Lille soldat

InstruktionAnnette K. Olesen

MedvirkendeTrine Dyrholm, Lorna Brown, Finn Nielsen, Rasmus Botoft, Thure Lindhardt, Henrik Prip, Jens Jørn Spottag, Henrik Jørgensen, Victoria Agami, Louisa Yaa Aisin

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen14/11/2008


Anmeldelse

Lille soldat

4 6
Intet nyt fra hjemmefronten

Danmark er i krig. De fleste ved det, de færreste taler om det. Kunsten trives heldigvis, hvor munden tier. Fra Susanne Biers Hollywood-eksportvare “Brødre” til Teater Grobs “Hjem Kære Hjem” og senest Kim Hundevadts krigsberetning “I morgen angriber vi igen” anes på baggrund af succeserne en ulmende folkelig interesse for de kamuflerede mænds virke. Annette K. Olesen tager i “Lille soldat” også afsæt i krigen mod Taliban, men vægter kampen på hjemmefronten langt højere.

Mellem halvtomme vodkaflasker og tabte online-pokerspil driver den hjemvendte kvindelige soldat Lotte rundt i sin lejlighed. Lottes far, der under dække af en vognmandsforretning driver en escort-service med nigerianske kvinder, ser muligheden for at ansætte datteren som personlig chauffør. Inden længe er der mangel på arbejdskraft i farens gesjæft, og Lotte tilbyder sig selv som livvagt for farens yndlingsansatte – Lily. Lotte eskorterer Lily ad planlagte ruter, men efter Lotte selv bliver angrebet af en utilfreds kunde, og faren blot ser på, strækkes de familiære bånd for alvor.

En hjemvendt soldat fra Afghanistan. En far, der aldrig har haft tid til sin datter (og nok hellere ville have haft en søn). En udenlandsk escortpige i Danmark. Hvad, der let kunne lyde som endnu en klistret dansk socialrealistisk suppedas, overrasker i stedet som en velskrevet og kreativ historie takket være produktive Kim Fupz Aakeson. Godt nok er “Lille soldat” gennem den fortærskede dogme-kamerastil fortalt realistisk, men manden bag “Den eneste ene” og “En soap” skriver to uforenelige størrelser sammen i et konstrueret plot, og pludselig sidder en dansk kvindelig soldat vagt med en kop kaffe i køkkenet hos en nekrofil stamkunde, der selv er i gang med at bedøve den nigerianske mor Lily, der lader sig prostituere for at kunne støtte sit barn i hjemlandet.

Bodil og Robert-prisernes gode bekendtskab Trine Dyrholm viser endnu en gang, hvorfor hun er de mange statuetter værd. Dyrholm spiller den krigstraumatiserede Lotte, der ikke kan forene, hvad der er sket i Afghanistan med sit eget bagland. Som filmen skrider frem, aner man dog, at Lottes problemer stikker langt dybere og langt tidligere end udenlandske kamphandlinger, og med et nærmest granat-lammet ydre spejler Dyrholm et skrigende klaustrofobisk indre – helt uden at sige noget. Det er skuespil, og det fungerer rigtig godt. Finn Nielsen mestrer i rollen som Lottes far også den svære opgave at vise, hvordan et menneske både kan holde af sin datter og samtidig drive et bordel med al den snavs, der dertil hører. Britiske Lorna Brown spiller skrøbelige og selvsikre Lily, og dermed er alle nøglepersonerne i “Lille soldat” fyldte med modsætninger og har meget at spille på.

Instruktør Annette K. Olesen vil fortælle en hel masse i “Lille soldat”. For det første beskriver hun to søster-lignende skikkelser, der i blinde famler efter den tabte kærlighed. For det andet viser hun en falden kongehistorie i faren, der ikke ved, hvad han skal gøre af sit fordækte “rige”, og for det helt tredje stiller Olesen det provokerende spørgsmål: Hvad har en luder og en soldat mon tilfælles? Uden at fornærme nogen af parterne, udgør Lotte og Lily ikke desto mindre en interessant konstellation i filmen, der afføder nye tankespind normalt bosat langt borte i tabu-land.

Danmark er i krig, men krigen i Danmark er mindst ligeså vigtig for makkerpar Olesen og Fupz Aakeson. Hjemmefronten og Helmand-provinsen er ikke adskilte landområder, når det handler om mennesker og eviggyldige problemstillinger. Lotte blev soldat for at gøre en forskel i udlandet, men ser sin måske vigtigste kamp i sin egen baggård. For nogle vil filmens overdrevne konstruktion måske være forstyrrende, men for andre forhåbentlig en anderledes måde at tænke krig på. Om ikke andet er “Lille soldat” et forfriskende glas vand oven på dansk dogmefest-tømmermænd.


Trailer

Kort om filmen

Lotte vender hjem fra endnu en mission som soldat, helt igennem desillusioneret. Hendes upålidelige far, der både er vognmand og alfons, tilbyder hende et job, og snart kører Lotte som chauffør for hans nigerianske kæreste, escortpigen Lily. Både Lotte og Lily har ar på sjælen og paraderne oppe, men alligevel vågner noget mellem dem – et venskab spirer frem, og de to kvinder bærer måske nøglen til hinandens forløsning.