Mange flotte tillægsord kan bruges om Nolan som filmskaber – men “original” er ikke just et af dem.
Christopher Nolan har længe haft ry for at være en filmskaber med en hjerne af stål og en forkærlighed for komplekse fortællinger. Men der er dog behov for at stille spidse spørgsmål til hans rosende beskrivelse som værende “original”.
For hvor meget af det, der ligner genialitet, er i virkeligheden bare genial genbrug?
To af instruktørens mest roste værker, “Inception” og “Batman Begins”, bliver nemlig beskyldt for at have lånt lige lovligt meget fra to ukrediterede kilder – “Paprika” og “Robin Hood: Prince of Thieves”.
Drømmesnyd eller drømmeinspiration?
Diskussionen om “Inception” og “Paprika” er næsten lige så labyrintisk som Nolans egne plots. Begge film bevæger sig dybt ind i underbevidstheden og lader drøm og virkelighed smelte sammen i et virvar af arkitektur, psykologi og illusion.
I Satoshi Kons “Paprika” fra 2006 følger man en psykolog, der kan træde ind i folks drømme ved hjælp af et eksperimentelt apparat – en idé, som får en slående genklang i “Inception”, hvor Leonardo DiCaprio leder et hold tyve, der stjæler ideer fra sovende ofre.
Flere filmkendere har gennem årene påpeget de visuelle og tematiske ligheder: byer, der folder sig selv, drømme, der kollapser i lag, og sågar 1-til-1 kopiering af hele scener.
Sony Pictures Entertainment Japan/Warner Bros.
Hvor “Paprika” er eksplosivt farverig og surrealistisk i sin tilgang, gør Nolan det samme univers klinisk og teknologisk – som om han har taget Kons drømmelogik, renset den for farver og pakket den ind i stål og strukturer.
Ingen af de to film mister dog sin egen identitet, men forbindelsen mellem dem er så tydelig, at selv de mest loyale Nolan-fans må trække på skuldrene og indrømme: den er svær at bortforklare.
Kun én af de to film var dog nomineret for Bedste Originale Manuskript-Oscarprisen… og paradoksalt nok var det ikke den originale film.
Fra Sherwood til Gotham
Her er historien om en mand født i det aristokratiske miljø. Efter at have mistet sin familie på tragisk vis tager han på flugt, ender i fængsel, opnår enestående egenskaber, vender hjem for at hævne sig på de ondsindede og beskytte sin by. Det gør han ved hjælp af en ny identitet, specifikt artilleri, og særlig assistance fra en karakter spillet af Morgan Freeman.
Hvis du undrer dig over om hvorvidt jeg netop har beskrevet handlingen til Nolans reboot af Batman universet “Batman Begins”, eller Kevin Reynolds 1991 klassiker “Robin Hood: Prince of Thieves”, så er svaret – begge.
Warner Bros.
Hvor Kevin Costners Robin kæmpede mod sheriffen af Nottingham, kæmper Christian Bales Batman mod korruptionen i Gotham og den ideologiske skurk Ra’s al Ghul. Begge helte bruger deres status og intelligens til at vende systemet imod sig selv, og begge lærer, at symboler kan inspirere folket. Selv træningssekvenserne – bjerge, sværd, kampkunst og moralprædiken – ligner hinanden så meget, at man næsten forventer, at Bruce Wayne skal snuppe en bue på vej ned ad bjergsiden.
Den lille forskel ligger dog i tonen. “Robin Hood: Prince of Thieves” var et 90’er-eventyr med store følelser, gyldne filtereffekter og Bryan Adams i baggrunden, mens “Batman Begins” er et mørkt, nøje konstrueret karakterstudie forklædt som superheltefilm.
Men nogle aspekter ved de to film er altså umulige at ignorere. Hvorfor spiller Freeman den samme karakter i begge film?
Har Nolan nuppet?
Diskussionen om Nolans såkaldte inspirationskilder er måske mindre et spørgsmål om tyveri og mere et udtryk for, hvor tynd linjen mellem hommage og genbrug kan være. Store ideer flyder frit i filmhistorien, og nogle gange lander de bare i hænderne på den, der kan sælge dem bedst.
Om Christopher Nolan har ladet sig inspirere eller låne lidt for frit, har han aldrig udtalt sig om.
Gør det filmene dårlige? Det er en subjektiv vurdering.
Gør det filmene originale: Det er et objektivt, rungende nej.
