I dagene op til den 20. juli begyndte #Barbenheimer at florere. Både biografgængere og kendisser havde meldt ud den optimale rækkefølge at se “Barbie” og “Oppenheimer”, og memes spredtes med lysets hastighed på grund af filmenes æstetik, som næsten er en modstilling af eufori og depression. Hvem der vil tage titlen som årets sommerfilm, bliver afgjort, når sommeren er slut. I næste uge kommer vores anmeldelse af “Oppenheimer”. Dog kan jeg allerede nu sige, at “Barbie” allerede nu er et fortræffeligt bud på en vinder.

På trods af pastelfarver og pink på ethvert gadehjørne er “Barbie” ikke tomme kalorier. I stedet er der tale om en velproduceret, potent og popkulturel oplevelse, som både vil efterlade dig håbefuld, med et skår i sjælen og let fnisende. For man bliver overrasket: Har man set traileren, har man nok en fornemmelse af handlingen den første halve time. Herefter bevæger handlingen ned af et sidespor, som både ligger i logisk forlængelse af og forstørrer problemet fremsat i starten af filmen.

Fordi traileren kun viser lidt af handlingen, vil jeg ikke afsløre for meget i denne anmeldelse. Hvad jeg kan fortælle om historien, er at Stereotyp-Barbie (Margot Robbie) er i identitetskrise. Frem for at leve i en perfekt ensartet hverdag i Barbieland, som byder på hjerteformede vafler, strandture, politiske møder, hygge med kæresten Ken (Ryan Gosling), diskofester og pyjamasfester med veninderne, konfronteres hun med frygten for døden og forandring. Konsekvensen er, at både Barbie og Barbieland er i fare. Hun må derfor drage mod den virkelige verden for at finde svar, og med sig har hun sin tro Ken.

Både i udseende og talent har castingen ramt plet. Margot Robbie leverer en levende og, med vilje, lidt stiv optræden som Stereotyp-Barbie. Særligt en af de første scener, hvor Barbie glider ned ad vandrutsjebanen er taget direkte fra Barbiedukkens begrænsede fleksibilitet. Igennem filmen bliver Robbies optræden i takt med Barbies udvikling, men hun bevarer en fornemmelse af plastic i sine handlinger.

Også Ryan Goslings Ken er ufrivillig komisk. Som en tilføjelse til Barbie-dukken, er Ken intet værd uden Barbie. Gosling formår at udtrykke denne ængstelige energi sideløbende med en alt for selvsikker Ken, der vil gøre alt for at imponere. Kort sagt fatter Ken ikke en brik, men han er så sjov at følge, når han langsomt forsøger at navigere sin egen identitetskrise.

Listen med biroller er mange, og alle leverer rigtig gode optrædeneer. Dog vil jeg særligt fremhæve én bestemt karakter: I Barbieland er der mange Kens, men kun én Allan. Allan har blot et ønske om at være med. Michael Cera spiller den halvkuede, akavede og supersøde fyr med det farverige tøj på exceptionel vis. Når Allan forsøger at flygte fra Barbieland, støtter man ham i hans færd. Når han bare er i billedet uden replikker (og det er han ofte), transformeres han til et omvandrende Easter Egg, som man som seer i høj grad spejder efter.

Udover stjernerne, som gør dukkerne levende, er æstetikken i Barbieland vidunderlig. Bygninger, veje, køretøjer og tøj er alt sammen genskabt med detaljen for øje. Alt sammen ligner legetøjet, hvis man laver en kort Google-søgning efter filmen. Ironisk nok er der også plads til, at legetøjet og kostumerne bliver promoveret i korte freeze-frames. Det er et lille øjeblik, som præsenteres med ironi for øje, men det bliver også lidt for meget reklame til tider.

Med “Barbie” præsenteres legetøjet, skønhedsidealet, inspirationskilden, produktet og revolutionen bag dukken på en nuanceret måde, som både viser det elskværdige og det dybt forkastelige ved Barbie som fænomen. Drømmen om at blive stor og selvstændig ligger side om side med det skadelige i de skønhedsidealer, som Barbie-dukken har leveret gennem dens levetid. Nu skal jeg indrømme, at jeg aldrig selv legede med Barbie som lille. Dog har jeg ikke været blind for, at Barbie kan kaste en masse idéer af sig – både af den opløftende og selvdestruktive slags.

At “Barbie” tør vise begge sider og ikke ende med at tage parti, kræver stor respekt for dukkens ophav, og Gerwig giver sig tid og tålmodighed til at præsentere et portræt af Barbie. Hvad Gerwig i virkeligheden leverer er en meditation over idéer, deres evne til at forandre verdenen, og deres konstante forandring. Fordi Barbie er både helten, skurken og ofret i sin egen fortælling. Som filmen gentagende gange laver satire på, er det vigtigste, at dukken sælger, og så er det for legetøjsfabrikanten Mattel ligegyldigt, hvad hun står for. Men Barbie er også i stand til mere, og som introsekvensen viser, kan den tilbyde nye perspektiver til de børn, som leger med dukkerne.

Som anmeldelserne har vist, har modtagelsen af “Barbie” været meget positiv, men polariserende. Og det er sandt; “Barbie” er ikke en film, som alle måske vil forvente, men jeg vil kraftigt opfordre alle til at gå ind og se den. Nej, det er ikke kun sjov popcorn-underholdning. I stedet har Gerwig leveret et filmisk opus, som kan bokse side om side med kvaliteten i de gode Pixar-film, når det kommer til formidling af komplekse emner på en inddragende og underholdende måde.

“Barbie” er en feministisk film, der både gør problematikkerne letforståelige, udstiller det absurde ved forventninger til både mænd og kvinder og dykker ned i denne eksistentielle tvivl, der forekommer, når tiden går. Alt sammen pakket ind i ironi og masser af pink.