Hugh Jackman kaster superheltekostumet og genopfinder en af historiens mest ikoniske figurer i A24’s kommende thriller ‘The Death of Robin Hood’. I filmen spiller Jackman en aldrende og nedbrudt udgave af den legendariske fredløse – langt fra den romantiske helt, publikum kender.
Entertainment Weekly har offentliggjort de første billeder fra filmen, hvor Jackman fremstår grov, arret og tydeligt mærket af et liv fyldt med vold og valg med konsekvenser. Filmen følger Robin Hood mod slutningen af hans liv, såret og under pleje af en mystisk kvinde, spillet af Jodie Comer. Her bliver figuren afmytologiseret og portrætteret som et menneske af kød og blod.
– “Robin Hood er en virkelig mand i vores historie. Med alle arrene, smerten, fortrydelsen – og ja, kærligheden,” siger Jackman om rollen og fremhæver manuskriptets fokus på magt og ansvar.
Filmen instrueres af Michael Sarnoski, der tidligere har stået bag ‘Pig’ og ‘A Quiet Place: Day One’. Hans version af Robin Hood kredser om eftermæle og selvopgør: En mand, der har levet længe nok til at se sig selv blive en legende – og stille spørgsmålstegn ved, om heltebilledet overhovedet er sandt.
Bill Skarsgård spiller Lille John, her beskrevet som en tidligere “barnesoldat” i Robins bande. Ifølge Sarnoski genforenes de to sent i livet, hvor deres syn på fortiden viser sig at være vidt forskelligt.
Jodie Comer spiller en ny kvindelig karakter – ikke Maid Marian – som introducerer Robin for et andet liv og en anden form for nærhed. Filmen er optaget på 35mm på location i Irland, hvilket ifølge instruktøren bidrager til den melankolske, men menneskelige tone.
‘The Death of Robin Hood’ tegner til at blive en mørk og moden nyfortolkning af en klassisk fortælling – med Hugh Jackman i en af sine mest kompromisløse roller til dato.










