Eventyret i Far, Far Away må vente lidt længere.

Universal og DreamWorks Animation har officielt udskudt Shrek 5 fra den oprindelige premieredato den 23. december 2026 til den 30. juni 2027. Det er anden gang, filmen bliver forsinket, da den oprindeligt var planlagt til juli 2026. Studiet har ikke givet nogen officiel grund, men Universals animerede satsninger har traditionelt haft stor succes i sommermånederne med titler som Grusomme Mig, Sådan Træner Du Din Drage og The Super Mario Bros. Movie.

En af forklaringerne på forsinkelsen kan være, at filmen har mødt markant kritik på nettet. Flere sammenligner reaktionerne med modtagelsen af den første Sonic-teaser, som blev mødt af fansenes utilfredshed med karakterernes udseende. De nye designs, som DreamWorks har arbejdet på gennem de sidste 15 år, har ikke fået den varme velkomst, studiet nok havde håbet på.

Samtidig spekulerer mange fans i, at plottet allerede er blevet afsløret af ivrige brugere på nettet. Den korte teaser skulle angiveligt have givet så tydelige hints, at både handling og udfald er blevet gættet på forhånd. Ifølge rygterne kan det betyde, at DreamWorks står over for at skulle skrive filmen om helt fra bunden.

Dog er intet be- eller afkræftet fra officiel side, og studiet holder fortsat kortene tæt ind til kroppen.

Den nye premieredato placerer Shrek 5 blot en uge efter Sonys længe ventede Spider-Man: Beyond the Spider-Verse. Havde filmen beholdt sin december-dato, ville den være blevet lanceret kort efter Disneys Avengers: Doomsday og Ice Age 6. Samtidig har Universal rykket Illumination’s endnu unavngivne eventfilm frem til april 2027.

Filmen markerer 25-året for den første Shrek fra 2001, der omsatte for næsten 500 millioner dollars globalt og vandt den første Oscar nogensinde for bedste animationsfilm.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: