I onsdags havde filmen om de to blikkenslagere premiere, og tilslutningen er meget svær at ignorere. Allerede nu er planerne i gang for at fortsætte eventyret.
I løbet af påskeferien har “The Super Mario Bros. Movie” spredt sig på hele verdenens nethinde – i hvert fald hvis man skal se på tallene. I løbet af åbningsweekenden har filmen indtjent over 377 millioner dollars; svarende til 2,573 millarder danske kroner. Det er en ny rekord inden for premiereweekender for animationsfilm.
Dog har støvet fra den første films succes knapt nok lagt sig, før spekulationer om efterfølgeren begynder at sprede sig som ringe i vandet. I et interview med Game Spot har Jack Black, som lægger engelsk stemme til skurken Bowser, udtalt, at det ikke er sikkert, at Bowser vender tilbage i efterfølgeren som den primære antagonist. Han mener, at der er mulighed for, at filmene bygges op om en ny skurk i hver film.
Udover at give sine tanker om den kommende film til kende trak Black selvfølgelig sine ønsker for en kommende Mario-skurk frem. Ikke overraskende havde han fokus på antitesen til Mario: Wario. Og med Wario var der en skuespiller tilknyttet. Black vil gerne have Pedro Pascal, kendt fra “The Mandalorian” og “The Last of Us”, til at lægge stemme til karakteren. Det er selvfølgelig ønsketænkning – intet officielt er meldt ud om efterfølgeren, men med de første spekulationer på bordet kan vi med spænding vente på næste Mario-eventyr på det store lærred.