Interaktiv serie i seks afsnit på vej til dating-appen Tinder – premiere i oktober.
Den er kendt for at matche potentielle partnere, der swiper enten til højre eller venstre for at vise interesse eller det modsatte.
Men nu går Tinder også ind i streaming-branchen med en ny serie i seks afsnit med forventet premiere i næste måned direkte på Tinder-platformen, skriver Variety.
Serien er optaget i Mexico City af Karena Evans, der har instrueret flere musikvideoer for rapperen Drake.
Plottet tager udgangspunktet i dommedag og spørgsmålet: Hvem vil du tilbringe din sidste nat i live med?
Herfra kan Tinder-brugerne selv medvirke til at påvirke handlingen ved at swipe til højre eller venstre.
Serien til fem millioner dollars er dog ikke kun tænkt som uskyldig fiktion. Tinder vil bruge data fra brugernes interaktive valg til at matche dem med lignende partnere, udtaler en insider tæt på projektet.
Senest blev det afsløret, at Netflix gemmer data fra brugernes valg fra den interaktive “Black Mirror”-film med titlen “Bandersnatch” – læs om det her.
Tinder har ikke ønsket at kommentere på projektet.