Vi skal tilsyneladende ikke regne med at vende tilbage til Barbieland lige foreløbig.

Hollywood er fyldt til randen med franchises, sequels og prequels i en sådan grad, at spørgsmålet om en fortsættelse næsten er det første på vores læber, når vi går ud af biografen. Dog er det ikke alle originale film, der skal have en opfølger – og årets hidtil største film, “Barbie”, er sandsynligvis en af dem.

“Jeg tror, vi lagde alle vores kræfter ind i den her. Vi byggede den ikke til at blive en trilogi eller sådan noget,” fortalte filmens stjerne og producer, Margot Robbie,til Associated Press og fortsatte: “Greta (Gerwig) lagde alle sine kræfter ind i den her film, så jeg kan ikke forestille mig, hvad der ville komme efter.”

Den australske skuespiller bemærker også, hvordan originale film fortsat kan blive store succeser i billetlugen, og at de stadigvæk kan få store budgetter til at opnå sådanne succeser.

Du kan læse vores anmeldelse af “Barbie” lige her.

“Og bare fordi der er en kvindelig hovedrolle, betyder det ikke, at den ikke kommer til at ramme alle fire kvadranter, hvilket er, tror jeg, en fejlopfattelse, som mange stadigvæk har.”

I sidste ende er der selvfølgelig flere faktorer, der spiller ind, når det kommer til, om en fortsættelse eller ny fortælling “Barbie”-universet bliver realiseret. Dog er Robbies kommentarer blandt de bedste indikationer på filmens fremtid, og forhåbentlig ser vi i fremtiden også endnu flere originale fortællinger opnå lignende succeser.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: