Frygten for coronavirus flytter muligvis også årets første MCU-film – men det afviser Disney.

Den første storfilm tog i går konsekvensen af frygten for coronavirussen, der holder biografer lukket verden over – primært i Asien.

“Bond”-producenterne turde ikke udsende “No Time to Die” i den nuværende situation, hvilket betyder, at James Bond-filmen er udskudt fra april til november.

Nu rygtes det, at Marvel Studios overvejer et lignende træk med MCU-filmen “Black Widow”, skriver Deadline.

“Black Widow” åbner efter planen Phase 4 af MCU den 29. april i Danmark. Men den plan kan meget vel blive ændret, hvis ikke fremvæksten af den smitsomme coronavirus snart bliver dæmpet.

Således rygtes det hos distributører, at Disney pønser på at flytte MCU-filmen til den 5. november i stedet for årets anden MCU-film, “Eternals”.

Derfra er planen af udskyde “Eternals” til 2021. Dermed vil “Black Widow” får premiere ugen før “No Time to Die”.

Disney afviser rygterne, mens de forsøger at berolige biograferne med forsikringer om, at “Black Widow” ikke bliver udskudt.

Men det kan blive vanskeligt for Disney at fastholde forsikringerne, hvis ikke situationen vedrørende covid-19 vendes til det bedre i særligt Asien, hvor Marvel Studios normalt sælger mange biografbilletter.

Læs også ‘Pakket premiereprogram: James Bond i krig mod Godzilla og Marvel‘.

Andre storfilm, der kan komme i spil til en premiere-flytning, er “Fast & Furious 9”, “Scoob!”, “Wonder Woman 1984” og “SpongeBob: Sponge on the Run”.

Universal Pictures, Warner Bros. og Paramount fastholder dog aktuelt premieredatoen til disse film.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: