Tom Hanks og Steven Spielbergs længe ventede “Masters of the Air” får premiere på Apple TV+ til foråret.
Først til lands, så til vands og nu i luften.
Efter de to fantastiske miniserier “Band of Brothers” og “The Pacific”, har Tom Hanks, Steven Spielberg og producer Gary Goetzman slået sig sammen om endnu en fortælling om de amerikanske bataljoner under 2. verdenskrig. Og i forbindelse med seriens premieredato, har vi nu også fået de første billeder af de uniformerede helte. De kan ses nederst i artiklen.
“Masters of the Air” baseres på Donald L. Millers bog af samme titel og fortæller historien om den 100. bombardementgruppe i det amerikanske luftvåben, der gik under øgenavnet “The Bloody Hundredth”. Vi følger dem i deres farefulde luftangreb på Nazi-Tyskland, mens de kæmper med barske vilkår, manglende ilt og skrækken ved at flyve i krig tusindvis af meter oppe i luften.
Ligesom med de to foregående vil den kommende miniserie dykke ned i, hvordan krigen sætter sine psykiske og følelsesmæssige spor hos de unge soldater, der må betale en stor pris i kampen for at ende Tysklands nazistiske regime.
Blandt bataljonens soldater finder vi blandt andre Austin Butler, Barry Keoghan, Anthony Boyle, Nate Mann, Branden Cook, Callum Turner, Rafferty Law, Josiah Cross og Ncuti Gatwa.
John Orloff, der også var en af forfatterne på “Band of Brothers”, er denne gang ene skribent på den ni episoder lange serie. De fire første episoder instrueres af “No Time to Die”-instruktør Cary Joji Fukunaga, mens de resterende fordeles mellem instruktørduoen Anna Boden & Ryan Fleck, Dee Rees og Tim van Patten.
Du kan læse vores anmeldelse af “No Time to Die” lige her.
I modsætning til Hanks og Spielbergs tidligere samarbejder er “Masters of the Air” ikke en HBO-serie. Derimod er det Apple Studios, der har stået bag, hvorfor miniserien altså får premiere på selskabets streamingtjeneste.
De første to episoder af “Masters of the Air” får premiere den 26. januar 2024, hvorefter de resterende afsnit udkommer ugentligt.