Kevin Bacon er ifølge THR den nyeste tilføjelse til remaket af kultfilmen “The Toxic Avenger”.

“Footloose”-stjernen slutter sig til et cast, der allerede består af “Game of Thrones”-stjernen Peter Dinklage i filmens titulære hovedrolle og den unge “Room”-skuespiller Jacob Tremblay, hvis rolle endnu er ukendt. Bacon får rollen som skurk, hvilket han i “X-Men: First Class” viste, at han var mere end velegnet til.

“The Toxic Avenger” vil ligesom originalen følge en pedel (Dinklage), der bliver skubbet ned i noget giftigt affald, hvilket på én gang vansirer ham og giver ham superstyrke.

Selvom filmtitlen hurtigt kan lede tankerne hen på Marvels populære superheltegruppe, kan Dinklages Avenger næsten ikke komme længere væk fra MCU. Den originale “Toxic Avenger” var produceret af det B-filmproducerende selskab Troma Entertainment og var blandt andet elsket for sin absurde og overdrevne vold og cinematografi. Filmen fik tre efterfølgere og har nydt godt af en stor kultskarre.

Denne gang er det Legendary Pictures, der står for “The Toxic Avenger”, så det bliver spændende at se, hvordan et filmselskab, der står for A-film med store stjerner i hovedrollerne, kommer til at håndtere den elskede franchise.

“I Don’t Feel at Home in This World Anymore”-instruktør Macon Blair står ved roret, når filmen sætter sejl. Der er dog endnu ingen dato for hverken filmens produktionsstart eller premiere.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: