Transformers: De faldnes hævn

InstruktionMichael Bay

MedvirkendeShia LaBeouf, Megan Fox, Josh Duhamel, Tyrese Gibson, John Turturro, Ramon Rodriguez, Kevin Dunn, Julie White, Isabel Lucas, John Benjamin Hickey, Matthew Marsden, Andrew Howard, Michael Papajohn, Glenn Morshower, John Eric Bentley

Længde150 min

GenreSci-Fi, Action, Adventure

IMDbVis på IMDb

I biografen24/06/2009

Anmeldelse

Transformers: De faldnes hævn

2 6
Robotter på røven

Var det alligevel for naivt af mig at forvente – ud fra dens titel – at “Transformers: De faldnes hævn” ville skildre et storstilet slag mellem alle os, der vitterligt faldt i søvn til Michael Bays rærlige “Transformers”, og så ILM’s computergenererede megarobotter fra selvsamme fadæse? Tydeligvis. Sikke en sød hævn det ellers ville have været… Den dårlige nyhed er desværre, at det er endnu sværere at knalde brikker under toeren, som er større, længere og (ikke mindst) mere støjende end sin forfærdelige forgænger.

”Men hvad dælen havde vi dog også forventet?!” vil filmens fans formentlig skråle endnu en gang over for os kritikere af Bays megahits. Dette er jo trods alt film om dræbermaskiner fra det ydre rum, der forvandler sig til knaldrøde lastbiler og henrivende supermodeller, så det vil da være vanvittigt at sætte snuden op efter logik, multidimensionale karakterer og en skelsættende historie? Nuvel, men med en spilletid på hele 158 minutter er det vel på sin plads med bare én holdbar joke, ét uventet twist eller én elskværdig karakter at holde af, så man ikke forbliver en apatisk tilskuer?

Film fås simpelthen ikke mere kyniske end “Transformers: De faldnes hævn”. Her er en film, som blev hastet i produktion før manuskriptforfatterstrejken i Hollywood – en blockbuster skabt for at sælge legetøj, videospil og popcorn. De få replikker og menneskelige karakterer skænkes knap nok en tanke imellem de utallige, alenlange actionsekvenser, som undertiden virkelig imponerer fra et teknisk standpunkt, men ofte er umulige at finde hoved og hale i. Computergenererede metaldele svinger hurtigt rundt, mens Bays kameraoperatører febrilsk kaster rundt med kameraet. Man har sjældent nogen idé om, hvad der foregår, hvem som er hvem, eller… hov, der tabte jeg sgu lige tråden.

Måske i et forsøg på at kompensere for forvirringen sørger Bay og manuskriptforfatterne for at gøre både robotter og mennesker så anonyme, at man er hamrende ligeglad med, hvem som tæsker hvem og hvorfor. De såkaldte transformers har sammenlagt omtrent ti minutters taletid og har lige så megen personlighed som den gængse GPS. Blandt de karakterløse karakterer finder vi desuden en håndfuld irriterende sidekicks samt den første films unge helte, som igen spilles af karismatiske Shia LaBeouf og Megan Fox, der minsandten atter gør det godt. Desværre får turtelduerne kun lov til at løbe, skråle og dyste om at være den første til at sige ”Jeg elsker dig”, inden de endnu en gang væltes omkuld. “Transformers: De faldnes hævn” kan måske siges at være bedre end sin forgænger, idet den rummer mindre volapyk og spildtid mellem actionsekvenserne. Men med en stupid, hullet historie ludfattig på højdepunkter ender man med at stirre ofte på uret.

Når det kommer til at detonere sprængstof og smadre den amerikanske infrastruktur, har Bay ingen ligemand i Hollywood. Men efter få minutter er man allerede træt af det ensformige sansebombardement. Mens kollegaer som Paul Greengrass, J.J. Abrams og James Cameron får adrenalinen til at pumpe ved at kombinere hæsblæsende action med karakterer og drama, man kan tage og føle på, forsøger Bay i stedet at gejle os op med livløs musik, tilfældige eksplosioner og alt fra kvindenedsættende til mildt racistiske vitser, men lige meget hjælper det – man forbliver uberørt. Hvis der er noget, både tilhængere og modstandere af “Transformers: De faldnes hævn” har været enige om, er det, at filmen er hjernedød. Men Bays seneste makværk er ikke blot en film uden hjerne. Det er en film uden sjæl.

Video

Præsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. Bay er glad for kraftige, overdrevne farver, gryn og store kontraster, og til tider har dvd’ens transfer svært ved at gengive filmens stiliserede look helt perfekt. En sjælden gang imellem drukner detaljer i de dunkleste områder, og gryn har det med at ligne digital støj. Men billedet er knivskarpt, farverne har hele tiden den helt rette temperatur, hverken edge-enhancement eller udtværing figurerer, og sædvanligvis er grynniveauet og kontrasten helt perfekt.

Audio

Filmens lydside er formentlig dens største force, og man kunne ikke forestille sig lydsiden blive præsenteret bedre på dvd, end den bliver af skivens Dolby Digital 5.1-lydspor. Allerede da filmselskabernes logoer dukker op i starten af filmen, bliver man blæst ud af stolen – man hører stjernerne i Paramounts logo flyve hele vejen rundt om sædet, og panoreringerne er generelt superbe. Subwooferen brummer, da DreamWorks’ logo toner frem, og de mange dybe toner får værelset til at ryste voldsomt og på de helt rigtige tidspunkter. Høje toner er også klokkeklare, det samme er replikkerne, og lydeffekterne og dialogen har en herlig rumklang og gengives med en utrolig klarhed, man nærmest udelukkende oplever på HD-lydspor. Som sagt er filmen meget støjende – auditivt er actionsekvenserne ekstremt aggressive, men i de få stilfærdige sekvenser leverer samtlige højtalere et hav af stemningsfulde lydeffekter, som skaber et lydbillede, der komplementerer billederne perfekt.

Ekstramateriale

Ud over filmen huser dvd’en kun et kommentarspor med Michael Bay og manuskriptforfatterne Roberto Orci og Alex Kurtzman. Hvis man vil have mere ekstramateriale, bliver man nødt til at købe filmen på Blu-ray. Fans af Bay og filmen vil formentlig nyde kommentarsporet. Omvendt vil man næppe sætte pris på det, hvis man ikke kan fordrage instruktøren, idet han lægger ud med at blære sig med, hvor godt filmen har klaret sig i biograferne. Men Bay er sgu en underholdende fortæller, som heldigvis er langt mere selvironisk end hans film, og både Bay, Orci og Kurtzman har flere interessante anekdoter i ærmerne, men til tider er de altså lige lovlig selvfede.

Utallige elendige film udkom i sommer, og “Transformers: De faldnes hævn” var absolut en af de værste – en følelseskold og indholdsløs stiløvelse. Filmen ser til gengæld godt ud på dvd og lyder fantastisk, men kun ét sølle kommentarspor medfølger. Fans bør opstøve filmen på Blu-ray. Alle andre bør lade udgivelsen samle støv hos den lokale videoforhandler.

Transformers: De faldnes hævn

3 6
Bay redder verden – igen

Der er ingen tvivl om, at Hollywood ikke ville være det samme uden de stort opsatte summer blockbusters. Populært sagt, dem med budgetter svarende til en mindre afrikansk stat og fantastisk underholdende effektarbejde, der ofte går på kompromis med den gode historie. Det er ubetinget også den type sensationsfilm, der trækker det største publikum og deraf flest penge i kassen. En af de sikre vindere herunder er Michael Bay, der om nogen kan proppe en film til bristepunktet med vild-vildere eksplosioner og over the top-action.

I bedste Michael Bay-tradition er det denne gang ikke kun Jorden, som er i fare for de onde Decepticons robotter – nej, nu er det hele universet. Uheldigvis for Jordens befolkning og den særlige hårdtarbejdende militære specialenhed, der altid er tilstede lige der, hvor de altødelæggende rum-robotter vælger at slå til, befinder nøglen til universets endelige destruktion sig på vores grønne planet. Den særlige nøgle er antihelten fra den første film, den nu nybagte college-studerende Sam Witwicky, naturligvis i besiddelse af, og han bliver noget modvilligt igen trukket ind i stridighederne. Heldigvis er de gode Autobots, anført af stars and stribes-lastbil-robotten Optimus Prime, stadig på Jorden og vil gøre alt for at nedkæmpe deres evige rivaler.

En af de store salgstaler fra Michael Bay her i forbindelse med “Transformers: De faldnes hævn” har været, at der blev brugt 140 såkaldte terabites til at bringe robotterne til live mod 15 terabites i den første film. Alt dette siger lidt om Michael Bays ambitioner om at overgå sig selv effektmæssigt, og det siger meget om, hvilken film “Transformers: De faldnes hævn” naturligvis er – eye candy en masse. Der er vilde eksplosioner i spandevis, dynamisk klippet actionsekvenser og flotte locations – bl.a. fik Bay rent faktisk lov til at optage oven på Giza-pyramiderne i Egypten. Skal der ses højtragende action – som intet andet sted end Hollywood kan masseproducere det – er “Transformers: De faldnes hævn” absolut sommerens must see.

Dog lider filmen under en lang række andre problemer, der samlet set trækker gevaldigt ned. I kraft af Bays sædvanlige hunger efter at gøre alting større, glemmes det fortællemæssige og særligt filmens indre logik til fordel for kolossal smadder og sprængfarlig underholdning. Filmen er en drengerøvet drøm af et brag, men noget uelegant svejset samme med Sams dannelsesrejse fra dreng til mand. Første halvdel af filmen, som også helt afgjort er den svageste, forsøger at indkapsle Sams indre kamp med at få kappet navlestrengen fra hans forældre, mens forholdet til smukke Mikaela, spillet af Megan Fox, ikke er helt uden problemer.

Der kludres rundt i menneskeligt fortalte aspekter, alt imens det forsøges at overdynge det ikke-eksisterende plot med håbløst mekanisk slap stick og pinligt tyvstjålet scener fra andre film. Kald det metareferencer eller lavpandet komik – det er set i mange danske børnefilm, visse Disney-produktioner og film, der ikke kan stå på egne ben. Det er sjældent, at den slags fungerer uden at være direkte dumt, og i dette tilfælde er det tåkrummende utåleligt. Det er tydeligt, at der helst skal rutinerede stjerner til at trække læsset, da Michael Bay ikke har formatet til at fremmane andet end hule personportrætter. Her har Megan Fox og Shia LaBeouf simpelthen ikke nok gennemslagskraft andet end som bi-roller til de egentlige hovedrolleindehavere, de mægtige Transformers.

Ser man udelukkende på underholdningsværdien, i hvert fald i anden halvdel, samt det imponerende effektarbejde, er “Transformers: De faldnes hævn” en regulær triumf. Jeg har ikke tidligere set bedre CGI-kombineret med fremragende old school-actionhåndværk, og her er Michael Bay en uomgåelig mester. Dog er det tydeligt, at Bay skal holde sig langt væk fra balancegangen mellem det menneskelige drama og maskinelle action, for i grænselandet vil han formentlig aldrig kunne begå sig. Kan man se bort fra de mere tvivlsomme elementer, er dette – på baggrund af den sidste halvanden times tid – absolut en af sommerens bedre popcorn-film.

Se også videoen ”Transformers 2″-pressemøde i London (Filmz Exclusive).

Trailers

Kort om filmen

Da Sam Witwicky siger farvel til forældrene, til kæresten og til sin bil – som vel at mærke i virkeligheden tilhører en race af robotter, der formår at transformere sig til helt uskyldige former her på Jorden – er det for at begynde en helt normal tilværelse som college-studerende. Hans nye værelseskammerat Leo, der er vild med konspirationsteorier, skulle bare vide, hvilke anstrengelser det hemmelige agentur NEST har udfoldet for at skjule, at robotracerne Autobots og Decepticons har udkæmpet en krig her på Jorden… og at Sam var en afgørende brik i at redde vor planet. Men Sam får ikke ret længe lov til at beskæftige sig med studier, kammerater og den meget søde Alice, for han er stadig forbundet med robotternes opgør, og netop nu trækker mørke skyer sammen om Jorden, som vil involvere Sam og hans venner i en verdensomspændende krig mellem de gigantiske ødelæggelsesmaskiner.