Annette K. Olesens danske drama “Lille soldat” har modtaget den såkaldte økumeniske pris ved filmfestivalen i Berlin. Det skriver TV 2.

Prisen uddeles af et panel af præster i hele Europa, og især i de katolske lande i Sydeuropa er den ganske prestigefuld.

Anette K. Olesen siger til TV 2: ”Jeg har det rigtig, rigtig dejligt med denne pris. Der er ingen tvivl om, at denne jury består af mennesker, der har en meget etisk og humanistisk måde at se film på, så det betyder meget for mig, at ‘Lille Soldat’ falder i god smag hos dem.”

“Lille soldat” er i det hele taget blevet taget godt imod rundt om i Europa, mens den i Danmark kun formåede at sælge omkring 20.000 billetter.

Filmen omhandler Lotte (Trine Dyrholm), der vender hjem fra endnu en mission som soldat, helt igennem desillusioneret. Hendes upålidelige far (Finn Nielsen), der både er vognmand og alfons, tilbyder hende et job, og snart kører Lotte som chauffør for hans nigerianske kæreste, escortpigen Lily (Lorna Brown). Både Lotte og Lily har ar på sjælen og paraderne oppe, men alligevel vågner noget mellem dem – et venskab spirer frem, og de to kvinder bærer måske nøglen til hinandens forløsning.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: