Min PC duer ikke foreløbig, så jeg har en stak film at have anmeldt!
Baraka:
Ron Fricke's film, eller nærmere oplevelse med Michael Stearns musik, hvor der bliver vist klip fra hele verden, og der er bl.a. Polen, USA, Tyrkiet og Japan.
10 / 10
Cykeltyven:
Klassisk Italiensk film om en plakatophænger der får sin cykel stjålet under sit arbejde. Stemningsfuld sort / hvid film på en rejse igennem Rom, der ender tragisk.
9 / 10
Ice Age:
Ice Age er ligesom jordnødder, kan ikke holde op!
Fire dyr tager på en rejse under istiden, og de samler en baby op under rejsen, imens at en uheldig gnaver jager sit elskede agern.
10 / 10
The Hurricane:
Drama med Denzel Washington, der spiller den legendariske bokser The Hurricane, som er mistænkt for et mord.
Spændene og rørende drama, men filmen er lidt af en sværvægter at se igen!
De fleste på filmz har sikkert hørt om Ozus "Tokyo Story", der op til flere gange er udråbt som en af verdens bedste film. Det er helt sikkert i den bedre ende af, hvad Ozu har lavet, men det er dog ikke den bedste måde at blive introduceret til Ozus særegne filmunivers.
Jeg har i det sidste stykke tid set og genset en række af Ozus film på japansk DVD og på cinemateker. De fleste af dem er til at finde i R1 udgivelser og europæiske R2. Nogle stykker endda i Criterion versioner.
Disse anmeldelser er skrevet umiddelbart efter jeg har set hver film. Jeg har for vane at skrive en kort kommentar til hver en film, jeg ser. De bedste film jeg ser får en længere kommentar, og næsten alt hvad jeg ser af Ozu, tilhører det bedre.
I Was Born, But... (Umareteha Mita Keredo, 1931)
”Umarete ha Mita keredo ” er noget af det bedste stumfilm, jeg har set. På den video jeg så, var der ikke indspillet nogen benshi ("fortæller"-voice over), men det var absolut heller ikke nødvendigt. Skuespillet og billederne i denne film var så funklende friske, at talte ord ikke var nødvendigt for at forstå og fordybe sig i handlingen. Faktisk var filmen ligeså frisk og vittig i tonen som Ozus film tredive år senere.
Så i stilhed nød jeg fortællingen om to drenge, der med deres far (Saitou Tatsuo) og mor (Yoshikawa Mitsuko) flytter til et nyt hjem i forstaden, da faren får en lønforhøjelse. Ikke nok med, at Ozu i denne film er helt nede på jorden og inde i hjemmet hos en typisk forstadsfamilie. Han er helt nede i børnehøjde, da vi ser verden fra lillebrors Keijis (Aoki Tomio, der igen i 60'erne vendte tilbage til en karriere indenfor yakuza-film, sjovt nok) synspunkt.
Det første møde med de andre børn i kvarteret på en mudret plads ender galt. Da en stor knægt begærer Keijis legetøj, ender det i gråd og tabt brød (der samles op af en lille knægt, hvis mor har skrevet en stor seddel på ryggen, at han ikke skal fodres, da han har dårlig mave) i mudderet. Keiji kommer vrælende hjem efter forstærkninger. Storebroren (Sugawara Hideo) kommer ham til undsætning, og således starter deres kamp for en plads blandt de andre børn i forstadsjunglehierarkiet.
Fatter følger børnene halvvejs i skole den næste dag, men da de ser deres fjender i porten, vender de to knægte om af frygt for at blive mobbet. I stedet får storebroren den lokale buddreng til at skrive en karakter på kaligrafiøvelserne, som storebroderen skrev på en græsplæne, mens lillebror legede. De kan dog ikke klare kvarterets store knægt. Da far kommer hjem, opdager han hurtigt, at de to ikke har været i skole. Han fortæller dem, at de bliver nødt til at gå i skole, så de kan blive til noget her i livet, ligesom deres far.
Og her dukker der et centralt tema op i historien, som løfter det til noget mere end blot et charmerende og sødt lystspil. I løbet af filmen opdager drengene nemlig, at faren er underordnet en af de andre drenge i kvarteret. Og de bliver enormt skuffede, da faren ydmyger sig selv foran chefen. Faren er nemlig slet ikke erai (fornem, vigtig), når det kommer til stykket. Vil det så betyde, at de skal ydmyge sig foran deres nye ven, som er meget svagere end de er? Hvorfor er hans far mere erai end deres?
Filmen rammer en følelse, som alle børn har haft. Følelsen af at forældrene slet ikke er de guder, som vi gik og forestillede os. Verden er slet ikke så tryg og retfærdig. Jeg har læst kommentarer, der sætter filmen specielt i forhold til det japanske hierarkiske samfund, men i virkeligheden er alle samfund jo hierarkiske på forskellige plan. Hierarkiet findes for eksempel også blandt brødrene, selv om de ikke har indset det. Storebroren drømmer om at være general, så lillebroren må kun drømme om at være major.
Filmen er derfor meget universel i sit tema. Og humoren er også meget universel. Drengebørn der skærer ansigter og tisser op ad togskinnerne. Der stirrer på fars behårede ben, når han skælder ud. Der hurtigt begår larmende oprør, og ligeså hurtigt falder i gråd og søger trøst. Hurtige til at falde i slåskamp, og ligeså hurtige til at blive gode venner med deres gamle fjender.
What did the Lady Forget? (Shukujo ha Nani wo Wasuretaka, 1937)
”Shukujo ha Nani wo Wasureta ka”, har givet mig et helt andet og meget friskere billede af Japan i slutningen af 1930'erne.
Den vilde, moderne unge pige Setsuko (Kuwano Kayoko) blæser igennem ægteparret Tokiko (Kurishima Sumiko) og Komiyas (Saitou Tatsuo) liv som en hvirvelvind, da hun besøger dem fra Osaka. Setsuko ryger og kører hurtigt i bil, selv om hun stadig kun er ganske ung. Tante Tokiko vil ikke lade hende opføre sig på den måde, så hun holder sig til onklen. Da tanten smider Komiya ud at spille golf, vælger han i stedet at tage ud at drikke. Og Setsuko sniger efter ham, og hun overtaler ham til at tage hende med på geisha-hus. Setsuko kommer fuld hjem, og tanten finder ud af, at Komiya ikke har været på golfbanen. Og så har vi balladen.
Setsuko er omdrejningspunktet for filmen. Hun er flabet og rapkæftet som en oyaji. Da hun tager ind på onklens kontor for at få en smøg, hvorefter hun leger med hans kårde, virker hun både frimodig og stærk. Der er selvfølgelig også det aspekt af karakteren, at hun taler med Osaka-dialekt, hvilket til dels legitimerer hendes ikke-feminine fremtræden og måde at tale på. Eller også forstærker det det blot.
Den moderne unge kvinde skildres for fuld udblæsning her, og samidig rammer Ozu den samme folkelige stemning og humor blandt mere eller mindre typiske og jævne (om end denne gang velhavende) mennesker, som han igen kærligt og kritisk skildrer i senere film som ”Ohayou”.
Mange af karaktererne i denne film kunne minde om nogle af de japanere, jeg kender den dag i dag. Det samme gælder situationerne. For eksempel er studerende, der sover under undervisningen, bestemt ikke et fremmed fænomen i japanske universiteter den dag i dag. Jeg er også sikker på, at forældre og hjemmeundervisere den dag i dag alle klør sig i baghovedet, over mellemskolespørgsmålene børn serveres for i matematik. Og selv om Ozu ikke kommer ind på det politiske tumult i Japan i samtiden, så viser denne film fra 1937, hvilket er året, hvor Japan for alvor kom i krig i Kina, en verden befolket med mennesker, der i store træk ligner de samme mennesker, der befolker jordkloden i dag.
Humoren i denne film er i bund og grund universel. Humor og humanisme hænger vældig godt sammen, så længe humoren ikke er nedgørende, hånlig eller morbid. Ozu er neop humanist i kraft af den kærlighed til karaktererne, der ligger i filmenes humor. Samtidig er det i form af sarkasme og karakai en meget mere ironik bidende humor, der er at finde i disse film end den platte karikatur i de fleste danske lystspil. Hvilket nok er lidt hårdt sagt, da der iblandt de danske lystspil også findes godbidder såsom ”Harry og Kammertjeneren”. Men en godbid som ”Shukujo” er mere efter min smag.
Af andre interessante ting i filmen er der blandt andet mange gode eksempler på Ozus berømte pillow shots, der etablerer stemning og scene, uden at være en kritisk del af narrativen. Interessant nok viser Ozu os kun billederne af publikum under en kabuki-forestilling i stedet for forestillingen selv. Og endnu bedre: Han viser os også pigerne, der arbejder i teatret, som står og venter udenfor. En af dem keder sig så gevaldigt, at hun lægger make-up på. Så er der også et citat af Don Quijote i en bar i Ginza på engelsk: ”I drink upon occasion. Sometimes upon no occasion.” For det første er det interessant, at der citeres på engelsk. For det andet er det interessant, at der citeres på korrekt engelsk. 70 år senere er der mange skilte i Japan skrevet på lattervækkende engelsk. Se for eksempel www.engrish.com
Men det mest interessante ved filmen er helt klart Setsuko. I ”Ochazuke no Aji” udforskes nogle lignende forhold mellem mand og kone som i denne film, og det gøres bedre og dybere i den film. Men Kuwano Kayoko er både vanvittig sjov og underholdende, og samtidig vanvittig god som Setsuko i denne film, så det gjorde mig trist til mode at se, at hendes karriere stoppede i 1941. Hvad skete der? Overlevede hun krigen? Hvad blev der af hende, og hvad blev der af den stærke, moderne kvinde?
Late Spring (Banshun, 1949) ”Banshun” er endnu en utrolig god film af Ozu. En af de bedste, da han her holder et meget tæt fokus på historien om en fader og datter. Filmen er som sædvanlig med Ozu teknisk interessant, og der er sikkert bunker af materiale, som kan studeres og vendes og drejes. Men det lagde jeg ikke mærke til. Jeg havde for travlt med at blive rørt af karaktererne og historien.
Vi befinder os i et miljø, der helt sikkert har tilhørt datidens finere. Noriko (Hara Setsuko), datteren af en akademiker Sômiya (Ryu Chishu), der skriver artikler om den tyske økonom Friedrich List, er i åbningssekvensen til te-ceremoni i Kitakamakura, et fornemt sted ved kysten vest for Yokohama og Tokyo, hvor de to også bor. Noriko er 27 år og stadig ugift. Hun og faren er på mange måder lidt som et ægtepar. Noriko tager farens hat og taske, når han kommer hjem, og hun serverer te og laver mad, og hun gør alle de småting, der forventes af en husmor.
Men det kan ikke blive ved at gå. Hun må ud at skabe sig sit eget liv. Farens lillesøster presser på. Noriko har en veninde, Aya, der får ondt i benene af at sidde i seiza på tatamimåtter. En meget moderne pige, der kan stenografi og endda engelsk, og så er hun kommet ud af et ægteskab, hun ikke bryder sig om. Selv hun presser Noriko til at blive gift. Noriko har en flirt kørende med farens assistent, Hattori. Han tager hende med på steder hvor skiltene ofte er på engelsk. Drink Coca Cola. Balboa Tea & Coffee. Han er forlovet, men han er tydeligvis interesseret i hende.
Men da han inviterer hende på date til en violinkoncert, afviser hun. Hun er glad og tilfreds med sit stille, trygge liv hos faren. Og hun er bekymret for, hvordan det skal gå faren, hvis hun efterlader ham. Eller er hun? For da tanten fortæller hende, at faren gifter sig igen, bliver hun helt chokeret. Måske er det ikke af bekymring over farens velbefindende, at hun ikke forlader huset. Måske er det på grund af en frygt over fremtiden, over at skabe et nyt liv.
Selv om filmen er over halvtreds år gammel, så er det bestemt ikke et forældet problem (eller snarere spørgsmål), at man gifter sig senere og senere eller slet ikke i Japan. Og andre steder for den sags skyld. Måske er 27 år ikke så sen en alder igen i disse dage. Jeg har en del veninder i Japan, der er i den alder og ugifte. Parasaito shinguru (parasite single, ugife kvinder der bliver i hjemmet) var et buzz word for tre-fire år siden, og der er garanteret mange kvinder i 30'erne, der stadig bor hjemme hos forældrene. Dette er nok sjældnere i Danmark, men stærke bånd mellem forældre og børn er at finde overalt i verden. Og at frygte livet er så universelt et problem, som noget kan være.
I Ozus film føles karaktererne ikke som karakterer, men som mennesker. Selv nysgerrige tanter, der snuser til andres liv i stedet for at leve deres eget, skildres ikke ensidigt negativt af Ozu. Alle karakterer i denne film har flere nuancer. Der er to nøglescener i ”Banshun”, hvor karaktererne bliver så menneskelige, at det er svært at undgå at se os selv afspejlet i dem. I Noh-scenen (teatret), hvor faren med et smil hilser Miwa, som han eftersigende skal giftes med, er der et helt eminent skuespil af Hara Setsuko. Til de lange, mørke toner i Noh-sangen fortæller hun så meget om sin karakter igennem ansigtet alene. Det er en nøglescene, der er fuldkommen uden dialog. Denne er en scene i en lydfilm, som kun en instruktør, der også har lavet stumfilm, kan gennemføre så effektivt. Også scenen derefter, hvor de to går hjem af parallelle veje, er smukt udført.
Så er der i den sidste aften i Kyoto, hvor faren taler om ægteskab, og hvad det vil sige at være et ægtepar, viser Ryu Chishus evner. Han er helt utrolig nede på jorden, når han taler om nogle meget store ting. Men dette er blot opbygningen til den sidste scene med æblet, løftes filmen endnu højere igennem bittesmå midler. Det er små detaljer som dette, der viser de store sandheder om livet.
Filmen er lige blevet udgivet i en ny, renset version af criterion.
The Flavour of Green Tea over Rice (Ochazuke no Aji, 1952) Der findes ingen filmskabere i Japan i dag, der formår at portrættere japansk liv eller måske livet i hele taget ligeså præcist, nuanceret og kærligt, som Ozu gjorde det i sin samtid. Ud over at være teknisk storslået i sin brug af billeder og scenografi, så er Ozu fantastisk god til at finde den særlige rytme i samtale og opførsel mennesker imellem, som gør karakterer levende, humoristiske og menneskelige. Lige præcis den menneskelige forståelse er hvad der gør Ozus film så elskværdige i mine øjne. Han har en helt speciel stil som næsten alle verden over anerkender og sætter pris på, og han bruger den stil til at nå dybt ind på mennesket og menneskelige forhold i mere eller mindre uejendommenlige omgivelser.
I ”Ochazuke no Aji” er den hjemmegående frue, Satake Taeko (Kogure Michiyo), omdrejningspunktet. Hun er gift med en delchef (Saburi Shin) i et maskinerifirma, men hun vil helst være så langt væk fra ham så muligt. Han virker kejtet, kedelig og ufølsom, og i starten ser vi tydeligt hendes irritation over ham, da de ord der kommer fra hans mund er så mundane, korte og kedelige som noget kan være. Hun flygter ud på et Onsen-ophold (varme kilder) med niecen (Tsushima Keiko) og veninderne, og for at slippe for bøvl med ham påstår hun, at en af veninderne har fået blindtarmsbetændelse. En af hendes veninder er på samme måde kold, da hun finder ud af, at manden har en affære med en natklubværtinde fra Ginza (eksklusiv bydel i Tokyo), så måske mistænker Taeko sin egen mand for det samme, da hendes mand ikke tager telefonen på sit arbejde.
Men hvad vi kan se, som hun ikke kan se, er at hendes mand er en bundhæderlig om end ganske simpel gut, der forsøger at hjælpe en ung mand (Tsuruta Koji, der senere blev en yakuza action stjerne) på vej i den nye verden efter krigen. Taeko er selv derimod mere for de gamle veje, når det gælder omiai (arrangeret, men ikke tvunget ægteskabsmøde) og gammeldags forlovelser. Selv om Taeko selv blev gift ved et aftalt møde, så vil hun ikke lade sin niece slippe for ritualet, selv om niecen nægter at føje sig for en sådan feudal tankegang, som hun kan se at hendes tante lider under.
Alle filmens karakterer er elskværdige. Endda selv når de ikke kan se, at de andre karakterer er elskværdige. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Naruse Mikios ”Fuufu” (ægtepar), der netop også handlede om et ægtepar, der måtte tilpasse sig for at få en chance for at finde lykken med hinanden. På sin vis er karaktererne og tempoet og dramaet langt bedre bygget op her hos Ozu, selvom slutningen i Naruses film, hvor der var tale om en mere gensidig tilpasning, faldt mere i min smag. Men alt i alt nød jeg hvert et sekund af Ozus film, og at sammenligne de to film er umuligt, da de begge to er fremragende.
Tokyo Twilight (Tokyo boshoku, 1957) Denne Ozu-film er som titlen antyder en af de mørkeste, og samtidig en af de bedste. Filmen starter med at en gammel far (Ryu Chishu) får at vide, at der er problemer mellem datteren Takako (Hara Setsuko) og hendes mand, en professor Numata. En mand der er blevet bitter og kynisk. Takako flytter med den 2-årige datter Michiko tilbage hos faren og lillesøsteren Akiko (Arima Inako). Deres ældste bror døde for nogle år siden, og moren forsvandt, da Akiko var blot tre år. Akiko er ude i nogle problemer. Faren hører om det, da han hører fra sin søster, at hun har spurgt om 5000 yen. Hun er i dårligt selskab med en kæreste, der drikker og spiller kort. Og hun er blevet gravid med ham.
Ozu forstår antydningens kunst: Vi ser Akikos reflektioner på hendes graviditet lang tid før, vi åbenlyst får at vide, hvad der er sket, hvilket først er 50 minutter inde. Alt derop til er opbygning. Akiko må gennemgå alt dette alene. Hun siger intet til storesøsteren eller faren. Faren forstår kun at opføre sig som en streng far. Akiko har ikke fået en mors opdragelse. Takako har sikkert forsøgt at gøre det, så godt hun kunne, men hun har nok også selv været for lille. Kæresten Ken er ikke til megen hjælp. Tværtimod. Samtidig med dette, så viser det sig, at moren er i Tokyo igen, hvilket skaber endnu mere anspændthed i forholdene.
Filmen adskiller sig fra Ozus tidligere film ved at være mørkere og mere tragisk. Der er masser af Ozus lune humor taget fra hverdagssnak og lignende, men disse er nu blot en lille trøst i forhold til de tragiske, hårde tilstande i livet. Ozu kommenterer helt sikkert her på kynisme i den moderne, kolde verden. Men det er ikke så enkelt et spørgsmål om, at tradition er godt, og fornyelse er skidt. Takakos beslutning til sidst er måske en tilbagevenden til en traditionel rolle som udholdende kvinde, men også faren er udholdende til sidst i filmen. Filmen handler nemlig om at holde livet ud i selv de hårdeste stunder og at give hinanden kærlighed til at klare os igennem. Ozus film handler ofte om, hvordan vi bliver nødt til at holde hinanden og os selv ud. I ”Umarete ha Mita Keredo” taler faren om at børnene før eller siden må lære, at livet og samfundet ydmyger os. I ”Banshun” taler faren til datteren om, at glæde er noget, man skaber.
Ozu er en meget realistisk filmskaber i en genre, der ofte består af melodrama. Ozu bringer ikke kunstig forløsning, men blot et budskab om at holde ud. For resten er filmen lidt forskellig fra Ozus andre film i og med, at filmen foregår mere på natklubber, mørke gader og barer og ikke i hjemmet. Ozus pillow shots er også meget mørke med elmaster, mørke togoverskæringer og mørke floder. Spil fremgår ofte i filmen: Mah-jong, kort, pachinko. Dette er næsten en home drama noir. Og for resten er et tegn på, at Ozu ikke blot mener, at kvinder bør bures inde i hjemmet, er farens søster i denne film, der er en meget succesfuld forretningskvinde med eget firma. Så det er ikke de nye tider, der er skyld i det hele, og det er heller ikke blot et enkelt spørgsmål om, at ungdommen nutildags ikke kan tage sig sammen.
Det er ikke orden, moral og disciplin, der mangler i den moderne verden, men noget meget væsentligt.
Good Morning (Ohayou, 1959) ”Ohayou” er en film, som jeg har villet se længe, og den perfekte chance bød sig, da den blev vist i cinemateket i Ikebukuro-bydelen af Tokyo, Shinbungeiza, som en af de film, som foreningen af japanske filminstruktører havde valgt i deres forevisningsprogram over de film, der har haft indflydelse på dem. Instruktør Inoue Kazuo forklarede, at Ozu havde lavet ”Ohayou” som en lettere film beregnet et jævnt publikum efter, at han havde vundet en fornem pris fra kunsteliten. Ud over at være teknisk unikke og tematisk interessante, så rummer Ozus film også en folkelighed med en varm og hjertelig humor, der når igennem til alle blandt publikum.
”Ohayou” er måske ikke Ozus største mesterværk, men det er måske en af de hyggeligste af hans film, og så er den ikke uden Ozus klare observationer om samfund og menneske. De centrale personer i filmen er en gruppe små drenge, der er dybt optagede af at blive gode til at prutte på kommando. Drengene pjækker fra engelskundervisning for at se Sumo på det eneste fjernsyn i nabolaget. Jep, selv fra dets fødsel har fjernsynet været under kritik for at afholde unge mennesker fra deres studier for at fodre dem med meningsløs vold.
To brødre, storebror Minoru og lillebror Isamu, protesterer højlydt over, at de ikke har noget fjernsyn i hjemmet. Da faren (Ryu Chishu), der kommer slukøret hjem efter naboens fulde sørgesnak om pensionsalder, skælder dem ud for at sige unødvendige ting, så protesterer Minoru ved at sige, at voksne hele tiden siger unødvendige ting såsom goddag og godmorgen og alverden. Minoru og Isamu går i stilhedsprotest, og de siger ikke et klap hverken hjemme eller i skolen, indtil forældrene køber et fjernsyn.
Ozu har selvfølgelig noget på hjerte om tidernes skifte i Japan med betonbygninger, vaskemaskiner og TV og sælgermentalitet. Ud over det er filmen et billede af forstadslivet i samtiden. Husmødresladder har næsten en ligeså stor plads i filmen som børneprutter, og selv om Ozu ikke ligefrem viser et flatterende billede af bange og sladrende husmødreliv, så rummer filmen også et lunt hjerte selv for den mest reaktionære og selvoptagede husmor. Ozu blander god komedie og underholdning med et kritisk blik på bylivet og de nye tiders konsekvenser for japanerne og mennesket.
De overflødige høflige ord, som børnene med deres enkle klarsyn angriber de voksne for at bruge, er i den grad til stede. På den ene side kan de være med til at berige livet, som for eksempel når to forelskede af generthed ikke kan bruge andre ord til hinanden. På den anden side kan falsk husmødrehøflighed blive ren form uden indhold, hvor alt det uoverflødige snarere er et spil for de selvoptagede.
Jeg ser nogle ligheder i denne film og ”Ochazuke no Aji”, hvor svaret på selvforsaget smerte og misforståelse også løses via de enkle glæder og midler. Og i ethvert billede af ”Ohayou” dyrkes de enkle glæder. Man skal bare lade være med at spise sten for at opnå dem.
Late Autumn (Akibiyori, 1960) Sammenlignet med den sidste Ozu jeg så, ”Tokyo Boshoku”, så er vi her ovre i en meget lettere og lysere verden med meget mere lune og humor. Selvfølgelig stadig holdt i det realistiske hverdagsdrama, og stadig er humoren blandet med alvor. Faktisk er filmen på mange måder en genfortælling af ”Banshun”, hvor en datter er så stærkt knyttet til en forælder, at hun ikke vil gifte sig bort, selv om samfundet presser på. I denne film er det ikke Hara Setsukos karakter, men derimod hendes datter Aya (Tsukasa Yôko), som alle er ude på at få afsat. Faktisk er det sjovt at se Hara Setsuko i rollen som moren Akiko forsøge at overtale en anden til at gifte sig, når vi nu har set hende afvise at blive gift, så mange gange før.
Centralt i filmen er tre gamle kammerater, som vi i åbningen ser til en mindeceremoni for en gammel ven, der har efterladt en smuk kone, Akiko, og datter, Aya. De tre gamle kammerater var alle vilde med hende, og de kom alle i det apotek, hvor hun arbejdede for at købe medicin, som de ikke havde brug for. Men hendes nu afdøde mand var hurtigere end dem alle. Da Aya nu er vokset op som en smuk kvinde, vil de tre herrer forsøge at afsætte hende til de unge mænd, de kender. Mamiya (Saburi Shin) er nok den mest planlæggende af de tre. Han foreslår en mand fra sit firma, og senere viser det sig, at Aya og den unge mand kan lide hinanden. Men Aya vil ikke efterlade sin mor alene i en lejlighed.
Det er på mange måder ”Banshun”, der genfortælles her. Blot med lidt mere lys og lune. Faktisk genbruger Ozu mange ting fra sine tidligere film. For eksempel genbruger mange locations i sine film, på samme måde som han gør med navne. Her bruges den samme unagi-ya som i ”Tokyo Boshoku”. Her nævnes også piber fra England, som det også blev gjort i en anden film af Ozu, jeg så for nylig. Og i en scene hvor mor og datter er på indkøb og ude at spise, skal moren købe en nål til en symaskine. Hvilket er en direkte reference til ”Banshun”, hvor Hara Setsuko i rollen som datteren skulle det samme. Alle disse interne referencer giver masser af nuancer til Ozus film, hvis man har set de foregående.
”Banshun”, som denne film som sagt ligner mest plotmæssigt, var en tand dybere og mere alvorlig, og slutscenen her har ikke helt det samme momentum som i ”Banshun”. Men den lidt lettere tone er langt fra ringe. Tværtimod gør satiren over de tre gamle, småliderlige mænd filmen til en virkelig sjov komedie. Desuden er dette en af de film, der samler hele tre af mine yndlingsskuespillere overhovedet. Hara Setsuko, Kuwano Miyuki og Okada Mariko. I en lille birolle som Mamiyas friske datter ser vi en ung Kuwano Miyuki, der her er en del mere lillepiget end hendes rolle samme år i ”Cruel Story of Youth”.
Som en af Ayas kolleger, Yuriko, forskønner Okada Mariko lærredet i nogle scener med sit livlige, smukke væsen. Og så er det endda hendes karakter, der er den kolde realist, der giver Aya talen om de hårde sandheder i livet. Ozu har gjort et godt valg i at bruge denne karakter, da hun er netop er så ung og livlig, at de hårde ord (”Sådan er livet. Lær at leve med det”) ikke bliver for tunge og didaktiske. Og så er det også hende, der giver de tre gamle mænd tørt på. Det er virkelig en stærk, ung kvinde, der tordner frem på lærredet her. Lidt ala den unge, moderne pige i ”Shukujo ha Nani wo Wasureta ka”. Så det vil sige, at den unge, moderne pige forvandlede sig til Okada Mariko? Det hele giver lige pludselig mening.
Ikke en stor Ozu-film, men en rigtig god én.
An Autumn Afternoon (Sanma no Aji, 1962) ”Sanma no Aji” er den sidste film Ozu lavede, og den rører ved mange af de gamle temaer fra Ozus film. I bund og grund er dette endnu en version af ”Banshun”. Hirayama (Ryu Chishu) er en enkemand med tre børn. Kouichi er den ældste. Han har allerede forladt reden til fordel for et liv som salaryman med Okada Mariko i rollen som hans hustru, der passer den lille lejlighed de bor i.
Der er en lille sød historie hos de to til at muntre hovedplottet op. Kouichi aftaler med konen at låne nogle penge til et køleskab. Kouichi tænker, at nogle af pengene også kan gå til et sæt golfkøller, men da konen går ham i trods, bliver det til en lille kamp i hjemmet. Kouichi gør nemlig præcis som børnene i ”Ohayou”: Han holder mund, indtil han får sin vilje. Hustruen her spiller forælderen, og det er tydeligt at se, hvem der har bukserne på i dette hjem. Okada Marikos rolle er lidt mindre end i ”Akibiyori”, men hun er på samme måde en lille solstråle i filmen.
Hovedplottet i filmen er om datteren til Hirayama, der ikke er blevet gift endnu. Hun er blevet i huset for at passe faren og lillebroren. Gad vide, hvorfor der er så mange enkemænd i Ozus film. Men plottet går som i ”Akibiyori” og ”Banshun” ud på, at datteren må komme ud af huset, og at forældrene må give slip. Der lægges specielt vægt på det sidste her, da Hirayama først skal overbevises om, at det er bedst at give slip.
Det sker i filmen ved, at han møder sin gamle kanbun-lærer (kinesisk skrift), der aldrig gav slip på sin datter, der nu som nogle og 50-årig, nu lever et tragisk liv med denne gamle, ensomme alkoholiker. Hyoutan lever også meget i minderne af sin tid som lærer, og dette med at leve i minderne bliver også et tema, da Hirayama møder en gammel soldaterkammerat, der lever i en nostalgisk drøm om krigstiden: ”Hvis Japan havde vundet krigen, ville amerikanerne spille shamisen”. Hvortil Ryu Chishu svarer: ”Jamen så var det da godt, at Japan tabte.”
Et andet tema er det moderne liv og forbrugerkultur med golfkøller, køleskabe, fjernsyn, støvsugere. Fjernsyn og baseball er ved at overtager værtshussnakken. Og så er der filmens åbningsshot af en fabrik hvor røg oser op fra skorstenene som bare fanden. Vi ser røgen ud af vinduet fra et kontor. En næsten uigenkendelig Ryu Chishu sidder i et jakkesæt og med overskæg og laver kontorarbejde. Filmen er god, men den er ikke på højde med det bedre Ozu. Slutningen med æblet i ”Banshun” fungerede for eksempel langt bedre end her. Jeg ville dog meget gerne have set nogle flere Ozu film med Okada Mariko, men Ozus tid var ved at være forbi.
the buses that charged past so overflowing with passengers that from the outside they looked like they were making a rush delivery of spare limbs to some far-off war
#86 - Hold da op! Da jeg lige er hjemvendt fra eksamen, kan jeg ikke overskue at gennemlæse alle dine anmeldelse, mr gaijin. Men jeg glæder mig til at få det gjort - især ud fra det synspunkt at jeg har "Late Spring" på vej...
#81 filmz-Crystalstar1200 18 år siden
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#82 filmz-Narniabæver 18 år siden
Baraka:
Ron Fricke's film, eller nærmere oplevelse med Michael Stearns musik, hvor der bliver vist klip fra hele verden, og der er bl.a. Polen, USA, Tyrkiet og Japan.
10 / 10
Cykeltyven:
Klassisk Italiensk film om en plakatophænger der får sin cykel stjålet under sit arbejde.
Stemningsfuld sort / hvid film på en rejse igennem Rom, der ender tragisk.
9 / 10
Ice Age:
Ice Age er ligesom jordnødder, kan ikke holde op!
Fire dyr tager på en rejse under istiden, og de samler en baby op under rejsen, imens at en uheldig gnaver jager sit elskede agern.
10 / 10
The Hurricane:
Drama med Denzel Washington, der spiller den legendariske bokser The Hurricane, som er mistænkt for et mord.
Spændene og rørende drama, men filmen er lidt af en sværvægter at se igen!
8 / 10
#83 Yoda 18 år siden
#84 JannikAnd 18 år siden
#85 Yoda 18 år siden
Ja, det skulle jeg også mene ;-)
#86 mr gaijin 18 år siden
Jeg har i det sidste stykke tid set og genset en række af Ozus film på japansk DVD og på cinemateker. De fleste af dem er til at finde i R1 udgivelser og europæiske R2. Nogle stykker endda i Criterion versioner.
Disse anmeldelser er skrevet umiddelbart efter jeg har set hver film. Jeg har for vane at skrive en kort kommentar til hver en film, jeg ser. De bedste film jeg ser får en længere kommentar, og næsten alt hvad jeg ser af Ozu, tilhører det bedre.
I Was Born, But... (Umareteha Mita Keredo, 1931)
”Umarete ha Mita keredo ” er noget af det bedste stumfilm, jeg har set. På den video jeg så, var der ikke indspillet nogen benshi ("fortæller"-voice over), men det var absolut heller ikke nødvendigt. Skuespillet og billederne i denne film var så funklende friske, at talte ord ikke var nødvendigt for at forstå og fordybe sig i handlingen. Faktisk var filmen ligeså frisk og vittig i tonen som Ozus film tredive år senere.
Så i stilhed nød jeg fortællingen om to drenge, der med deres far (Saitou Tatsuo) og mor (Yoshikawa Mitsuko) flytter til et nyt hjem i forstaden, da faren får en lønforhøjelse. Ikke nok med, at Ozu i denne film er helt nede på jorden og inde i hjemmet hos en typisk forstadsfamilie. Han er helt nede i børnehøjde, da vi ser verden fra lillebrors Keijis (Aoki Tomio, der igen i 60'erne vendte tilbage til en karriere indenfor yakuza-film, sjovt nok) synspunkt.
Det første møde med de andre børn i kvarteret på en mudret plads ender galt. Da en stor knægt begærer Keijis legetøj, ender det i gråd og tabt brød (der samles op af en lille knægt, hvis mor har skrevet en stor seddel på ryggen, at han ikke skal fodres, da han har dårlig mave) i mudderet. Keiji kommer vrælende hjem efter forstærkninger. Storebroren (Sugawara Hideo) kommer ham til undsætning, og således starter deres kamp for en plads blandt de andre børn i forstadsjunglehierarkiet.
Fatter følger børnene halvvejs i skole den næste dag, men da de ser deres fjender i porten, vender de to knægte om af frygt for at blive mobbet. I stedet får storebroren den lokale buddreng til at skrive en karakter på kaligrafiøvelserne, som storebroderen skrev på en græsplæne, mens lillebror legede. De kan dog ikke klare kvarterets store knægt. Da far kommer hjem, opdager han hurtigt, at de to ikke har været i skole. Han fortæller dem, at de bliver nødt til at gå i skole, så de kan blive til noget her i livet, ligesom deres far.
Og her dukker der et centralt tema op i historien, som løfter det til noget mere end blot et charmerende og sødt lystspil. I løbet af filmen opdager drengene nemlig, at faren er underordnet en af de andre drenge i kvarteret. Og de bliver enormt skuffede, da faren ydmyger sig selv foran chefen. Faren er nemlig slet ikke erai (fornem, vigtig), når det kommer til stykket. Vil det så betyde, at de skal ydmyge sig foran deres nye ven, som er meget svagere end de er? Hvorfor er hans far mere erai end deres?
Filmen rammer en følelse, som alle børn har haft. Følelsen af at forældrene slet ikke er de guder, som vi gik og forestillede os. Verden er slet ikke så tryg og retfærdig. Jeg har læst kommentarer, der sætter filmen specielt i forhold til det japanske hierarkiske samfund, men i virkeligheden er alle samfund jo hierarkiske på forskellige plan. Hierarkiet findes for eksempel også blandt brødrene, selv om de ikke har indset det. Storebroren drømmer om at være general, så lillebroren må kun drømme om at være major.
Filmen er derfor meget universel i sit tema. Og humoren er også meget universel. Drengebørn der skærer ansigter og tisser op ad togskinnerne. Der stirrer på fars behårede ben, når han skælder ud. Der hurtigt begår larmende oprør, og ligeså hurtigt falder i gråd og søger trøst. Hurtige til at falde i slåskamp, og ligeså hurtige til at blive gode venner med deres gamle fjender.
What did the Lady Forget? (Shukujo ha Nani wo Wasuretaka, 1937)
”Shukujo ha Nani wo Wasureta ka”, har givet mig et helt andet og meget friskere billede af Japan i slutningen af 1930'erne.
Den vilde, moderne unge pige Setsuko (Kuwano Kayoko) blæser igennem ægteparret Tokiko (Kurishima Sumiko) og Komiyas (Saitou Tatsuo) liv som en hvirvelvind, da hun besøger dem fra Osaka. Setsuko ryger og kører hurtigt i bil, selv om hun stadig kun er ganske ung. Tante Tokiko vil ikke lade hende opføre sig på den måde, så hun holder sig til onklen. Da tanten smider Komiya ud at spille golf, vælger han i stedet at tage ud at drikke. Og Setsuko sniger efter ham, og hun overtaler ham til at tage hende med på geisha-hus. Setsuko kommer fuld hjem, og tanten finder ud af, at Komiya ikke har været på golfbanen. Og så har vi balladen.
Setsuko er omdrejningspunktet for filmen. Hun er flabet og rapkæftet som en oyaji. Da hun tager ind på onklens kontor for at få en smøg, hvorefter hun leger med hans kårde, virker hun både frimodig og stærk. Der er selvfølgelig også det aspekt af karakteren, at hun taler med Osaka-dialekt, hvilket til dels legitimerer hendes ikke-feminine fremtræden og måde at tale på. Eller også forstærker det det blot.
Den moderne unge kvinde skildres for fuld udblæsning her, og samidig rammer Ozu den samme folkelige stemning og humor blandt mere eller mindre typiske og jævne (om end denne gang velhavende) mennesker, som han igen kærligt og kritisk skildrer i senere film som ”Ohayou”.
Mange af karaktererne i denne film kunne minde om nogle af de japanere, jeg kender den dag i dag. Det samme gælder situationerne. For eksempel er studerende, der sover under undervisningen, bestemt ikke et fremmed fænomen i japanske universiteter den dag i dag. Jeg er også sikker på, at forældre og hjemmeundervisere den dag i dag alle klør sig i baghovedet, over mellemskolespørgsmålene børn serveres for i matematik. Og selv om Ozu ikke kommer ind på det politiske tumult i Japan i samtiden, så viser denne film fra 1937, hvilket er året, hvor Japan for alvor kom i krig i Kina, en verden befolket med mennesker, der i store træk ligner de samme mennesker, der befolker jordkloden i dag.
Humoren i denne film er i bund og grund universel. Humor og humanisme hænger vældig godt sammen, så længe humoren ikke er nedgørende, hånlig eller morbid. Ozu er neop humanist i kraft af den kærlighed til karaktererne, der ligger i filmenes humor. Samtidig er det i form af sarkasme og karakai en meget mere ironik bidende humor, der er at finde i disse film end den platte karikatur i de fleste danske lystspil. Hvilket nok er lidt hårdt sagt, da der iblandt de danske lystspil også findes godbidder såsom ”Harry og Kammertjeneren”. Men en godbid som ”Shukujo” er mere efter min smag.
Af andre interessante ting i filmen er der blandt andet mange gode eksempler på Ozus berømte pillow shots, der etablerer stemning og scene, uden at være en kritisk del af narrativen. Interessant nok viser Ozu os kun billederne af publikum under en kabuki-forestilling i stedet for forestillingen selv. Og endnu bedre: Han viser os også pigerne, der arbejder i teatret, som står og venter udenfor. En af dem keder sig så gevaldigt, at hun lægger make-up på. Så er der også et citat af Don Quijote i en bar i Ginza på engelsk: ”I drink upon occasion. Sometimes upon no occasion.” For det første er det interessant, at der citeres på engelsk. For det andet er det interessant, at der citeres på korrekt engelsk. 70 år senere er der mange skilte i Japan skrevet på lattervækkende engelsk. Se for eksempel www.engrish.com
Men det mest interessante ved filmen er helt klart Setsuko. I ”Ochazuke no Aji” udforskes nogle lignende forhold mellem mand og kone som i denne film, og det gøres bedre og dybere i den film. Men Kuwano Kayoko er både vanvittig sjov og underholdende, og samtidig vanvittig god som Setsuko i denne film, så det gjorde mig trist til mode at se, at hendes karriere stoppede i 1941. Hvad skete der? Overlevede hun krigen? Hvad blev der af hende, og hvad blev der af den stærke, moderne kvinde?
Late Spring (Banshun, 1949)
”Banshun” er endnu en utrolig god film af Ozu. En af de bedste, da han her holder et meget tæt fokus på historien om en fader og datter. Filmen er som sædvanlig med Ozu teknisk interessant, og der er sikkert bunker af materiale, som kan studeres og vendes og drejes. Men det lagde jeg ikke mærke til. Jeg havde for travlt med at blive rørt af karaktererne og historien.
Vi befinder os i et miljø, der helt sikkert har tilhørt datidens finere. Noriko (Hara Setsuko), datteren af en akademiker Sômiya (Ryu Chishu), der skriver artikler om den tyske økonom Friedrich List, er i åbningssekvensen til te-ceremoni i Kitakamakura, et fornemt sted ved kysten vest for Yokohama og Tokyo, hvor de to også bor. Noriko er 27 år og stadig ugift. Hun og faren er på mange måder lidt som et ægtepar. Noriko tager farens hat og taske, når han kommer hjem, og hun serverer te og laver mad, og hun gør alle de småting, der forventes af en husmor.
Men det kan ikke blive ved at gå. Hun må ud at skabe sig sit eget liv. Farens lillesøster presser på. Noriko har en veninde, Aya, der får ondt i benene af at sidde i seiza på tatamimåtter. En meget moderne pige, der kan stenografi og endda engelsk, og så er hun kommet ud af et ægteskab, hun ikke bryder sig om. Selv hun presser Noriko til at blive gift. Noriko har en flirt kørende med farens assistent, Hattori. Han tager hende med på steder hvor skiltene ofte er på engelsk. Drink Coca Cola. Balboa Tea & Coffee. Han er forlovet, men han er tydeligvis interesseret i hende.
Men da han inviterer hende på date til en violinkoncert, afviser hun. Hun er glad og tilfreds med sit stille, trygge liv hos faren. Og hun er bekymret for, hvordan det skal gå faren, hvis hun efterlader ham. Eller er hun? For da tanten fortæller hende, at faren gifter sig igen, bliver hun helt chokeret. Måske er det ikke af bekymring over farens velbefindende, at hun ikke forlader huset. Måske er det på grund af en frygt over fremtiden, over at skabe et nyt liv.
Selv om filmen er over halvtreds år gammel, så er det bestemt ikke et forældet problem (eller snarere spørgsmål), at man gifter sig senere og senere eller slet ikke i Japan. Og andre steder for den sags skyld. Måske er 27 år ikke så sen en alder igen i disse dage. Jeg har en del veninder i Japan, der er i den alder og ugifte. Parasaito shinguru (parasite single, ugife kvinder der bliver i hjemmet) var et buzz word for tre-fire år siden, og der er garanteret mange kvinder i 30'erne, der stadig bor hjemme hos forældrene. Dette er nok sjældnere i Danmark, men stærke bånd mellem forældre og børn er at finde overalt i verden. Og at frygte livet er så universelt et problem, som noget kan være.
I Ozus film føles karaktererne ikke som karakterer, men som mennesker. Selv nysgerrige tanter, der snuser til andres liv i stedet for at leve deres eget, skildres ikke ensidigt negativt af Ozu. Alle karakterer i denne film har flere nuancer. Der er to nøglescener i ”Banshun”, hvor karaktererne bliver så menneskelige, at det er svært at undgå at se os selv afspejlet i dem. I Noh-scenen (teatret), hvor faren med et smil hilser Miwa, som han eftersigende skal giftes med, er der et helt eminent skuespil af Hara Setsuko. Til de lange, mørke toner i Noh-sangen fortæller hun så meget om sin karakter igennem ansigtet alene. Det er en nøglescene, der er fuldkommen uden dialog. Denne er en scene i en lydfilm, som kun en instruktør, der også har lavet stumfilm, kan gennemføre så effektivt. Også scenen derefter, hvor de to går hjem af parallelle veje, er smukt udført.
Så er der i den sidste aften i Kyoto, hvor faren taler om ægteskab, og hvad det vil sige at være et ægtepar, viser Ryu Chishus evner. Han er helt utrolig nede på jorden, når han taler om nogle meget store ting. Men dette er blot opbygningen til den sidste scene med æblet, løftes filmen endnu højere igennem bittesmå midler. Det er små detaljer som dette, der viser de store sandheder om livet.
Filmen er lige blevet udgivet i en ny, renset version af criterion.
The Flavour of Green Tea over Rice (Ochazuke no Aji, 1952)
Der findes ingen filmskabere i Japan i dag, der formår at portrættere japansk liv eller måske livet i hele taget ligeså præcist, nuanceret og kærligt, som Ozu gjorde det i sin samtid. Ud over at være teknisk storslået i sin brug af billeder og scenografi, så er Ozu fantastisk god til at finde den særlige rytme i samtale og opførsel mennesker imellem, som gør karakterer levende, humoristiske og menneskelige. Lige præcis den menneskelige forståelse er hvad der gør Ozus film så elskværdige i mine øjne. Han har en helt speciel stil som næsten alle verden over anerkender og sætter pris på, og han bruger den stil til at nå dybt ind på mennesket og menneskelige forhold i mere eller mindre uejendommenlige omgivelser.
I ”Ochazuke no Aji” er den hjemmegående frue, Satake Taeko (Kogure Michiyo), omdrejningspunktet. Hun er gift med en delchef (Saburi Shin) i et maskinerifirma, men hun vil helst være så langt væk fra ham så muligt. Han virker kejtet, kedelig og ufølsom, og i starten ser vi tydeligt hendes irritation over ham, da de ord der kommer fra hans mund er så mundane, korte og kedelige som noget kan være. Hun flygter ud på et Onsen-ophold (varme kilder) med niecen (Tsushima Keiko) og veninderne, og for at slippe for bøvl med ham påstår hun, at en af veninderne har fået blindtarmsbetændelse. En af hendes veninder er på samme måde kold, da hun finder ud af, at manden har en affære med en natklubværtinde fra Ginza (eksklusiv bydel i Tokyo), så måske mistænker Taeko sin egen mand for det samme, da hendes mand ikke tager telefonen på sit arbejde.
Men hvad vi kan se, som hun ikke kan se, er at hendes mand er en bundhæderlig om end ganske simpel gut, der forsøger at hjælpe en ung mand (Tsuruta Koji, der senere blev en yakuza action stjerne) på vej i den nye verden efter krigen. Taeko er selv derimod mere for de gamle veje, når det gælder omiai (arrangeret, men ikke tvunget ægteskabsmøde) og gammeldags forlovelser. Selv om Taeko selv blev gift ved et aftalt møde, så vil hun ikke lade sin niece slippe for ritualet, selv om niecen nægter at føje sig for en sådan feudal tankegang, som hun kan se at hendes tante lider under.
Alle filmens karakterer er elskværdige. Endda selv når de ikke kan se, at de andre karakterer er elskværdige. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Naruse Mikios ”Fuufu” (ægtepar), der netop også handlede om et ægtepar, der måtte tilpasse sig for at få en chance for at finde lykken med hinanden. På sin vis er karaktererne og tempoet og dramaet langt bedre bygget op her hos Ozu, selvom slutningen i Naruses film, hvor der var tale om en mere gensidig tilpasning, faldt mere i min smag. Men alt i alt nød jeg hvert et sekund af Ozus film, og at sammenligne de to film er umuligt, da de begge to er fremragende.
Tokyo Twilight (Tokyo boshoku, 1957)
Denne Ozu-film er som titlen antyder en af de mørkeste, og samtidig en af de bedste. Filmen starter med at en gammel far (Ryu Chishu) får at vide, at der er problemer mellem datteren Takako (Hara Setsuko) og hendes mand, en professor Numata. En mand der er blevet bitter og kynisk. Takako flytter med den 2-årige datter Michiko tilbage hos faren og lillesøsteren Akiko (Arima Inako). Deres ældste bror døde for nogle år siden, og moren forsvandt, da Akiko var blot tre år. Akiko er ude i nogle problemer. Faren hører om det, da han hører fra sin søster, at hun har spurgt om 5000 yen. Hun er i dårligt selskab med en kæreste, der drikker og spiller kort. Og hun er blevet gravid med ham.
Ozu forstår antydningens kunst: Vi ser Akikos reflektioner på hendes graviditet lang tid før, vi åbenlyst får at vide, hvad der er sket, hvilket først er 50 minutter inde. Alt derop til er opbygning. Akiko må gennemgå alt dette alene. Hun siger intet til storesøsteren eller faren. Faren forstår kun at opføre sig som en streng far. Akiko har ikke fået en mors opdragelse. Takako har sikkert forsøgt at gøre det, så godt hun kunne, men hun har nok også selv været for lille. Kæresten Ken er ikke til megen hjælp. Tværtimod. Samtidig med dette, så viser det sig, at moren er i Tokyo igen, hvilket skaber endnu mere anspændthed i forholdene.
Filmen adskiller sig fra Ozus tidligere film ved at være mørkere og mere tragisk. Der er masser af Ozus lune humor taget fra hverdagssnak og lignende, men disse er nu blot en lille trøst i forhold til de tragiske, hårde tilstande i livet. Ozu kommenterer helt sikkert her på kynisme i den moderne, kolde verden. Men det er ikke så enkelt et spørgsmål om, at tradition er godt, og fornyelse er skidt. Takakos beslutning til sidst er måske en tilbagevenden til en traditionel rolle som udholdende kvinde, men også faren er udholdende til sidst i filmen. Filmen handler nemlig om at holde livet ud i selv de hårdeste stunder og at give hinanden kærlighed til at klare os igennem. Ozus film handler ofte om, hvordan vi bliver nødt til at holde hinanden og os selv ud. I ”Umarete ha Mita Keredo” taler faren om at børnene før eller siden må lære, at livet og samfundet ydmyger os. I ”Banshun” taler faren til datteren om, at glæde er noget, man skaber.
Ozu er en meget realistisk filmskaber i en genre, der ofte består af melodrama. Ozu bringer ikke kunstig forløsning, men blot et budskab om at holde ud. For resten er filmen lidt forskellig fra Ozus andre film i og med, at filmen foregår mere på natklubber, mørke gader og barer og ikke i hjemmet. Ozus pillow shots er også meget mørke med elmaster, mørke togoverskæringer og mørke floder. Spil fremgår ofte i filmen: Mah-jong, kort, pachinko. Dette er næsten en home drama noir. Og for resten er et tegn på, at Ozu ikke blot mener, at kvinder bør bures inde i hjemmet, er farens søster i denne film, der er en meget succesfuld forretningskvinde med eget firma. Så det er ikke de nye tider, der er skyld i det hele, og det er heller ikke blot et enkelt spørgsmål om, at ungdommen nutildags ikke kan tage sig sammen.
Det er ikke orden, moral og disciplin, der mangler i den moderne verden, men noget meget væsentligt.
Good Morning (Ohayou, 1959)
”Ohayou” er en film, som jeg har villet se længe, og den perfekte chance bød sig, da den blev vist i cinemateket i Ikebukuro-bydelen af Tokyo, Shinbungeiza, som en af de film, som foreningen af japanske filminstruktører havde valgt i deres forevisningsprogram over de film, der har haft indflydelse på dem. Instruktør Inoue Kazuo forklarede, at Ozu havde lavet ”Ohayou” som en lettere film beregnet et jævnt publikum efter, at han havde vundet en fornem pris fra kunsteliten. Ud over at være teknisk unikke og tematisk interessante, så rummer Ozus film også en folkelighed med en varm og hjertelig humor, der når igennem til alle blandt publikum.
”Ohayou” er måske ikke Ozus største mesterværk, men det er måske en af de hyggeligste af hans film, og så er den ikke uden Ozus klare observationer om samfund og menneske. De centrale personer i filmen er en gruppe små drenge, der er dybt optagede af at blive gode til at prutte på kommando. Drengene pjækker fra engelskundervisning for at se Sumo på det eneste fjernsyn i nabolaget. Jep, selv fra dets fødsel har fjernsynet været under kritik for at afholde unge mennesker fra deres studier for at fodre dem med meningsløs vold.
To brødre, storebror Minoru og lillebror Isamu, protesterer højlydt over, at de ikke har noget fjernsyn i hjemmet. Da faren (Ryu Chishu), der kommer slukøret hjem efter naboens fulde sørgesnak om pensionsalder, skælder dem ud for at sige unødvendige ting, så protesterer Minoru ved at sige, at voksne hele tiden siger unødvendige ting såsom goddag og godmorgen og alverden. Minoru og Isamu går i stilhedsprotest, og de siger ikke et klap hverken hjemme eller i skolen, indtil forældrene køber et fjernsyn.
Ozu har selvfølgelig noget på hjerte om tidernes skifte i Japan med betonbygninger, vaskemaskiner og TV og sælgermentalitet. Ud over det er filmen et billede af forstadslivet i samtiden. Husmødresladder har næsten en ligeså stor plads i filmen som børneprutter, og selv om Ozu ikke ligefrem viser et flatterende billede af bange og sladrende husmødreliv, så rummer filmen også et lunt hjerte selv for den mest reaktionære og selvoptagede husmor. Ozu blander god komedie og underholdning med et kritisk blik på bylivet og de nye tiders konsekvenser for japanerne og mennesket.
De overflødige høflige ord, som børnene med deres enkle klarsyn angriber de voksne for at bruge, er i den grad til stede. På den ene side kan de være med til at berige livet, som for eksempel når to forelskede af generthed ikke kan bruge andre ord til hinanden. På den anden side kan falsk husmødrehøflighed blive ren form uden indhold, hvor alt det uoverflødige snarere er et spil for de selvoptagede.
Jeg ser nogle ligheder i denne film og ”Ochazuke no Aji”, hvor svaret på selvforsaget smerte og misforståelse også løses via de enkle glæder og midler. Og i ethvert billede af ”Ohayou” dyrkes de enkle glæder. Man skal bare lade være med at spise sten for at opnå dem.
Late Autumn (Akibiyori, 1960)
Sammenlignet med den sidste Ozu jeg så, ”Tokyo Boshoku”, så er vi her ovre i en meget lettere og lysere verden med meget mere lune og humor. Selvfølgelig stadig holdt i det realistiske hverdagsdrama, og stadig er humoren blandet med alvor. Faktisk er filmen på mange måder en genfortælling af ”Banshun”, hvor en datter er så stærkt knyttet til en forælder, at hun ikke vil gifte sig bort, selv om samfundet presser på. I denne film er det ikke Hara Setsukos karakter, men derimod hendes datter Aya (Tsukasa Yôko), som alle er ude på at få afsat. Faktisk er det sjovt at se Hara Setsuko i rollen som moren Akiko forsøge at overtale en anden til at gifte sig, når vi nu har set hende afvise at blive gift, så mange gange før.
Centralt i filmen er tre gamle kammerater, som vi i åbningen ser til en mindeceremoni for en gammel ven, der har efterladt en smuk kone, Akiko, og datter, Aya. De tre gamle kammerater var alle vilde med hende, og de kom alle i det apotek, hvor hun arbejdede for at købe medicin, som de ikke havde brug for. Men hendes nu afdøde mand var hurtigere end dem alle. Da Aya nu er vokset op som en smuk kvinde, vil de tre herrer forsøge at afsætte hende til de unge mænd, de kender. Mamiya (Saburi Shin) er nok den mest planlæggende af de tre. Han foreslår en mand fra sit firma, og senere viser det sig, at Aya og den unge mand kan lide hinanden. Men Aya vil ikke efterlade sin mor alene i en lejlighed.
Det er på mange måder ”Banshun”, der genfortælles her. Blot med lidt mere lys og lune. Faktisk genbruger Ozu mange ting fra sine tidligere film. For eksempel genbruger mange locations i sine film, på samme måde som han gør med navne. Her bruges den samme unagi-ya som i ”Tokyo Boshoku”. Her nævnes også piber fra England, som det også blev gjort i en anden film af Ozu, jeg så for nylig. Og i en scene hvor mor og datter er på indkøb og ude at spise, skal moren købe en nål til en symaskine. Hvilket er en direkte reference til ”Banshun”, hvor Hara Setsuko i rollen som datteren skulle det samme. Alle disse interne referencer giver masser af nuancer til Ozus film, hvis man har set de foregående.
”Banshun”, som denne film som sagt ligner mest plotmæssigt, var en tand dybere og mere alvorlig, og slutscenen her har ikke helt det samme momentum som i ”Banshun”. Men den lidt lettere tone er langt fra ringe. Tværtimod gør satiren over de tre gamle, småliderlige mænd filmen til en virkelig sjov komedie. Desuden er dette en af de film, der samler hele tre af mine yndlingsskuespillere overhovedet. Hara Setsuko, Kuwano Miyuki og Okada Mariko. I en lille birolle som Mamiyas friske datter ser vi en ung Kuwano Miyuki, der her er en del mere lillepiget end hendes rolle samme år i ”Cruel Story of Youth”.
Som en af Ayas kolleger, Yuriko, forskønner Okada Mariko lærredet i nogle scener med sit livlige, smukke væsen. Og så er det endda hendes karakter, der er den kolde realist, der giver Aya talen om de hårde sandheder i livet. Ozu har gjort et godt valg i at bruge denne karakter, da hun er netop er så ung og livlig, at de hårde ord (”Sådan er livet. Lær at leve med det”) ikke bliver for tunge og didaktiske. Og så er det også hende, der giver de tre gamle mænd tørt på. Det er virkelig en stærk, ung kvinde, der tordner frem på lærredet her. Lidt ala den unge, moderne pige i ”Shukujo ha Nani wo Wasureta ka”. Så det vil sige, at den unge, moderne pige forvandlede sig til Okada Mariko? Det hele giver lige pludselig mening.
Ikke en stor Ozu-film, men en rigtig god én.
An Autumn Afternoon (Sanma no Aji, 1962)
”Sanma no Aji” er den sidste film Ozu lavede, og den rører ved mange af de gamle temaer fra Ozus film. I bund og grund er dette endnu en version af ”Banshun”. Hirayama (Ryu Chishu) er en enkemand med tre børn. Kouichi er den ældste. Han har allerede forladt reden til fordel for et liv som salaryman med Okada Mariko i rollen som hans hustru, der passer den lille lejlighed de bor i.
Der er en lille sød historie hos de to til at muntre hovedplottet op. Kouichi aftaler med konen at låne nogle penge til et køleskab. Kouichi tænker, at nogle af pengene også kan gå til et sæt golfkøller, men da konen går ham i trods, bliver det til en lille kamp i hjemmet. Kouichi gør nemlig præcis som børnene i ”Ohayou”: Han holder mund, indtil han får sin vilje. Hustruen her spiller forælderen, og det er tydeligt at se, hvem der har bukserne på i dette hjem. Okada Marikos rolle er lidt mindre end i ”Akibiyori”, men hun er på samme måde en lille solstråle i filmen.
Hovedplottet i filmen er om datteren til Hirayama, der ikke er blevet gift endnu. Hun er blevet i huset for at passe faren og lillebroren. Gad vide, hvorfor der er så mange enkemænd i Ozus film. Men plottet går som i ”Akibiyori” og ”Banshun” ud på, at datteren må komme ud af huset, og at forældrene må give slip. Der lægges specielt vægt på det sidste her, da Hirayama først skal overbevises om, at det er bedst at give slip.
Det sker i filmen ved, at han møder sin gamle kanbun-lærer (kinesisk skrift), der aldrig gav slip på sin datter, der nu som nogle og 50-årig, nu lever et tragisk liv med denne gamle, ensomme alkoholiker. Hyoutan lever også meget i minderne af sin tid som lærer, og dette med at leve i minderne bliver også et tema, da Hirayama møder en gammel soldaterkammerat, der lever i en nostalgisk drøm om krigstiden: ”Hvis Japan havde vundet krigen, ville amerikanerne spille shamisen”. Hvortil Ryu Chishu svarer: ”Jamen så var det da godt, at Japan tabte.”
Et andet tema er det moderne liv og forbrugerkultur med golfkøller, køleskabe, fjernsyn, støvsugere. Fjernsyn og baseball er ved at overtager værtshussnakken. Og så er der filmens åbningsshot af en fabrik hvor røg oser op fra skorstenene som bare fanden. Vi ser røgen ud af vinduet fra et kontor. En næsten uigenkendelig Ryu Chishu sidder i et jakkesæt og med overskæg og laver kontorarbejde. Filmen er god, men den er ikke på højde med det bedre Ozu. Slutningen med æblet i ”Banshun” fungerede for eksempel langt bedre end her. Jeg ville dog meget gerne have set nogle flere Ozu film med Okada Mariko, men Ozus tid var ved at være forbi.
#87 filmz-yoshimura 18 år siden
#88 Yoda 18 år siden
Dobbelt WOW!
#89 mr gaijin 18 år siden
#90 JannikAnd 18 år siden