#90 Held og lykke med eksaminerne, og glaed dig til "Late Spring". Den hoerer helt klart til blandt de bedste. Fortael endelig om Criterion-versionen, naar den naar frem. Den japanske R2, jeg saa, var alderen betragtet udmaerket, men sikkert ingenting i forhold til Criterion.
#90/91 - Tak skal I ha' :) Var oppe i skriftlig engelsk, det gik fint, men nå vente en måneds tid med resultatet. Næste eksamen er såmænd skriftlig Film/TV.
#86 - Meget, meget flot gennemgang af Ozus værker. Selvom jeg tydeligvis ikke er så velbevandret i Ozu-universet, som tilfældet er med dig, forstår jeg din forkærlighed for hans kunnen. Er selv meget fascineret af hans karakterarbejde, han må være én af verdens 10 bedste instruktører, hvad angår instruktion af skuespillere. Du har virkelig givet mig lyst til at handle stort ind i den nærmeste Ozu-biks. Desværre tillader min konto det ikke, så jeg må midlertidigt stille mig tilfreds med "Late Spring", der gerne skulle ankomme i nærmeste fremtid.
Efter tre år i gymnasiet er det omsider ved at munde ud. Eksaminerne er i fuld gang, og for mit vedkommende betyder læseferie meget fritid, og meget fritid betyder afslapning i hjemmebiffen. Derfor har jeg omsider haft god tid til at smække et par skiver i afspilleren uden at have en masse projekter i baghovedet.
Before Sunrise (1995) – Richard Linklater Jeg så første gang Linklaters lille perle for et års tid siden, i forbindelse med udgivelsen af opfølgeren, ”Before Sunset”. Ethan Hawk spiller den amerikanske strejfer, der ombord på et tog møder den franske skønhed Celine, eminent portrætteret af Julie Delpy. Parret falder i snak, men afbrydes da toget når Wien, Jesses endestation. Men han forsøger at overtale Celine til at stå af med ham og nyde dagen og byen i hans selskab. Utroligt nok indvilliger den unge, franske skønhed at følge med den smarte amerikaner med fedtet slikhår og D’Artagnanskæg. Opholdet i Wien udvikler sig hurtigt til et smukt kærlighedsforhold, hvis ende er uundgåeligt.
”Before Sunrise” er et vanvittig lille charmerende bekendtskab. Selvom meget af dialogen kan virke lidt forceret og overfladisk, er man ikke i tvivl om den gensidige kærlighed. Jesse er forelsket i Celine, og omvendt. Spillet mellem Hawke og Delpy er fremragende, man fornemmer gnisten og oprigtigheden i deres følelser – uden tvivl Linklaters fortjeneste. På trods af sin enkelthed er filmens oplæg en lille genistreg; Det elskende par falder mere og mere for hinanden, hvilket kun vil gøre deres uundgåelige afsked endnu mere ulidelig. Kærligheden blomstrer, men må ende inden den overhovedet er tilnærmelsesvis tæt på at visne.
”Before Sunset” er lavbudgets-kærlighed når det er bedst. Første gang jeg så den, var jeg solgt. Jeg elskede Jessie og Celine, men gensynet viste desværre enkelte svagheder, bl.a. dialogen. Men det ændrer ikke ved det faktum, at ”Before Sunrise” er og bliver en lille perle.
- 7,5/10
Before Sunset (2004) – Richard Linklater I mine øjne kan man ikke se ”Before Sunrise”, uden også at sætte vejen forbi efterfølgeren, ”Before Sunset”. Jessie og Celine er nu blevet ni år ældre, og deres liv har udviklet sig i stor grad. Da Jessie er til forelæsning i Paris i forbindelse med udgivelsen af sin nye roman – som i øvrigt er baseret på hans fortryllende døgn i Wien ni år tidligere – møder Celine pludseligt op, og de har nu mulighed for at indhente det forsømte.
”Before Sunset” er en rigtig flot filmisk bedrift. Hele filmen foregår i real-time, hvilket øger intensiteten og intimiteten i de to elskendes gensyn. Vi bliver ikke snydt for noget som helst. Gensynet med Jessie og Celine er som et gensyn med gamle venner – det er oprigtigt og vanvittigt charmerende. Men samtidig er det også smertefuldt; Følelserne mellem de to personer, mellem amerikaneren og europæeren, er vedligeholdt selv efter ni års fravær. Men kan de give efter for deres følelser, kan de efterlade alt andet tilbage, for at dedikere sig til hinanden? En emotionel smuk oplevelse er det at se ”Before Sunset”.
- 8/10
Mitt Liv som Hund (1985) - Lasse Hallström Navnet Lasse Hallström er i mine øre ikke et kvalitetstempel. Med film som kedelige film som ”Cider House Rules”, ”Chocolat”, ”The Shipping News” og ”Casanova” står Hallström i mine øjne tilbage som en meget middelmådig instruktør. Men inden han begav sig mod det store Hollywood, producerede han film i hjemlandet, Sverige. Hér blev gennembruddet den lille ”Mitt Liv som Hund” omhandlende den 12-årige Ingemar, der tvinges til at flytte til landet og bo hos sin onkel, da hans mor bliver alvorligt syg. Hér får Ingemar masser af kærlighed og møder nogle sære men yderst elskværdige eksistenser.
”Mitt Liv som Hund” er Hallströms bedste film. Den er ikke et mesterværk, men den bringer smilet frem på læben, og giver én en utrolig trang til at købe sommerhus hinsidans. Især skal de to hovedpersoner Ingemar (Anton Glanzelius) og Saga (Melinda Kinnaman) nævnes, da de begge gør et fortræffeligt stykke arbejde. Hallström viser sig hér at være en fremragende instruktør, hvad angår arbejde med børn. Det burde han vende tilbage til.
- 7/10
Il Gattopardo (1963) – Luchino Visconti Længe har jeg haft en enorm lyst til at opleve Viscontis stort anlagte Guldpalme Vinder, ”Leoparden”. Men da jeg endelige fik erhvervet Criterion fabelagtige udgivelse, viste forventningens glæde sig dog at være forløsningen større. Desværre.
Amerikanske Burt Lancaster spiller den mægtige prins Don Fabrizio af Salina, der må se sin magt svinde ind, da Italien og Sicilien forenes i 1800-tallet. Mens den øvrige aristokratiske overklasse vælger at ignorere revolutionen, føler Don Fabrizion sig forpligtet til at tage stilling. Men hvad føler han?
Viscontis enorme udstyrsstykke er uden tvivl en ufattelig smuk oplevelse. Med sine fantastiske kulisser og kostumer giver filmen et troværdigt genblik af datidens aristokratiske Sicilien. Men jeg mangler nerve og fokus. Jeg kunne aldrig rigtig gennemskue, hvad Visconti forsøgte at fortælle med ”Leoparden”. Den var for rodet og ufokuseret, efter min mening. Med en spillelængde på over tre timer, satte jeg også spørgsmålstegn til, om det ikke kunne have gavnet filmen at klippe tre kvarter/en time fra.
Men filmens anerkendelse er naturligvis ikke uargumenteret. Lancaster er intet mindre end fabelagtig i sin fremstilling af den dilemmaramte prins. Han tilføjer meget af den nerve og kompleksitet, historien mangler. De unge forlovede Angelica Sedara og Tancredi Falconeri spilles ligeledes eminent af henholdsvis Claudia Cardinale og franske Alain Delon, som er én af mine absolutte favoritter.
”Il Gattopardo” er blevet kaldt Europas svar på ”Gone with the Wind”. Desværre bryder jeg mig ikke om sidstnævnte, og måske derfor faldt ”Il Gattopardo” overraskende ikke i min smag. Forventningerne var måske for store, og den fortjener da også et gennemsyn. ”Il Gattopardo” er uden tvivl et velproduceret værk med dygtige skuespilpræstationer, men jeg vil ikke lægge skjul på min skuffelse.
- 7/10
Band of Brothers (mini-series) (2001) - Diverse Efter mange års støvsamling på filmhylderne besluttede jeg mig omsider for at smække HBO’s mini-serie om E-kompagniets bedrifter under WWII, i maskinen. Der skal ikke herske tvivl om min store respekt for HBO og deres seriers enorme produktionsmæssige kvalitet. De udnytter TV-mediet til fulde og spytter den ene vidunderlige serie ud, tæt forfulgt af den næste (set i retroperspektivet, måske for tæt forfulgt, jf. ”Carnivàle” og nu også ”Deadwood”’s skæbne). De sætter standarder, som ingen andre kan opfølge.
Men gensynet med BoB var ikke synderligt sindsoprivende. Bevares, seriens produktionsmæssige kvalitet holder stadig flot i dag, fem år efter tilblivelsen. Men jeg havde svært ved at indleve mig i karakterernes skæbne og historiens udvikling.
Somme tider mister man bare lysten og glæden ved en film – i dette tilfælde serie – uden nogen nævneværdig grund. BoB var som jeg huskede den, min opfattelse og glæde var bare forandret.
- 6/10
Funny Games (1997) – Michael Haneke Så blev det tid til tre film af den østrigsk-fødte mesterinstruktør Michael Haneke. Første film i ”kavalkaden” var den østrigske gyser, ”Funny Games”. En lille familie, bestående af en lille dreng, hans to forældre og deres shjæfferhund, kører ud til deres sommerhus ved søen for at slappe af. Men da to unge mænd dukker op, stopper freden øjeblikkeligt. De to mænd viser sig at eksperimentere med et perverteret spil. De vil vædde med familien om, at inden kl. 9 næste morgen er de alle tre døde. Turen udvikler sig snart til et sandt mareridt for den lille kernefamilie.
”Funny Games” er blevet kaldt en pervers og syg film, der blot blev produceret for at tilfredsstille Hanekes egne naturstridige, narcissistiske behov. Men beskyldningerne er i mine øjne hykleri. ”Funny Games” er barsk, ja. Men den er samtidig et værk af en mesterlig instruktør, der ønsker at provokere sit publikum og tvinge dem til at tage stilling til problematikken. Fremstillingen er så realistisk og grusom, at man forledes til at tro, det er virkelighed – bl.a. vælger Haneke konsekvent at udelade enhver form for underlægningsmusik eller æstetiske stilbrud. Det er koncentreret filmmageri af ypperste kaliber.
Men når grusomhederne er ved at tage overhånd, minder Haneke os om at vi er vidne til et stykke fiktion, en film. Som f.eks. da den ene unge mand, Paul, tvinger moderen til at lege tampen brænder i jagten på liget af familiens hund, og Paul kigger smilende direkte ind i kameraet og os. Eller da den fortvivlede familie, efter lang tids tortur, spørger Paul, hvorfor de ikke bare slår dem ihjel, og Paul svarer: ”Det kan vi da ikke. Filmen har kun varet lidt over en time, og publikum forventer da mere.” Kigger direkte ind i kameraet – ”Gør I ikke?” . Det er provokerende metafiktion, det er Bertolt Brechts verfremdungseffekt i bedste velgående i filmmediet.
”Funny Games” er en barsk og intens oplevelse, men den er også fascinerende i sin leg med mediet. Men foruden at være et stykke provokerende kunst, bearbejder den også en evigaktuel og eksistentiel tematik: Mennesket som ond skabning. Hér drager Haneke fordel af mange års filosofilæsning. ”Funny Games” er fremragende portrætteret og et uhyre interessant stykke filmkunst.
- 9,5/10
Code Inconnu – Récit incomplet de divers voyages (2000) – Michael Haneke Præcis som ”Funny Games” er Hanekes franskproducerede ”Kode Ukendt” et uhyre gennemført værk, der atter reflekterer over sin egen status som fiktionskunst. Som tilfældet er med Haggis Oscar-vinder ”Crash” og Altmans mesterværk ”Short Cuts”, følger vi hér livet hos flere personer, der alle var indblandet i en lille uheldig hændelse, der udviklede sig i stor grad.
”Kode Ukendt” har den engelske undertitel ”Incomplete Tales of Serveral Journeys”, og dét giver mening, for igen provokerer Haneke, men denne gang i dramaturgisk forstand. I den kalejdoskopiske fortælling følger vi flere personers liv efter en uheldig hændelse, der mundede ud i kontroverser og en urimelig anholdelse. Men hvad sker der, når disse personer tilfældigvis mødes på en restaurant, når de tvinges til at konfrontere deres skrupler. Det giver Haneke os aldrig svaret på, for inden hver scenes klimaks vælger han… at klippe, at afbryde. Vi får aldrig visualiseret, hvad konfrontationerne resulterede i. Vi må gøre os kloge på den efterfølgende scene, vi tvinges til at gætte, at samle brikkerne i puslespillet – også selvom halvdelen af brikkerne mangler.
Hanekes konventionsbrud er dybt frustrerende for publikum, vi ønsker konklusion, svar på karakterernes problemer. Men det får vi ikke. Og dét er netop pointen i ”Kode Ukendt”. Haneke viser os, hvordan dårlig kommunikation og manglende forsøg på løsning kan få katastrofale konsekvenser. Publikum har ikke ret til svar og forløsning, med mindre de kan forstå karakterernes handlinger og motivationer.
Uanset tilskuerens evne til at gennemskue den manglende handling, venter der en uforglemmelig oplevelse i ”Kode Ukendt”. Filmen byder ligeledes på et utal af fremragende skuespilpræstationer, især er Juliette Binoche, der har smidt sin pæne facade, i topform og leverer måske sin mest smertefulde og overbevisende præstation til dato.
”Kode Ukendt” er et mesterværk, et mesterværk der lever i underbevidstheden og kræver gensyn efterfulgt af gensyn. Jeg vil aldrig love at man får lige så meget ud af ”Kode Ukendt”, som jeg gjorde, men er man forvent med ikke at få svar og forløsning, med mindre man virkelig prøver, venter der en utrolig filmisk oplevelse.
- 10/10
Le Temps du Loup (2003) – Michael Haneke Sidste film i Haneke-kavalkaden var den franske ”Ulvetider”, med en veloplagt Isabelle Huppert i hovedrollen. Præcis som ”Kode Ukendt” åbner filmen med en lille families ankomst til deres sommerhus. Men da de ankommer, opdager de at stedet allerede er beboet. En fremmed familie er brudt ind, og truer nu familien med at skyde dem, hvis ikke de forlader stedet og efterlader al deres proviant. Efter ganske kort tids forhandling mister den fremmede mand besindelsen og skyder den lille families far. Nu tvinges moren, Anna (Huppert), til at tage sig af sig selv og sine to børn i den vilde og golde verden.
Filmen udspiller sig i et postapokalyptisk samfund. Alt er nedbrudt, og mad og vand har større værdi end guld. Haneke giver os aldrig et svar på, hvorfor verden har udviklet sig, som den har. Men det er også komplet underordnet. Filmens kerne ligger i portrættet af det menneskelige individs natur. Hvor den filmiske formidling var filosofisk i ”Funny Games” og ”Kode Ukendt”, vælger Haneke hér at benytte en mere observerende æstetik, og flytter den filosofiske tankegang hen i tematikken og dybt ind i mennesket.
”Ulvetider” er fascinerende, men ikke lige så tankevækkende og pletfri som de to øvrige Haneke-film i kavalkaden. Haneke er uden tvivl fremragende til at instruere sine skuespiller til at fremføre præcis, hvad han ønsker, og dét resulterer atter i fremragende præstationer på skuespilfronten. Foruden den verdenskendte Huppert optræder den dygtige Béatrice Dale (titelrollen i ”Betty Blue”) i en af sine vante iltre roller. Men i mine øjne er det børneskuespillerne, der stjæler rampelyset i ”Ulvetider”. Annes to børn, Eva og Ben, spilles utroligt overbevisende af Anaïs Demoustier og Lucas Biscompe. Især den meget rørende slutscene bevidner om den unge Biscompes enorme talent og forståelse for faget. Også Hakim Taleb, der spiller den unge, fortabte dreng, skal fremhæves for at portrættere sin karakter med stor modenhed, der giver rollen en enorm kompleksitet.
I modsætning til alle andre Haneke-film nærer ”Ulvetid” et håb for menneskeheden, et svagt lys for enden af den meget lange og mørke tunnel. ”Ulvetider” er en god film, men ikke så god som mange af Hanekes øvrige værker.
- 8/10
Puha… Nu trænger jeg til en pause. Måske med en god film :)
# 94 Dejlig at se andre også ser Michael Haneke og ikke mindst gider at skrive et par linier om dem :)
Funny Games får mig ihvertifald til at trække på smilebåndet hver gang naboen kommer og vil låne 2 æg :o) Det grumme er jo at man ikke ser volden direkte, men skaber sig sine egene billeder, at vi aldrig rigtig finder ud af, hvorfor Peter og Poul har udset sig denne lille familie og da Poul henvender sig direkte til os som publikum, giver en gåsehud (man føler man er tilstede !) for hvordan dan kan man være vidne til sådan noget uden at gøre noget for at stoppe det.
Hvis du ikke allerede har set den, så prøv at se "La Pianiste".
Hanekes tre bedste film : Benny's Video, The Piano Teacher, Caché - de to sidste er mesterværker - har beskrevet (analyseret) Cashé kort i Skjult tråden.
#95 - Godt at høre samme utildfredshed fra en fellow filmbuff :)
#96 - Tak :) Har set "La Pianiste", og jeg er ikke i tvivl, om at den er fremragende. Ikke en af Hanekes bedste, men mindre kan i den grad også gøre det.
# 98 et stort og beundringsværdig arbejde du har lagt for dagen i dine Haneke anmeldelser. Her er en tråd til ekko hvor Christian Braad Thomsen giver dig ret i The Piano Teacher og mener at Benny's Video nok er Hanekes bedste film:
#99 - Tak for den pæne ord :) Og tak for linket, rigtig god artikel. Må desværre indrømme, at jeg ikke har set "Bennys Video", men da den jo faktisk er udkommet på DVD i dag, har jeg endelig mulighed for det...
#91 mr gaijin 18 år siden
#92 filmz-Crystalstar1200 18 år siden
# 90 Hvad var du oppe i ?? uanset fag så Held & Lykke !
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#93 JannikAnd 18 år siden
#86 - Meget, meget flot gennemgang af Ozus værker. Selvom jeg tydeligvis ikke er så velbevandret i Ozu-universet, som tilfældet er med dig, forstår jeg din forkærlighed for hans kunnen. Er selv meget fascineret af hans karakterarbejde, han må være én af verdens 10 bedste instruktører, hvad angår instruktion af skuespillere.
Du har virkelig givet mig lyst til at handle stort ind i den nærmeste Ozu-biks. Desværre tillader min konto det ikke, så jeg må midlertidigt stille mig tilfreds med "Late Spring", der gerne skulle ankomme i nærmeste fremtid.
#94 JannikAnd 18 år siden
Before Sunrise (1995) – Richard Linklater
Jeg så første gang Linklaters lille perle for et års tid siden, i forbindelse med udgivelsen af opfølgeren, ”Before Sunset”. Ethan Hawk spiller den amerikanske strejfer, der ombord på et tog møder den franske skønhed Celine, eminent portrætteret af Julie Delpy. Parret falder i snak, men afbrydes da toget når Wien, Jesses endestation. Men han forsøger at overtale Celine til at stå af med ham og nyde dagen og byen i hans selskab. Utroligt nok indvilliger den unge, franske skønhed at følge med den smarte amerikaner med fedtet slikhår og D’Artagnanskæg. Opholdet i Wien udvikler sig hurtigt til et smukt kærlighedsforhold, hvis ende er uundgåeligt.
”Before Sunrise” er et vanvittig lille charmerende bekendtskab. Selvom meget af dialogen kan virke lidt forceret og overfladisk, er man ikke i tvivl om den gensidige kærlighed. Jesse er forelsket i Celine, og omvendt. Spillet mellem Hawke og Delpy er fremragende, man fornemmer gnisten og oprigtigheden i deres følelser – uden tvivl Linklaters fortjeneste.
På trods af sin enkelthed er filmens oplæg en lille genistreg; Det elskende par falder mere og mere for hinanden, hvilket kun vil gøre deres uundgåelige afsked endnu mere ulidelig. Kærligheden blomstrer, men må ende inden den overhovedet er tilnærmelsesvis tæt på at visne.
”Before Sunset” er lavbudgets-kærlighed når det er bedst. Første gang jeg så den, var jeg solgt. Jeg elskede Jessie og Celine, men gensynet viste desværre enkelte svagheder, bl.a. dialogen. Men det ændrer ikke ved det faktum, at ”Before Sunrise” er og bliver en lille perle.
- 7,5/10
Before Sunset (2004) – Richard Linklater
I mine øjne kan man ikke se ”Before Sunrise”, uden også at sætte vejen forbi efterfølgeren, ”Before Sunset”. Jessie og Celine er nu blevet ni år ældre, og deres liv har udviklet sig i stor grad. Da Jessie er til forelæsning i Paris i forbindelse med udgivelsen af sin nye roman – som i øvrigt er baseret på hans fortryllende døgn i Wien ni år tidligere – møder Celine pludseligt op, og de har nu mulighed for at indhente det forsømte.
”Before Sunset” er en rigtig flot filmisk bedrift. Hele filmen foregår i real-time, hvilket øger intensiteten og intimiteten i de to elskendes gensyn. Vi bliver ikke snydt for noget som helst.
Gensynet med Jessie og Celine er som et gensyn med gamle venner – det er oprigtigt og vanvittigt charmerende. Men samtidig er det også smertefuldt; Følelserne mellem de to personer, mellem amerikaneren og europæeren, er vedligeholdt selv efter ni års fravær. Men kan de give efter for deres følelser, kan de efterlade alt andet tilbage, for at dedikere sig til hinanden? En emotionel smuk oplevelse er det at se ”Before Sunset”.
- 8/10
Mitt Liv som Hund (1985) - Lasse Hallström
Navnet Lasse Hallström er i mine øre ikke et kvalitetstempel. Med film som kedelige film som ”Cider House Rules”, ”Chocolat”, ”The Shipping News” og ”Casanova” står Hallström i mine øjne tilbage som en meget middelmådig instruktør. Men inden han begav sig mod det store Hollywood, producerede han film i hjemlandet, Sverige. Hér blev gennembruddet den lille ”Mitt Liv som Hund” omhandlende den 12-årige Ingemar, der tvinges til at flytte til landet og bo hos sin onkel, da hans mor bliver alvorligt syg. Hér får Ingemar masser af kærlighed og møder nogle sære men yderst elskværdige eksistenser.
”Mitt Liv som Hund” er Hallströms bedste film. Den er ikke et mesterværk, men den bringer smilet frem på læben, og giver én en utrolig trang til at købe sommerhus hinsidans. Især skal de to hovedpersoner Ingemar (Anton Glanzelius) og Saga (Melinda Kinnaman) nævnes, da de begge gør et fortræffeligt stykke arbejde. Hallström viser sig hér at være en fremragende instruktør, hvad angår arbejde med børn. Det burde han vende tilbage til.
- 7/10
Il Gattopardo (1963) – Luchino Visconti
Længe har jeg haft en enorm lyst til at opleve Viscontis stort anlagte Guldpalme Vinder, ”Leoparden”. Men da jeg endelige fik erhvervet Criterion fabelagtige udgivelse, viste forventningens glæde sig dog at være forløsningen større. Desværre.
Amerikanske Burt Lancaster spiller den mægtige prins Don Fabrizio af Salina, der må se sin magt svinde ind, da Italien og Sicilien forenes i 1800-tallet. Mens den øvrige aristokratiske overklasse vælger at ignorere revolutionen, føler Don Fabrizion sig forpligtet til at tage stilling. Men hvad føler han?
Viscontis enorme udstyrsstykke er uden tvivl en ufattelig smuk oplevelse. Med sine fantastiske kulisser og kostumer giver filmen et troværdigt genblik af datidens aristokratiske Sicilien. Men jeg mangler nerve og fokus. Jeg kunne aldrig rigtig gennemskue, hvad Visconti forsøgte at fortælle med ”Leoparden”. Den var for rodet og ufokuseret, efter min mening. Med en spillelængde på over tre timer, satte jeg også spørgsmålstegn til, om det ikke kunne have gavnet filmen at klippe tre kvarter/en time fra.
Men filmens anerkendelse er naturligvis ikke uargumenteret. Lancaster er intet mindre end fabelagtig i sin fremstilling af den dilemmaramte prins. Han tilføjer meget af den nerve og kompleksitet, historien mangler. De unge forlovede Angelica Sedara og Tancredi Falconeri spilles ligeledes eminent af henholdsvis Claudia Cardinale og franske Alain Delon, som er én af mine absolutte favoritter.
”Il Gattopardo” er blevet kaldt Europas svar på ”Gone with the Wind”. Desværre bryder jeg mig ikke om sidstnævnte, og måske derfor faldt ”Il Gattopardo” overraskende ikke i min smag. Forventningerne var måske for store, og den fortjener da også et gennemsyn. ”Il Gattopardo” er uden tvivl et velproduceret værk med dygtige skuespilpræstationer, men jeg vil ikke lægge skjul på min skuffelse.
- 7/10
Band of Brothers (mini-series) (2001) - Diverse
Efter mange års støvsamling på filmhylderne besluttede jeg mig omsider for at smække HBO’s mini-serie om E-kompagniets bedrifter under WWII, i maskinen.
Der skal ikke herske tvivl om min store respekt for HBO og deres seriers enorme produktionsmæssige kvalitet. De udnytter TV-mediet til fulde og spytter den ene vidunderlige serie ud, tæt forfulgt af den næste (set i retroperspektivet, måske for tæt forfulgt, jf. ”Carnivàle” og nu også ”Deadwood”’s skæbne). De sætter standarder, som ingen andre kan opfølge.
Men gensynet med BoB var ikke synderligt sindsoprivende. Bevares, seriens produktionsmæssige kvalitet holder stadig flot i dag, fem år efter tilblivelsen. Men jeg havde svært ved at indleve mig i karakterernes skæbne og historiens udvikling.
Somme tider mister man bare lysten og glæden ved en film – i dette tilfælde serie – uden nogen nævneværdig grund. BoB var som jeg huskede den, min opfattelse og glæde var bare forandret.
- 6/10
Funny Games (1997) – Michael Haneke
Så blev det tid til tre film af den østrigsk-fødte mesterinstruktør Michael Haneke. Første film i ”kavalkaden” var den østrigske gyser, ”Funny Games”.
En lille familie, bestående af en lille dreng, hans to forældre og deres shjæfferhund, kører ud til deres sommerhus ved søen for at slappe af. Men da to unge mænd dukker op, stopper freden øjeblikkeligt. De to mænd viser sig at eksperimentere med et perverteret spil. De vil vædde med familien om, at inden kl. 9 næste morgen er de alle tre døde. Turen udvikler sig snart til et sandt mareridt for den lille kernefamilie.
”Funny Games” er blevet kaldt en pervers og syg film, der blot blev produceret for at tilfredsstille Hanekes egne naturstridige, narcissistiske behov. Men beskyldningerne er i mine øjne hykleri. ”Funny Games” er barsk, ja. Men den er samtidig et værk af en mesterlig instruktør, der ønsker at provokere sit publikum og tvinge dem til at tage stilling til problematikken. Fremstillingen er så realistisk og grusom, at man forledes til at tro, det er virkelighed – bl.a. vælger Haneke konsekvent at udelade enhver form for underlægningsmusik eller æstetiske stilbrud. Det er koncentreret filmmageri af ypperste kaliber.
Men når grusomhederne er ved at tage overhånd, minder Haneke os om at vi er vidne til et stykke fiktion, en film. Som f.eks. da den ene unge mand, Paul, tvinger moderen til at lege tampen brænder i jagten på liget af familiens hund, og Paul kigger smilende direkte ind i kameraet og os. Eller da den fortvivlede familie, efter lang tids tortur, spørger Paul, hvorfor de ikke bare slår dem ihjel, og Paul svarer: ”Det kan vi da ikke. Filmen har kun varet lidt over en time, og publikum forventer da mere.” Kigger direkte ind i kameraet – ”Gør I ikke?” . Det er provokerende metafiktion, det er Bertolt Brechts verfremdungseffekt i bedste velgående i filmmediet.
”Funny Games” er en barsk og intens oplevelse, men den er også fascinerende i sin leg med mediet. Men foruden at være et stykke provokerende kunst, bearbejder den også en evigaktuel og eksistentiel tematik: Mennesket som ond skabning. Hér drager Haneke fordel af mange års filosofilæsning. ”Funny Games” er fremragende portrætteret og et uhyre interessant stykke filmkunst.
- 9,5/10
Code Inconnu – Récit incomplet de divers voyages (2000) – Michael Haneke
Præcis som ”Funny Games” er Hanekes franskproducerede ”Kode Ukendt” et uhyre gennemført værk, der atter reflekterer over sin egen status som fiktionskunst. Som tilfældet er med Haggis Oscar-vinder ”Crash” og Altmans mesterværk ”Short Cuts”, følger vi hér livet hos flere personer, der alle var indblandet i en lille uheldig hændelse, der udviklede sig i stor grad.
”Kode Ukendt” har den engelske undertitel ”Incomplete Tales of Serveral Journeys”, og dét giver mening, for igen provokerer Haneke, men denne gang i dramaturgisk forstand. I den kalejdoskopiske fortælling følger vi flere personers liv efter en uheldig hændelse, der mundede ud i kontroverser og en urimelig anholdelse. Men hvad sker der, når disse personer tilfældigvis mødes på en restaurant, når de tvinges til at konfrontere deres skrupler. Det giver Haneke os aldrig svaret på, for inden hver scenes klimaks vælger han… at klippe, at afbryde. Vi får aldrig visualiseret, hvad konfrontationerne resulterede i. Vi må gøre os kloge på den efterfølgende scene, vi tvinges til at gætte, at samle brikkerne i puslespillet – også selvom halvdelen af brikkerne mangler.
Hanekes konventionsbrud er dybt frustrerende for publikum, vi ønsker konklusion, svar på karakterernes problemer. Men det får vi ikke. Og dét er netop pointen i ”Kode Ukendt”. Haneke viser os, hvordan dårlig kommunikation og manglende forsøg på løsning kan få katastrofale konsekvenser. Publikum har ikke ret til svar og forløsning, med mindre de kan forstå karakterernes handlinger og motivationer.
Uanset tilskuerens evne til at gennemskue den manglende handling, venter der en uforglemmelig oplevelse i ”Kode Ukendt”. Filmen byder ligeledes på et utal af fremragende skuespilpræstationer, især er Juliette Binoche, der har smidt sin pæne facade, i topform og leverer måske sin mest smertefulde og overbevisende præstation til dato.
”Kode Ukendt” er et mesterværk, et mesterværk der lever i underbevidstheden og kræver gensyn efterfulgt af gensyn. Jeg vil aldrig love at man får lige så meget ud af ”Kode Ukendt”, som jeg gjorde, men er man forvent med ikke at få svar og forløsning, med mindre man virkelig prøver, venter der en utrolig filmisk oplevelse.
- 10/10
Le Temps du Loup (2003) – Michael Haneke
Sidste film i Haneke-kavalkaden var den franske ”Ulvetider”, med en veloplagt Isabelle Huppert i hovedrollen. Præcis som ”Kode Ukendt” åbner filmen med en lille families ankomst til deres sommerhus. Men da de ankommer, opdager de at stedet allerede er beboet. En fremmed familie er brudt ind, og truer nu familien med at skyde dem, hvis ikke de forlader stedet og efterlader al deres proviant. Efter ganske kort tids forhandling mister den fremmede mand besindelsen og skyder den lille families far. Nu tvinges moren, Anna (Huppert), til at tage sig af sig selv og sine to børn i den vilde og golde verden.
Filmen udspiller sig i et postapokalyptisk samfund. Alt er nedbrudt, og mad og vand har større værdi end guld. Haneke giver os aldrig et svar på, hvorfor verden har udviklet sig, som den har. Men det er også komplet underordnet. Filmens kerne ligger i portrættet af det menneskelige individs natur. Hvor den filmiske formidling var filosofisk i ”Funny Games” og ”Kode Ukendt”, vælger Haneke hér at benytte en mere observerende æstetik, og flytter den filosofiske tankegang hen i tematikken og dybt ind i mennesket.
”Ulvetider” er fascinerende, men ikke lige så tankevækkende og pletfri som de to øvrige Haneke-film i kavalkaden. Haneke er uden tvivl fremragende til at instruere sine skuespiller til at fremføre præcis, hvad han ønsker, og dét resulterer atter i fremragende præstationer på skuespilfronten. Foruden den verdenskendte Huppert optræder den dygtige Béatrice Dale (titelrollen i ”Betty Blue”) i en af sine vante iltre roller. Men i mine øjne er det børneskuespillerne, der stjæler rampelyset i ”Ulvetider”. Annes to børn, Eva og Ben, spilles utroligt overbevisende af Anaïs Demoustier og Lucas Biscompe. Især den meget rørende slutscene bevidner om den unge Biscompes enorme talent og forståelse for faget. Også Hakim Taleb, der spiller den unge, fortabte dreng, skal fremhæves for at portrættere sin karakter med stor modenhed, der giver rollen en enorm kompleksitet.
I modsætning til alle andre Haneke-film nærer ”Ulvetid” et håb for menneskeheden, et svagt lys for enden af den meget lange og mørke tunnel. ”Ulvetider” er en god film, men ikke så god som mange af Hanekes øvrige værker.
- 8/10
Puha… Nu trænger jeg til en pause. Måske med en god film :)
#95 filt 18 år siden
#96 filmz-Crystalstar1200 18 år siden
Funny Games får mig ihvertifald til at trække på smilebåndet hver gang naboen kommer og vil låne 2 æg :o) Det grumme er jo at man ikke ser volden direkte, men skaber sig sine egene billeder, at vi aldrig rigtig finder ud af, hvorfor Peter og Poul har udset sig denne lille familie og da Poul henvender sig direkte til os som publikum, giver en gåsehud (man føler man er tilstede !) for hvordan dan kan man være vidne til sådan noget uden at gøre noget for at stoppe det.
Hvis du ikke allerede har set den, så prøv at se "La Pianiste".
Tak for omtalerne :)
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#97 jessup 18 år siden
#98 JannikAnd 18 år siden
#96 - Tak :) Har set "La Pianiste", og jeg er ikke i tvivl, om at den er fremragende. Ikke en af Hanekes bedste, men mindre kan i den grad også gøre det.
#99 jessup 18 år siden
http://www.ekkofilm.dk/?id=220&allowbreak=Nej
#100 JannikAnd 18 år siden