Jeg bliver nødt til at se denne film en gang til for at kunne danne mig et komplet indtryk, men jeg er sikker på, at jeg vil kunne lide denne film endnu mere, når jeg ser den igen engang. For ikke alene er denne film utrolig smuk at se, den behandler også nogle store dybe emner om menneskelighed og det at være kunstner. ”Andrei Rublyov” er den film, som Tarkovsky fik mulighed at lave med nogenlunde frie hænder og på en stor skala. Den første film som Tarkovsky lavede var ”Ivanovo Detstvo”, hvilket var et projekt han overtog fra andre. ”Ivanovo Detstvo” havde et nogenlunde liniært plot. ”Andrei Rublyov” er derimod opdelt i flere segmenter.
I hvert af disse segmenter hopper vi direkte ind i en vigtig del af ikonbillede-maleren Rublyovs liv. Det gør historien forvirrende til tider, da vi ikke ved hvem, de forskellige karakterer er. Dette finder man dog ud af efterhånden. Jeg kan også forestille mig, at folk, der kender mere til russisk historie og mere til den historiske Andrei Rublyovs liv, vil forstå dilemmaerne hurtigere end jeg. Det er derfor jeg bliver nødt til at se den en gang til, og at denne kommentar til filmen ikke vil være fyldestgørende.
Historien handler i bund og grund om, at billedkunstneren Andrei Rublyov, der levede af at lave religiøse ikonbilleder i den kristen-byzantinske tradition i Rusland i starten af 1400-tallet, startede med en stærk og fast tro på ikke blot kristendommen, men også hele det kristne magtsystem. I løbet af filmen udvikler han sig, og der sker ændringer i hans forhold til religionen, magten og i det hele taget menneskeheden. Han fatter sympati for hedninge og afgudsdyrkere, der undertrykkes. Han oplever tartarkrigere angribe den by og den kirke, som han arbejder i. Ikke nok med at krigerne brutalt angriber og torturerer civile, de angriber byen sammen med russere i et internt magtopgør mellem to rivaliserende prinser. I denne kamp gør Andrei Rublyov nogle ting, som han ikke kan tilgive sig selv for. I det sidste segment, muligvis det flotteste, er Andrei Rublyov på sidelinjen, mens vi sammen med ham ser en ung søn (Nikolai Burlyayev, der giver en ligeså stor præstation som i ”Ivanovo Detstvo”, hvis ikke større) af en afdød kirkeklokkestøber forsøge at gøre sin far kunsten efter. Filmen er fyldt med andre kunstnere. Nogle med talent, andre uden.
I filmen er der mange filosofiske samtaler mellem nogle af de centrale karakterer, hvor det centrale tema er om menneskelighed og kunstnerens rolle i en verden, der til tider er alt andet end menneskelig. I opgøret mellem de to rivaliserende prinse-brødre sender den ene bror en flok soldater ud for at prikke øjnene ud på de håndværkere og kunstnere, der er hyret til at bygge et palads for den anden bror. Efter mødet med afgudsdyrkerne ser vi Andrei Rublyov i stor konflikt med sig selv om at male et stort dommedagsbillede, der skal skræmme alle syndere. Det hænger ikke sammen med hans verdenssyn som kunstner eller menneske, så han nægter. I det sidste segment af filmen, der nærmest er en kortfilm i sig selv, ser vi Andrei Rublyov observerer en anden kunstner, den unge klokkestøber, der sætter sit liv på at lave en kæmpestor bronzeklokke, som storprinsen har bestilt. Han gør det tydeligvis ikke for prinsens skyld, men for sin afdøde familie og for sin egen skyld.
Jeg har nævnt meget om historierne og temaerne i filmen, men det mest fantastiske ved filmen er billederne. Tarkovsky tager mange lange, lange shots af skove, floder, kirker og sletter. Vi synker langsomt ind i filmens univers i disse billeder. Filmen giver os tid til at reflektere. Netop på grund af dette tempo i mange af filmens sekvenser, så virker de sekvenser, hvor der sker meget på lærredet(for eksempel klokkestøber-segmentet og tartarangrebet) endnu mere kraftige. Og disse ufatteligt smukke sort/hvide billeder giver filmen så stærk en ånd, at den rumsterer i baghovedet, længe efter man har set den. Netop fordi at Tarkovsky fortæller så meget igennem lange, stille billeder, så er det svært at sætte ord på det indtryk filmen efterlader. Og netop fordi filmen giver så meget plads til tilskueren til at reflektere, så bliver enhver oplevelse af filmen unik og forskellig fra person til person. Jeg vil utrolig gerne se denne film på det store lærred, hvor det er muligt at synke endnu dybere ind i filmens univers end på en lille skærm. Og som sagt er denne kommentar/anmeldelse ikke fyldestgørende, da jeg bliver nødt til at se filmen flere gange for at få alle nuancer med.
Men denne første oplevelse af filmen har uden tvivl været en stor oplevelse.
Det er helt sikkert en af de film, hvis billeder fortjener det bedst mulige transfer. Jeg så den på et fjernsyn hos en af mine venner, men jeg ville ønske, at jeg havde set den projekteret på et lærred.
#13 - Både Criterion og Artificial Eye har udgivet mesterværket. Men begge udgivelser har et par år på bagen. Criterion er dog de eneste, der har udsendt filmen i sit originale cut. Personligt sætter jeg min lid til, at de genudgiver denne Tarkovskys måske bedste film.
Jeg har tidligere set par afsnit, men aldrig fast fulgt med pga dårligt sendetidspunkt. Fandt den billigt og har lagt mærke til, at der ikke rigtig er en ordentlig anmeldelse herinde. Så here goes:
Vi følger to venner og forretningspartnere på en plastikkirurgisk klinik Dr. Christian Troy (Julian McMahon) og Dr. Sean McMamara (Dylan Walsh, som rollen også er skrevet til). De er forskellige som ild og vand. Begge er omkring de 40. Dr. McNamara er gift med Julia (Joely Richardson) og har to børn, hvor man ser mest til d 16-årige søn Matt (spillet af den på det tidspunkt 26! årige John Hensley). Han er den fagligt dygtigste af de to og også den med højest moral. Dr Troy er den typiske inkarnerede ungkarl, der scorer kvinder på stribe, og samtidig har følelser for Julia...
Serien foregår i Miami, hvilket er et bevidst valg for at undgå Californien og en serie, der dermed ofte ville handle om Hollywood. Det er et rigtig godt valg. For så ser vi almindelige mennsker som fx overvægtige og forsmåede fraskilte kvinder, transseksuelle og forbrydere på flugt fra loven.
Serien udvikler sig langsomt og man får hele tiden flere og flere lag frem af de centrale karakterer. Skuespillet er i høj klasse i alle roller og der er mange mindeværdige gæsteoptrædender, her særligt Kelly Carlson, Joey Slotnick og Jonatahn Del Arco som den transeksuelle Sofia Lopez. Dr. McNamara bliver selvfølgelig udfordret på sin moral, særligt da en personlig tragedie giver spændinger i familien. Dr. Troy er virkelig godt spillet af Julian McMahon. Figuren er faktisk et rigtig dumt svin, men alligevel formår han at skabe sympati for figuren. De er rigtige mennesker på godt og ondt. De bliver konstant udfordret og begår dermed mange fejl og træffer forkerte valg.
Selv om serien hovedsagligt er en dramaserie er der også mere muntre figurer og historier. Roma Maffia er klinikkens specialist inden for bedøvelse og hun har mange rigtig gode øjeblikke. Desuden følger man Matts første seksuelle erfaringer, hvilket jo altid er underholdende...
Jeg vil varmt anbefale Nip/Tuck. Den er et dejligt afbræk i forhold til de ofte pæne og polerede amerikanske serier. Det er FX, der producerer serien og stationen er, ligesom HBO, ikke underlagt de mange krav som NBC, ABC osv omkring sex, bandeord mv. Man ser operationerne og jeg skal lige hilse og sige, at det er ikke for småbørn; det er temmelig blodigt og direkte.
Meget ensom bagerst på en hylde i A-Z. Den var godt støvet. Det har formentlig været en, de bare skulle af med. Men jeg har set den til ca 200 kr flere steder.
Just think of your mind as a movie, you can pause, rewind or slow down any details you want.
Carnivàle – sæson 2 Jeg turde næsten ikke at se 12. og sidste afsnit, af hvad der nu i et par måneder har været min favorit underholdningskilde. Ikke siden Deadwood er jeg blevet blæst sådan omkuld af en tv-serie! Når man nu har hørt al den ballade, der har været omkring lukningen af Carnivàle, så frygtede jeg det værste mht. sidste afsnit. Jeg var gevaldigt bange for at blive butt-fucked!!! Det er utroligt trist, at jeg aldrig mere skal nyde det helt igennem fantastiske persongalleri i nye afsnit, men jeg er samtidig lettet over, at jeg, når det nu skal være sådan, godt kan leve med slutningen. Cirklen blev til dels lukket og mange tråde nåede heldigvis at blive reddet ud. Sæson 1 krævede et par afsnit, før jeg blev fanget, hvorimod sæson 2 bare tryllebandt mig fra start til slut. Jeg tilslutter mig hermed det store kor der lovpriser Carnivàle. 6/6
Just because the fucker's got a library card doesn't make him Yoda!
Kenai som bjørn møder en gammel veninde der er et menneske under deres rejse, og sammen skal de tage ud og brænde en magisk amulet under nordlyset.
En sjov, spændene, flot tegnet og rørende fortsættelse, hvor elgene, en shaman kvinde (Wanda Sykes) og Koda stjæler billedet, men den er for kort og DVD indholdet er ikke spændene.
#11 chuck 17 år siden
#12 mr gaijin 17 år siden
Jeg bliver nødt til at se denne film en gang til for at kunne danne mig et komplet indtryk, men jeg er sikker på, at jeg vil kunne lide denne film endnu mere, når jeg ser den igen engang. For ikke alene er denne film utrolig smuk at se, den behandler også nogle store dybe emner om menneskelighed og det at være kunstner. ”Andrei Rublyov” er den film, som Tarkovsky fik mulighed at lave med nogenlunde frie hænder og på en stor skala. Den første film som Tarkovsky lavede var ”Ivanovo Detstvo”, hvilket var et projekt han overtog fra andre. ”Ivanovo Detstvo” havde et nogenlunde liniært plot. ”Andrei Rublyov” er derimod opdelt i flere segmenter.
I hvert af disse segmenter hopper vi direkte ind i en vigtig del af ikonbillede-maleren Rublyovs liv. Det gør historien forvirrende til tider, da vi ikke ved hvem, de forskellige karakterer er. Dette finder man dog ud af efterhånden. Jeg kan også forestille mig, at folk, der kender mere til russisk historie og mere til den historiske Andrei Rublyovs liv, vil forstå dilemmaerne hurtigere end jeg. Det er derfor jeg bliver nødt til at se den en gang til, og at denne kommentar til filmen ikke vil være fyldestgørende.
Historien handler i bund og grund om, at billedkunstneren Andrei Rublyov, der levede af at lave religiøse ikonbilleder i den kristen-byzantinske tradition i Rusland i starten af 1400-tallet, startede med en stærk og fast tro på ikke blot kristendommen, men også hele det kristne magtsystem. I løbet af filmen udvikler han sig, og der sker ændringer i hans forhold til religionen, magten og i det hele taget menneskeheden. Han fatter sympati for hedninge og afgudsdyrkere, der undertrykkes. Han oplever tartarkrigere angribe den by og den kirke, som han arbejder i. Ikke nok med at krigerne brutalt angriber og torturerer civile, de angriber byen sammen med russere i et internt magtopgør mellem to rivaliserende prinser. I denne kamp gør Andrei Rublyov nogle ting, som han ikke kan tilgive sig selv for. I det sidste segment, muligvis det flotteste, er Andrei Rublyov på sidelinjen, mens vi sammen med ham ser en ung søn (Nikolai Burlyayev, der giver en ligeså stor præstation som i ”Ivanovo Detstvo”, hvis ikke større) af en afdød kirkeklokkestøber forsøge at gøre sin far kunsten efter. Filmen er fyldt med andre kunstnere. Nogle med talent, andre uden.
I filmen er der mange filosofiske samtaler mellem nogle af de centrale karakterer, hvor det centrale tema er om menneskelighed og kunstnerens rolle i en verden, der til tider er alt andet end menneskelig. I opgøret mellem de to rivaliserende prinse-brødre sender den ene bror en flok soldater ud for at prikke øjnene ud på de håndværkere og kunstnere, der er hyret til at bygge et palads for den anden bror. Efter mødet med afgudsdyrkerne ser vi Andrei Rublyov i stor konflikt med sig selv om at male et stort dommedagsbillede, der skal skræmme alle syndere. Det hænger ikke sammen med hans verdenssyn som kunstner eller menneske, så han nægter. I det sidste segment af filmen, der nærmest er en kortfilm i sig selv, ser vi Andrei Rublyov observerer en anden kunstner, den unge klokkestøber, der sætter sit liv på at lave en kæmpestor bronzeklokke, som storprinsen har bestilt. Han gør det tydeligvis ikke for prinsens skyld, men for sin afdøde familie og for sin egen skyld.
Jeg har nævnt meget om historierne og temaerne i filmen, men det mest fantastiske ved filmen er billederne. Tarkovsky tager mange lange, lange shots af skove, floder, kirker og sletter. Vi synker langsomt ind i filmens univers i disse billeder. Filmen giver os tid til at reflektere. Netop på grund af dette tempo i mange af filmens sekvenser, så virker de sekvenser, hvor der sker meget på lærredet(for eksempel klokkestøber-segmentet og tartarangrebet) endnu mere kraftige. Og disse ufatteligt smukke sort/hvide billeder giver filmen så stærk en ånd, at den rumsterer i baghovedet, længe efter man har set den. Netop fordi at Tarkovsky fortæller så meget igennem lange, stille billeder, så er det svært at sætte ord på det indtryk filmen efterlader. Og netop fordi filmen giver så meget plads til tilskueren til at reflektere, så bliver enhver oplevelse af filmen unik og forskellig fra person til person. Jeg vil utrolig gerne se denne film på det store lærred, hvor det er muligt at synke endnu dybere ind i filmens univers end på en lille skærm. Og som sagt er denne kommentar/anmeldelse ikke fyldestgørende, da jeg bliver nødt til at se filmen flere gange for at få alle nuancer med.
Men denne første oplevelse af filmen har uden tvivl været en stor oplevelse.
Min vurdering: 9/10
IMDB 8,1/10
#13 filmz-Bruce 17 år siden
#14 mr gaijin 17 år siden
http://www.dvdbeaver.com/film/Reviews/andrei_ruble...
Det er helt sikkert en af de film, hvis billeder fortjener det bedst mulige transfer. Jeg så den på et fjernsyn hos en af mine venner, men jeg ville ønske, at jeg havde set den projekteret på et lærred.
#15 JannikAnd 17 år siden
#16 tiny 17 år siden
Jeg har tidligere set par afsnit, men aldrig fast fulgt med pga dårligt sendetidspunkt. Fandt den billigt og har lagt mærke til, at der ikke rigtig er en ordentlig anmeldelse herinde. Så here goes:
Vi følger to venner og forretningspartnere på en plastikkirurgisk klinik Dr. Christian Troy (Julian McMahon) og Dr. Sean McMamara (Dylan Walsh, som rollen også er skrevet til). De er forskellige som ild og vand. Begge er omkring de 40. Dr. McNamara er gift med Julia (Joely Richardson) og har to børn, hvor man ser mest til d 16-årige søn Matt (spillet af den på det tidspunkt 26! årige John Hensley). Han er den fagligt dygtigste af de to og også den med højest moral. Dr Troy er den typiske inkarnerede ungkarl, der scorer kvinder på stribe, og samtidig har følelser for Julia...
Serien foregår i Miami, hvilket er et bevidst valg for at undgå Californien og en serie, der dermed ofte ville handle om Hollywood. Det er et rigtig godt valg. For så ser vi almindelige mennsker som fx overvægtige og forsmåede fraskilte kvinder, transseksuelle og forbrydere på flugt fra loven.
Serien udvikler sig langsomt og man får hele tiden flere og flere lag frem af de centrale karakterer. Skuespillet er i høj klasse i alle roller og der er mange mindeværdige gæsteoptrædender, her særligt Kelly Carlson, Joey Slotnick og Jonatahn Del Arco som den transeksuelle Sofia Lopez. Dr. McNamara bliver selvfølgelig udfordret på sin moral, særligt da en personlig tragedie giver spændinger i familien. Dr. Troy er virkelig godt spillet af Julian McMahon. Figuren er faktisk et rigtig dumt svin, men alligevel formår han at skabe sympati for figuren. De er rigtige mennesker på godt og ondt. De bliver konstant udfordret og begår dermed mange fejl og træffer forkerte valg.
Selv om serien hovedsagligt er en dramaserie er der også mere muntre figurer og historier. Roma Maffia er klinikkens specialist inden for bedøvelse og hun har mange rigtig gode øjeblikke. Desuden følger man Matts første seksuelle erfaringer, hvilket jo altid er underholdende...
Jeg vil varmt anbefale Nip/Tuck. Den er et dejligt afbræk i forhold til de ofte pæne og polerede amerikanske serier. Det er FX, der producerer serien og stationen er, ligesom HBO, ikke underlagt de mange krav som NBC, ABC osv omkring sex, bandeord mv. Man ser operationerne og jeg skal lige hilse og sige, at det er ikke for småbørn; det er temmelig blodigt og direkte.
Seriens officielle hjemmeside:
http://www.fxnetwork.com/shows/originals/niptuck/m...
#17 filmz-jackjazz 17 år siden
Hvor fandt du den billigt henne?
//JackJazz
#18 tiny 17 år siden
Meget ensom bagerst på en hylde i A-Z. Den var godt støvet. Det har formentlig været en, de bare skulle af med. Men jeg har set den til ca 200 kr flere steder.
#19 wiseguy 17 år siden
Jeg turde næsten ikke at se 12. og sidste afsnit, af hvad der nu i et par måneder har været min favorit underholdningskilde. Ikke siden Deadwood er jeg blevet blæst sådan omkuld af en tv-serie!
Når man nu har hørt al den ballade, der har været omkring lukningen af Carnivàle, så frygtede jeg det værste mht. sidste afsnit. Jeg var gevaldigt bange for at blive butt-fucked!!!
Det er utroligt trist, at jeg aldrig mere skal nyde det helt igennem fantastiske persongalleri i nye afsnit, men jeg er samtidig lettet over, at jeg, når det nu skal være sådan, godt kan leve med slutningen. Cirklen blev til dels lukket og mange tråde nåede heldigvis at blive reddet ud.
Sæson 1 krævede et par afsnit, før jeg blev fanget, hvorimod sæson 2 bare tryllebandt mig fra start til slut. Jeg tilslutter mig hermed det store kor der lovpriser Carnivàle.
6/6
#20 filmz-Narniabæver 17 år siden
Kenai som bjørn møder en gammel veninde der er et menneske under deres rejse, og sammen skal de tage ud og brænde en magisk amulet under nordlyset.
En sjov, spændene, flot tegnet og rørende fortsættelse, hvor elgene, en shaman kvinde (Wanda Sykes) og Koda stjæler billedet, men den er for kort og DVD indholdet er ikke spændene.
8 / 10