Det er efterhånden ingen hemmelighed, at Mads Mikkelsen er et varmt navn i udlandet. Først var det som superskurk i James Bond-filmen “Casino Royale”, for nyligt har det været som kannibalen Hannibal Lector i amerikanske “Hannibal”, og nu er det så blevet Argentinas tur til at sende bud efter den danske superstjerne.
Se også: Trailer til anden sæson af “Hannibal” med Mads Mikkelsen.
Mikkelsen har nemlig fået hovedrollen i Diego Rafecas’ drama “First Law”. Filmen handler om to brødre, der ikke kunne være mere forskellige. Hvor den ene er direktør for et stort, internationalt firma med et plettet ry, så bor den anden i den argentinske jungle med Taco-stammen.
Hvilken af de to brødre, Mads Mikkelsen skal portrættere, vides endnu ikke, men sikkert er det, at amerikanske Armand Assante skal spille rollen som den anden bror. Filmen, som er baseret på en rigtig historie, forventes at være færdig til filmfestivalen i Cannes til maj.