Dirch Passer fik ikke sendt Birgitte Federspiel på hospitalet med latterkrampe, indrømmer Ghita Nørby.
Hun har fortalt historien igen og igen. Blandt andet i biografien “Mine levende billeder” og på hjemmesiden Dansk Filmskat.
Her fortæller Ghita Nørby, at Dirch Passer under optagelserne til komedien “Charles Tante” fra 1959 var så sjov, at skuespilleren Birgitte Federspiel blev ramt af grinekramper, der fik filmholdet til at tilkalde en ambulance.
Historien er god, men den er også en løgn digtet af Ghita Nørby. Det bekræfter skuespiller-kollegaen Susse Wold:
”Det er en ‘and’. Hvis noget sådan var sket, ville jeg jo vide det. Jeg var med i alle scener med Birgitte Federspiel,” fortæller Wold til Detektor.
“Charles Tante”-skuespilleren Annie Birgit Garde afviser også historien, ligesom ledende overlæge på Hvidovre Hospital, Christian Rasmussen, siger, at han aldrig har hørt om indlæggelse ved latterkramper.
Forholdt historien om, at anekdoten er rent opspind, svarer Ghita Nørby:
”Kommer du aldrig til at sige et eller andet overdrevet? Skal det alt sammen være så skrabet i sin form, så der overhovedet ikke er plads til noget? Det er så åndssvage spørgsmål. Du må undskylde, jeg siger det på den måde. Jeg synes, det er en bagatel, som jeg ikke fatter, at nogen gider interessere sig for,” siger Ghita Nørby.
Læs også ‘Anmeldelsen af “Dirch”‘.
#1 FelixtheAvenger 4 år siden