Rebootet af 1984-kultfilmen “The Toxic Avenger” har castet kæmpetalentet Jacob Tremblay.

Den unge skuespillers rolle er endnu ukendt. Han skal dog spille overfor “Game of Thrones”-stjernen Peter Dinklage, der indtager den titulære hovedrolle.

Rebootet bliver beskrevet som “nutidig nytænkning” af den absurde original. Filmen omhandler pedellen Melvin, der bliver skubbet i en tønde med kemisk affald, der på én gang vansirer ham og giver ham superstyrken, der gør ham til The Toxic Avenger.

Macon Blair, der instruerede Sundance-vinderen “I Don’t Feel at Home in This World Anymore.”, har indtaget instruktørstolen på det længe ventede reboot.

Læs også: “‘Brothers’-instruktør fundet – Josh Brolin og Peter Dinklage er brødre”

“Toxic Avenger” blev i 2018 opkøbt af Legendary Pictures, der i samme omgang annoncerede, at den nye film var på vej. Skaberen af den originale filmserie, Lloyd Kaufman, agerer producer på den kommende film.

14-årige Jacob Tremblay har siden sit gennembrud i den Oscar-vindende “Room” haft masser at se til som en af de mest succesfulde børneskuespillere i Hollywood. Han har haft roller i film som “Doctor Sleep” og “The Predator” (2018), mens han lægger stemmen til hovedrollen i Disney og Pixars næste animationsfilm “Luca”.

“Toxic Avenger” har endnu ingen premieredato.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: