Da filmen fik premiere i 2004, var det svært ikke at tro på projektet. DreamWorks var på toppen efter ‘Shrek‘, animationsfilm var for alvor blevet prestige, og filmen kunne prale af en af de mest stjernespækkede stemmelister nogensinde.
Will Smith, Robert De Niro, Angelina Jolie, Jack Black og Martin Scorsese i samme animationsfilm virkede som en Oscar-opskrift, man ikke kunne tabe på.
Alligevel er Store Ståhaj i dag mest kendt som en af de mest udskældte mainstream-animationsfilm fra 00’erne – et skoleeksempel på, hvordan kommercielle ambitioner kan kvæle både originalitet og fortælling.
Oscar-nomineringen – et tidsbillede
Filmen blev nomineret til en Oscar for Bedste Animerede Film, men det er vigtigt at se nomineringen i sin historiske kontekst. Kategorien var kun få år gammel, og feltet var langt smallere end i dag. Ifølge flere kritikere ville Store Ståhaj næppe være blevet nomineret i dag, hvor animationsfilm vurderes langt hårdere på kunstnerisk kvalitet.
Til sammenligning blev Pixars Monsters University ti år senere – trods massiv succes – slet ikke nomineret. Det siger noget om, hvor meget barren har flyttet sig. Store Ståhaj endte med at tabe til den noget mere elskede film De Utrolige.
Stjerner før figurer
En af de mest gennemgående kritikpunkter handler om filmens ekstreme celebrity-fiksering. I stedet for at lade karaktererne stå på egne ben, valgte DreamWorks at gøre dem til karikaturer af de skuespillere, der lagde stemmer til.
Det er ikke bare stemmerne, der er genkendelige – fiskene ligner deres kendte modstykker. Robert De Niros haj er en undervandsudgave af Don Corleone, Martin Scorsese er en pufferfish med hans karakteristiske øjenbryn, og Will Smiths Oscar er reduceret til en tegneserieudgave af “The Fresh Prince”.
Som flere kritikere har påpeget, føles filmen mindre som en selvstændig fortælling og mere som et markedsføringsprodukt. Mange kritikere pegede på, at filmen prioriterer stjernestøv frem for substans, og flere anmeldere sammenlignede dette negativt med mere vellykkede animationsfilm. Roger Ebert gav filmen blot 2 ud af 4 stjerner og bemærkede, at den “hellere vil være smart end rørende”.
Hip-hop som tom gimmick
Filmen blev også kritiseret for sin overfladiske brug af hip-hop-kultur. Oscars drøm om succes er reduceret til en samling slidte slangudtryk og musikalske referencer, som allerede i 2004 virkede forældede.
Ifølge Rotten Tomatoes, hvor filmen i dag har en score på omkring 35 %, pegede mange anmeldelser på, at filmen behandlede hip-hop som en joke snarere end en kultur. Det gav indtryk af, at filmskaberne ikke forstod det miljø, de forsøgte at udnytte.
Angelina Jolies figur, Lola, blev særligt kritiseret. Flere anmeldere fandt det problematisk, at en børnefilm seksualiserede en fisk med tydelige menneskelige, erotiske træk. Kritikken gik på, at filmen konstant bevægede sig i et ubehageligt grænseland mellem børneunderholdning og voksenreferencer.
Publikums dom
På trods af en global indtjening på over 350 millioner dollars har Store Ståhaj haft et bemærkelsesværdigt dårligt eftermæle. Filmen dukker jævnligt op på lister over de værste animationsfilm nogensinde og bruges ofte som skræmmeeksempel i diskussioner om “celebrity casting” i animation.
Hvor filmen udefra lignede en Oscar-vinder, afslørede den i praksis DreamWorks’ værste instinkter: reference-humor, genkendelighed frem for kreativitet og en fortælling, der aldrig bliver andet end bekendt støj.
Store Ståhaj blev ikke bare en skuffelse – den blev et vendepunkt, der mindede branchen om, at animation kræver mere end kendte navne og popkulturelle nik for at holde i længden.
