Hvem gjorde det?

Jeg hader krimi. Jeg har nemlig genren mistænkt for at have slået alle de andre genrer ihjel. Eller publikums evne til at se de andre som andet end krimi, hvor slutningen altid er det vigtigste. Den må naturligvis ikke afsløres. Det ville være en spoiler. Men kun i krimi, hvor hvem altid er vigtigere end hvordan. Krimien har smittet verden med hysterisk spoilersyge. Alle ser den, alle frygter den. Men en god film er altså meget mere end slutningens hvem. Det var med det motiv, jeg så “Mordet i Orientekspressen”. Jeg overlevede.

For nu er “Mordet i Orientekspressen” blevet den eneste krimi, jeg kan lide. Selv om den aldrig bliver genset. Det handler nemlig stadig om hvem, der gjorde det. Og ikke en skid andet. Ingen på toget udvikler sig i jagten på morderen. Alle er brikker i et spil Cluedo. Men hvilket spil. Det er et højbelagt stykke luksuskrimi, som Kenneth Branagh nu igen filmatiserer. Verdens bedste detektiv med verdens mest arketypiske mistænkte i verdens mest kendte krimigåde. Agatha Christies tur med tog tværs gennem Europa fra Istanbul til franske Calais er måske den mest krimiede krimi med Butleren, Lægen, Enken, Skuespilleren, Tjeneren og en masse andre kendte brikker, der alle skuler mistænksomt til Detektiven med moustache.

Det er Branagh, der selv har limet det gråflotte overskæg på overlæben i rollen som Hercule Poirot. Det sidder skævt i et par scener, hvilket er ironisk, fordi Poirot er kendt som perfektionist. I åbningsscenen forkaster han to blødkogte æg. De er ellers perfekte indeni, kogt efter anvisning. Fire minutter. Men de er ikke ens, måler den pertentlige belgier fra hotelværelset i Istanbul. Han lægger mærke til alt. Også i den næste scene, hvor han skal afgøre, om det er Rabbineren, Imamen eller Præsten, der er tyv. Det er ikke en vits, hvilket Poirot selvironisk gør opmærksom på. Det er bare sådan, at Agatha Christie overkrimier sine legendariske krimier.

Jeg sætter pris på ærligheden. Det her er ikke en krimi forklædt som storebror, thrilleren. “Mordet i Orientekspressen” står ikke bare ved, at den er en krimi. Den råber det ud. Det handler kun om mord og opklaring. Én efter én indkaldes arketyperne til personlig samtale hos Poirot, der ellers var på ferie. Men i krimiland er der som bekendt altid et nyt mord, som kræver verdens bedste detektiv. Det begynder altid med motivet: Penge, hævn eller en misforståelse? Derefter ‘HV’-spørger det underspillede moustache sig frem mod sandheden. Hvornår? Hvordan? Med hvad? Hvor mange? Og naturligvis spørgsmålet, der driver togturen frem: Hvem???

Det er svært at gætte, fordi der ikke vanen tro er én overcastet skuespiller i en ubetydelig rolle. Sådan kan man ellers altid regne skurken ud. Men her er alle de små, mistænkte roller lækkert overcastet. Daisy Ridley, Penélope Cruz, Josh Gad, Michelle Pfeiffer, Willem Dafoe og Judi Dench kan alle være den skyldige. Alle med et motiv. Alle med et alibi. Alle med en løgn, der skylles ned i den dekadente spisevogn med gift i kaffen og en kniv i ryggen. Jeg regnede først sammenhængen ud, da Poirot til slut samler de mistænkte til sidste omgang af dette spil Cluedo. God timing.