“Transformers: De faldnes hævn” blev skrevet på tre uger, hvilket gjorde den til den vel nok værste af Michael Bays hidtil fire “Transformers”-film. Årsag? Manuskript-forfatterne i Hollywood strejkede. Nu truer de med at gentage det.
Se også: Anmeldelsen af “Transformers: De faldnes hævn”
Det er The Hollywood Reporter, der skriver, at fagforeningen Writers Guild of America har varslet strejke fra d. 2. maj, hvis ikke filmselskaberne honorerer deres krav.
Manuskript-forfatterne ønsker en aftale til en samlet værdi af 178 millioner dollars årligt, hvis ikke de skal indstille arbejdet i drømmefabrikken.
Da den seneste strejke ramte d. 5. november i 2007 varede den i over tre måneder til d. 12. februar i 2008. Aktionen dengang omfattede 12.000 manuskriptforfattere inden for film og tv.