David Benioff og Dan Weiss annullerer aftale med Lucasfilm – har ikke tid til ny “Star Wars”-trilogi.
Sidste år kom det frem, at “Game of Thrones”-skaberne David Benioff og Dan Weiss skulle skrive og producere en ny “Star Wars”-trilogi hos Lucasfilm.
Makkerparret havde selv kontaktet Lucasfilm med idéen til en trilogi placeret uden for ‘Skywalker-sagaen’. Nu trækker Benioff og Weiss sig helt fra aftalen.
Det sker i kølvandet på den femårige aftale til en værdi af 250 millioner dollars, som duoen underskrev tidligere på året med Netflix.
Dengang kom det frem, at Benioff og Weiss derfor måtte nedjustere deres “Star Wars”-engagement til at skrive et overordnet udkast til en ny trilogi, men selv kun skrive manuskriptet til én af filmene.
Netflix-aftalen er dog så omfattende, at manuskript-makkerparret ikke kan overskue også at skrive til andre selskaber, udtaler de nu ifølge The Hollywood Reporter.
Den næste “Star Wars”-film efter “The Rise of Skywalker” skulle netop være den første film i “GoT”-duoens trilogi med premiere d. 16. december i 2022.
Tilbage er nu to “Star Wars”-filmprojekter hos Lucasfilm; en ny trilogi skrevet af “The Last Jedi”-instruktør Rian Johnson samt en film produceret af Marvel-chefen Kevin Feige.
Derudover forlyder det, at Laeta Kalogridis skriver på en “Star Wars”-film baseret på “Knights Of The Old Republic” – læs om det her.
Læs også ‘Marvel-chef skal nu producere Star Wars – vil bruge MCU-skuespiller‘.
#1 Johnny42 5 år siden
Nå men de kommer forhåbentlig med en plan for fremtiden i januar eller februar.
Jeg tvivler dog på at deres trilogi bliver droppet. Efter planen skal den første film have premiere i december 2022, så de har faktisk omkring samme tid som JJ Abrams havde fra han startede til TFA fik premiere. Derfor er der stadigvæk tid til at finde nye folk til at tage over, uden at det bliver forhastet. Og forhåbentlig starter de ikke helt på bar bund, da Benioff og Weiss må have arbejdet på det i nogle måneder.
Det er dog ikke lige den bombe Disney havde brug for kort før episode IX.
Det virker så også rimeligt uprofessionelt at Benioff og Weiss skriver under på en anden kontrakt og kort efter finder ud af at de ikke kan overholde aftalerne i den første kontrakt. Jeg vil da håbe at der er en klausul i kontrakten der gør, at Disney bliver kompenseret for dette. I hvert fald med skuespillere gælder der at de ikke bare kan skrive under på en masse kontrakter til roller og så bare vælge nogen fra uden videre.
Det var jo det der resulterede i hele moustache gate med Henry Cavill, hvor han var forpligtet over for to selskaber. Med DC var han godt nok forpligtet til reshoots, men da de blev mere omfattende end planlagt, krydsede hans planer ind over de forpligtelser han havde over for et andet selskab, hvor han var kontraktlig forpligtet til at have et overskæg.
#2 Geekalot 5 år siden