Don Cheadle fortæller i et interview med det amerikanske site BroBible, at hans Marvel-karakter James “Rhodey” Rhodes, bedre kendt som War Machine, skal være med i Marvels næste superhelteserie “The Falcon and the Winter Soldier”.

Afsløringen kommer i forbindelse med et interview om James Rhodes’ fremtidige rolle i MCU. Det er allerede blevet annonceret, at Cheadles karakter kommer til at spille en stor rolle i den kommende Marvel-miniserie “Armor Wars”. Han hentyder i interviewet til, at man begynder at skrive manuskriptet til miniserien i næste måned.

Heldigvis skal vi ikke vente på “Armor Wars”, før vi ser War Machine igen på tv-skærmen. “The Falcon and the Winter Soldier” udkommer nemlig allerede på Disney+ til marts. Her kommer Cheadle til at spille over for seriens to hovedpersoner Anthony Mackie (The Falcon) og Sebastian Stan (The Winter Soldier), som MCU-fans allerede kender godt til.

War Machine er ikke det eneste velkendte ansigt, der kommer til at spille en rolle i serien. Daniel Brühls superskurk Helmut Zemo ser vi igen for første gang siden “Captain America: Civil War”. Wyatt Russel ses derimod for første gang som John Walker, hvis alter ego er U.S. Agent.

“The Falcon and the Winter Soldier” udkommer d. 19. marts på Disney+.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: