Diskussionen om hvorvidt kunstig intelligens hører hjemme i filmbranchen tager nu nye højder, efter en ny filmfestival dedikeret til AI-film er blevet lanceret.
Cannes forbindes normalt med eksklusive kjoler og Guldpalmer, men under de sydfranske palmer er en helt ny type filmstjerner begyndt at røre på sig.
De består hverken af celluloide eller biologisk materiale, men udelukkende af koder og computerkraft.
World AI Film Festival, også kendt som WAiFF, har netop afviklet sin anden udgave, hvor priserne regnede ned over værker, der er skabt i samarbejde med maskiner frem for store filmhold.
Mens den traditionelle festival i byen fortsat nægter at lukke kunstig intelligens ind i varmen til hovedkonkurrencen, viser WAiFF, at en ny generation af filmskabere er ved at demokratisere mediet ved hjælp af prompts og algoritmer.
Hovedprisen ved dette års festival landede hos kortfilmen ‘Costa Verde’. Fortællingen strækker sig over 12 minutter og portrætterer en dreng, der forsøger at forevige sine minder gennem linsen på et nyt kamera.
Kinesiske Sheng Qiu løb med prisen for bedste actionfilm med værket ‘A Dollar Story’, mens andre produktioner blev hyldet for deres behandling af alt fra robotik til mørke kapitler i historien.
Fællesnævneren for disse produktioner er fraværet af de sædvanlige millionbudgetter. Ifølge filminstruktør Peter Stenbæk, der selv benytter teknologien i sit arbejde, er det tekniske spring fra sidste år markant.
“Det er som med alt andet kunstig intelligens meget, meget bedre end sidste år. Vi er i sådan et lumièreøjeblik, hvor det er meget, meget tidlige dage i det her felt. Men det, jeg har set, var absolut i den pæne ende, uden at være fantastisk,” fortæller filminstruktør Peter Stenbæk i K-Live.
Kampen mod den kunstige mimik
Selvom teknologien galoperer afsted, støder de digitale skabninger stadig mod muren, når de forsøger at kopiere menneskelige følelser.
Kritikken har længe lydt, at AI blot imiterer uden at kunne mærke, hvilket også afspejles i de skuespiller-overenskomster, der nu kræver samtykke til digital brug.
Journalist Jesper Dein fra K-Live har nærstuderet festivalens bidrag og ser stadig tydelige sprækker i realismen, især når filmene forsøger at skildre komplekse temaer som racisme og slaveri gennem menneskelige ansigter.
“AI har virkelig løftet sig i forhold til at lave mennesker, der ligner os. Men som menneske er jeg jo kodet til at afkode kunstighed, så jeg kan godt stadigvæk se, at der er problemer,” uddyber Jesper Dein.
WAiFF er ikke bare et hobbyprojekt; festivalen er stiftet af den tidligere Apple-topchef Marco Landi og bakkes op af tunge branchefolk fra AI-sektoren.
Det har været med til at flytte opfattelsen af AI-film fra at være mærkværdige eksperimenter til at blive taget seriøst som en legitim kunstart. Peter Stenbæk peger på, at vi er kommet uendeligt langt fra de tidlige stadier, hvor computerskabte mennesker ofte lignede noget fra et mareridt.
“Fra de første Midjourney-eksperimenter (billedegenereringsværktøj, red.), jeg så for fem år siden, som var meget, meget, meget langt fra mennesker, der havde syv fingre og syv tæer og to næser, så er der nu kommet et niveau, som begynder at ligne en rigtig film for alvor,” forklarer Stenbæk.
Forskellen på den etablerede filmbranche og dette nye vækstlag findes også i måden, viden deles på. Hvor Hollywood vogter over sine produktionshemmeligheder, foregår udviklingen her i åbne fora på sociale medier, hvor skaberne hjælper hinanden med at forfine de prompts, der i sidste ende bliver til levende billeder.
