Keanu Reeves, der for tiden er aktuel i “The Day the Earth Stood Still”, blev tilbage i august måned sat i forbindelse med rollen som den gadesmarte og kampsportsbehændige dusørjæger Spike Spiegel i den annoncerede liveaction-filmudgave over den populære anime-hitserie “Cowboy Bebop”. Nu kan skuespilleren i et interview med MTV selv fortælle om projektet.

Reeves bekræfter, at filmen er under udvikling og tilføjer: ”Den bærer præg af westernkvalitet med et westernfilm noir-aspekt over sig. Den har bare så meget stil, og det er en del af dens tiltrækning. Et aspekt, der signalerer det gamle vesten, grænseland og low-tech science fiction.”

Shinichiro Watanabes hyldede space-westernserie “Cowboy Bebop” udspiller sig i 2071, hvor man følger en gruppe dusørjægere på deres rumskib, Bebop. Blandt hovedpersonerne finder man bl.a. Spike, et tidligere medlem af et mægtigt forbrydersyndikat, som stadig plages af minder fra sin tid i organisationen.

Filmen er for tiden ved at blive udviklet hos 20th Century Fox af produceren Erwin Stoff, som gennem de sidste to årtier har arbejdet på Reeves’ projekter.

”Vi har sikret rettighederne, og vi har en manuskriptforfatter,” forklarer Reeves. ”Han er ved at lave et udkast til en scene.”

Skuespilleren kan ved samme lejlighed afsløre, at udkastet indtil videre fokuserer på skabelsen af seriens narkotikum, Red Eye, et militærudviklet stof, der giver dens brugere supermenneskelige reflekser og bevidsthed i et kort øjeblik.

”Vi har taget Red Eye-historien, den indledende del af serien, og så vil vi prøve at tage hånd om slutningen af serien. Vi forsøger at regne tidsrammen ud. Vi er i fuld gang med at kigge på historien,” forklarer Reeves.



Vis kommentarer (5)
Gravatar

#1 Langer 16 år siden

Hmm... tror ikke rigtigt på projektet :s Ville hellere se en ny anime film eller nogle nye afsnit
Gravatar

#2 Corax 16 år siden

#2 Fuldkommen enig. Jeg håber dog virkelig på at filmen bliver god!
Gravatar

#3 mini_jette 16 år siden

Hvis den film skal være bare nogenlunde, ville jeg starte med at droppe alle tanker om Reeves som Spike:(
Don't take life too seriously. You'll never get out alive.
Gravatar

#4 filmz-Grevefar 16 år siden

Jeps, er også helt enig - synes helt klart at den bør holdes som til anime-versioner, og skulle den endelig filmatiseres besidder Keanu Reeves nok nær ingen form for karismatisk udstråling, "drengethed" mm., som Spike Spiegel så gennemført forkynder.
Gravatar

#5 Nukleon 16 år siden

Syntes de skulle droppe alt shit om en live action, og istedet hyre Shinichiro Watanabe til at lave endnu en animeret film.

Skriv ny kommentar: