Phillip K. Dick er mest kendt for sine dystopiske sci-fi bøger, et par af dem er endda vellykket filmatiseret som for eksempel "Blade Runner" og "Total Recall". Det nyeste skud på stammen er "A Scanner Darkly", som den altid interessante indie instruktør Richard Linklater har taget sig kærligt af. Resultatet er klart blandt de mere vellykkede af slagsen og man kan prise sig lykkelig over Linklaters helt særpræget udtryk i en type film som denne. Der havde været stor risiko for en regulær misser, hvis ikke fortællingen var behandlet ordentlig og "indie" agtigt.
Los Angelses er i en nær fremtid præget af en bølge af intensiveret misbrug, grundet det stærkt vanedannende stof "D" der hjerneskader misbrugerne. Der er iværksat en massiv indsats for at bremse stoffets udbredelse, herunder fra politiet. Her følger vi så Bob Actors dobbeltliv, der på den ene side er en undercover politimand der infiltrer et pusher/misbrugermiljø og hans egentlige liv i underverdenen. Problemet er at han selv bliver en misbruger, resulterende i at dobbeltlivet udarter sig til en skitsofreni med stofferne på den ene side og bekæmpelsen af dem på den anden.
Keanu Reeves, Woody Harrelson og Wiona Ryder yder alle flotte præsentation (ja - selv Reeves), men Robert Downey Jr. overskygger dem alle i rollen som den dybt paranoide og forskruet James Barris. Dejligt at se Reeves gøre det godt, for en gang skyld.
"A Scanner Darkly" er ikke en tempofyldt action sci-fi i stil med andre filmatiseringer af Dicks bøger, men et persondrama der skildrer misbrugerens uundgåelige forfald. Dette forfald er et brud på adskildelse mellem illusion og virkelighed, mellem den person Actor er og den person Actor fremstiller overfor andre. Linklaters dybsidighed og funderen, der nogle gange går hen og bliver en tand for lommefilosofisk som i "Waking Life", er nu blevet en jordnær og oprigtigt bekymring for stofmisbrug og de usunde konsekvenser mentalt og socialt. Dette uden at være belærende eller hellig, derimod tankevækkende og rørende. Ligesom i "Waking Life" er der først indspillet en almindelig spillefilm og derefter lagt et animeret filter henover, hvilket giver spændende muligheder nu filmen drejer sig om misbrugers illusioner om virkeligheden. Som i de fleste Linklater film bliver det til tider sløve tempo ofte for meget, til trods for underholdende udsving. For selvom filmen på flere områder er fremragende, savner man periodevis et ordentlig los i røven på Linklaters velkendte monotome tone, der rent fortællermæssigt i visse film ærligt talt bliver lidt kedelig. Det er virkeligt en skam, da "A Scanner Darkly" med et bedre flow og mere tight opbygning kunne være blevet en lille genistreg.
Julen står for døren, familien er samlet i huset og i bilen på vej til selv samme sidder en nervøs og anspændt Meredith (Sarah Jessica Parker) med frygten for at møde sine måske kommende svigerforældre for aller første gang. Hun og hendes forlovede Everett Stone, (Dermot Mulroney)optræder som det perfekte og stilsikre par med Meredith som den udfarende person, der med det samme de træder ind over dørtærslen til det i svær grad liberale og gammeldags hyggelig amerikanske hjem og dets beboere, i samme moment ubevidst træder folk over tæerne.
Merediht har svært ved at tilpasse sig i de fremmede omgivelser og kommer hurtigt på kant med Everetts mor, Sybil(spillet af altid suveræne Diane Keaton) samt Everets pænt provokerende lillesøster Amy, (Rachel McAdams) og ender med, efter et par kontroverser, at flytte ned på den lokale kro i stedet for under julen og herefter tilkalde lillesøsteren Julie, (gudesmukke Claire Danes) som support til at klare sig igennem juledagene med den nye familie.
En familie der ud over de nævnte også tæller far Kelly, (en sweaterklædt Craig T. Nelson) deres anden og gravide datter Susannah, deres døve og homoseksuelle søn der lever i parforhold med en sort mand, (Mere politisk korrekt blir det ikke)og endelig den tredje søn, den cooly og mellow-out agtige Ben, (vidunderligt underspillet af Luke Wilson).
Så er linierne ligsom trukket op og historien virker til at starte med ikke som værende synderlig original. Men jo længere ind i filmen man kommer jo flere lag og forviklinger kommer der personerne imellem. Sybil viser sig at være dødelig syg, Everett og Meredith's forhold er slet ikke så lykkeligt som det fremstår og lillesøsterens provokationer overfor Meredith ligger mere i morens sygdom og er udtryk for en frustration over ikke at ku' stille noget op.
Desuden falder Everett pludselig pladask for Meredith's lillesøster Julie og omvendt finder Meredith det hun søger hos Everett's bror Ben der er den eneste, der kan få hende til at løsne op for sig selv.
Undervejs de 99 min. spilletid, får man serveret rigtig mange gode scener, der spænder lige fra det ultra pinlige, til det rørende. Filmens bedste scene er et godt eksempel på The Family Stone's bredte her samlet i et - Meredith får rodet sig ud i en tåkrummende diskution under en af julefrokosterne, vdr. homoseksuelle og deres ret til at adoptere m.m. Scenen er samtidig også et godt eksempel på familiens sammenhold og at den eller så tilsyneladende hyggelige bamfar Kelly i den grad kan slå næven i bordet når det blir for personligt. Samme scene er også et godt udtryk for Everett's følelser for sin kæreste. Havde han virkelig elsket hende, havde han på en eller andet måde prøvet på at hjælpe hende. Men han sidder stort set passivt og ser til undervejs.
Glimrende scene der fint illustrerer filmen i en nødeskal. Nøden har man set mange gange før, bare ikke set åbnet på den måde og sjældent set med så fyldigt et indhold. The Family Stone er ganske enkelt en vidunderlig film. Sød og alvorlig uden at være klæbrig sentimental, morsom uden at være plat og spillet af samtlige i castet med den helt rigtige balancegang imellem de forskellige følelsesregistre. Kun den lidt for tydelige forudsigelighed mht. filmens afslutning trækker ned, men ødelægger på ingen måde noget for, hvad der muligvis med tiden, ku' gå hen og blive en juleklassiker.
5/6
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Det er længe siden, jeg har set en film, der portrætterer et liv og en verden, jeg så tydeligt kan genkende. Men det er ”Turning Gate”. Hvilket er lidt sørgeligt, da filmen bestemt ikke har et lunt og positivt syn på livet.
Filmen er lavet af Hong Sang-Soo, og det er den første film, jeg ser af ham. Og forhåbenligt ikke den sidste. Han har ikke en storslået visuel stil ala Kim Kiduk eller Park Chan-Wook. Det vil sige blandt andet også sige, at han ikke en kraftig stilisering. Det fantastiske ved Hong Sang-Soos film er, at den er enormt godt observeret, og at instruktionen er minimal. Filmen overlades til skuespillerne, der i lange shots giver nogle fremragende præstationer, hvor de skaber nogle helstøbte, nuancerede og genkendelige karakterer.
Skuespilleren Gyung-Soos (Kim Sang-Kyung) liv er på pause, da den film, han skulle spille med i, er blevet aflyst. Han får et opkald fra en gammel ven, Seong-Wu (Kim Hak-Sun), som han tager ud at besøge i en by et godt sted væk fra Seoul. De tager ud at drikke, og det giver anledning til en enormt skæg og mørk scene af de to på det, der svarer til en japansk izakaya, hvilket vil sige en bar, hvor man får sit eget rum og bestiller både fælles mad og alkohol, hvor de er døddrukne og spiller hånd-papir-saks strip med to piger. Scenen viser virkelig, hvor absurd og grim en blanding forførelse og alkohol er. Og endda i et take.
Dagen efter tager de ud at sejle til en ø, hvor der er et tempel med en 'turning gate'. Myten bag denne port går ud på, at en mand forelskede sig i en prinsesse, men kongen slog ham ihjel. Han blev genfødt som en slange, og han fulgte efter sin store kærlighed, men han blev afvist ved denne port, hvor han måtte vende om. Denne historie går naturligvis igen i en eller anden form i filmen. Men før vores hovedperson forelsker sig, bliver han genstand for en forelskelse. Seong-Wus veninde, danserinden Myung-Sook (Ye Ji-Won), overnatter nemlig på et det, der svarer til et japansk love hotel, hvilket vil sige et hotel for par for enten en nat eller tre timer, med Gyung-Soo.
Gyung-Soo forholder sig dog passivt i forhold til hende ud over det seksuelle. I det hele taget er han en stille, udtryksløs type. Mange i filmen siger ofte, at han er køn (hansamu ifølge de japanske undertekster), men han er ikke den store charmetrold. Alligevel forelsker Myung-Sook sig i ham. Endda temmelig desperat. Men hun kan ikke få ham til at gengælde følelsen. Han er kun interesseret i en aften på et love hotel.
Filmen (og livet) har dog en indbygget kosmisk karma. Gyung-Soo møder en sød og intelligent pige på toget på vej hjem. Hun genkender ham som skuespiller, men de udveksler blot høfligheder, ingen mundvand eller end dog telefonnumre, da hun når sin station. Han opsøger hende igen, og de tager ud at drikke sammen, hvilket som med Myung-Sook ender på et hotel. Denne scene viser virkelig, at filmen langt fra er romantisk. Den er snarere. anti-romantisk. Den viser ritualerne ved at checke ind på et hotel. At vente på at en kvittering bliver udskrevet. Gå hen og vente på elevatoren. De opfører sig, som om de skulle til at stige på et tog til arbejde. Selv under samlejet er der mere teknik end passion. De kan ikke engang kommunikere i det mest intime øjeblik. Han spørger hende, om hun kan li', at han kører den rundt i hende. Hun siger, at han ikke må komme inde i hende. Da de siger, at de elsker hinanden, punkteres dette udsagn, da hun sniger sig ud af af det kolde, hvide hotelværelset dagen efter. Ikke at der ikke er noget i mellem dem. Hun har blot noget bedre end ham. Hun bruger ham, som han brugte Myung-Sook.
Historien kunne være lavet i en Hollywood-udgave, men filmens realistiske tone og det virkelig gode skuespil gør filmen mere troværdig, og den giver derfor mere anledning til refleksion, da den afspejler en kompleks verden, som man genkende. Jeg vil ikke vove den påstand, at Hong Sang-Soo er en bedre instruktør end sine landsmænd, Kim Kiduk, Park Chan Wook, Bong Joon-Ho eller Lee Chang-Dong. Men han tilhører det samme fine selskab af fremragende filmfolk, der er godt i gang med at rykke rundt på verdens kommercielle såvel som kunstneriske filmcentrum.
På trods af at filmen var nummer et på listen over sidste års bedste film hos det største japanske filmmagasin, Kinema Junpo, og også på Japan Times anmelder Mark Schillings top ti liste, så var jeg alligevel skeptisk, da jeg så traileren for denne film. Filmen så ganske enkelt meget melodramatisk og forudsigelig ud. Det er den måske også, men den er stadig god.
Matsuyama (Shioya Shun) er en gymnasieknægt i slutningen af 60erne, der bestemt ikke selv er typen, der kaster sig ud i gadeslagsmål og lignende. Det er næsten alle omkring ham til gengæld. I den del af Kyoto, hvor han bor og går i skole, er der ofte store opgør mellem de japanske bøller og de unge zainichi koreanere (koreanere bosat i Japan der ikke er tildelt japansk statsborgerskab), der går i en skole i nærheden.
Filmen starter med en vild og voldsom komisk energi, og den er hele vejen igennem fuld af en underholdende vildskab. Da nogle klamme japanske bøller stopper og chikanerer nogle søde, men hårde koreanske piger, løber en flok koreanere dem i møde. Desværre står Matsuyama og hans ven i vejen, da de sætter sig op i en bus, som koreanerne vælter. I skolen opforder deres lærer, der har læst sig klog på Maos lille røde, til at bekæmpe krigen med krig for at få fred med koreanerne. Han opfordrer dem derfor til en fodboldkamp. Og jeg har ikke set så underholdende og voldelgi en fodboldkamp siden Shaolin-soccer.
Matsuyama forelsker sig i en koreansk pige, der spiller traditionelle koreanske sange på fløjte. Derfor giver Matsuyama i kast med at lære nogle af disse sange på guitar, så han kan gøre kur til hende. Men denne ”West Side Story”-agtige historie er blot en del af filmen, der er fyldt med underholdende og interessante delplots.
Omdrejningspunktet er disse koreanere og deres situation i Japan. Instruktøren Izutsu Kazuyuki, der i Japan er en populær og rapkæftet filmanmelder på TV, har en hel anden forståelse for deres situation end andre filmfolk. Hans skildring er en underholdende skildring af gaden og af drengedrømme. Han forstår det adrenalinrus, man får, når man nikker en skalle eller planter et velplaceret spark. Filmens titel, ”Pacchigi”, er gade-koreansk for at nikke en skalle. Og det gør lederen af de koreanske drenge en hel del.
Filmen bliver til tider lidt for voldelig, og voldelig slap-stick komik siger mig ikke så meget. Der er specielt en scene i en bowlingbane, hvor en mand bliver slået i sin tilstoppede mund, så hans tænder slås ud. Det er ikke komisk vold ala Gøg og Gokke. Blodet flyder i stride strømme. Og filmen er heller ikke en fuldkommen crazy comedy. Den har mange forholdsvis realistiske dele. Det gør, at volden i filmen gør endnu mere ondt. Men som regel holdes filmen i en let og humoristisk tone.
Filmen er både en kærlighedserklæring til og en parodi af 60erne. Med hippier, kommunisme og fri kærlighed. Filmen har for resten en virkelig sjov fortolkning af fri sex: Da en kæreste siger til sin fyr, at hun ikke vil bolle med ham på gaden, men vil på hotel, siger fyren, at så er det ikke fri sex. Det koster jo penge at gå på hotel, og fri sex betyder jo gratis sex. Også ”Beatles” hysterien med grydefrits og skrigende piger gøres, der kærligt grin med i starten under en af de sjoveste og vildeste 60er rockkoncerter i mands minde.
Henimod slutningen bliver filmen sentimental, men den bevarer hele tiden den humoristiske tone. Og faktisk er mange af de melodramatiske scener meget rørende. Matsuyamas forelskelse i den nuttede, men i virkeligheden benhårde koreanske pige (bestemt ingen stereotyp, passiv og piget yamato nadeshiko-type) gennemgår ikke alle de gamle melodramatiske klichéer. Kun en enkelt lille kliché omkring slutningen, der også rører ved det historiske forhold mellem koreanere og japanere. Men det forudsigelige i filen trækkes ikke i langdrag, som det ellers er normen i kærlighedsdramaer. Faktisk er det sjældent, at jeg har set en underholdende film, der fungerer på så mange måde.
Filmen er godt balanceret i det henseende, og så er den virkelig underholdende. For resten har filmen også en masse virkelig god japansk 60er (eller måske blot 60er inspireret) musik. Måske er filmen ikke båret af de store kunstneriske ambitioner, men jeg kan skam alligevel godt forstå, hvorfor de japanske anmeldere er vilde med den.
Så vidt jeg kan se, er der endnu ikke kommet en DVD-udgave af filmen med engelske undertekster (jeg så den japanske version). Men det er forhåbenligt kun et spørgsmål om tid.
Jeg har altid været vild med den originale film, så da jeg opdagede, at man havde lavet en 2'er, måtte jeg selvfølgelig have den, og så bliver man jo nødt til at køb et DVD-bokssæt, så den oprindeligee samtidig kan blive skiftet ud fra videohylden.
Ergo har jeg brugt de sidste dage på at se begge film.
1'eren er lige så god, som jeg huskede den, pga. 2 ting: 1. Plottet, som principielt er en historie om, hvordan magt korrumperer, idet usynlighed selvfølgelig er ekstremt magtfuldt. 2. De visuelle effekter.
2'eren er slet ikke i samme stil. I henhold til, hvad de siger på den medfølgende "Bag Filmen"-dokumentar, har meningen været at tage 1'eren og gå et skridt videre - altså opleve mere af selve usynligheden og dermed ikke engagere sig i selve transformationen. Det synes jeg er meget ærgeligt, for netop individets forhold til at få denne kæmpe magt bliver dermed nedtonet i filmen, og så er idéen i historien ligesom væk. De visuelle effekter er heller ikke nær så gode som i 1'eren. Slutteligt laver man endda nogle kæmpebrølere:
1. Når den usynlige mand bliver ramt af en bil, så kommer der ikke et blodspor på bilen, for blodet er altså også usynligt (har de slet ikke set den første film?). 2. Den usynlige mand har ikke tøj på, hvilket vi 2 gange får indirekte modbevisr på: a. Den usynlige mand går hen over glasskår, som knuses under hans fødder. Hmm - det lyder som om han har sko på, og selv, hvis det er meningen, at det blot skulle være hans bare fødder, som knuser glasset, så må man nok formode, at han ikke ville fortsatte taktfast gennem glasskårene... b. I slutscenen kæmper 2 usynlige mænd i regnvejr, hvilket faktisk er filmens bedste effekter. Desværre er det tydeligt, at i hvert fald den ene mand har tøj på, idet man ser vandet løbe ned over en form for revers.
Alt i alt mener jeg, at 1'eren holder som en god gang sci-fi-underholdning, mens man bør spare sig selv for 2'eren.
//JackJazz
Let me tell you something my friend. Hope is a dangerous thing. Hope can drive a man insane.
Tidligere på dagen så jeg denne film, lige efter en lang dag på arbejde.
Det er den klassiske legende om Pocahontas, der er omdrejningspunktet i denne film. Hvis der nu ringer en klokke, er det nok fordi Disney en gang i 90'erne lavede en meget pæn udgave (den med sangen "Vindens Farver"). Instruktøren Terence Malick når desværre ikke ret meget længere end til romantiseringen, hvad historien angår. Dog går den dog lidt videre, så det ikke går hen og bliver til endnu en børnefilm, men en smuk film for voksne, som byder både på smukke billeder og tid til fordybelse.
Filmen bygger på Kaptajn John Smiths bøger om Pocahontas, som var en ung datter af Algonquin-høvdingen Powhatan. Smith ankommer med et større selskab til den ny verden i Virginia med hænderne i lænker for mytteri. Ekspeditionen bygger det berømte fort Jamestown. Smith sendes på en mission ind i landet for at møde Powhatan. Missionen slår fejl, han tages til fange og står til at blive henrettet, da den pur unge Pocahontas kaster sig for fødderne af ham og dermed redder hans liv. Smith bliver en optaget i stammen, men vender dog allivel tilbage til et Jamestown, der nu har mistet modet bl.a. pga. de klimatiske forhold. Indianerne beder nybyggerne til at forlade landet, dette er de naturligvis ikke indstillet på, så en konfrontation er uundgålig undgås, med store tab på begge sider tilfølge, og det ellers så fredelige forhold mellem de to folk bliver ødelagt. John Smith beslutter sig derfor for at forlade landet for at finde Nordvestpassagen til Indien. Han beder derfor de efterladte fortælle Pocahontas, at han er død.
Den tilbageværende og stærkt troende John Rolfe falder også for Pocahontas skønhed. De bliver gift, får børn og rejser efter nogen år hjem til England, hvor hun ud over at bl.a. møde den royale familie, også nogen år senere møder Smith igen. Hun er dog tro mod sin sin nye mand og børn, så der kommer ikke nogen ny romance mellem de to, som man ellers skulle få en fornemmelse af når man kigger på filmens cover. Kort tid efter dør af hun sygdom med de eneste trøstende ord til John Rolfe, at vi skal alle dø en dag og så længe man har ført generationen videre, så har man da udført noget, så lidt morale får vi da også listet ind.
Der er meget delte meninger om denne film, men jeg finder den meget smuk og meget flot optaget, som fortjener en projektor eller en stor fladskrærm, og ikke mindst god lyd for rigtigt at komme til sin ret. Den giver sig tid, rigtig god tid til at fortælle sin simple historie, uden brug af meget dialog, men masser af betagende billeder, så du skal ikke forvente hastig MTV-klip og action a la Mann's Den Sidste Morikaner, men de få action sekvenser der er, er vellavede og overskygger ikke hovedhistorien. Nogen vil sikkert finde den for lang og kedelig, på samme måde som The Thin Red Line var ift. fx Saving Private Ryan. Smag og behag er jo noget individuelt, men jeg mener klart I skal give gennemkig, omend måske ikke som købefilm, så en leje eller et brugtkøb hos BB før I sætter den i bås.
DVD'en byder ikke på et kommentarspor, men et langt og udførlig "making of" program, som jeg ikke har fået set endnu, så det må I have tilgode.
#86: Konen og jeg forsøgte forleden at se den, men stoppede halvvejs, fordi den simpelthen var for kedelig (og til tider ret underlig). Den var utroligt flot, men jeg (vi) var simpelthen ikke det mindste underholdt. Den minder på mange punkter om Thin Red Line, som jeg dog synes var en langt bedre film.
(hvis bare jeg kunne huske hvem der var der lånte min dvd... hmm...)
#81 dolphinfriendly 17 år siden
Phillip K. Dick er mest kendt for sine dystopiske sci-fi bøger, et par af dem er endda vellykket filmatiseret som for eksempel "Blade Runner" og "Total Recall". Det nyeste skud på stammen er "A Scanner Darkly", som den altid interessante indie instruktør Richard Linklater har taget sig kærligt af. Resultatet er klart blandt de mere vellykkede af slagsen og man kan prise sig lykkelig over Linklaters helt særpræget udtryk i en type film som denne. Der havde været stor risiko for en regulær misser, hvis ikke fortællingen var behandlet ordentlig og "indie" agtigt.
Los Angelses er i en nær fremtid præget af en bølge af intensiveret misbrug, grundet det stærkt vanedannende stof "D" der hjerneskader misbrugerne. Der er iværksat en massiv indsats for at bremse stoffets udbredelse, herunder fra politiet. Her følger vi så Bob Actors dobbeltliv, der på den ene side er en undercover politimand der infiltrer et pusher/misbrugermiljø og hans egentlige liv i underverdenen. Problemet er at han selv bliver en misbruger, resulterende i at dobbeltlivet udarter sig til en skitsofreni med stofferne på den ene side og bekæmpelsen af dem på den anden.
Keanu Reeves, Woody Harrelson og Wiona Ryder yder alle flotte præsentation (ja - selv Reeves), men Robert Downey Jr. overskygger dem alle i rollen som den dybt paranoide og forskruet James Barris. Dejligt at se Reeves gøre det godt, for en gang skyld.
"A Scanner Darkly" er ikke en tempofyldt action sci-fi i stil med andre filmatiseringer af Dicks bøger, men et persondrama der skildrer misbrugerens uundgåelige forfald. Dette forfald er et brud på adskildelse mellem illusion og virkelighed, mellem den person Actor er og den person Actor fremstiller overfor andre.
Linklaters dybsidighed og funderen, der nogle gange går hen og bliver en tand for lommefilosofisk som i "Waking Life", er nu blevet en jordnær og oprigtigt bekymring for stofmisbrug og de usunde konsekvenser mentalt og socialt. Dette uden at være belærende eller hellig, derimod tankevækkende og rørende. Ligesom i "Waking Life" er der først indspillet en almindelig spillefilm og derefter lagt et animeret filter henover, hvilket giver spændende muligheder nu filmen drejer sig om misbrugers illusioner om virkeligheden. Som i de fleste Linklater film bliver det til tider sløve tempo ofte for meget, til trods for underholdende udsving. For selvom filmen på flere områder er fremragende, savner man periodevis et ordentlig los i røven på Linklaters velkendte monotome tone, der rent fortællermæssigt i visse film ærligt talt bliver lidt kedelig. Det er virkeligt en skam, da "A Scanner Darkly" med et bedre flow og mere tight opbygning kunne være blevet en lille genistreg.
Filmen: 4,5/6
#82 NightHawk 17 år siden
Julen står for døren, familien er samlet i huset og i bilen på vej til selv samme sidder en nervøs og anspændt Meredith (Sarah Jessica Parker) med frygten for at møde sine måske kommende svigerforældre for aller første gang. Hun og hendes forlovede Everett Stone, (Dermot Mulroney)optræder som det perfekte og stilsikre par med Meredith som den udfarende person, der med det samme de træder ind over dørtærslen til det i svær grad liberale og gammeldags hyggelig amerikanske hjem og dets beboere, i samme moment ubevidst træder folk over tæerne.
Merediht har svært ved at tilpasse sig i de fremmede omgivelser og kommer hurtigt på kant med Everetts mor, Sybil(spillet af altid suveræne Diane Keaton) samt Everets pænt provokerende lillesøster Amy, (Rachel McAdams) og ender med, efter et par kontroverser, at flytte ned på den lokale kro i stedet for under julen og herefter tilkalde lillesøsteren Julie, (gudesmukke Claire Danes) som support til at klare sig igennem juledagene med den nye familie.
En familie der ud over de nævnte også tæller far Kelly, (en sweaterklædt Craig T. Nelson) deres anden og gravide datter Susannah, deres døve og homoseksuelle søn der lever i parforhold med en sort mand, (Mere politisk korrekt blir det ikke)og endelig den tredje søn, den cooly og mellow-out agtige Ben, (vidunderligt underspillet af Luke Wilson).
Så er linierne ligsom trukket op og historien virker til at starte med ikke som værende synderlig original. Men jo længere ind i filmen man kommer jo flere lag og forviklinger kommer der personerne imellem. Sybil viser sig at være dødelig syg, Everett og Meredith's forhold er slet ikke så lykkeligt som det fremstår og lillesøsterens provokationer overfor Meredith ligger mere i morens sygdom og er udtryk for en frustration over ikke at ku' stille noget op.
Desuden falder Everett pludselig pladask for Meredith's lillesøster Julie og omvendt finder Meredith det hun søger hos Everett's bror Ben der er den eneste, der kan få hende til at løsne op for sig selv.
Undervejs de 99 min. spilletid, får man serveret rigtig mange gode scener, der spænder lige fra det ultra pinlige, til det rørende. Filmens bedste scene er et godt eksempel på The Family Stone's bredte her samlet i et - Meredith får rodet sig ud i en tåkrummende diskution under en af julefrokosterne, vdr. homoseksuelle og deres ret til at adoptere m.m. Scenen er samtidig også et godt eksempel på familiens sammenhold og at den eller så tilsyneladende hyggelige bamfar Kelly i den grad kan slå næven i bordet når det blir for personligt. Samme scene er også et godt udtryk for Everett's følelser for sin kæreste. Havde han virkelig elsket hende, havde han på en eller andet måde prøvet på at hjælpe hende. Men han sidder stort set passivt og ser til undervejs.
Glimrende scene der fint illustrerer filmen i en nødeskal. Nøden har man set mange gange før, bare ikke set åbnet på den måde og sjældent set med så fyldigt et indhold. The Family Stone er ganske enkelt en vidunderlig film. Sød og alvorlig uden at være klæbrig sentimental, morsom uden at være plat og spillet af samtlige i castet med den helt rigtige balancegang imellem de forskellige følelsesregistre. Kun den lidt for tydelige forudsigelighed mht. filmens afslutning trækker ned, men ødelægger på ingen måde noget for, hvad der muligvis med tiden, ku' gå hen og blive en juleklassiker.
5/6
#83 mr gaijin 17 år siden
Det er længe siden, jeg har set en film, der portrætterer et liv og en verden, jeg så tydeligt kan genkende. Men det er ”Turning Gate”. Hvilket er lidt sørgeligt, da filmen bestemt ikke har et lunt og positivt syn på livet.
Filmen er lavet af Hong Sang-Soo, og det er den første film, jeg ser af ham. Og forhåbenligt ikke den sidste. Han har ikke en storslået visuel stil ala Kim Kiduk eller Park Chan-Wook. Det vil sige blandt andet også sige, at han ikke en kraftig stilisering. Det fantastiske ved Hong Sang-Soos film er, at den er enormt godt observeret, og at instruktionen er minimal. Filmen overlades til skuespillerne, der i lange shots giver nogle fremragende præstationer, hvor de skaber nogle helstøbte, nuancerede og genkendelige karakterer.
Skuespilleren Gyung-Soos (Kim Sang-Kyung) liv er på pause, da den film, han skulle spille med i, er blevet aflyst. Han får et opkald fra en gammel ven, Seong-Wu (Kim Hak-Sun), som han tager ud at besøge i en by et godt sted væk fra Seoul. De tager ud at drikke, og det giver anledning til en enormt skæg og mørk scene af de to på det, der svarer til en japansk izakaya, hvilket vil sige en bar, hvor man får sit eget rum og bestiller både fælles mad og alkohol, hvor de er døddrukne og spiller hånd-papir-saks strip med to piger. Scenen viser virkelig, hvor absurd og grim en blanding forførelse og alkohol er. Og endda i et take.
Dagen efter tager de ud at sejle til en ø, hvor der er et tempel med en 'turning gate'. Myten bag denne port går ud på, at en mand forelskede sig i en prinsesse, men kongen slog ham ihjel. Han blev genfødt som en slange, og han fulgte efter sin store kærlighed, men han blev afvist ved denne port, hvor han måtte vende om. Denne historie går naturligvis igen i en eller anden form i filmen. Men før vores hovedperson forelsker sig, bliver han genstand for en forelskelse. Seong-Wus veninde, danserinden Myung-Sook (Ye Ji-Won), overnatter nemlig på et det, der svarer til et japansk love hotel, hvilket vil sige et hotel for par for enten en nat eller tre timer, med Gyung-Soo.
Gyung-Soo forholder sig dog passivt i forhold til hende ud over det seksuelle. I det hele taget er han en stille, udtryksløs type. Mange i filmen siger ofte, at han er køn (hansamu ifølge de japanske undertekster), men han er ikke den store charmetrold. Alligevel forelsker Myung-Sook sig i ham. Endda temmelig desperat. Men hun kan ikke få ham til at gengælde følelsen. Han er kun interesseret i en aften på et love hotel.
Filmen (og livet) har dog en indbygget kosmisk karma. Gyung-Soo møder en sød og intelligent pige på toget på vej hjem. Hun genkender ham som skuespiller, men de udveksler blot høfligheder, ingen mundvand eller end dog telefonnumre, da hun når sin station. Han opsøger hende igen, og de tager ud at drikke sammen, hvilket som med Myung-Sook ender på et hotel. Denne scene viser virkelig, at filmen langt fra er romantisk. Den er snarere. anti-romantisk. Den viser ritualerne ved at checke ind på et hotel. At vente på at en kvittering bliver udskrevet. Gå hen og vente på elevatoren. De opfører sig, som om de skulle til at stige på et tog til arbejde. Selv under samlejet er der mere teknik end passion. De kan ikke engang kommunikere i det mest intime øjeblik. Han spørger hende, om hun kan li', at han kører den rundt i hende. Hun siger, at han ikke må komme inde i hende. Da de siger, at de elsker hinanden, punkteres dette udsagn, da hun sniger sig ud af af det kolde, hvide hotelværelset dagen efter. Ikke at der ikke er noget i mellem dem. Hun har blot noget bedre end ham. Hun bruger ham, som han brugte Myung-Sook.
Historien kunne være lavet i en Hollywood-udgave, men filmens realistiske tone og det virkelig gode skuespil gør filmen mere troværdig, og den giver derfor mere anledning til refleksion, da den afspejler en kompleks verden, som man genkende. Jeg vil ikke vove den påstand, at Hong Sang-Soo er en bedre instruktør end sine landsmænd, Kim Kiduk, Park Chan Wook, Bong Joon-Ho eller Lee Chang-Dong. Men han tilhører det samme fine selskab af fremragende filmfolk, der er godt i gang med at rykke rundt på verdens kommercielle såvel som kunstneriske filmcentrum.
Min vurdering 8/10
IMDB 7,5/10
Jeg så filmen på en japansk DVD uden engelske undertekster, men der findes en koreansk DVD med undertekster, som DVD Beaver har anmeldt.
#84 mr gaijin 17 år siden
På trods af at filmen var nummer et på listen over sidste års bedste film hos det største japanske filmmagasin, Kinema Junpo, og også på Japan Times anmelder Mark Schillings top ti liste, så var jeg alligevel skeptisk, da jeg så traileren for denne film. Filmen så ganske enkelt meget melodramatisk og forudsigelig ud. Det er den måske også, men den er stadig god.
Matsuyama (Shioya Shun) er en gymnasieknægt i slutningen af 60erne, der bestemt ikke selv er typen, der kaster sig ud i gadeslagsmål og lignende. Det er næsten alle omkring ham til gengæld. I den del af Kyoto, hvor han bor og går i skole, er der ofte store opgør mellem de japanske bøller og de unge zainichi koreanere (koreanere bosat i Japan der ikke er tildelt japansk statsborgerskab), der går i en skole i nærheden.
Filmen starter med en vild og voldsom komisk energi, og den er hele vejen igennem fuld af en underholdende vildskab. Da nogle klamme japanske bøller stopper og chikanerer nogle søde, men hårde koreanske piger, løber en flok koreanere dem i møde. Desværre står Matsuyama og hans ven i vejen, da de sætter sig op i en bus, som koreanerne vælter. I skolen opforder deres lærer, der har læst sig klog på Maos lille røde, til at bekæmpe krigen med krig for at få fred med koreanerne. Han opfordrer dem derfor til en fodboldkamp. Og jeg har ikke set så underholdende og voldelgi en fodboldkamp siden Shaolin-soccer.
Matsuyama forelsker sig i en koreansk pige, der spiller traditionelle koreanske sange på fløjte. Derfor giver Matsuyama i kast med at lære nogle af disse sange på guitar, så han kan gøre kur til hende. Men denne ”West Side Story”-agtige historie er blot en del af filmen, der er fyldt med underholdende og interessante delplots.
Omdrejningspunktet er disse koreanere og deres situation i Japan. Instruktøren Izutsu Kazuyuki, der i Japan er en populær og rapkæftet filmanmelder på TV, har en hel anden forståelse for deres situation end andre filmfolk. Hans skildring er en underholdende skildring af gaden og af drengedrømme. Han forstår det adrenalinrus, man får, når man nikker en skalle eller planter et velplaceret spark. Filmens titel, ”Pacchigi”, er gade-koreansk for at nikke en skalle. Og det gør lederen af de koreanske drenge en hel del.
Filmen bliver til tider lidt for voldelig, og voldelig slap-stick komik siger mig ikke så meget. Der er specielt en scene i en bowlingbane, hvor en mand bliver slået i sin tilstoppede mund, så hans tænder slås ud. Det er ikke komisk vold ala Gøg og Gokke. Blodet flyder i stride strømme. Og filmen er heller ikke en fuldkommen crazy comedy. Den har mange forholdsvis realistiske dele. Det gør, at volden i filmen gør endnu mere ondt. Men som regel holdes filmen i en let og humoristisk tone.
Filmen er både en kærlighedserklæring til og en parodi af 60erne. Med hippier, kommunisme og fri kærlighed. Filmen har for resten en virkelig sjov fortolkning af fri sex: Da en kæreste siger til sin fyr, at hun ikke vil bolle med ham på gaden, men vil på hotel, siger fyren, at så er det ikke fri sex. Det koster jo penge at gå på hotel, og fri sex betyder jo gratis sex. Også ”Beatles” hysterien med grydefrits og skrigende piger gøres, der kærligt grin med i starten under en af de sjoveste og vildeste 60er rockkoncerter i mands minde.
Henimod slutningen bliver filmen sentimental, men den bevarer hele tiden den humoristiske tone. Og faktisk er mange af de melodramatiske scener meget rørende. Matsuyamas forelskelse i den nuttede, men i virkeligheden benhårde koreanske pige (bestemt ingen stereotyp, passiv og piget yamato nadeshiko-type) gennemgår ikke alle de gamle melodramatiske klichéer. Kun en enkelt lille kliché omkring slutningen, der også rører ved det historiske forhold mellem koreanere og japanere. Men det forudsigelige i filen trækkes ikke i langdrag, som det ellers er normen i kærlighedsdramaer. Faktisk er det sjældent, at jeg har set en underholdende film, der fungerer på så mange måde.
Filmen er godt balanceret i det henseende, og så er den virkelig underholdende. For resten har filmen også en masse virkelig god japansk 60er (eller måske blot 60er inspireret) musik. Måske er filmen ikke båret af de store kunstneriske ambitioner, men jeg kan skam alligevel godt forstå, hvorfor de japanske anmeldere er vilde med den.
Min vurdering 8/10
IMDB vurdering 7/10 (men kun 50 stemmer optalt)
Så vidt jeg kan se, er der endnu ikke kommet en DVD-udgave af filmen med engelske undertekster (jeg så den japanske version). Men det er forhåbenligt kun et spørgsmål om tid.
#85 filmz-jackjazz 17 år siden
Jeg har altid været vild med den originale film, så da jeg opdagede, at man havde lavet en 2'er, måtte jeg selvfølgelig have den, og så bliver man jo nødt til at køb et DVD-bokssæt, så den oprindeligee samtidig kan blive skiftet ud fra videohylden.
Ergo har jeg brugt de sidste dage på at se begge film.
1'eren er lige så god, som jeg huskede den, pga. 2 ting:
1. Plottet, som principielt er en historie om, hvordan magt korrumperer, idet usynlighed selvfølgelig er ekstremt magtfuldt.
2. De visuelle effekter.
2'eren er slet ikke i samme stil. I henhold til, hvad de siger på den medfølgende "Bag Filmen"-dokumentar, har meningen været at tage 1'eren og gå et skridt videre - altså opleve mere af selve usynligheden og dermed ikke engagere sig i selve transformationen. Det synes jeg er meget ærgeligt, for netop individets forhold til at få denne kæmpe magt bliver dermed nedtonet i filmen, og så er idéen i historien ligesom væk. De visuelle effekter er heller ikke nær så gode som i 1'eren. Slutteligt laver man endda nogle kæmpebrølere:
2. Den usynlige mand har ikke tøj på, hvilket vi 2 gange får indirekte modbevisr på:
a. Den usynlige mand går hen over glasskår, som knuses under hans fødder. Hmm - det lyder som om han har sko på, og selv, hvis det er meningen, at det blot skulle være hans bare fødder, som knuser glasset, så må man nok formode, at han ikke ville fortsatte taktfast gennem glasskårene...
b. I slutscenen kæmper 2 usynlige mænd i regnvejr, hvilket faktisk er filmens bedste effekter. Desværre er det tydeligt, at i hvert fald den ene mand har tøj på, idet man ser vandet løbe ned over en form for revers.
Alt i alt mener jeg, at 1'eren holder som en god gang sci-fi-underholdning, mens man bør spare sig selv for 2'eren.
//JackJazz
#86 filmz-Crystalstar1200 17 år siden
Tidligere på dagen så jeg denne film, lige efter en lang dag på arbejde.
Det er den klassiske legende om Pocahontas, der er omdrejningspunktet i denne film. Hvis der nu ringer en klokke, er det nok fordi Disney en gang i 90'erne lavede en meget pæn udgave (den med sangen "Vindens Farver"). Instruktøren Terence Malick når desværre ikke ret meget længere end til romantiseringen, hvad historien angår. Dog går den dog lidt videre, så det ikke går hen og bliver til endnu en børnefilm, men en smuk film for voksne, som byder både på smukke billeder og tid til fordybelse.
Filmen bygger på Kaptajn John Smiths bøger om Pocahontas, som var en ung datter af Algonquin-høvdingen Powhatan. Smith ankommer med et større selskab til den ny verden i Virginia med hænderne i lænker for mytteri. Ekspeditionen bygger det berømte fort Jamestown. Smith sendes på en mission ind i landet for at møde Powhatan. Missionen slår fejl, han tages til fange og står til at blive henrettet, da den pur unge Pocahontas kaster sig for fødderne af ham og dermed redder hans liv. Smith bliver en optaget i stammen, men vender dog allivel tilbage til et Jamestown, der nu har mistet modet bl.a. pga. de klimatiske forhold. Indianerne beder nybyggerne til at forlade landet, dette er de naturligvis ikke indstillet på, så en konfrontation er uundgålig undgås, med store tab på begge sider tilfølge, og det ellers så fredelige forhold mellem de to folk bliver ødelagt. John Smith beslutter sig derfor for at forlade landet for at finde Nordvestpassagen til Indien. Han beder derfor de efterladte fortælle Pocahontas, at han er død.
Den tilbageværende og stærkt troende John Rolfe falder også for Pocahontas skønhed. De bliver gift, får børn og rejser efter nogen år hjem til England, hvor hun ud over at bl.a. møde den royale familie, også nogen år senere møder Smith igen. Hun er dog tro mod sin sin nye mand og børn, så der kommer ikke nogen ny romance mellem de to, som man ellers skulle få en fornemmelse af når man kigger på filmens cover. Kort tid efter dør af hun sygdom med de eneste trøstende ord til John Rolfe, at vi skal alle dø en dag og så længe man har ført generationen videre, så har man da udført noget, så lidt morale får vi da også listet ind.
Der er meget delte meninger om denne film, men jeg finder den meget smuk og meget flot optaget, som fortjener en projektor eller en stor fladskrærm, og ikke mindst god lyd for rigtigt at komme til sin ret. Den giver sig tid, rigtig god tid til at fortælle sin simple historie, uden brug af meget dialog, men masser af betagende billeder, så du skal ikke forvente hastig MTV-klip og action a la Mann's Den Sidste Morikaner, men de få action sekvenser der er, er vellavede og overskygger ikke hovedhistorien. Nogen vil sikkert finde den for lang og kedelig, på samme måde som The Thin Red Line var ift. fx Saving Private Ryan. Smag og behag er jo noget individuelt, men jeg mener klart I skal give gennemkig, omend måske ikke som købefilm, så en leje eller et brugtkøb hos BB før I sætter den i bås.
DVD'en byder ikke på et kommentarspor, men et langt og udførlig "making of" program, som jeg ikke har fået set endnu, så det må I have tilgode.
Film: 8/10
DVD: 6/10
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#87 filmz-Narniabæver 17 år siden
A Christmas Adventure 7 / 10
Ali Zoua (Morokko) 9 / 10
Barbie og de Tolv Dansende Prinsesser 6 / 10
Barnyard (Nickelodeon 2006) 8 / 10
Boog og Elliot - Vilde Venner(2006) 10 / 10
Disney's Helt Vildt 9 / 10
Edward Saksehånd 10 / 10
Fantasia 2000 - 7 / 10
Rejsen Til Kaninbjerget 10 / 10
War of the Worlds (2005) 8 / 10
We're Back! A Dinosaur's Story (Steven Spielberg) 8 / 10
#88 myggen 17 år siden
(hvis bare jeg kunne huske hvem der var der lånte min dvd... hmm...)
#89 Benway 17 år siden
#90 myggen 17 år siden