My name is Earl - Pilot Jeg har altid været stor fan af Jason Lee. Meget i overensstemmelse med Kevin Smith(mystisk nok), har jeg ment at han er en dybt undervurderet skuespiller. Desværre har han aldrig rigtig fået den store chance, så det er mild sagt, når jeg siger, at jeg har set meget frem til et glimt af denne serie.
Earl er en bums. Han kommer gennem tilværelsen ved smårapserier og drikker dem op på den lokale bar. Han har en kone, som han mødte - og blev gift med - i en brandert. Da alkoholens tåger havde lagt sig, går det op for Earl at hun er 6 måneder henne. Earl's liv tager dog en heldig drejning, da han pludselig vinder 100.000$ i et skrabespil. I vild begejstring danser han ud på kørebanen, for derefter at blive kørt ned og se sin gevinst svæve bort. På hospitalet vælger konen at forlader ham til fordel for en anden mand. Således, på bunden af sit liv, uden hus og hjem, uden en krone på lommen, ser Earl et tv-program om Karma og besluttet sig for at det er løsningen for ham; Han har kun lavet lort i sit liv, og han har kun fået lort tilbage. Da han kommer ud af hospitalet, fabrikerer han en liste over alle de dårlige ting han har lavet i sit liv. Og det ser ud til at virke. Allerede efter at have rodet bod på den første dårlige ting, kommer Earl's vinderskrabelob blæsende tilbage til ham. Således, nu bevæbnet med penge og gåpåmod, drager Earl ud på en mission for at fjerne sin karmagæld, inden det er for sent...
Jason Lee er stadig en fornøjelse at se på. Han spiller rollen godt, dog uden at imponere. Han bærer med lethed hovedrollen, og jeg forventer mig mere mere af ham, når serien for alvor går i gang. Desværre er han også det eneste lyspunktet. Resten af castet er stereotype og kedelige. Historien er lettere interessant, dog uden at frembringe de vilde latteranfald hos undertegnede. Måske lider Lee af samme forbandelse som Affleck; Kun af spille godt uden Smith's vejledning :)
Alt i alt en noget lunken pilot-afsnit(Måske pga den usandsynlige høje standard, som de andre serie jeg har set i den senere tid, har sat). Jeg er dog villig til at give serien en fair chance, og regner med at koble mig på og se hvor Earl bærer mig hen.
7 / 10
This weekend will be filled with staring out of windows while holding a glass of scotch.
Igår gik jeg igang med "Warners Controversial Boks". Det blev til to af slagsen.
Bad day at Black Rock Nok ikke mange er bekendt med denne film, men instruktøren er John Sturges og så vil en del nok tænke "The Great Escape", "The Magnificent Seven" og "Sullivans Travels". Men den sidste er forkert, hvilket er ok, for 2 af 3 er også godt ramt.
Filmen er fra 1955 og det kontroversielle element i filmen uden at fortælle noget plotmæssigt, involverer forholdet til amerikanere af japansk herkomst i USA under 2. verdenskrig. Fortællingen starter kort tid efter 2. verdenskrigs afslutning, hvor en ældre mand, en enarmet fremmed, stiger af Santa Fe ekspressen i den lille by "Black Rock". Det er første gang i 4 år toget er stoppet her, hvilket måske ikke er så mærkværdigt eftersom byen får Sydhavnen kl 2 om natten, til at ligne Manhattan en mandag morgen.
Den fremmede mands ankomst frembringer nærmest tumultagtige scener, når flertallet af byens mænd (7!) på et tidspunkt er samlet til palaver ved togskinnerne. De næste 12 timer vil være et studie i menneskers frygt, had og mistænksomhed.
Det er ikke mindre end et imponerende opbud af skuespiller kapaciteter i denne film. Den fremmede mand John J. Macreedy er ingen ringere end Spencer Tracy. Derudover ser vi Robert Ryan, Lee Marvin, Walter Brennan og Ernest Borgnine, men det er Tracy som i den grad stjæler billedet, en vidunderlig underspillet heltetype a la Gregory Pecks "Atticus Finch" fra "To Kill a Mockingbird". Lee Marvin fortsætter med at imponere mig og fra at jeg i tidernes morgen betragtede ham som et supplement til klasse A skuespillerne, må jeg erkende manden bør kategoriseres som værende een af dem også selvom han tit, som her, er type castet. Han er een af de bedste bad guys i historien og manden har noget at have det i.
Uanset om filmen foregår i 1945, så tilhører filmen westerngenren. Civilisationen portrætteret ved Santa Fe ekspressen kontra det gamle vesten. Hvor meget betyder loven i denne udørk, når toget forlader stationen? Der er masser af elementer fra High Noon, men filmen behøver ikke stå i skygge af andre klassikere.
I mine øjne er dette John Sturges mest kompromisløse film, også hans bedste. Det er uhyre enkelt og stemningsfuldt. Tracy's person er så rig på følelser, at vi ikke behøver vide hans baggrund eller høre hans tanker. Han er en åben bog og uforglemmelig i denne film, selvom det hele ved første øjesyn ser så simpelt ud. Disse små oplevelser fremkalder indimellem så store følelser, at man forstår hvorfor film er så betagende en kunstart og hvorfor man bruger så megen tid på den.
Film: 8.5/10
Video Filmen er MGM's første i Cinemascope 2.35:1 og i denne restaurerede udgave er filmen en nydelse på det store lærred. Flotte falmede farver, som passer til omgivelserne og god skarphed.
8/10
Audio Sporet er Dolby Digital 2.0 og leverer varen. Skru bare lidt ekstra op, for det her er en dialog drevet film. Men lyden spiller en meget stor rolle. Film fra denne periode har en tendens til at ville skabe stemning ved at tilsætte en dosis dramatisk musik. Sturges undgår dette og lader billederne tale. Oftest er det kun vinden eller stilheden, vi hører, hvilket er af kolossal betydning for en film af denne karaktér.
7/10
Afsluttende kommentar Utroligt det stadig er muligt at støde på film, 50 år gamle, af denne kvalitet, man ikke har set før. En Spencer Tracy boks står højt på min liste efter denne oplevelse.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Ikke siden team america har jeg grint så meget, og Bob Saget levere den sindsygeste version af joken, Gilbert Gottfried får Rob Schneider til at flække sammen af grin i forbindelse med et indsamlingsshow, da han giver sin version af joken.
Mimimeren gav os seriøs latterkrampe med hans version.
Kun to udvandrede fra salen, jeg ser ikke nogen grund til det, da det kun er verbal humor, hehe bortset måske hvor to af komikerne fortæller deres version til deres baby'er hehe det ser sjovt ud.
Så jeg vil nu sige man skal slet ikke vælge den fra fordi folk har udvandrede fra salen, den film er en oplevelse.
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Harvey 1. november 1944, åbnede komedien Harvey på Broadway med Frank Fay i hovedrollen som Elwood P. Dowd. Harvey er historien om Elwood, 42 år gammel, som efter at have arvet en sum penge fra sin afdøde mor, nu bor i sit eget noble hus med sin ældre søster og dennes ikke så attraktive datter, under samme tag. Den fjerde beboer hedder Harvey, er 1.90 høj og hvid. Nå ja, Harvey er desuden en kanin og findes, måske, kun i Elwoods fantasi. Komedien vandt Pulitzer prisen og i 1950, blev den filmatiseret med ingen ringere end James Stewart i hovedrollen, mens moderen, som på teateret, blev spillet af Josephine Hull (nok mest kendt for rollen som een af de søde gamle damer i "Arsenik og gamle kniplinger").
Elwood er en på alle måder sympatisk og betænksom mand. Hans dag går med at gå en tur, med Harvey selvfølgelig, og Harrys Bar er som regel endestationen. Her kan Elwood nyde en ubrudt række af drinks og sin yndlingsbeskæftigelse, at falde i snak med gud og hvermand, gi' dem sit kort og invitere dem på middag og en lille een. Elwood er slet og ret, med Harvey ved sin side, lykkelig. Det er dog ikke alle, som deler Elwoods optimisme. Moderen Veta, en ren mrs. Hyacinth Bucket af dimensioner, er træt af at få sine overklasse arrangementer ødelagt, når Elwood føler trang til at falde forbi og præsentere Harvey og derfor er der planer om at få Elwood indlagt på et sanatorium. For hans eget bedste selvfølgelig.
At det lige blev James Stewart som skulle få rollen som Elwood, kan vist ikke undre. Med næsten lutter "good guy" roller på sit resumé og en udstråling som gjorde ham til indbegrebet af "the all american boy", var han perfekt castet. Men som Elwood, er James Stewart denne gang ikke kun formidabel, han er outstanding og bliver man ikke rørt af hans præstation, er man den største stivstikker siden lektor Blomme. På intet tidspunkt bliver Harvey til en sukkersød fortælling. Trods det komediske islæt, formår Stewart at spille rollen med stor respekt og da han i en ufrglemmelig scene på et tidspunkt udtaler "I always have a wonderful time, wherever I am, whoever I'm with", har man intet andet valg har end at overgive sig.
Filmens anden store præstation er selvfølgelig Josephine Hull, som med 1775 Harvey opførelser på teateret, må siges at være spillet varm til rollen. Hun er vidunderlig. Filmen fungerer, som så mange andre filmatiserede teaterstykker for den tid, formidabelt godt. Forvent ikke noget noget så vanvittigt som "His girl Friday" eller "Bringing up baby", men veloplagt humor a la Neil Simon.
Filmen bliver indledt med en 10 minutters voice-over introduktion af James Stewart, fra 1990, 82 år gammel. Det var de korteste 10 minutter jeg har oplevet, blot en medrivende og levende fortælling om historien om Harvey, nok til at cementere indtrykket af James Stewart. Her er intet fortænkt og ingen nykker. Good ol' Jimmy Boy.
Som med "It's a wonderful life", bliver denne dvd nødt til at blive afspillet mindst een gang årligt. Allerhelst i dårligt humør, for 1½ time senere har man et smil på læben og lovet sig selv at blive et bedre menneske. Bedre rollemodel findes ikke på film.
"I wrestled with reality for thirty-five years, and I'm happy to say I won out over it."
Danny The Dog / Unleashed Jeg må indrømme at jeg havde set noget frem til denne film. Jeg havde, lettere forundret, fulgt den stigende karakterkurve på IMDB. Karakteren ligger på 7.2, hvilke jeg mener er ret uhørt for en aktionfilm. Så jeg forventede bestemt gode ting. Tanken var nemlig den, at hvis en sådan film får sådan en høj karakter, kan det kun skyldes 2 ting. En god historie og/eller fantastisk smukt aktion.
History will teach us nothing... Danny blev fundet af pengeopkræveren Bart, da han var helt lille og Bart har derved haft mulighed til at "forme" Danny som han lyster. Han har opdrættet ham, nærmeste som en hund, til at gå amok når han får halsbåndet af. Dette er ganske praktisk, når klientellet går i selvvalgt betalingsstandsning. Halsbåndet af, og 3 minutter senere hoster de både blod og penge op. Der er dog enkelte stykker, som ikke finder sig i at få tæv, så i en hævnaktion, forvilder Danny sig bort, og skal således lære verden at kende. Han hjælpes heldigvis af en dejlig spillende Morgan Freeman og datteren Victoria. Man kan dog beviseligt ikke undslippe sin fortid i aktionfilm, og den går heller ikke denne gang. Danny må derfor vælge mellem sin nyfundne verden og de trygge rammere, han ellers plejdede at færdes under.
Historien er bestemt ikke noget, der hverken får mig eller min interesse op af stolen. Klichéfyldt og lige-ud-af-landevejen. Det er dog altid godt at se Morgan Freeman, selvom dette rollevalg virker noget mystisk. Han hører ikke rigtig til i filmen, som den blinde klavérstemmer, og balancegangen mellem kampscenerne og oplæringen af Danny, hvor han første gang nyde musik, is og kys, virker brutal og irriterende. Enten skulle man have droppet aktiondelen eller også Morgan-delen. Helst det første. Jeg gider ikke sidde mellem 2 stole, når jeg ser film. Specielt ikke når de står så lang fra hinanden, at jeg ryger på røven med et brag. Datteren Victoria spiller også godt, og bestemt en person jeg har lyst til at se mere til. Hun er åbenbart med i 'Rome', så det er måske en undskyldning for at hoppe på den serie. Den svære rolle går til Jet Li, som personen der skal lære alt fra begyndelsen af. Det kan han slet ikke bære. Lige fra starten af fik jeg slemme Deja Vú-anfald til en anden film, hvor hovedpersonen spillede lige så slemt.
3..2..1..Fight! Med historiens fald og hovedskuespillerens ditto, må man i det mindste ty til kampscenerne for at nå de famøse 7.2 til sokkeholderne. Men næ. Jeg var på intet tidspunkt syndelig imponeret af scenerne eller Jet Li. Generelt irriteres jeg over de hurtige scener og den "rå" koreografi. Pludselig fandt jeg mig selv sidde og savne de rene og stilfulde kampscener i Matrix, selvom afkog af dette er blevet brugt til blinde.
Konklusion En skuffelse hvis man har sat næsen op efter en 7.2 aktionfilm. Den ligger midt i mængden, og dermed hverken skuffer eller imponerer den. Jeg kan ikke se hvor alt den positive omtale kommer fra, for dette er bare endnu en film i række. Bevares, Freeman er med, men jeg synes ikke det taler til filmens fordel, da historien på forhånd er et slattent smølfespark. Man kan sagtens underholdes en aften med popcorn, men for mig er den hverken et køb eller et gensyn værd.
6 / 10
This weekend will be filled with staring out of windows while holding a glass of scotch.
Jeg har i lang tid undret mig over, hvor dårlig kan Gigli være?...Now I know!!!!!
Bare rolig jeg vil ikke kede jer alle sammen med et resume eller lave en opsamling over manglerne i filmen. Jeg vil blot bekende min synd på dette forum og bede om tilgivelse. Og jeg håber at jeg en gang i fremtiden igen vil kunne se på mig selv som et normalt begavet menneske. Til de mennesker, der overvejer at se den i videnskabens navn, kan jeg kun sige det er ikke det værd. Jeg forventede en ringe film og den var ringe, dog kunne det have været meget værre.
Batman: "You are a princess from a society of immortal warriors, and I'm a rich kid with issues. Lots of issues."
#1 DarkLight 19 år siden
Jeg har altid været stor fan af Jason Lee. Meget i overensstemmelse med Kevin Smith(mystisk nok), har jeg ment at han er en dybt undervurderet skuespiller. Desværre har han aldrig rigtig fået den store chance, så det er mild sagt, når jeg siger, at jeg har set meget frem til et glimt af denne serie.
Earl er en bums. Han kommer gennem tilværelsen ved smårapserier og drikker dem op på den lokale bar. Han har en kone, som han mødte - og blev gift med - i en brandert. Da alkoholens tåger havde lagt sig, går det op for Earl at hun er 6 måneder henne. Earl's liv tager dog en heldig drejning, da han pludselig vinder 100.000$ i et skrabespil. I vild begejstring danser han ud på kørebanen, for derefter at blive kørt ned og se sin gevinst svæve bort. På hospitalet vælger konen at forlader ham til fordel for en anden mand. Således, på bunden af sit liv, uden hus og hjem, uden en krone på lommen, ser Earl et tv-program om Karma og besluttet sig for at det er løsningen for ham; Han har kun lavet lort i sit liv, og han har kun fået lort tilbage. Da han kommer ud af hospitalet, fabrikerer han en liste over alle de dårlige ting han har lavet i sit liv. Og det ser ud til at virke. Allerede efter at have rodet bod på den første dårlige ting, kommer Earl's vinderskrabelob blæsende tilbage til ham.
Således, nu bevæbnet med penge og gåpåmod, drager Earl ud på en mission for at fjerne sin karmagæld, inden det er for sent...
Jason Lee er stadig en fornøjelse at se på. Han spiller rollen godt, dog uden at imponere. Han bærer med lethed hovedrollen, og jeg forventer mig mere mere af ham, når serien for alvor går i gang. Desværre er han også det eneste lyspunktet. Resten af castet er stereotype og kedelige. Historien er lettere interessant, dog uden at frembringe de vilde latteranfald hos undertegnede. Måske lider Lee af samme forbandelse som Affleck; Kun af spille godt uden Smith's vejledning :)
Alt i alt en noget lunken pilot-afsnit(Måske pga den usandsynlige høje standard, som de andre serie jeg har set i den senere tid, har sat). Jeg er dog villig til at give serien en fair chance, og regner med at koble mig på og se hvor Earl bærer mig hen.
7 / 10
#2 dyg 19 år siden
#3 davenport 19 år siden
#4 dyg 19 år siden
#5 davenport 19 år siden
#6 filmz-Bruce 19 år siden
Bad day at Black Rock
Nok ikke mange er bekendt med denne film, men instruktøren er John Sturges og så vil en del nok tænke "The Great Escape", "The Magnificent Seven" og "Sullivans Travels". Men den sidste er forkert, hvilket er ok, for 2 af 3 er også godt ramt.
Filmen er fra 1955 og det kontroversielle element i filmen uden at fortælle noget plotmæssigt, involverer forholdet til amerikanere af japansk herkomst i USA under 2. verdenskrig. Fortællingen starter kort tid efter 2. verdenskrigs afslutning, hvor en ældre mand, en enarmet fremmed, stiger af Santa Fe ekspressen i den lille by "Black Rock". Det er første gang i 4 år toget er stoppet her, hvilket måske ikke er så mærkværdigt eftersom byen får Sydhavnen kl 2 om natten, til at ligne Manhattan en mandag morgen.
Den fremmede mands ankomst frembringer nærmest tumultagtige scener, når flertallet af byens mænd (7!) på et tidspunkt er samlet til palaver ved togskinnerne. De næste 12 timer vil være et studie i menneskers frygt, had og mistænksomhed.
Det er ikke mindre end et imponerende opbud af skuespiller kapaciteter i denne film. Den fremmede mand John J. Macreedy er ingen ringere end Spencer Tracy. Derudover ser vi Robert Ryan, Lee Marvin, Walter Brennan og Ernest Borgnine, men det er Tracy som i den grad stjæler billedet, en vidunderlig underspillet heltetype a la Gregory Pecks "Atticus Finch" fra "To Kill a Mockingbird". Lee Marvin fortsætter med at imponere mig og fra at jeg i tidernes morgen betragtede ham som et supplement til klasse A skuespillerne, må jeg erkende manden bør kategoriseres som værende een af dem også selvom han tit, som her, er type castet. Han er een af de bedste bad guys i historien og manden har noget at have det i.
Uanset om filmen foregår i 1945, så tilhører filmen westerngenren. Civilisationen portrætteret ved Santa Fe ekspressen kontra det gamle vesten. Hvor meget betyder loven i denne udørk, når toget forlader stationen? Der er masser af elementer fra High Noon, men filmen behøver ikke stå i skygge af andre klassikere.
I mine øjne er dette John Sturges mest kompromisløse film, også hans bedste. Det er uhyre enkelt og stemningsfuldt. Tracy's person er så rig på følelser, at vi ikke behøver vide hans baggrund eller høre hans tanker. Han er en åben bog og uforglemmelig i denne film, selvom det hele ved første øjesyn ser så simpelt ud. Disse små oplevelser fremkalder indimellem så store følelser, at man forstår hvorfor film er så betagende en kunstart og hvorfor man bruger så megen tid på den.
Film: 8.5/10
Video
Filmen er MGM's første i Cinemascope 2.35:1 og i denne restaurerede udgave er filmen en nydelse på det store lærred. Flotte falmede farver, som passer til omgivelserne og god skarphed.
8/10
Audio
Sporet er Dolby Digital 2.0 og leverer varen. Skru bare lidt ekstra op, for det her er en dialog drevet film. Men lyden spiller en meget stor rolle. Film fra denne periode har en tendens til at ville skabe stemning ved at tilsætte en dosis dramatisk musik. Sturges undgår dette og lader billederne tale. Oftest er det kun vinden eller stilheden, vi hører, hvilket er af kolossal betydning for en film af denne karaktér.
7/10
Afsluttende kommentar
Utroligt det stadig er muligt at støde på film, 50 år gamle, af denne kvalitet, man ikke har set før. En Spencer Tracy boks står højt på min liste efter denne oplevelse.
#7 elwood 19 år siden
Ikke siden team america har jeg grint så meget, og Bob Saget levere den sindsygeste version af joken, Gilbert Gottfried får Rob Schneider til at flække sammen af grin i forbindelse med et indsamlingsshow, da han giver sin version af joken.
Mimimeren gav os seriøs latterkrampe med hans version.
Kun to udvandrede fra salen, jeg ser ikke nogen grund til det, da det kun er verbal humor, hehe bortset måske hvor to af komikerne fortæller deres version til deres baby'er hehe det ser sjovt ud.
Så jeg vil nu sige man skal slet ikke vælge den fra fordi folk har udvandrede fra salen, den film er en oplevelse.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#8 filmz-Bruce 19 år siden
1. november 1944, åbnede komedien Harvey på Broadway med Frank Fay i hovedrollen som Elwood P. Dowd. Harvey er historien om Elwood, 42 år gammel, som efter at have arvet en sum penge fra sin afdøde mor, nu bor i sit eget noble hus med sin ældre søster og dennes ikke så attraktive datter, under samme tag. Den fjerde beboer hedder Harvey, er 1.90 høj og hvid. Nå ja, Harvey er desuden en kanin og findes, måske, kun i Elwoods fantasi. Komedien vandt Pulitzer prisen og i 1950, blev den filmatiseret med ingen ringere end James Stewart i hovedrollen, mens moderen, som på teateret, blev spillet af Josephine Hull (nok mest kendt for rollen som een af de søde gamle damer i "Arsenik og gamle kniplinger").
Elwood er en på alle måder sympatisk og betænksom mand. Hans dag går med at gå en tur, med Harvey selvfølgelig, og Harrys Bar er som regel endestationen. Her kan Elwood nyde en ubrudt række af drinks og sin yndlingsbeskæftigelse, at falde i snak med gud og hvermand, gi' dem sit kort og invitere dem på middag og en lille een. Elwood er slet og ret, med Harvey ved sin side, lykkelig. Det er dog ikke alle, som deler Elwoods optimisme. Moderen Veta, en ren mrs. Hyacinth Bucket af dimensioner, er træt af at få sine overklasse arrangementer ødelagt, når Elwood føler trang til at falde forbi og præsentere Harvey og derfor er der planer om at få Elwood indlagt på et sanatorium. For hans eget bedste selvfølgelig.
At det lige blev James Stewart som skulle få rollen som Elwood, kan vist ikke undre. Med næsten lutter "good guy" roller på sit resumé og en udstråling som gjorde ham til indbegrebet af "the all american boy", var han perfekt castet. Men som Elwood, er James Stewart denne gang ikke kun formidabel, han er outstanding og bliver man ikke rørt af hans præstation, er man den største stivstikker siden lektor Blomme. På intet tidspunkt bliver Harvey til en sukkersød fortælling. Trods det komediske islæt, formår Stewart at spille rollen med stor respekt og da han i en ufrglemmelig scene på et tidspunkt udtaler "I always have a wonderful time, wherever I am, whoever I'm with", har man intet andet valg har end at overgive sig.
Filmens anden store præstation er selvfølgelig Josephine Hull, som med 1775 Harvey opførelser på teateret, må siges at være spillet varm til rollen. Hun er vidunderlig. Filmen fungerer, som så mange andre filmatiserede teaterstykker for den tid, formidabelt godt. Forvent ikke noget noget så vanvittigt som "His girl Friday" eller "Bringing up baby", men veloplagt humor a la Neil Simon.
Filmen bliver indledt med en 10 minutters voice-over introduktion af James Stewart, fra 1990, 82 år gammel. Det var de korteste 10 minutter jeg har oplevet, blot en medrivende og levende fortælling om historien om Harvey, nok til at cementere indtrykket af James Stewart. Her er intet fortænkt og ingen nykker. Good ol' Jimmy Boy.
Som med "It's a wonderful life", bliver denne dvd nødt til at blive afspillet mindst een gang årligt. Allerhelst i dårligt humør, for 1½ time senere har man et smil på læben og lovet sig selv at blive et bedre menneske. Bedre rollemodel findes ikke på film.
"I wrestled with reality for thirty-five years, and I'm happy to say I won out over it."
Film: 9/10
$9.17 hos DVDPacific
#9 DarkLight 19 år siden
Jeg må indrømme at jeg havde set noget frem til denne film. Jeg havde, lettere forundret, fulgt den stigende karakterkurve på IMDB. Karakteren ligger på 7.2, hvilke jeg mener er ret uhørt for en aktionfilm. Så jeg forventede bestemt gode ting. Tanken var nemlig den, at hvis en sådan film får sådan en høj karakter, kan det kun skyldes 2 ting. En god historie og/eller fantastisk smukt aktion.
History will teach us nothing...
Danny blev fundet af pengeopkræveren Bart, da han var helt lille og Bart har derved haft mulighed til at "forme" Danny som han lyster. Han har opdrættet ham, nærmeste som en hund, til at gå amok når han får halsbåndet af. Dette er ganske praktisk, når klientellet går i selvvalgt betalingsstandsning. Halsbåndet af, og 3 minutter senere hoster de både blod og penge op. Der er dog enkelte stykker, som ikke finder sig i at få tæv, så i en hævnaktion, forvilder Danny sig bort, og skal således lære verden at kende. Han hjælpes heldigvis af en dejlig spillende Morgan Freeman og datteren Victoria. Man kan dog beviseligt ikke undslippe sin fortid i aktionfilm, og den går heller ikke denne gang. Danny må derfor vælge mellem sin nyfundne verden og de trygge rammere, han ellers plejdede at færdes under.
Historien er bestemt ikke noget, der hverken får mig eller min interesse op af stolen. Klichéfyldt og lige-ud-af-landevejen. Det er dog altid godt at se Morgan Freeman, selvom dette rollevalg virker noget mystisk. Han hører ikke rigtig til i filmen, som den blinde klavérstemmer, og balancegangen mellem kampscenerne og oplæringen af Danny, hvor han første gang nyde musik, is og kys, virker brutal og irriterende. Enten skulle man have droppet aktiondelen eller også Morgan-delen. Helst det første. Jeg gider ikke sidde mellem 2 stole, når jeg ser film. Specielt ikke når de står så lang fra hinanden, at jeg ryger på røven med et brag. Datteren Victoria spiller også godt, og bestemt en person jeg har lyst til at se mere til. Hun er åbenbart med i 'Rome', så det er måske en undskyldning for at hoppe på den serie.
Den svære rolle går til Jet Li, som personen der skal lære alt fra begyndelsen af. Det kan han slet ikke bære. Lige fra starten af fik jeg slemme Deja Vú-anfald til en anden film, hvor hovedpersonen spillede lige så slemt.
3..2..1..Fight!
Med historiens fald og hovedskuespillerens ditto, må man i det mindste ty til kampscenerne for at nå de famøse 7.2 til sokkeholderne. Men næ. Jeg var på intet tidspunkt syndelig imponeret af scenerne eller Jet Li. Generelt irriteres jeg over de hurtige scener og den "rå" koreografi. Pludselig fandt jeg mig selv sidde og savne de rene og stilfulde kampscener i Matrix, selvom afkog af dette er blevet brugt til blinde.
Konklusion
En skuffelse hvis man har sat næsen op efter en 7.2 aktionfilm. Den ligger midt i mængden, og dermed hverken skuffer eller imponerer den. Jeg kan ikke se hvor alt den positive omtale kommer fra, for dette er bare endnu en film i række. Bevares, Freeman er med, men jeg synes ikke det taler til filmens fordel, da historien på forhånd er et slattent smølfespark. Man kan sagtens underholdes en aften med popcorn, men for mig er den hverken et køb eller et gensyn værd.
6 / 10
#10 e-male 19 år siden
Bare rolig jeg vil ikke kede jer alle sammen med et resume eller lave en opsamling over manglerne i filmen. Jeg vil blot bekende min synd på dette forum og bede om tilgivelse. Og jeg håber at jeg en gang i fremtiden igen vil kunne se på mig selv som et normalt begavet menneske.
Til de mennesker, der overvejer at se den i videnskabens navn, kan jeg kun sige det er ikke det værd.
Jeg forventede en ringe film og den var ringe, dog kunne det have været meget værre.