Kenneth Branagh står endnu engang i spotlightet som den berømte belgiske detektiv, Hercule Poirot, efter et nyt mord har fundet sted i “Death on the Nile”.

I 2017 fik vi mordmysteriet “Murder on the Orient Express”, som var baseret på Agatha Christies roman af samme navn. Dengang afslørede Poirot et yderst bemærkelsesværdigt komplot, der ikke havde været til at regne ud, hvis ikke man lige præcis havde været verdens bedste detektiv.

I fortsættelsen, “Death on the Nile”, har vi skiftet en togrejse i de iskolde alper ud med en overdådig dampskibstur på Nilen i den solrige afrikanske varme. Her går en bryllupsrejse galt på den værst tænkelige måde, og endnu engang gemmer der sig en morder (eller flere) iblandt et ensemble af Hollywoodstjerner. Ikke overraskende er Hercule Poirot igen den eneste, der kan finde ud af, hvem der er synderen.

Branaghs stjernecast består, udover ham selv som Poirot, blandt andre af Gal Gadot (“Wonder Woman”), Armie Hammer (“Call Me by Your Name”), Letitia Wright (“Black Panther”), Russell Brand (“Forgetting Sarah Marshall”), Annette Bening (“American Beauty”), Rose Leslie (“Game of Thrones”) og Emma Mackey (“Sex Education”).

Læs også: “Gal Gadot skal spille Den onde dronning i Disneys live-action remake af ‘Snehvide'”

Michael Green (“Blade Runner 2049”) har skrevet filmens manuskript.

Branagh har endnu en film med premiere i 2022 på vej. “Belfast”, en dybt personlig film for instruktøren, udkommer den 19. maj og har allerede fået store roser hos amerikanske kritikere.

“Death on the Nile” står over for en dansk premiere den 10. februar næste år.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: