teenage film et orgie af dårligt sammenhængende ekstremiteter.
Ud over stilen med håndholdte kameraer og godt skuespil så hjælpes troværdigheden og seværdigheden af filmen godt på vej af en del humor. Blandt andet da en af drengene vender og drejer et pornoblad for at kunne se modellens kusse bedre, eller da en gammel mand, der lufter sin hund, forsøger at undgå at blive pisset på, da drengene pisser ud over en bro. Shiota Akihiko, en af tidligere instruktørhelte, er bestemt ikke den eneste, der formår at lave gode film om de mørke sider af japansk seishun (ungdom).
Denne film er indtil videre årets største positive overraskelse.
I 1984 udgav Sergio Leone storfilmen Once Upon A Time In America, der handler om en bande i New York City, og vi følger dem fra deres barndom til de bliver voksne.
Storslået film, men tiltider lidt ubehagelig og indviklet.
10 / 10
Time for the Gypsies:
Vi følger en familie af sigøjnere der har hårde tider, og drengen af familien der har specielle evner, rejser til Italien, og det får tragiske følger.
Nogen af højdepunkterne er de scener, hvor drengen har sine underlige drømme.
Ret bizar, men smuk og følesesladen portræt af sigøjnerne i vores dage, og den traditionelle folklore musik er igen med til at stjæle billedet.
Så fik jeg set Pan's Labyrinth. Må først sige jeg stort set intet vidste om filmen og dens handling, så anså den nok mere for en børnefilm end jeg burde - og det er det helt klart ikke, den havde nogle grumme, triste og uhyggelige scener. Den tager lidt tid for at blive interessant, starten virker lidt kedelig. Jeg havde også troet den foregik meget mere blandt mystiske væsener, men det historiske aspekt er egentlig en interessant vinkel. Den bliver efterhånden meget medrivende og den lille piges og Mercedes' skuespil hjælper godt. Ved ikke helt hvad jeg skal sige mere - jeg havde forventet noget andet, men det er lang tid siden jeg er blevet så revet med i enkelte scener. Dog gik jeg ikke ud af biografen med den ønskede 'wow'-følelse. Tror jeg skal se den med andre forventninger igen en gang.
Men man skal huske at det nok skal ses som et eventyr, hvorfor den så har nogle bestemte ting den skal følge - fx mente nogen vist at den var for forudsigelig (hvilket jeg egentlig ikke syntes, ved ikke om jeg bare er dum), men de fleste eventyr er jo også til at gætte. Den oversatte titel Pan's Labyrinth undrede mig lidt da jeg gik ud af biografen, men har lige læst lidt op på historien om Pan og kan godt lidt forstå den nu - ville nok bare ikke ha' brugt navnet Pan.
Og så ligner kaptajnen - som er en 'god' karakter, han har nogle gode scener - Jens Jørgen Spottag rigtig meget, det syntes jeg var lidt sjovt :)
- Women remember, Steve. It's like they've got minds of their own.
"pan is the greek god of nature. pan is also a faun. his father was hermes and his mother was a nymph. in the movie pan was incarnated as the faun who guided ofelia."
Ja, det læste jeg vist godt - men synes nu en direkte oversættelse i form af The Faun's Labyrinth ville ha' været bedre. Men det er en mindre ting, gør ikke noget ved filmens kvalitet :)
- Women remember, Steve. It's like they've got minds of their own.
Den koreanske monster, drama, komedie film om et uhyre fra Han floden i Seoul, Korea. Filmen blev set af 13 millioner i Sydkorea alene indenfor de første 3 uger.
Filmen har været meget rost verden over også af amerikanske anmeldere og skal, selvfølgelig, remakes i USA. Instruktøren har den udmærkede film "Memories of Murder" på sit CV og den er stadig hans bedste værk.
Jeg må tilstå filmen ikke levede op til mine forventninger. Det er solid håndværk, effekterne af WETA er klasse og der er momenter i filmen, som virkelig sparker røv. Men den er for usammenhængende og trods det, at mange roser dens evne til at springe mellem genrerne, så føles det mere "showstoppende" end som en kontinuerlig opbygning.
Det kunne have været så meget mere, men den føles til sidst halv fuldendt.
Film: 6.5/10
Silent Hill Filmatisering af PC og konsolspillet af samme navn. Som regel er dette alene nok til, at jeg får diarré i 72 timer, da samtlige prøvelser udi genren, har været overgivet til novicer og instruktører, som har optaget hjemme realityshows i en kælder.
Men hvad er nu det? Filmen som er instrueret af Christophe Gans (Pacte des Loups), er faktisk slet ikke ringe, men visuelt yderst imponerende. Gans' øje for klassiske kameravinkler, bl.a. af Hitchcock, fornægter sig ikke og der opbygges en god makaber stemning med et ganske godt plot (jeg har ikke spillet spillet, så jeg kan ikke udtale mig om adaptionen).
Jeg troede dette ville være en gyser i stil med Descent og på en måde blev jeg glædeligt overrasket over, at det var det ikke. For mit hjerte kunne ikke have tålt en gyser i Descents klasse igen. Gans' falder ikke i fælden med de nemme gys, som man på forhånd forventer, men lader øjeblikkene sitre i luften, for ofte at lade luften sive ud af ballonen. Sjældent instruktører kan "holde sig", når de leger med gys.
Radha Mitchell og Sean Bean giver en habil præstation, selvom jeg visuelt var mest tiltrukket af en korthåret blondine med ordentlige fortrin i en nazi lignende politi dragt. Ikke helt på niveau med dejlige Ilsa fra Hellboy, men godt nok.
Har du ikke set denne, men har planer om det, så overvej om det er bedre at vente, da denne sikkert vil blive vanvittig flot i HD.
Film: 8/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Jeg tror det er den bedste anmeldelse af "Silent Hill" jeg nogensinde har set. Jeg har ikke selv set, da alle anmeldelser af den har været mildt sagt ikke ret gode. Din anmeldelse har bragt håb tilbage om, at jeg måske vil se den.
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
#51 filmz-Narniabæver 17 år siden
Imens at ventetiden går på Underdog spillefilmen, er der endnu en hund i udklædning superhelt, men Flash han har bare højdeskræk!
En af de bedste afsnit med Rescue Rangers (Nøddepatruljen)
9 / 10
#52 mr gaijin 17 år siden
Indtil jeg så denne film, har jeg haft et temmelig anstrengt forhold til den ellers forholdsvis anerkendte japanske instruktør, Iwai Shunji. Hans film virkede lidt for kunstige og fortænkte både i historien og visuelt. Specielt ”Swallowtail Butterfly” virkede følelsesmæssigt anstrengede og utroværdigt. Derfor havde jeg store forbehold overfor denne film. Og i det første stykke tid kunne jeg godt genkende de sider af hans film, jeg ikke bryder mig om.
Filmen åbner med, at hovedpersonen Hasumi står på en mark og hører Lily Chou-Chous musik, mens message board-tekst på skærmen taler om, hvordan hun kan fange 'æter'. Jeg frygtede i lang tid, at vi ville få en naiv og nostalgisk historie om knægtens følelser, og hvordan han ikke kan udtrykke sin uskyldige kærlighed. Det gør vi på sin vis også, men som med alle gode 'coming-of-age' gøres der i løbet af filmen godt og grundigt kål på uskyldigheden.
Selv om Hasumi tit lever sig ind i Lily Chou-Chous poetiske og sjælfulde musikverden, der i filmen sammenlignes med UA og Björk, når han er alene, så er det ikke så let at leve udenfor den verden. Filmen forklarer næsten aldrig karakterernes omstændigheder. Den er mere interesseret i en poetisk og stemningsfuld skildring af de unges forvirring og selvopløsning end en klar og klassisk narrativ. Det ser jeg som en klar fordel, når Iwai får det til at virke. Vi kan kun gætte os til omstændighederne bag Hasumis frustrerede handlinger. Den største omstændighed er uden tvivl pubertet.
Hasumi lader til at være en indelukket og passiv dreng, også selv når han laver butiksrøveri sammen med sine venner. Han er langt fra en førerhund i sin flok. De andre mobber ham med hans musiksmag, og de tager de penge Hasumi får af sine forældre, der lader til at være adoptivforældre af en eller anden art. Hasumi bliver venner med den tilsyneladende intelligente og viljestærke Hoshino, der flytter til samme skole. Hoshino lader dog samtidig til at være ensom, og han er også utilpas af en eller anden årsag. Jeg gætter igen på pubertet, og på den anstrengelse det er at blive socialiseret. Jungleloven hersker nemlig blandt de unge, hvor det tit er et spørgsmål om at undertrykke eller blive undertrykket.
I filmens midterstykke stjæler Hoshino, Hasumi og deres venner en kuvert med penge fra en flok andre unge, der lige har bestjålet en mand i en dyr bil. De bruger pengene på en rejse til Okinawa, der er filmet med deres egne turistkameraer. Denne del er filmens svageste trods en del smukke billeder af Okinawa. De rejser rundt med en flok smukke piger i 20erne af en eller anden årsag, og der er en sær gut, der følger efter dem. Meget går dog galt. Muligvis er der tale om dårlig karma efter de stjålne penge. Sådan virker det i hvert fald tænkt dramatisk.
Tilbage på skolen igen lader Hoshino sine indre dæmoner slippe ud, og Hasumi er fortsat den passive håndlanger. Selv når Hoshino driver en pige ud i enjokosai, teenage prostitution, og selv når Hoshino udsætter det værst tænkelige for den pige Hasumi er forelsket i.
Mens ondskaber og selvdestruktion udfolder sig på skærmen hører vi Lily Chou Chous blide musik og filmens karakterer snakke om den og deres følelser i tekstbeskeder på et chatrum under alias som Aoneko og Pascal. Vi ved ikke i starten hvem, der er hvem, og selv når filmen er slut kan også komme med mange gode bud. Personligt ser jeg, at Hoshino er en aktiv og aggressiv afspejling af Hasumi, selv om det ikke er sådan i filmens dramatiske virkelighed.
Iwai Shunji har som i sine andre film en luftig og stille stil med håndholdte kameraer og afdæmpet musik. Musikken hjælper her en hel del, da jeg personligt også har en forkærlighed for musik ala UA. Iwai Shunji forener diverse shakaimondai hos ungdommen med et nogenlunde troværdigt billede af unge drenge i puberteten. Enjokosai (teenage prostitution), ijime (mobning) og manbiki (butikstyveri) eksisterer som noget forholdsvist naturligt i dette miljø, og det virker ikke alt for påtaget eller ekstremt, som det ellers ofte gør, når sådanne ting skildres. Der sker nogle langt ude ting, der holdes indenfor de unges egen verden og sjældent udenfor, men de bunder i karaktererne. Det er ikke som i mange andre japanske teenage film et orgie af dårligt sammenhængende ekstremiteter.
Ud over stilen med håndholdte kameraer og godt skuespil så hjælpes troværdigheden og seværdigheden af filmen godt på vej af en del humor. Blandt andet da en af drengene vender og drejer et pornoblad for at kunne se modellens kusse bedre, eller da en gammel mand, der lufter sin hund, forsøger at undgå at blive pisset på, da drengene pisser ud over en bro. Shiota Akihiko, en af tidligere instruktørhelte, er bestemt ikke den eneste, der formår at lave gode film om de mørke sider af japansk seishun (ungdom).
Denne film er indtil videre årets største positive overraskelse.
Min vurdering 8/10
IMDB Rating 7,5/10
Eberts negative review
Rottentomatoes
DVD Beaver review
DVD hos Play
#53 filmz-Narniabæver 17 år siden
I 1984 udgav Sergio Leone storfilmen Once Upon A Time In America, der handler om en bande i New York City, og vi følger dem fra deres barndom til de bliver voksne.
Storslået film, men tiltider lidt ubehagelig og indviklet.
10 / 10
Time for the Gypsies:
Vi følger en familie af sigøjnere der har hårde tider, og drengen af familien der har specielle evner, rejser til Italien, og det får tragiske følger.
Nogen af højdepunkterne er de scener, hvor drengen har sine underlige drømme.
Ret bizar, men smuk og følesesladen portræt af sigøjnerne i vores dage, og den traditionelle folklore musik er igen med til at stjæle billedet.
10 / 10
#54 lagoni 17 år siden
Men man skal huske at det nok skal ses som et eventyr, hvorfor den så har nogle bestemte ting den skal følge - fx mente nogen vist at den var for forudsigelig (hvilket jeg egentlig ikke syntes, ved ikke om jeg bare er dum), men de fleste eventyr er jo også til at gætte. Den oversatte titel Pan's Labyrinth undrede mig lidt da jeg gik ud af biografen, men har lige læst lidt op på historien om Pan og kan godt lidt forstå den nu - ville nok bare ikke ha' brugt navnet Pan.
Og så ligner kaptajnen - som er en 'god' karakter, han har nogle gode scener - Jens Jørgen Spottag rigtig meget, det syntes jeg var lidt sjovt :)
#55 chronaden 17 år siden
#56 lagoni 17 år siden
#57 myggen 17 år siden
#58 evermind 17 år siden
Hehe! :P
#59 filmz-Bruce 17 år siden
Den koreanske monster, drama, komedie film om et uhyre fra Han floden i Seoul, Korea. Filmen blev set af 13 millioner i Sydkorea alene indenfor de første 3 uger.
Filmen har været meget rost verden over også af amerikanske anmeldere og skal, selvfølgelig, remakes i USA. Instruktøren har den udmærkede film "Memories of Murder" på sit CV og den er stadig hans bedste værk.
Jeg må tilstå filmen ikke levede op til mine forventninger. Det er solid håndværk, effekterne af WETA er klasse og der er momenter i filmen, som virkelig sparker røv. Men den er for usammenhængende og trods det, at mange roser dens evne til at springe mellem genrerne, så føles det mere "showstoppende" end som en kontinuerlig opbygning.
Det kunne have været så meget mere, men den føles til sidst halv fuldendt.
Film: 6.5/10
Silent Hill
Filmatisering af PC og konsolspillet af samme navn. Som regel er dette alene nok til, at jeg får diarré i 72 timer, da samtlige prøvelser udi genren, har været overgivet til novicer og instruktører, som har optaget hjemme realityshows i en kælder.
Men hvad er nu det? Filmen som er instrueret af Christophe Gans (Pacte des Loups), er faktisk slet ikke ringe, men visuelt yderst imponerende. Gans' øje for klassiske kameravinkler, bl.a. af Hitchcock, fornægter sig ikke og der opbygges en god makaber stemning med et ganske godt plot (jeg har ikke spillet spillet, så jeg kan ikke udtale mig om adaptionen).
Jeg troede dette ville være en gyser i stil med Descent og på en måde blev jeg glædeligt overrasket over, at det var det ikke. For mit hjerte kunne ikke have tålt en gyser i Descents klasse igen. Gans' falder ikke i fælden med de nemme gys, som man på forhånd forventer, men lader øjeblikkene sitre i luften, for ofte at lade luften sive ud af ballonen. Sjældent instruktører kan "holde sig", når de leger med gys.
Radha Mitchell og Sean Bean giver en habil præstation, selvom jeg visuelt var mest tiltrukket af en korthåret blondine med ordentlige fortrin i en nazi lignende politi dragt. Ikke helt på niveau med dejlige Ilsa fra Hellboy, men godt nok.
Har du ikke set denne, men har planer om det, så overvej om det er bedre at vente, da denne sikkert vil blive vanvittig flot i HD.
Film: 8/10
#60 filmz-jonasgr 17 år siden
'Cause I'm evil"