Ángel Sala, direktør for filmfestivalen i Sitges udenfor Barcelona, er i weekenden blevet sigtet for at sprede børneporno. Det skriver den spanske avis El Pais.
Sitges Film Festival er kendt for at specialisere sig i horror og fantasy, og sigtelsen sker på baggrund af en visning af den kontroversielle, serbiske skrækfilm “A Serbian Film” (2010) i oktober sidste år.
Netop “A Serbian Film” har skabt stor røre verden over siden sin urpremiere på en festival i Texas for et år siden. Således måtte den engelske gyserfilmfestival Frightfest aflyse deres visning af filmen, da det engelske censurorgan BBFC i sidste øjeblik krævede at få fjernet fire minutter, før de ville tillade den.
“A Serbian Film” handler om en tidligere pornostjerne, der lokkes til at spille en sidste rolle mod en stor sum penge. Men i stedet for økonomisk frihed til at flygte ud af Serbien sammen med sin familie ender han ude, hvor han ikke længere kan bunde.
Filmen er især berygtet for to scener med simulerede overgreb på børn. Overgrebene vises dog aldrig direkte, men antydes kun vha. kreativ klipning, filmens lydside og enkelte effekter – heriblandt en temmelig urealistisk dukke af et spædbarn.
Ifølge El Pais kan dette dog være nok til at føre til domfældelse i Spanien, for spansk lov forbyder ikke alene rigtig børneporno, men også pornografisk materiale baseret på modificerede billeder eller lydoptagelser af børn.
“A Serbian Films” instruktør, Srdjan Spasojevic, har ikke kommenteret den spanske sag, men har tidligere fortalt, at han anser sin film for at være en metafor for livet i det borgerkrigshærgede Serbien. Det er endnu ikke lykkedes Spasojevic at få “A Serbian Film” ud ucensureret i almindelig biografdistribution nogen steder.
Se også: Læge advarer mod “Klovn: The Movie”: Det er en pornofilm.
#31 Thomsen 13 år siden
Interessant.
Jeg synes ofte, jeg ser folk skyde et eller andet velanmeldt værk ned med beskyldninger om, at kritikere er elitære, og at kritikerne i virkeligheden slet ikke kan se noget i værket, men blot følger trop, fordi det forventes af dem (som regel uden nogen uddybning af, hvem der forventer dette af dem). Typisk sættes der trumf på med en henvisning til et eventyr af H. C. Andersen.
Man behøver såmænd bare at tage de fleste tråde om von Trier eller David Lynch herinde for at finde eksempler.
Omvendt kan jeg på stående fod ikke lige komme i tanke om noget, der kan underbygge din påstand om, at kritikerne forsvarer "meget ligegyldigt lort med påstande om en dybere mening". Jeg går dog ud fra, at du har nogle eksempler i ærmet?
Jeg tror såmænd ikke, at dukkens kunstighed er en bevidst "bail-out-mekanisme". Jeg er rimelig sikker på, at det ikke er en overvejelse, filmskaberne overhovedet har gjort sig. Nok tværtimod. Jeg tror, at de har ville gøre det så godt, som de har kunne, når de nu engang befinder sig i Serbien, hvor der ikke er den store tradition for effektfilm, og når de bevidst har fravalgt CGI som arbejdsværktøj.
Det ændrer dog ikke på, at den dårlige dukke *kan* fungere som en bail-out for tilskuerens emotionelle spænding. Det underbygger jeg både med, at der er flere kritikere, der har bemærket nøjagtigt det samme, og dels at dårlige effekter har en tendens til at virke distancerende hos tilskuerne, fordi de hiver os ud af illusionen. Det sidste er velunderbygget i faglitteraturen.
I ASF's tilfælde er det ekstra interessant, fordi effekten står i så skærende kontrast til resten af filmen, der er meget lækkert produceret med flot (digital) fotografering, sømløs klipning osv. osv., hvorimod man vil være langt mere tilbøjelig til at acceptere dårlige effekter, hvis man fx genser en firsergyser eller ser noget, hvor niveauet generelt er lavt. Effekten påkalder sig simpelthen opmærksomhed som effekt.