Scarlett Johansson og Disney kan gå i gang med at genopbygge deres ellers succesfulde forhold, efter de to parter har valgt at indgå forlig på Johanssons søgsmål.
“Black Widow” blev endnu en milepæl for Marvel og Disney — på godt og ondt. Først og fremmest blev projektet den første Marvel-film til samtidigt at få premiere både i biografen og på Disney+ gennem Premier Access.
Dernæst lå den til grund for et søgsmål fra filmens største stjerne og mangeårige MCU-fanfavorit Scarlett Johansson. Da Disney valgte at give “Black Widow” simultanpremiere, brød de ifølge søgsmålet Johanssons kontrakt, og skuespillerinden gik dermed glip af mange millioner kroner.
Disney svarede dengang Johansson igen og kaldte sagsmålet både “sørgeligt og foruroligende”, men nu rapporterer THR altså, at parterne er nået til enighed.
“Jeg er meget tilfreds med at have løst vores uoverensstemmelser med Disney,” udtalte Johansson. “Jeg er utroligt stolt af det stykke arbejde, vi har udført sammen gennem årene og har i stor grad nydt mit kreative forhold til holdet. Jeg ser frem til at fortsætte vores samarbejde i fremtiden.”
Selvom man kunne have troet, at et sådant søgsmål kunne have gjort permanent skade på forholdet mellem superstjernen og mediegiganten, så er de ikke færdige med hinanden endnu. Johansson skal nemlig fortsat spille med i Disneys “Tower of Terror”, der i øjeblikket er under udvikling.
Selvom selve søgsmålet i den grad har været i offentlighedens søgelys, holdes de specifikke detaljer om forliget skjult. Dog må det ses som en succes fra Johanssons side at kunne stå imod en af verdens største mediegiganter og komme ud på den anden side med både sit ry og samarbejde i behold.